/0 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg er vild med "Forsvundne arvinger"

Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg elsker at se Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh gå på jagt efter ukendte arvinger i programmet “Forsvundne arvinger” på DR1. Det er “Fjernsyn for mig”, der har et meget lille TV-forbrug, fordi jeg hellere vil producere noget selv end sidde passivt foran en skærm.

I mit næste liv vil jeg også være arkivar og køre rundt på en specialbygget gaffeltruck i Rigsarkivet. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job, hvis jeg af uvisse årsager skulle indfinde mig på arbejdsmarkedet igen.

Jeg husker tydeligt det med at løfte låget af de kraftige, brune arkivkasser i pap og næsten holde vejret, til man havde bladret et stykke ned i kassen for at finde de rette arkivalier. Når man endelig finder noget, giver det næsten et lille gib i en. Der udløses endorfiner, fordi hjernen bliver så glad. Dopamincenteret aktiveres. Det var dengang, man var nødt til at gå på arkiv hver lørdag og på alle fridage for at finde noget, man kunne stole på, det vil sige i originale kilder.

Udsendelserne viser tydeligt, hvordan man nærmest “hopper” fra kilde til kilde. Man finder noget i en kilde, og det er ledetråden til den næste kilde. Til sidst har man (måske) opklaret mysteriet og lagt endnu et puslespil.

Det relationelle har stor betydning i mange sammenhænge

Det ser ud som om, de to virkelig kan lide hinanden. Det ser man tydeligt, når de fx står sammen og kigger på et billede af en afdød. De står helt tæt og siger, hvad de hver for sig tænker om billedet. Det kan kun lade sig gøre, når to mennesker kan lide hinanden.

Det er også tydeligt, når hun igen sender ham på yderligere jagt i arkiverne, mens han igen sender hende ud i verden for at opstøve flere arvinger eller evt. bare mennesker, der kan have kendt afdøde.

Hun er så sød og charmerende, når hun opsøger de levende. Hun spørger altid så pænt, om de giver en kop kaffe. Hun er så dygtig til at stille de små uskyldige spørgsmål og ofte få de store komplicerede svar. Folk har simpelt lyst til at tale med hende. Jeg prøver at være lige sådan, når jeg opsøger mennesker, der har kendt mit børnehjem “Dear Home”. Jeg prøver simpelthen at kopiere hende, for jeg kan jo se, at det virker.

Der er mange ting, der afhænger af det relationelle. Jeg har fx fantastiske relationer til både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og min psykolog. Jeg har kendt dem begge i mange år. De er set an og ikke fundet for lette. Jeg er fuldkommen overbevist om, at det relationelle står for mere end halvdelen af min behandling og virker bedre end alverdens medicin – og så er der i øvrigt ingen bivirkninger.

Alle har en historie

Der er en vis charme ved at følge de spændende opdagelser og menneskelige forbindelser i “Forsvundne arvinger.” Programmet giver ikke kun indsigt i de tekniske aspekter af at spore ukendte arvinger, men afslører også de dybere personlige historier, som ofte er skjult i arkiver og gamle dokumenter. Når Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh begiver sig ud på deres rejse, føles det som om vi er med på deres eventyr, og vi får en følelse af spænding ved tanken om, hvad de måske finder.

For mig er det også fascinerende at se, hvordan Mette Frisk formår at skabe forbindelse med de mennesker, hun møder undervejs. Udover at være dygtig til sit arbejde, har hun en varm og imødekommende tilgang, der gør det lettere for folk at dele deres historier. Dette element af medmenneskelighed er noget, der skiller programmet ud fra andre dokumentariske formater. Ved at engagere sig med folk og høre deres historier, formår hun at give en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske og være forbundet til hinanden gennem historie og familie.

Programmet minder mig også om, hvor vigtige vores rødder er, og hvordan de kan forme vores liv. At lære om sine forfædre og deres rejser kan give et nyt perspektiv på vores egen identitet. For mange mennesker kan disse historier være med til at skabe en følelse af tilhørsforhold og give dem en stærkere forankring i deres egen historie.

“Forsvundne arvinger” er ikke kun et program om at finde arvinger; det er en påmindelse om, at vi alle har en historie, der er værd at dele og udforske.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Rewritalize lød ellers godt

Rewritalize lød ellers godt

Jeg havde fundet en skrivegruppe

Rewritalize lød ellers godt

Jeg var lige så glad, for jeg troede, jeg havde fundet en skrivegruppe som en del af “Rewritalize” som atter er en del af “Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed” (NKMS) på Psykiatrisk Center Amager på Hans Bogbinders Allé under ledelse af Birgit Bundesen, der er (eller har været?) psykiater og overlæge på det, vi også bare kalder “Digevej”.

Og hvorfor nu det? I går mødte jeg ved stationen tilfældigvis C., som jeg var indlagt sammen med på 808 i to måneder i sommeren 2023. Og vi havde så mange gode samtaler om alt mellem himmel og jord, eftersom patienterne jo i et vist omfang behandler hinanden, fordi der ikke er ret meget personale, og det personale, der er, er enormt ophængt. Det er der jo ikke noget at sige til, når man fx en dag er kontaktperson for 17 … patienter.

Allermest delte vi vores kærlighed til ord og sætninger. C. er cand.mag i lingvistik og noget andet humaniora. Vi opstøvede sammen projektet “Rewritalize” og syntes begge, det så vældig godt ud. Jeg fik (selvfølgelig) ikke gjort noget ved det efter udskrivelsen, men det gjorde C. Og han havde været så glad for det og havde lært så meget på de 15 * 3 timer, det varede. Han talte virkelig begejstret om det.

Min tanke var herefter: “Når C. synes så godt om det, er det også noget for mig”. Det var et kvalitetsstempel. Så jeg i morges gik jeg i gang med at søge information.

Patienterne er begejstrerede. Anonyme kolleger er kritiske overfor Birgit Bundesen

Min research bragte mig vidt omkring.

1) Den overordnede side om skrivegrupperne findes her.

Hjemmesiden findes her. Og det ser jo godt ud og bekræfter til fulde det, C. berettede om.

Her er også en utrolig interessant artikel fra Information november 2021 (ingen betalingsmur). Rubrikken er

I psykiatrien kan litteraturen noget, hverken piller eller terapi formår

På Psykiatrisk Center Amager har skrivegrupper med etablerede forfattere været en stor succes blandt patienter. For dem bliver skriften en mulighed for at tage ejerskab over deres egne sygdomme

For mig er det uhyre vigtigt, at det foregår i et yderst trygt “rum”, hvis jeg skal læse en af mine egne tekster højt. Det vil være angstprovokerende. Mine tekster er jo på en måde mine “børn”, men når de “bare” publiceres på hjemmesiden, er det ikke så sårbart. Jeg aner jo ikke, hvad mine læsere mener om dem. Hvem har lyst at udstille sin talentløshed?

Det svarer lidt til at fremlægge sine transskriptioner for andre slægtsforskere. Tænk om de synes, jeg er en idiot og burde kunne mere gotisk eller flere tyske forkortelser fra 1700-tallet?

Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt hjemmesiden stadig er “gældende”, for i et svar på en mail skriver de “Vi har på nuværende tidspunkt kun mulighed for at tilbyde skrivegruppeforløb som en del af et større forskningsprojekt”. Så burde hjemmesiden måske revideres eller helt tages ned?

2) Birgit Bundesen møder hård og ubarmhjertig kritik i en artikel i “Frihedsbrevet”.

a. Artiklen kan læses her. Hvad “Frihedsbrevet” er for noget, er aldrig gået op for mig, for som hovedregel kan man ikke tilgå deres artikler uden at være abonnent. Denne er en undtagelse. Bare navnet får mig til at tænke på konspirationsteorierne om, at jorden faktisk er flad, og at pandemien i virkeligheden var en stor løgn, fordi “magthaverne” vil have kontrol over os via vaccinerne. Vrøvl.

b. Det er i helt orden at være kritisk, men så må man stå frem med navns nævnelse. At et medie som dette “brev” bruger og interviewer en stribe mennesker, der ønske at være anonyme, gør ikke “brevet” videre troværdigt. De mangler at sætte sig ind i, hvad en kilde er, og hvad kildekritik er.

Vil man i kontakt med Rewritalize kan man skrive til dem. Det er fint.

Jeg skrev til “Rewritalize”

“Kære CKMS

Jeg har fået jer varmt anbefalet af en tidl. medpatient, der også elsker sprog og at skrive. Vi delte op- og nedture på Brøndbyøstervej 160 i sommeren 2023.

Jeg skriver selv meget, men da jeg har Aspergers syndrom bliver det meget faktaorienteret. Jeg har en drøm om en dag at skrive en selvbiografi. Da jeg ikke ejer “episke evner” henvendte jeg mig for et par år siden til en såkaldt “forfattercoach” og sendte ham udkast til de første to kapitler. Han tilbagemelding var “det er meget korrekt men røvkedeligt”. Og så døde den forfatterdrøm.

Jeg har herudover bipolar affektiv sindslidelse og har været indlagt 27 gange ca. i perioden fra 2014 til og med sommeren 2023. Nu håber jeg, det er slut med det, idet vejen frem for mig er vedligeholdelses-ECT, hvor jeg nærmer mig de 100 behandlinger.

Lad mig høre fra jer.”

Jeg bliver anelse træt og ditto irriteret, når jeg får et svar om:

  • “et krav for deltagerne, at man er diagnosticeret med en svær psykisk lidelse, og er i et behandlingstilbud ved tilmelding”.
    • Jamen bipolar affektiv sindslidelse er en af de “svære”, og jeg er jo i et behandlingstilbud via ECT. Det har jeg jo allerede skrevet. Hertil kommer, at jeg er i et forløb hos Distriktspsykiatrien, men det havde jeg ikke oplyst i første omgang. Det gjorde jeg i anden omgang.
  • “Jeg vedhæfter en folder hvor du kan læse mere om projektet (NB: de deltagelseskrav der nævnes i folderen er ikke længere gældende)”.
    • Når de krav ikke længere er gældende, hvilke gælder så i stedet? Det må jeg jo så spørge om i næste mail. Det ville være en god idé at lave en version to af folderen, da det kunne spare mange mails frem og tilbage.
  • “et større forskningsprojekt, der skal undersøge skrivegruppers effekt i behandling af svær psykisk lidelse () studiet har et randomiseret forskningsdesign. Det vil sige, at halvdelen af deltagerne starter i gruppe indenfor et par uger af tilmelding og den anden starter i skrivegruppe ca 11 måneder efter tilmelding. Det afgøres tilfældigt, hvilken gruppe man kommer i.”
    • Jeg spørger derfor mig selv “Hvem skal have gavn af dette? Er det forskningsprojektet eller det mig?” Jeg synes selvfølgelig, det er mig.

Min kontaktperson vil hjælpe

Jeg kan ikke finde ud af, hvad dette går ud på. Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrisk Center/F-ACT vil se, om hun kan finde ud af, hvad dette er for noget. For jeg kan ikke. Heldigvis ses vi på mandag.

Men indtil videre er mine forhåbninger sat på et minimeret vågeblus. Jeg elsker forskning, og det er død vigtigt, men lige her har jeg ikke lyst til at risikere at vente i 11 måneder. Mine “børn” er for dyrebare til det – og så fortsætter jeg heller selv i samme skure.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Alene hjemme på nettet

Alene hjemme på nettet

Ny fremragende DR Dokumentar

Alene hjemme på nettet

I aftes så jeg den nye DR Dokumentar “Alene hjemme på nettet”. Det er 45 minutter om, hvad børn og unge ser på de sociale medier, og som er problematisk, fordi de ikke taler med en voksen om det.

Jeg er rystet over, hvad børn ser i måske mange timer hver dag, og dette er ikke et korstog mod børns smartphones. Det er et korstog mod techgiganter, der – trods gyldne ord og løfter – ikke formår at gøre nettet til et sikkert og trygt sted for børn og unge. Men det er også et opråb til de voksne: Interessér dig for dit barns færden på de moderne legepladser!

Børn ser fx:

  • mennesker, der skyder sig selv i hovedet, og børnene hører lungernes sidste rallen
  • mennesker, der dræber, for dernæst at skære lemmer af offeret og afslutningsvist have sex med den døde
  • mennesker der spiller bowling med døde menneskers hoveder
  • børn, der bliver kørt over af racerbiler
  • osv.

Børn opfordres til at sende billeder af pik og patter. De bruger kræfter på at overveje, om de selv har lagt op til, at “samtalen” tog den drejning. Ergo “Er det min egen skyld?”.

I udsendelsen havde man med børnenes tilladelse lavet sammenklip af det, de havde set. Disse klip blev vist til forældrene, og de fleste var ret rystede over det og prøvede at indlede en samtale om det.

Oplevelserne bliver ikke talt igennem med en voksen

De taler ikke med forældrene om det. Det skyldes, at de er bange for, at deres apps (TikTok, Snapchat, Instagram osv.) så kræves slettet eller telefonen konfiskeres, og den frygt er forståelig, for de sociale medier er stedet børn og unge etablerer, opretholder og udbygger venskaber. Det kan vi ikke lave om på, selvom vi måske mener, de burde gå ud at lege eller læse en bog i stedet. Sådan fungerer verden altså bare ikke i dag, og det må vi vænne os til. TikTok, Snapchat mv. er dagens legepladser.

I dokumentaren fortæller mange børn om PTSD-lignende flashbacks, der forfølger dem flere år efter. Når de ligger og skal sove, ser de stadig de modbydelige billeder på indersiden af øjenlågene. Og oplevelserne består, fordi de aldrig bliver talt igennem – måske mange gange – med en voksen, som barnet har tillid til. Skal man af med grimme oplevelser, skal der sættes ord på, og det skal siges højt. 

Hvis børnene taler med nogen om deres oplevelser, sker det typisk med andre børn, der har set det samme. Men børn har jo ikke det samme udsyn og den samme forståelse, som en voksen skal have. Voksne skal levere tryghed. Og de skal være et sted, børnene altid kan henvende sig med alle former for oplevelser.

Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk var i TV Avisen kl. 7:00. Hun sagde meget klogt: “Vi er vant til som forældre at spørge ‘Hvad har du lært i skolen i dag?’. Det skal udbygges med ‘Hvad har du set på TikTok i dag?’ “. På den måde viser man, at man er til rådighed for samtaler om svære emner.

Techgiganternes ansvar

Techgiganterne tjener formuer på de reklamer, der vises på forskellige sociale medier, men de ønsker ikke at være sig deres eget ansvar bevidst. Og ingen af dem har haft lyst (eller mod?) til at medvirke i DR Dokumentaren eller i TV Avisen.

De skriver nok så troskyldigt til Danmarks Radio, at de sandelig gør meget for, at nettet skal være et trygt og sikkert sted også for børn og unge. Den sang har vi hørt i mange år, men der sker ikke noget. Sociale medier er ikke blevet et bedre sted for børn og unge at færdes. Det er en medvirkende årsag til, at Red Barnet har oprettet SletDet Rådgivningen.

Diverse apps fungerer sådan, at har man set en video, får man mere af det samme. Har man set en voldsvideo, et selvmord osv., så fanges det af algoritmerne, hvorpå barnet/den unge får serveret flere tilsvarende videoer. Det er forklaringen på, at adskillige af de 50 interviewede børn og unge siger “Jeg forstod det ikke, for jeg havde jo aldrig søgt på det”.

Alene hjemme på nettet

Kilde: Red Barnet

Et politisk ansvar

Når techgiganterne ikke selv kan finde ud af det eller gider gøre noget ved det, fordi profitten så reduceres, må lovgiver træde til. Der er ikke andre muligheder. Men det er et led i at hindre børns og unges mistrivsel. Og det siger politikerne jo som oftest, at de gerne vil. Nu får de mulighed for at vise det.

Techgiganterne ved alt om os. De ved helt sikkert også, hvor gamle vi er. Det må være muligt for lovgiver at pålægge techgiganterne at stoppe det modbydelige indhold til mennesker under 18 år.

Indtil da må vi som voksne stille os til rådighed. Jeg hverken har eller kender børn. Men jeg lever i den naive tro, at jeg ville kunne finde ud af at stille spørgsmål til det, barnet ser på sociale medier – for det er ikke videoer med katte eller af kager. For den slags får man ikke flashbacks af!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

“En livsfarlig hemmelighed” som podcast

"En livsfarlig hemmelighed" som podcast

Kræftskandalen på AUH

“En livsfarlig hemmelighed” som podcast

Min hjerne egner sig kun til podcast, TV mv., når det er “højinteressant”, da den ellers går på langfart til fjerne tanker og egne. “En livsfarlig hemmelighed” placerede sig imidlertid i kategorien højinteressant, og jeg kunne lytte til samfulde tre episoder lige i rap.

Det er simpelthen fremragende journalistik i Genstart Dox. Du bliver ganske enkelt nødt til at høre de tre episoder i historien, der er blevet døbt “Kræftskandalen på AUH”. Det er et helt korrekt navn.

Det er en skandale. Du er nødt til at lytte med.

Jeg har også tidligere skrevet om skandalen på AUH her og her.

DR-journalisterne Astrid Fischer, Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg vandt Cavlingprisen 2023 for deres afdækning af kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Uden dem var det aldrig nogensinde kommet til offentlighedens kundskab, at 306 alvorligt syge mennesker havde ventet for længe på udredning, behandling og operation på mave- tarmkirurgisk afdeling på AUH. Deres sygdom var så alvorlig, at en uge fra eller til kunne betyde liv eller død. I 306 tilfælde ventede syge mennesker mere end de lovfæstede to uger fra sundhedsloven.

Reglerne findes i sundhedslovens § 88 jfr. Bekendtgørelse om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme § 2:

Kapitel 2

Maksimale ventetider

Kræft

§ 2. Medmindre hensynet til patientens helbredstilstand tilsiger noget andet, gælder for behandling af kræftsygdomme følgende maksimale ventetider:

1) Til udredning ved mistanke om kræft: 14 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til forundersøgelse, til den dato sygehuset har tilbudt at påbegynde udredning.

2) Til operation efter afsluttet udredning: 14 kalenderdage fra den dato, hvor patienten på baggrund af information fra det behandlende sygehus om diagnose og behandlingsmuligheder m.v. har givet samtykke til den konkrete operation, til den dato sygehuset har tilbudt at foretage operationen og senest 28 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til behandling.

Reglerne er skrevet på en måde, så de kan læses af selv en stud. jur. på 1. årsprøve.

Om fristoverskridelserne

DR gør meget ud at sige, at de ikke kan dokumentere mur- og nagelfast, at fristoverskridelserne har kostet liv, men der er meget, der kan tyde på det. Vi har vel alle troet på, at der i det mindste er styr på kræftbehandlingen, selvom sundhedsvæsenet er presset ud over alle grænser? Podcasten viser med al tydelighed, at det er and.

Flere læger indberetter deres frustrationer og reelle bekymringer for patienterne til regionens whistleblowerordning, men de bliver ikke hørt. Hvad skal man så med en sådan ordning?

Regionsrådet siger, at de var klar over, at systemet var presset, men rådet mener, at reglerne er blevet fulgt.

Ingen af de patienter, der er blevet udredt eller opereret for sent, er blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen. Dvs. at hverken Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsministeriet har haft en kinamands chance for følge med i status. De aner simpelthen ikke, hvor grelt det står til.

Regionen argumenterer med, at man ikke har indberettet, fordi patienterne har accepteret fristoverskridelsen. Hvad skulle patienterne ellers gøre? Hvis man vil forsøge at overleve, er det er ingen option at sige “Nej tak” til en operation, der ligger efter fristen …

Valgte patienterne at bruge deres lovfæstede mulighed (sundhedslovens § 89) for behandling i udlandet, får de at vide, at de ryger ud af ventelisten, hvilket vil sige, at de kan starte forfra.

De ressourcestærke kommer foran i køen

Selvfølgelig er det ikke nyt, at de ressourcestærke, stædige, genstridige, brokkerøvene med ordet i deres magt får en bedre behandling (sådan nogle som mig 🙂 ). Se evt. DR Dokumentaren “En syg forskel”. Her er det bare markant og kan dreje sig om liv eller død inden for få uger.

I afsnit tre møder vi en kvinde, der grundet syv eller otte telefonopkald og en e-mail cc. Sundhedsministeriet kæmper sig til en behandling inden for fristerne. Blot et par dage efter e-mailen til Sundhedsministeriet bliver hun ringet op af cheflægen på afdelingen, der fortæller, at man har rokeret lidt rundt på patienterne, så nu kan hun komme til i næste uge.

Hun er ressourcestærk, og det er den styrke, der gør, at hun kommer til inden for fristerne. Af den grund er hun stort set rask nu. Hun sidder dog med en lidt dårlig smag i munden over at vide, at når hun er kommet foran, er der nogle, der er kommet bagud, med de følger det kan have.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.