Mette Frederiksen var bedst

Kampen om magten: Hvem skal lede landet?

Lige så meget som jeg holder af data i tabeller og tal i Excelark, holder jeg af en god politisk debat. I aftes satte jeg mig derfor og så den første offentligt kendte debat på DR: “Kampen om magten: Hvem skal lede landet?”.

Sædvanligvis giver jeg op halvvejs, eller tænder måske ikke en gang, men i aftes holdt jeg ud, da der for en gangs skyld blev talt politik. Det var befriende, at der ikke blev talt indvandring, flygtninge eller tørklæder. Tak for det DR og Kim Bildsøe Lassen især.

Først da Jakob Ellemann-Jensen begyndte at sige sine foretrukne ord “Magtfuldkommen” og “Mink” om og til Mette Frederiksen, overvejede jeg at slukke. Det gjorde jeg dog ikke, idet jeg gerne ville se og høre Jens Ringbergs og Christine Cordsens analyser i det følgende program.

Jens Ringberg og Christine Cordsen sagde det selv: “Vi er jo nogle gamle nogle”. Det er nok derfor, jeg så godt kan lide dem; der er ikke meget sniksnak og smartness over dem. Kim Bildsøe Lassen og Johannes Langkilde er også dygtige journalister, der med både charme og vedholdenhed forsøger at holde politikerne fast på de stillede spørgsmål. Også de ubehagelige der ikke skaffer stemmer.

Klar tale fra Mette Frederiksen

Vi har en statsminister, der er en enormt dygtig retoriker. Jeg stemmer ikke på Socialdemokratiet længere, men derfor kan jeg jo godt se og høre det positive ved Mette Frederiksen. Da hun ankom til DR-byen, var hun klar med punchlines (korte effektfulde pointer eller overskrifter). De gik rent ind. Hun sagde blandt andet (jeg tog noter til hele udsendelsen):

Inflation, klima, ingen tanker om topskattelettelser, høj beskæftigelse, lav arbejdsløshed, danskerne skal komme godt gennem krisen, energiforsyning, inspireret af det nationale kompromis om forsvarsforbeholdet.

Det skaffer stemmer, og det er og skal også være hendes hendes prioritet nummer 1 p.t. Hun lød nærmest som en rigtig socialdemokrat i liga med Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken og Anker Jørgensen. Skulle jeg stemme på en af de tre, ville det helt sikkert blive på Mette Frederiksen.

Heldigvis er der flere muligheder. Jeg kan nemlig godt huske deres flygtningepolitik, der blandt andet har mantraet “En fast hånd i ryggen”, som handler om, hvordan politiet skal agere, når de følger en flygtning til lufthavnen og sidder ved siden af vedkommende på vej (evt. tilbage) til Syrien.

Søren Pape Poulsen med dannebrog i reverset

Det er lige før, jeg brækker mig, når jeg ser Søren Pape Poulsens dannebrog i reverset. Hvad pokker er det for et signal at sende til medborgere med en anden etnicitet end dansk?

Du behøver ikke svare, for jeg kan sagtens selv regne det ud. Det skaffer sikkert stemmer, og han vil jo så gerne være statsminister.  Jakob Ellemann-Jensen har også et eller andet i reverset, men det er mere afdæmpet, og i hvert fald kan jeg ikke se, hvad det forestiller.

Søren Pape Poulsen burde udelukkes fra transmissioner med lyd og billede. Han afbryder konstant og hans hovedrysten og smørrede grin er ikke til at holde ud at høre eller se på. Jeg mener ikke, man kan tillade sig den slags, bare fordi man er uenig i medkombattantens udsagn. Lad Pernille Vermund om det. Hun har perfektioneret det til fulde og gør det konstant. Hende kan jeg heller ikke holde ud, men hun deltog heldigvis ikke i aftes.

Debatten om skatten

Debatten om topskatten er en enorm gave fra Søren Pape Poulsen til Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiet. Hendes centrale budskab i den forbindelse er, at Søren Pape Poulsens økonomiske plan, der indebærer en fjernelse af topskatten, er et voldsomt eksperiment med velfærden. Jeg synes, hun har ret!

Mette Frederiksen spørger meget præcist til logikken bag en 0-vækst (0,1 pct. er meget tæt på 0), der ifølge Finansministeriet vil medføre afskedigelse af 40.000(!) medarbejdere i den offentlige sektor, og så det demografiske træk, som med Mette Frederiksens ord betyder flere børn og flere ældre. De ansatte på landets plejehjem løber allerede stærkt.

Ifølge Mette Frederiksen vil fjernelse af topskatten betyde, at de rige bliver rigere, og det skal de fattigste betale for. Igen synes jeg, hun har ret.

Hun erkender blankt, at der er alvorlige problemer med fastholdelse og rekruttering i både psykiatrien og resten af sundhedsvæsenet. Vikarerne er dyrere end det fastansatte personale, men det er sidstnævnte, der skal lære dem op, hvis det da ikke lige er de tidligere kolleger, der har søgt til et vikarbureau for at få større indflydelse på fx arbejdstiderne. De behøver ingen oplæring.

Desværre blev hun svag, da hun sagde, at nogle skulle have mere i løn, men hun ville ikke stå der og svare på, hvilke personalegrupper, hun tænkte på. Det var ikke godt tænkt rent strategisk, men egl. synes jeg, det var rigtigt. Selvfølgelig skal hun ikke stå i DR-byen og love lønløft til hverken den ene eller den anden gruppe, hvis Finansministeriet ikke er færdig med regnemaskinen og det derfor heller ikke er drøftet i folketingsgruppen, i regeringen og med støttepartierne.

Hun erkendte uden videre, at planen var at ansætte 1.000 flere medarbejder i sundhedsvæsenet, men at det ikke var lykkedes. Det er da klar tale, og ikke et forsøg på at smyge sig udenom ubehagelige kendsgerninger. Det kan jeg godt lide hende for.

De forbandede mink

Det er de forbandede mink, der gør, at Jakob Ellemann-Jensen elsker ordet “magtfuldkommen” og får ham til at sige, at når der kommer en borgerlig regering, er det ikke så vigtigt for ham, hvem der er statsminister (en underlig udmelding fra en statsministerkandidat), for han og Søren Pape Poulsen vil alligevel sidde og tale sammen. Det kom nærmest til at lyde som et kollektiv med fællesmøder, rundbordssamtaler og enstemmige beslutninger.

Mette Frederiksens replik var klar og skarp: Ja, regeringen traf en forkert beslutning, og jeg har fået en næse, men hvad ville du Søren Pape Poulsen have gjort, hvis det var dig, der havde modtaget en så klar risikovurdering fra Statens Seruminstitut i en krisesituation? Det fik vi intet svar på fra Søren Pape Poulsen.

Jakob Ellemann-Jensen havde til gengæld svar på rede hånd. Han ville, efter rundbordssamtalerne i kollektivet, have beordret aflivning af mink i risikozonerne, men ladet dem udenfor risikozonerne overleve. Det er vel svært at sige, at det er forkert? Men jeg ved ikke, hvad der stod i risikovurderingen, så det er bare et gæt. Og der er mange, der gætter – ikke mindst de tudende, forhenværende minkavlere.

Ud med unødigt bureaukrati og ind med produktivitetsstigninger i den offentlige sektor

Findes der mon et eneste menneske, der mener, at unødigt bureaukrati er noget positivt, vi skal bevare? Nej vel.

Grunden til, at mange i sundhedsvæsenet næsten bruger mere tid foran skærmen med at dokumentere end sammen med patienterne, er jo, at findes der ingen dokumentation, er Helvede hedt, hvis noget går galt. Og mennesker laver af og til fejl. Sådan er det. Patienterne skal kunne klage og evt. få erstatning og det kan de ikke få, hvis det ikke kan dokumenteres, at der skete en fejl begået af x, y eller z. Det er faktisk ret simpelt og vel ikke så svært at forstå selv for borgerlige vælgere, der er så glade for retssikkerhed?

Jeg har selv oplevet, at være enormt glad for, at “min” overlæge i Distriktspsykiatrien havde afsat 60 minutter til en samtale. Det gav jeg udtryk for. Han svarede, at de 20 minutter var til dokumentation. Hvis vilkårene er sådan i hele psykiatrien og måske også resten af sundhedsvæsenet, at en tredjedel af tiden er til dokumentation, forstår man kollapset.

Selv har jeg levet mange år med “2-procents-kravet”, dvs. at vi hvert år skulle reducere omkostningerne med 2 pct. men i øvrigt levere den samme service og de samme ydelser. Vi skulle selv opfinde metoderne til at få det til at lykkes. Jeg tror, kravet er fjernet, men nu er det på vej tilbage.

Jeg får kvalme, hver gang de borgerlige siger, at der er behov for effektivisering af den offentlige sektor og at den private sektor er meget dygtigere og billigere. Efter et decennium, hvor der kun var 98 pct. af ressourcerne tilbage året efter, tror jeg ganske enkelt ikke på, at man på en gang kan opretholde fx retsgarantierne og den samme service og samtidig være mere effektive. Der er skåret ind til benet. Nu er det nok.

Søren Pape Poulsen har været ude med noget pladder om, at vi kan lave koloenorme besparelser i hjemmeplejen ved at overgå til dosispakninger.

Jeg får selv hjælp fra hjemmeplejen til medicindossering. De kommer ca. 20 minutter hver anden uge og hælder op i æskerne, og det er jeg meget taknemmelig for, da jeg selv har problemer med overblik. Jeg kan godt ramme hullerne i æskerne, men jeg kan ikke overskue, om der vil være tilstrækkeligt med piller til de 14 dage, der følger efter de aktuelle 14 dage.

Dvs. at de bruger ca. 520 minutter på mig årligt. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor mange borgere, der får den hjælp, men jeg har svært ved at tro, at det virkelig vil forslå noget i den samlede samfundsøkonomi. Men det er så let at forstå den slags små regnestykker, og derfor tager man fat i dem. Sådan er politik desværre, når det drejer sig om kampen om magten og hvem, der skal lede landet.