/3 Kommentarer/i , , /af , ,

“Med Adam i arkivet” kan man få det bedre med DigDag.dk

DigDag.dk skal læres

“Med Adam i arkivet” kan man få det bedre med DigDag.dk

Jeg har købt bogen “Med Adam i arkivet – Kom i gang med slægtsforskning”. Den er velskrevet og lækker. Alle sider er tykke og på blankt papir. Den er alle pengene værd.

Da den er for begyndere, er der selvfølgelig ikke udelukkende store overraskelser, men der er bestemt også emner, jeg høster fordel af.

Et af dem er det ti sider lange og gennemillustrerede kapitel om DigDag, som jeg altid har haft et lettere anstrengt forhold til. For det første fordi jeg ikke rigtig har været klar over, hvad jeg skulle bruge siden til og for det andet fordi, teknologien er håbløs.

Kort sagt har jeg aldrig set lyset, for jeg er altid endt med et danmarkskort udfyldt med nogle sorte streger, som jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle stille op med, og så har jeg givet op.

Adam skriver blandt andet (side 83):

Nytten og nødvendigheden af DigDag kan næppe overvurderes. Alligevel er der rigtig mange slægtsforskere, der slet ikke kender den eller bruger den alt for sjældent. Og du skal helst ikke begå samme fejl.

Jeg bryder sammen og tilstår, at jeg er en af dem.

Nu har jeg prøvet at følge hans eksempler, og pludselig kan jeg se, hvor smart det er. Man får jo sådan set hele landets administrative inddeling foræret fra de tidligste tider til nutiden, så det er en anden måde at lære proveniensprincippet på.

Proveniensprincippet betyder, at Rigsarkivet m.fl. beholder samme orden, som den afleverende myndighed i sin tid havde. De omordner ikke arkivalierne, hvilket selvfølgelig også ville være tåbeligt, men det betyder samtidig, at man må lære sig den oprindelige orden.

Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse, at man skal i amtsarkiverne for at finde alimentationssager, og jeg har da også for mange år siden fundet frem til “Mormor og alimentationssagerne” (bidragssagerne vedr. hendes to første ‘uægte’ børn), men der er meget andet, jeg respektfuldt har undladt at lede efter, fordi jeg har troet, at det var for svært, og at jeg nok ikke kunne finde ud af det.

Adams bog åbner mine øjne for en masse muligheder. DigDag skal læres, men sådan er slægtsforskning jo. Med stædighed kommer man langt. Der var jo også engang, jeg ikke vidste, hvordan kirkebøgerne var ordnet, at mænd kom før kvinder i kirkebøgerne, at der kom styr på sagerne i 1814, eller hvornår folketællingerne blev afholdt. Nu er det nærmest indgraveret i rygsøjlen.

Kapitlet om Rigsarkivets indgange og Daisy

Jeg har også taget mig sammen til at surfe lidt rundt på Rigsarkivets side, blandt andet fordi Adam skriver, at man skal tjekke åbningstiderne, inden man tager derind. Havde jeg ikke læst bogen og surfet på siden, var jeg glad taget afsted til en aflåst dør næste mandag.

Da det er ti år siden, jeg har været på arkivet, kender diverse systemer mig formodentlig heller ikke længere, så jeg tager mit pas med. Det ville jeg heller ikke have vidst uden bogen.

Daisy og bestillingssystemet er intet mindre end genialt og særdeles brugervenligt, når man ved, hvor man skal lede og trykke på hvilke knapper. Jeg ser frem til retssagerne i Nordre Birk fra 1934. Jeg må simpelthen vide alt om det store hattetyveri fra Skodsborg Hattefabrik. Jeg har brugt al min energi på de scannede arkivalier på arkivalieronline, men der er mere at komme efter. Der er mere slægtshistorie at folde ud. Jeg skal nok finde ud af det!

Jeg prøvede at finde frem til lidt flere alimentationssager. De var fra det jyske, men jeg kunne ikke bestille registeret til AJ-sagerne til København. Selve sagerne kunne godt bestilles. Men det ville jo være håbløst.

Rigsarkivet skriver, at man ikke kan fjernlåne arkivalier “Der er hyppigt benyttet eller nødvendige for benyttelsen af andre arkivalier (Journaler, registre etc. der virker som ”søgemidler”)”. Når man lige tænker over det, er det lige så logisk som resten af arkivet: Hvis jeg sad med registeret her i København, kunne ingen i Viborg finde frem til AJ-sagerne i Jylland. Ergo må jeg en tur til Viborg, men det er jo også en dejlig by og ikke mindst et dejligt arkiv …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Da Maren Rasmusdatter udstod Kirkens Disciplin

Kilde til topbilledet: “Af Bococo – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=19394627”

Slægtsforskning i Nørvang Herred

Da Maren Rasmusdatter udstod Kirkens Disciplin

Som led i oprydningen er jeg vendt tilbage til Nørvang Herred i Vejle Amt. Et af mine favoritsogne er Thyregod, hvor jeg har adskillige aner i adskillige generationer. Det var et af de sogne, jeg i sin tid begyndte med, så der er meget at se på, og der findes mange gode materialer at tage udgangspunkt i.

Poul Jensen fra Øster Nykirke Sogn gifter sig i 1745 med Mette Olufsdatter. Mette er en 4 * tipoldefars søster.

De får fire børn i Dørken (en lille lokalitet i Thyregod), og derefter rejser de fra Dørken, men ingen ved rigtig, hvor de rejser hen. Hverken Villy M. Sørensen dernede i München eller Ejnar Bjerre, der begge ved alt om Nørvang Herred, ved, hvor de bliver af.

Ved vielsen i 1745 står der om Poul Jensen, at han er fra Øster Nykirke. Jeg tror ikke på, at han skulle være født der. Villy har udskrevet alt fra 1700 til 1714, og jeg har selv gennemgået sognets kirkebog fra 1715 til og og med 1728. Der er ikke døbt en eneste dreng ved navn Poul. Der er indførsler, hvor selve “navnefeltet” er tomt. Om der skulle have stået Poul der, kan jeg selvfølgelig ikke vide.

Jeg fandt godt nok ikke det, jeg ledte efter, men kirkebogen var alligevel interessant. Præsten i Øster Nykirke er særdeles bibelstærk og citerer gang på gang det 6. bud (Du må ikke bedrive hor).

Der var adskillige som disse:

In Nomine Jesu Anno 1717

Dom. 5.(?) post Trin. udstod Maren Rasmus Datter i Nør
kollemorten Kirkens Disciplin for hendes forseelse
mod d 6te Bud og udlagde til Barnefader en af de
Svenske fanger ved navn Anders Hansøn.

Kilde: Vejle Amt, Nørvang, Øster Nykirke, 1700-1800, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 60 af 177 opslag (ve. side)

Jeg har skrevet flere artikler om koblingen mellem biblen og koblingen til Danske Lov og barnedrab.

De svenske krigsfanger må vel have gået frit rundt i modsætning til at have siddet i et fangehul et eller andet sted, ellers kunne de jo ikke blive fædre.

Når vi tale om svenskekrigene, tænker vi vel mest på disse i starten af 1700-tallet, der var en del af Store Nordiske Krig, men oversigten på Wikipedia viser, at der er adskilligt flere tilfælde, hvor vi har raget uklar med svenskerne.

Mange årsager til kirketugt

En dag, jeg får tid 🙂 , laver jeg en “lovsamling for slægtsforskere”. Jeg synes, der er så mange bestemmelser, jeg søger frem gang på gang. Og andre har det måske på samme måde? Tænk hvis der nu fandtes en liste, man bare kunne slå op i sådan lidt a la “arver adoptivbørn de biologiske forældre?” eller “hvor står det, at børnene skulle døbes inden for den første uge?” eller “Hvornår overgik vi fra at henrette med sværd til at henrette med øxe?”

Danske Lov 5-2-6 mv.

Jeg har altid troet, at forældrene skyndte sig at få børnene døbt, så de – hvis børnene døde som små – undgik fortabelsen (himmel fremfor helvede). Men det var helt forkert.

Det fremgår direkte af Danske Lov (DL) 5-2-6, at forældre, der ikke opfyldte deres kirkelige forpligtelse til at lade deres børn døbe inden otte dage efter fødslen, fik en bøde på 20 lod sølv. Hvis du vil følge linket, har du bestemmelsen på browserens side 114 af 473:

“Hvo som lader sine Børn ligge Udøbte uden Kirken over otte Dage,
efterat de ere føde, skal have forbrut tyve Lod Sølv til næste Hospi-
tal, som af Kongens Befalningsmand, eller Stædets Øvrighed, skal
indkrævis, som de agte at forsvare. Dersom Børnene ere svage,
have hver Christne Forældre saadant tilbørlig i Agt at tage, at ingen
Saligheds Middel bliver ved nogen Forsømmelse efterlat”

De næste 2 bestemmelser er også vigtige for slægtsforskere:

DL 5-2-8 lyder:

“Børn, som for deris Svagheds Skyld ere hiemmedøbte, skulle, saa snart de komme til pas,
føris til Kirken, og deris Daab af Præsten
stadfæstis og forkyndis i Faddernis Nærværelse paa den sædvanlige Maade.”

Af og til har jeg på fornemmelsen, at der er usædvanligt mange børn i et sogn, der hjemmedøbes “formedelst svaghed”. Om det er snyd eller rigtigt, kan jeg selvfølgelig ikke vide.

Også dåbsforordningen af 30/5 1828 fastsatte tvangsmidler (i praksis bøder til fattigkassen) for forældre, der ikke inden for en vis tid lod deres børn døbe.

Ved lov af 4/3 1857 ophævedes disse tvangsmidler, og der findes herefter ikke længere retsmidler til gennemtvingelse af børns dåb. (Kilde: August Roesen “Dansk kirkeret” side 77).

Kort om oprydningen

Det går stadig fremad med oprydningen – men langsomt, da jeg finder personer i Thyregod, jeg troede, jeg var færdig med, men hvor jeg alligevel ikke er tilfreds med kildeangivelserne, og hvor transskriptionerne er mangelfulde.

Ergo må jeg på den igen. Det tager sin tid at være perfektionist.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Før velfærden

Tanker om fattigdom

Før velfærden

Jeg har en bekendt, jeg ofte diskuterer politik med. “Diskuterer” er muligvis det forkerte ord, for vi er ikke uenige.

Hun er flygtning med en kinesisk far og en vietnamesisk mor, og hun kom hertil som vietnamesisk bådflygtning i 1979. De var blevet samlet op af et Mærsk-containerskib fra en lille fiskerbåd i Det sydkinesiske hav. Det var dengang, vi hjalp med integrationsprogrammer og stod klar med en værtsfamilie og et sprogkursus, så de nye beboere hurtigt kunne føle sig som en del af Danmark. Med sådan en historie bliver jeg næsten stolt over at være dansker.

Der er selvfølgelig meget af Danmarkshistorien, hun ikke kender til, og derudover er jeg 15 år ældre end hende og meget interesseret i historie, så det er klart, at jeg har mere af vores historie inde under huden.

Jeg fortalte hende eksempelvis, at folkepensionen først kom til i 1956. Hun troede næsten ikke på mig. Hun troede, den havde været der meget længere, ja måske nærmest i 100 år, men det har den altså ikke. Den er en vigtig del af det velfærdssamfund, vi byggede op efter krigen.

Når man læser mange kirkebøger

Når man læser mange kirkebøger, er det tydeligt, at før vi udviklede velfærdssamfundet, hvilket vi vel gjorde fra 1945, og frem til vi begyndte at afvikle det, var der ikke langt til fattighuset, når man ikke længere selv kunne arbejde, evt. fordi man var blevet syg, eller man fx var blevet enke og ikke længere havde en arbejdsfør mand til at skaffe indtægterne. Ergo blev man fattiglem eller almisselem.

En del af velfærden er også sundhedssystemet, hvor i hvert fald udgangspunktet er, at alle har fri og lige gratis adgang. Jeg skriver “i udgangspunktet”, fordi jeg ikke er blind for, at de private sygeforsikringer skyder op som paddehatte. Selv kan jeg ikke tegne en sådan (i hvert fald ikke til en rimelig pris), da jeg har for lang en sygehistorie, så mig vil de ikke have.

Mine bedsteforældre

Jeg tænker på mormor og morfar, der må have levet med frygten for fattigdommen:

  • Morfar (1899 – 1982), der gik konkurs med forældrenes husmandssted på heden i 1925, fordi han ville mekanisere landbruget, der hidtil havde været drevet med heste. I årevis boede han i en baggård i Allégade 68 i Odense. Der var et værelse, der var mindre end mit kollegieværelse. Der kunne lige stå en seng og ved vinduet et lille spisebord til tre personer. Lokummet var i gården. Jeg hadede at skulle derud på grund af lugten af “Closan”.
  • Mormor (1910 – 1994), der fik to “uægte” børn, inden hun i 1933 giftede sig med morfar. Hos hende var toiletpapiret det velkendte 00, da jeg var barn i 1960’erne. Jeg gætter på, at det var billigst.

Der var desværre ingen, der fik idéen om at underrette mig om deres død, så jeg kunne have deltaget i begravelsen/bisættelsen. Det er jeg ked af, for de betød begge meget for mig.

Der er meget, jeg gerne ville have spurgt dem om, hvis de havde levet nu. Fx om de var bange for fattigdommen, hvad morfar tænkte på auktionsdagen, og hvordan mormor mærkede, at hendes første to børn var “uægte”.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Det høje skattetryk

Nogle mener, vi har verdens højeste skattetryk, mens andre mener, det er en myte. Jeg kender ikke sandheden men hælder mest til det med myten.

Uanset hvad, så har jeg altid betalt min skat med glæde, også da jeg tjente mange penge og derfor betalte topskat, for jeg synes, vi får meget for pengene. Jeg har – uden at være socialdemokrat – hældt til det socialdemokratiske slogan “De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs”. Nu er der jo ikke så meget Socialdemokrati tilbage, ergo er sloganet vist også ved at gå af mode. Jeg synes ellers stadig, det er det rigtigste.

Vi har betalt os fra fattigdom, fattighus og almisselemmer. Og sådan skal det også være.

Lige i øjeblikket går jeg blandt andet gennem Jørlunde/Hiørlunde kirkebog med masser af almisselemmer, masser af kvinder, der bliver forløst med dødfødte børn, og tonsvis af uægte børn. De findes på hver side.

Og som et kuriosum: “1806 September 14 Tienestekarl Lars Larsen(?) af Hiørlunde 28 Aar som den 10 s.M blev ihielslaget af Lynilden.”

Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Jørlunde, 1799-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 144 af 169 opslag:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg elsker mine genealogiske opslagsværker

Kærlighed til bøger

Jeg elsker mine genealogiske opslagsværker

Allerede som barn gik jeg til hånde på et skolebibliotek. Jeg satte bøger på plads i reolerne og satte stempelkort ned bagi bøgerne – det var sådan nogen, man havde, dengang man også skød med bue og pil.

Jeg har altid elsket bøger, bl.a. fordi de udsender en særlig duft, og fordi de er smukke i reolen. Jeg kan ikke længere læse romaner, da opmærksomheden svigter, så de bøger, jeg har nu, begrænser sig for det meste til opslagsværker, og det er primært genealogiske opslagsværker.

Findes der bøger om “mine sogne”, køber jeg dem, hvis jeg får dem anbefalet af folk, der har forstand på sognet. Et eksempel er “Slangerup Landsogn”, der er en smuk og lækker bog til bare 100 kr. 

Det er meget hurtigere at søge med Google end at slå op i en fysisk bog. Og det er meget nemmere at kopiere tekststykker fra en hjemmeside end selv at skrive af. Men bøgerne kan altså noget, internettet ikke kan. Jeg synes, det læste huskes bedre, når det stammer fra en bog, end når det drejer sig om et opslag på nettet. De to medier supplerer hinanden på forbilledlig vis. 

I en bog kan man sætte streger i margin ved det vigtigste indhold, så man måske lettere kan genfinde det.

En bog rummer ofte billeder af en langt højere kvalitet end de billeder, man kan finde på nettet.

Søger man med Google, får man selvfølgelig kun vist det, man søgte efter. Bladrer man lidt i en bog, får man også de tilgrænsende emner.

Jeg vil gerne slå endnu et slag for August Roesens “Dansk kirkeret”, der rummer samtlige regler om “ministerialbøgernes førelse” fra Danske Lov (DL) til starten af 1970’erne. Jeg har købt mit eksemplar antikvarisk, og den var de få penge værd. August Roesen var gennem en længere årrække departementschef i Kirkeministeriet, og jeg fik bogen anbefalet af en af mine venner, der er cand. teol. (præst). Hun kendte bogen fra sit studie.

Et andet eksempel på en uundværlig bog er “Sogn Herred Amt”, der blandt andet viser sognenes indbyrdes beliggenhed. Krabsen.dk er uundværlig men viser selvfølgelig ikke, hvilke sogne, der er nabosogne, og det er viden, man er nødt til at have, når slægtens medlemmer “forsvinder” fra et sogn.

“Find din slægt – og gør den levende. Håndbog i slægtshistorie” af Jytte Skaaning og Bente Klercke Rasmussen er en form for bibel for en slægtsforsker. Der er simpelthen ikke det emne, de ikke har behandlet, og registeret er fremragende. 

“Brede Klædefabrik” er jeg bare nødt til at eje, for den beskriver det sted, min tyske oldefar indvandrede til som hattemagermester i 1890, de tyske mestres arbejde på fabrikken og vilkårene for mange medlemmer af min slægt, både da Filthattefabrikken lå på Brede, og da den i 1913 flyttede til Skodsborg under navnet “Skodsborg Hattefabrik”. Da jeg for mange år siden startede på slægtsforskning, tog jeg simpelthen ud til Byhistorisk Samling i Kongens Lyngby og talte med forfatteren Jeppe Tønsberg. Han er desværre ikke mere. Jeppe vidste uden videre, hvem min oldefar var, og han var overrasket over at træffe en Stegemüller. Det var en meget speciel følelse.

For et års tid siden købte jeg også antikvarisk “Tysk Dansk Ordbog af P. L. Ipsen”, da jeg rodede rundt på Archion efter min tyske slægt og måtte konstatere, at en helt almindelig Tysk – Dansk ordbog fra Gyldendal overhovedet ikke opfyldte mit behov. Den havde slet ikke alle de gamle ord, jeg stødte på i kirkebøgerne, og en bekendt fra Facebook sagde god for ordbogen.

I går ankom Peter Korsgaards “Kort som kilde” til den lokale føtex efter at have været 14 dage undervejs de 56,2 km. med PostNord fra Tølløse til Hvidovre. Næste gang går jeg selv ud og henter den – det er lige så hurtigt. Jeg har kun lige nået at bladre lidt i bogen. Den har glatte sider og dusinvis af kort, som man kan lære at bruge som kilde.

Jeg er i gang med “Forsørget og forfulgt” af Anna Rasmussen. Det er en fantastisk bog, der kan læses næsten som en kriminalroman, da den er så velskrevet.

Hun beskriver fattigreglementet af 1803, som til tider er rystende læsning. De fleste former for betleri blev forbudt med 1803-loven. På landet skulle sognene tage sig af egne fattige og bidragene til fattigvæsenet kom til næsten udelukkende at hvile på bønderne. Præsterne og fattigforstanderne vred sig i tøjret og forsøgte at finde alle mulige smuthuller for ikke at skulle betale for de betlere, der alligevel ankom til sognet. De argumenterede med, at hvis de skulle betale for de omvandrende betlere, var der ikke råd til sognets egne fattige.

Sognene fik med 1803-loven ansvar for mennesker, der var født i sognet. Således kunne der årevis senere dukke en fuldkommen ukendt person op og gøre krav på kost og logi, blot fordi vedkommende tilfældigvis engang var født i sognet af en omvandrende betler.

Anna Rasmussen skriver på side 69 – 70 noget, man tror er løgn: 

Pligten til at tage vare på børn omfattede forældre og plejeforældre; men indtil 1844 havde stedfædre og -mødre intet ansvar over for en afdød ægtefælles børn af et tidligere ægteskab.

Her måtte fattigvæsenet træde til. I 1838 indstillede de rådgivende stænderforsamlinger til Danske Kancelli, at bestemmelsen blev ændret, således at stedforældre efter ægtefællens død skulle tage sig af de nu helt forældreløse børn.

(Under billedet finder du årets læserundersøgelse og mulighed for at kommentere denne artikel).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]