Hvad er et hjem uden bøger?

Da bøgerne fortalte livshistorie

Nej – der er ikke noget hjem uden bøger.

Af mange årsager var min al skønlitteratur gået i kaotisk uorden. Den skal være alfabetisk ordnet efter forfatter og dernæst titel, ellers kan jeg ikke holde ud at se på bøgerne. Jeg foretrækker en form for det, jeg selv kalder “stram alfabetisering”. I mindst seks måneder har jeg skullet ordne bøgerne, men det er bare ikke blevet til noget – men i dag blev det. Og det er blevet så pænt og ordentligt. Nu kan jeg igen holde ud at lade blikket glide hen over bogryggene.

Og bøgerne fortæller livshistorie. Det handler denne artikel om.

I de fleste står købsår og måned

Som regel har jeg skrevet, hvornår jeg har købt bogen og jeg har sat min underskrift i den. Det har jeg lært hjemmefra. I Peter Plys står fx “Hanne Stegemüller 1966” med “min mors” håndskrift, så de må have købt bogen, lige da de hentede mig.

Det er specielt at gense al den litteratur, jeg købte, da jeg boede på kollegiet, da kvindebevægelsen var næsten ny og det var nyt for mig at leve lesbisk. Det drejer fx om Dea Trier Mørchs “Vinterbørn” og “Aftenstjernen” og om Bente Clods “Brud”, “Syv sind” og “Vent til du hører mig le”. De er slidte, for de er læst mange gange. Der lå meget opbygning af identitet i dem. Jeg har slet ikke ord for det.

Mens jeg gik på studenterkurset købte – og læste – jeg adskillige klassikere, og de har overlevet to flytninger, netop fordi de fortæller livshistorie. Det drejer sig fx om Paludan, Pontoppidan,  H.C. Branner, Karl Bjarnhof, Kristian Kampmann, Rifbjerg osv.

Og nu har jeg helt glemt at nævne “Møllehaverne” (altså både Herdis og Johannes Møllehave). Jeg undrer mig over, hvordan jeg overhovedet fandt tiden til at læse alt det ved siden af et fuldtidsstudie, et deltidsjob, mange sociale relationer osv. Men det må jo have forekommet vigtigt.

Herefter fulgte en del år med væsentligt lettere genrer. En forfatter, der også fylder sin plads godt ud, er Marge Piercy – skøn kvinde; et hovedværk er “Vida”! Bjarne Reuter kom til sammen med en del krimier. De er fine som underholdning, men har slet ikke klassikernes vid og bid.

Andre er smukke boggaver fra forskellige konsulenthuse, der har været glade for samarbejdet, og hvor jeg har gemt kortet og med glæde mindes de enormt dygtige mennesker, jeg lærte at kende. Boggaverne er typisk givet i forbindelse med mine jobskifte. Det er også livshistorie, der er værd at gemme på.

Til rest fra studiet

Jeg skulle nok aldrig have været jurist, men det blev jeg jo så. Jeg har gemt nogle få bøger, der har haft betydning på et metaniveau. De er kendetegnede af ikke at handle om enkeltstående paragraffer (der jo alligevel forældes lynhurtigt) men handler om, hvordan vi på et overordnet niveau kan tilgå juraen – og det er spændende.

I en af dem har jeg i 1987  skrevet “Jura er livets mangfoldighed sat på formler”, og det kan der da være noget om.

• En bog, der virkelig skulle læses langsomt, når man ville forstå den, er “Om ret og retfærdighed” af Alf Ross, 2. udgave. Hans hovedværk, hvor man lærer, at retfærdighed er, at de lige tilfælde behandles lige. Punktum. Det er noget vrøvl, når folk siger, at en regel eller en afgørelse er uretfærdig.
  • Side 358: “A siger: Jeg er imod denne regel, for den er ganske uretfærdig. Han burde sige: Denne regel er ganske uretfærdig, for jeg er modstander af den.”
  • Et eller andet sted stod der også noget i retning af “Retfærdighed er en apriorisk hest, man spænder for en følelsesmæssig vogn”. Jeg kan desværre ikke finde det igen, men jeg ved det bare, for det var sådan en fantastisk billeddannende sætning …
• “Retsfilosofiens historie i omrids” af Tore Strömberg, 1984. Overteoretisk og pragtfuld.
• Eva Smiths “Vidnebeviset – en vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”. Det er hendes fantastiske disputats, som jeg læste, som var det en krimi. Den var simpelthen så spændende og velskrevet, at jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Avisudklippene i bogen peger på oktober 1986. Da var jeg lige startet på 2. årsprøve.
• Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt: “Eva Smith – Jeg håber, jeg har gjort en forskel”. Denne bog er fra 2020 og er selvfølgelig længe efter, jeg afsluttede studiet (faktisk 30 år …). Den passer bare godt her.

Arvestykkerne

Der var herudover et par titler, jeg var utrolig glad for at finde:

• “Kim” af Vibeke Malthe-Bruun. Informations overskrift (ingen betalingsmur) er “Kim Malthe-Bruuns efterladte breve fra krigen på nærmeste hold og fra fængslet under Gestapo griber stadig”. Kim blev skudt af tyskerne i Ryvangen som 21-årig den 6. april 1945 (der må være en fejl i Informations angivelse).
  • Vibeke var Kims mor, og hun skrev bogen om sin døde søn. I bogen står “Jørgen Stegemüller”, der var min far, men desværre intet årstal. Jeg er indtil november 1972 vokset op i skyggen af fortællingen om krigen.
• “Intet Nyt fra Vestfronten” – klistret sammen med tape og med spildte blækklatter, som det fremgår af billedet nederst – af Erich Maria Remarque fra MCMXXIX (1929). Udenpå og et par steder indeni står “F. Stegemüller”. Det var min farfar Felix Stegemüller, som jeg desværre aldrig har mødt. Jeg tror aldrig, jeg har fået den læst, men det kan komme, jfr. næste afsnit.
• “Opfindelsernes bog”, udgaven fra 1923, så den må også have tilhørt min farfar. Det er en meget fin version; man kan ikke se, at den fylder 100 år i 2023 – altså lige om lidt. Som barn forstod jeg ikke, at jeg ikke måtte lege med de forskellige modeller af fx dampmaskiner og automobiler, der ligger i bøgerne. Det giver mening som voksen!

At begynde at læse igen?

I flere år har jeg ikke kunnet læse pga. de kognitive deficitter fra den bipolare affektive sindslidelse, hvor bevidstheden løb afsted med mig. Jeg kunne ikke holde koncentrationen i mere end 20 minutter, hvis jeg selv var passiv. Efter 20 minutter var tankerne på Maldiverne eller Madeira. Det har været en stor sorg set i forhold til tidligere, hvor jeg altid var i gang med mindst én bog. Nu har jeg lyst til at forsøge igen. Jeg kan da prøve bare lige så stille; og det agter jeg at gøre.

Jeg delte sorgen over ikke at kunne læse med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Eftersom vi er stort set lige gamle, begge har kærlighed til bøger, har vi også læst mange af de samme bøger, så hun kunne foreslå mig nogle helt konkrete titler, jeg kan begynde med. “Vinterbørn” kom ind på førstepladsen, da den er ret let læst. Jeg er spændt på at gå i gang, og jeg er spændt på at læse om, hvordan verden så ud for 40 år siden.

Har du en mening om hjemmesiden?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.