Kærlighed til bøger

Jeg elsker mine genealogiske opslagsværker

Allerede som barn gik jeg til hånde på et skolebibliotek. Jeg satte bøger på plads i reolerne og satte stempelkort ned bagi bøgerne – det var sådan nogen, man havde, dengang man også skød med bue og pil.

Jeg har altid elsket bøger, bl.a. fordi de udsender en særlig duft, og fordi de er smukke i reolen. Jeg kan ikke længere læse romaner, da opmærksomheden svigter, så de bøger, jeg har nu, begrænser sig for det meste til opslagsværker, og det er primært genealogiske opslagsværker.

Findes der bøger om “mine sogne”, køber jeg dem, hvis jeg får dem anbefalet af folk, der har forstand på sognet. Et eksempel er “Slangerup Landsogn”, der er en smuk og lækker bog til bare 100 kr. 

Det er meget hurtigere at søge med Google end at slå op i en fysisk bog. Og det er meget nemmere at kopiere tekststykker fra en hjemmeside end selv at skrive af. Men bøgerne kan altså noget, internettet ikke kan. Jeg synes, det læste huskes bedre, når det stammer fra en bog, end når det drejer sig om et opslag på nettet. De to medier supplerer hinanden på forbilledlig vis. 

I en bog kan man sætte streger i margin ved det vigtigste indhold, så man måske lettere kan genfinde det.

En bog rummer ofte billeder af en langt højere kvalitet end de billeder, man kan finde på nettet.

Søger man med Google, får man selvfølgelig kun vist det, man søgte efter. Bladrer man lidt i en bog, får man også de tilgrænsende emner.

Jeg vil gerne slå endnu et slag for August Roesens “Dansk kirkeret”, der rummer samtlige regler om “ministerialbøgernes førelse” fra Danske Lov (DL) til starten af 1970’erne. Jeg har købt mit eksemplar antikvarisk, og den var de få penge værd. August Roesen var gennem en længere årrække departementschef i Kirkeministeriet, og jeg fik bogen anbefalet af en af mine venner, der er cand. teol. (præst). Hun kendte bogen fra sit studie.

Et andet eksempel på en uundværlig bog er “Sogn Herred Amt”, der blandt andet viser sognenes indbyrdes beliggenhed. Krabsen.dk er uundværlig men viser selvfølgelig ikke, hvilke sogne, der er nabosogne, og det er viden, man er nødt til at have, når slægtens medlemmer “forsvinder” fra et sogn.

“Find din slægt – og gør den levende. Håndbog i slægtshistorie” af Jytte Skaaning og Bente Klercke Rasmussen er en form for bibel for en slægtsforsker. Der er simpelthen ikke det emne, de ikke har behandlet, og registeret er fremragende. 

“Brede Klædefabrik” er jeg bare nødt til at eje, for den beskriver det sted, min tyske oldefar indvandrede til som hattemagermester i 1890, de tyske mestres arbejde på fabrikken og vilkårene for mange medlemmer af min slægt, både da Filthattefabrikken lå på Brede, og da den i 1913 flyttede til Skodsborg under navnet “Skodsborg Hattefabrik”. Da jeg for mange år siden startede på slægtsforskning, tog jeg simpelthen ud til Byhistorisk Samling i Kongens Lyngby og talte med forfatteren Jeppe Tønsberg. Han er desværre ikke mere. Jeppe vidste uden videre, hvem min oldefar var, og han var overrasket over at træffe en Stegemüller. Det var en meget speciel følelse.

For et års tid siden købte jeg også antikvarisk “Tysk Dansk Ordbog af P. L. Ipsen”, da jeg rodede rundt på Archion efter min tyske slægt og måtte konstatere, at en helt almindelig Tysk – Dansk ordbog fra Gyldendal overhovedet ikke opfyldte mit behov. Den havde slet ikke alle de gamle ord, jeg stødte på i kirkebøgerne, og en bekendt fra Facebook sagde god for ordbogen.

I går ankom Peter Korsgaards “Kort som kilde” til den lokale føtex efter at have været 14 dage undervejs de 56,2 km. med PostNord fra Tølløse til Hvidovre. Næste gang går jeg selv ud og henter den – det er lige så hurtigt. Jeg har kun lige nået at bladre lidt i bogen. Den har glatte sider og dusinvis af kort, som man kan lære at bruge som kilde.

Jeg er i gang med “Forsørget og forfulgt” af Anna Rasmussen. Det er en fantastisk bog, der kan læses næsten som en kriminalroman, da den er så velskrevet.

Hun beskriver fattigreglementet af 1803, som til tider er rystende læsning. De fleste former for betleri blev forbudt med 1803-loven. På landet skulle sognene tage sig af egne fattige og bidragene til fattigvæsenet kom til næsten udelukkende at hvile på bønderne. Præsterne og fattigforstanderne vred sig i tøjret og forsøgte at finde alle mulige smuthuller for ikke at skulle betale for de betlere, der alligevel ankom til sognet. De argumenterede med, at hvis de skulle betale for de omvandrende betlere, var der ikke råd til sognets egne fattige.

Sognene fik med 1803-loven ansvar for mennesker, der var født i sognet. Således kunne der årevis senere dukke en fuldkommen ukendt person op og gøre krav på kost og logi, blot fordi vedkommende tilfældigvis engang var født i sognet af en omvandrende betler.

Anna Rasmussen skriver på side 69 – 70 noget, man tror er løgn: 

Pligten til at tage vare på børn omfattede forældre og plejeforældre; men indtil 1844 havde stedfædre og -mødre intet ansvar over for en afdød ægtefælles børn af et tidligere ægteskab.

Her måtte fattigvæsenet træde til. I 1838 indstillede de rådgivende stænderforsamlinger til Danske Kancelli, at bestemmelsen blev ændret, således at stedforældre efter ægtefællens død skulle tage sig af de nu helt forældreløse børn.

(Under billedet finder du årets læserundersøgelse og mulighed for at kommentere denne artikel).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]