, ,

Slægt skal følge slægters gang

Slægt skal følge slægters gang

Kærligheden på Havklev og om at budgettere

Slægt skal følge slægters gang

Strofen “Slægt skal følge slægters gang” stammer selvfølgelig fra salmen “Dejlig er jorden”, men den kan også bruges om udsendelsen “Kærligheden på Havklev. De unge overtager slægtsgården”, der kan ses gratis her på DR’s Bonanza. Jeg faldt over udsendelsen, fordi en skrev om den på Facebook. Den er bestemt værd at se.

Udsendelsen, der er fra marts 2020, varer 59 minutter, og på den tid hører man om, hvordan det er at overtage – og bo på – en gård, der har været i slægtens eje gennem syv generationer. Sædvanligvis siger man, at der går tre generationer på 100 år, så det vil sige, at gården har været i slægtens eje i ca. 233 år. Der bygges aftægtsbolig og de gamle går på aftægt helt som i gamle dage. Det troede jeg ikke, man gjorde i 2020.

Man vælger ikke at overtage en slægtsgård; det er en forpligtelse, man har. Det må være specielt, at ens fremtid ligger i faste rammer, og at man ikke kan vælge sin egen karrierevej. På den anden side set må der være en vældig tryghed over det. Tænk ikke at stå med barndommens frygt for fremtiden.

Svigerdatteren på gården læser medicin, og det er af naturlige årsager hendes primære fokus. Hun drømmer selvfølgelig om en karriere som læge. Svigermoderen derimod har været hjemme på gården og tjent sine “lommepenge” ved at åbne hjemmet for turister siden 1963. Tænk at kvinder bare i min levetid (jeg er fra 1963) tid har tjent “lommepenge”. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er ikke at have min egen økonomi. Udgifterne kunne det selvfølgelig være rart nok at slippe for.

Og apropos økonomi

Efter artiklen om at lægge og overholde et budget har jeg fået et par forespørgsler om, hvorvidt jeg ville dele mit budgetark. Det vil jeg naturligvis ikke, idet et ordentligt budget kobler sig til regnskabet, og det kommer ingen ved, hvad jeg bruger penge på. Budget og regnskab er en uhyre privat sag.

Jeg har også fået forespørgsler fra helt fremmede mennesker, om jeg ville lave et budgetark til dem. Svaret til de helt fremmede er, at det kan jeg ikke, netop fordi regnskabet mangler. Jeg ved jo ikke, hvad fremmede bruger penge på.

Det er bare selv at gå i gang med at få overblikket over regnskabet via netbankens (under-)kategorier og så begynde at opbygge et budget. Det er jo ingen videnskab.

Nogle banker tilbyder også et budgetmodul, så det kunne være en løsning. Min bank (Skjern Bank) tilbyder et budgetmodul, men det er utrolig uoverskueligt, og det giver ikke giver mening for mig.

Kun fsva. en enkelt nær veninde har jeg sagt “Ja” til at hjælpe – og det skyldes, at hun er klar over, at hun selv skal finde (under-)kategorierne, som jeg så kan lægge ind i Excel uden større besvær. Hendes tal gider jeg ikke se på, dem må hun selv fylde i. Men jeg kan selvfølgelig sagtens lave et eller andet, hvor budgetarket fx. henter R-tallene fra hele 2023 og dividerer dem med 12. Og det må hun så selv rette i budgettet alle de steder, hvor det ikke giver mening, fordi alle måneder ikke er lige dyre. Der skal nok mange rettelser til …


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Vild med Anders Aggers “Indefra”

Vild med Anders Aggers "Indefra"

Godt TV på Danmarks Radio

Vild med Anders Aggers “Indefra”

På DR TV kan man finde ti sæsoner af Anders Aggers “Indefra”, og jeg er begyndt at se stort set dem alle fra en ende af. Dem med finansimperierne springer jeg let og elegant over, for de har nok ikke så meget forbindelse til mit liv. Det har Herstedvester, Jehovas Vidner og Israel selvfølgelig heller ikke …

Jeg er fascineret af hans måde at stille spørgsmål på; det gælder også de kritiske.

Det er selvfølgelig både relevant og nødvendigt at spørge den tyrkiske mand, der har været i Danmark i 43 år, hvorfor han ikke kan tale dansk. Det er også relevant at spørge den dansk-jødiske bosætter, hvordan han kan leve med sig selv efter at have fortrængt en palæstinensisk familie, og hvorfor han vedblivende påstår at kalde det for “Judæa Samaria” i stedet for “Palæstina”? Og fangen i Herstedvester skulle selvfølgelig spørges “Klippede du de tre fingre af ham med en boltsaks?”

  1. Den tyrkiske mand, der kom til Danmark som en af de første “gæstearbejdere”, og blev lidt længere end de fleste gæster, kom før danskkurserne var opfundet, og havde endvidere haft for travlt med at arbejde på et maskinsnedkeri. Samme sted kom han til at save en finger af sig selv.
  2. Bosætteren var overbevist om, at staten Israel tilhører ham, og at Gud har tildelt ham og de øvrige bosættere Israel (fra grundlæggelsen i 1948) som en form for lindring efter Holocaust.
  3. Den grønlandske fange brugte ikke en boltsaks men en hobbykniv. Med sin erfaring fra at findele rensdyr vidste han, hvor snittet skulle lægges.

Egentlig forstår man jo dem alle. Og det er måske Anders Aggers mål: At sørge for at alle bliver forstået i en eller anden grad. At vi som seere skal se bagom overfladerne. At vi skal åbne sindet og hjertet for den fortælling, der formentlig er så forskellig fra vores egen.

Indlevelsesevne

Slå man ordet “Indlevelsesevne” op i Den Danske Ordbog, får man at vide, at det betyder “evne til at identificere sig med noget eller nogen ved hjælp af intuitiv forståelse eller situationsfornemmelse“. Det er det, Anders Agger kan. Han glider ind i ethvert miljø, som om det var hans eget, og som om han havde været der i årevis.

Det er især tydeligt i “Underdanmark” (Sæson 1), hvor han besøger to mænd, der deler hus og husleje nede på Lolland et sted. Dagene går med at sanke brænde til opvarmning, fyre fede, drikke billige bajere, passe hunden, lave tatoveringer og spille billard enten hjemme i stuen eller på det nærmeste værtshus. Den ene er blevet far otte gange, men det er ikke alle børnene, han har kontakt til, og han kan ikke helt huske, hvor gamle de er …

Sidstnævnte får en pot billard med sin moder på værtshuset. Hun er noget hændervridende, da Anders Agger spørger, hvorfor hun ikke beskyttede sine fire børn bedre mod alle de tærsk, de fik som små. “Det er der jo ikke noget at gøre ved nu”

Jeg tænker “skvat” og mindes min egen “mor”, der også var et skvat og vidste, hvad der foregik i samtlige seks år. Det er ikke noget, jeg gætter eller indfortolker, for jeg spurgte ligeud, da vi mødtes i 2003 efter en “pause” på 22 år. Og jeg fik da også et “ligeudsvar”.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Fra nu af klarer jeg mig selv

Fra nu af klarer jeg mig selv

Det gider jeg ikke!

Fra nu af klarer jeg mig selv

I går var var jeg for anden – og sidste – gang på podcast-kurset.

Der er ingen tvivl om, at underviseren er kompetent og ved, hvad hun taler om. Og hun har en mission: Hun vil gerne dele ud af sin viden, hvilket er virkelig positivt. Hun får bare aldrig lov at nå dertil.

Problemet for mig er, at 80 pct. af tiden går med, at hun fortæller, hvilke taster man skal trykke på for at få det fine redigeringsprogram “Hindenburg” til at te sig rigtigt. Og der er ikke forskel på tasterne der og så tasterne i alle mulige andre programmer. Som eksempel skal man taste CTRL + Z for at fortryde eller CTRL + A for at markere alt. Det behøver jeg ikke gå på kursus for at finde ud af, for det er nøjagtig som i Word m.v.

Alle de andre programmer, jeg bruger, har jeg jo bare lært mig selv, og det har været en nem opgave, fordi tasterne er nogenlunde generiske. Det ville være dumt af en producent at udvikle et program, der havde sin helt egen egenart, for så er der ingen, der køber det. Herudover findes der stort set intet, man ikke kan finde instruktionsvideoer til på YouTube.

Mine medkursister sidder med de fineste Macs, der er virkelig dyre maskiner, men de kan ikke bruge dem. Min fine PC står godt beskyttet hjemme, og den, jeg tager med mig, er bare en brugt, istandsat og billig Lenovo til mindre end 3.000 kr. Den egner sig glimrende til den slags.

Mange (de fleste?) har tilmeldt sig kurset for at lære om teknikken. Mit formål var at lære noget om interviewteknik og den slags. Der har været lidt af det, men 20 pct. er simpelthen for lidt. Jeg må eksperimentere mig frem til det, jeg selvfølgelig ikke kan, når jeg ikke har prøvet det før. Men jeg kan jo godt lide læreprocesser

Hvad jeg har fået ud af det

Redigeringsprogrammet “Hindenburg”

Hindenburg er et virkelig lækkert og brugervenligt program sammenlignet med det gratis Audacity, jeg af og til har leget lidt med. Hver eneste gang har jeg måttet finde en manual fra Odense Universitet for at gøre bare de mest simple ting som fx at klippe en pause ud af en lydfil. Det skal man nærmest være ingeniør for at finde ud af. Hindenburg er langt mere intuitivt. Og jeg havde aldrig fundet frem til det på egen hånd.

Fra nu af klarer jeg mig selvOptageudstyr af mærket “Røde”

En anden kursist havde indkøbt transportabelt optageudstyr af mærket “Røde”. Jeg har en eller anden idé om, at jeg vil have lettere ved at få mine interviewpersoner til at deltage, når jeg kommer til dem. Og derfor vil “Røde” være det gode valg og prisen er acceptabel. Det havde jeg heller ikke selv kunnet finde frem til på egen hånd.

Start med den vigtigste!

Det er heller ikke selvklart, at man skal starte med at interviewe “den vigtigste”. Mit spørgsmål er i virkeligheden bare “den vigtigste for hvem?”

Når jeg vil lave “Positiv podcast om psykiatrien”, kunne man mene, at jeg skulle starte med den overlæge og farmaceut, jeg har en aftale med, eller professor Poul Videbech, der også har givet tilsagn. De må alle være meget vigtige.

Jeg er imidlertid kommet frem til, at til “den vigtigste” kandiderer i mit liv både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og psykologen. De to gennemgående figurer har jeg kendt siden hhv. 2014 og 2015. De har givet mig meget indsigt i mig selv – og jeg synes også, de har givet noget af sig selv. Om det er sandt, kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg kunne jo spørge (sådan til sidst) … Jeg er tryg ved dem, og de er forhåbentlig trygge ved mig.

I virkeligheden ville jeg allerhelst starte med overlægen på 808. Jeg er bare bange for at tabe lyttere på grund af sprogbarrieren.

Et er imidlertid sikkert: Jeg har respekt for dem alle!

Jeg kunne vældig godt tænke mig at få en aftale med Pia Olsen Dyhr, fordi hun mindst en gang fra Folketingets talerstol har spurgt statsministeren “Hvordan går det med 10-årsplanen – hvornår sker der noget?”. Og den er det absolut vigtigste på psykiatriens område i disse år. Derfor skrev jeg også til hende den 8. juli. Hendes assistent skrev den 2. august, at jeg i stedet skulle skrive til deres psykiatriordfører (i stedet for bare at videresende min mail …).

Det gjorde jeg samme dag. Den 20. september “rykkede” jeg vedkommende, men jeg har stadig intet hørt. Næste skridt er at ringe, hvis jeg kan finde et nummer. Politikere har muligvis allerede tilstrækkelige kanaler til deres budskaber til at gide deltage? Alle andre har faktisk svaret.

Det mulige forløb

Lytterne skal vide, hvorfor netop denne person deltager. Derfor starter jeg med en forklaring på netop det. Det bliver en form for rammesætning. For at sætte rammen må jeg fortælle en smule om mig selv. Bare et par minutter. Jeg er ikke selv interessant i serien. Og nu har jeg jo udbredt mig på skrift om psykiatri og psykiatripolitik i årevis. Hvem skulle gide at lytte til mig efter alt det?

Det er vigtigt for mig, at det bliver en positiv serie om psykiatrien, men det betyder omvendt ikke, at alt skal være rosenrødt, for det er jo ikke virkeligheden, eller at der ikke er plads til meninger og holdninger i det omfang hver enkelt kan tillade sig det med respekt for fx ansættelsesforholdet. Men det kan de jo sagtens selv finde ud af. Det behøver jeg ikke blande mig i.

Det første spørgsmål til alle interviewpersonerne vil være “Hvilke ord vil du sætte på psykiatrien i dag?”


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Podcastkursus på FOF

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Fedt podcastkursus trods kaotisk startDe første 20-25 minutter savnede jeg struktur:

  1. “Jeg hedder …
  2. “Jeg er uddannet …”
  3. “Min erfaring er …”
  4. “P.t. arbejder jeg med …”
  5. “Jeg fortæller om …”
  6. “Det har I brug for at vide, fordi/når I skal …”

Det kunne jeg have tænkt mig, underviseren startede med.

Hun startede fuldkommen uden struktur. Sprang ud i emnerne uden at fortælle, hvad vi skulle med informationerne. Omtalte mennesker og programmer jeg på ingen måde kendte. Brugte fagudtryk, jeg ikke forstod. Osv. Jeg var klar til at gå.

Jeg har brug for det, man kalder “De 10 H’er”. Billedet herunder starter fra overlevelsesguiden.dk, der drives af min “studenterkursuskammerat” Anne Skov Jensen, som jeg ikke har set i 40 år …. Og det introducerer kort, hvordan en autistisk hjerne kan fungere (spring det bare over, hvis du synes, det er irrelevant):

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Men jeg sad ved siden af en sød kvinde på min alder, som jeg hviske tiskede lidt med, så jeg vidste, jeg ikke var alene. Det hjalp. Jeg var ikke alene om min frustration!

Og jeg ved godt, at jeg nok bare er en art “strukturfascist”, fordi min hjerne har det så skønt med strukturer (det er også en slags dejlige data i tabeller).

Noter fra de 3 timer og 30 minutters undervisning

Jeg tog en flok noter, og da jeg hjemkommet talte med min veninde om “hvor svært kan det være at lave en podcast?” gik det op for mig, hvor meget jeg faktisk har lært allerede denne første session.

Et eksempel er, at der som udgangspunkt findes tre typer af interviews:

  1. Ekspertinterview (når jeg taler med Poul Videbech om ECT)
  2. Erfaringsinterview (den podcast jeg selv medvirkede i)
  3. Meningsinterview (hvis det lykkes mig at få fat i SF’s psykiatriordfører og tale om 10-årsplanen for psykiatrien)

En ting jeg, som noget af det første (efter frustrationerne), noterede var “Hjernen kan ikke håndtere på en og samme gang at være kreativ og at håndtere teknikken”. Min psykolog siger, at jeg har “en fantastisk hjerne”, så jeg vil lige høre hende, om det også gælder min hjerne. Hun kender mig jo temmelig godt. Umiddelbart vil jeg faktisk tro, den godt kan håndtere begge dele på en gang. Ellers kunne jeg vel ikke komme hjem med en mængde ret interessante noter om alt det, der var øjenåbnere for mig?

Pyt med det. Det er ikke vigtigt lige nu. Skidt må skilles fra kanel.

Det virkelig sjove og interessante

Vi skulle først lave interviews på et minut med samtlige deltagere. Det var spændende, fordi samtlige deltagere havde noget, de brændte for. Det var lige fra at farve håret grønt (ganske vist ved en fejl) til den katastrofale nedslagtning af Københavns Kommunes biblioteker.

Et minut er meget længere, end man tror. Og vi taler meget mere med kroppen, end man tror, og hvor har man dog lyst til at bryde ind og stille de supplerende spørgsmål med det samme. Det er bare ikke en god idé. Udsendelsen bliver bedre, hvis man kan holde sin kæft lidt og senere sige “Du nævnte at xyz. Kan du uddybe det?”

Ros af læreren

Senere skulle vi lave en lille spørgeguide og et lille kort – men dog længere – interview med sidekvinden (samtlige deltagere er kvinder …). Øh … hvad skal jeg dog interviewe Yrsa, der ikke er hendes rigtige navn, om? Hvordan finder jeg på noget? Kan jeg finde ud af teknikken. Hvordan passer jeg på Yrsa, når vi nu har lært, at podcasting også handler om mennesker, og vil man have deres historie, må man som interviewer også være omsorgsfuld? Jeg kan ikke lade være at tænke på Karin Frisk fra “Forsvundne arvinger”. Hun kan stille et lille spørgsmål og få et kæmpe svar, fordi hun er omsorgsfuld. Jeg tror i hvert fald, det er baggrunden.

Yrsa og jeg gik ud i en roligere foyer. Vi lavede spørgeguiden og gik i gang. Hvad vi ikke vidste var, at læreren gemte sig om hjørnet og sagde: “Det er I bare gode til! Det bliver rigtig godt!” Så er man tilbage til femte klasse og har klaret alle staveordene og alle “Læs og forstå-hæfterne”. Jeg spurgte hende “Er det bare noget, du siger, eller mener du det?” Men hun bedyrede, at hun mente det, og så måtte vi jo tro på det, og vi gik derfra lidt højere, end vi kom.

Vi så frem til at høre vores geniale indfald, udspørgen og resultater. Men øh … vi havde vist glemt at trykke på den rigtige knap, den lille røde lampe havde ikke lyst, så vi havde ingen fil på SD-kortet. Damn. Og det beviser vel egl. bare, at underviseren har ret i, at hjernen ikke både kan håndtere kreativitet og teknik på en gang. Altså lærte vi endnu en nyttig ting: Lav altid en lydtest.

Pyt med det. Vi var alligevel helt høje. Og den slags teknikaliteter den første gang, lever vi fint med, når nu læreren sagde, vi var dygtige. Det var jo noget andet, hvis det var en rigtig interviewsituation, hvor man havde spildt interviewpersonens tid i måske en hel time. Der er der bare ikke noget at gøre.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.