, ,

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Dansk eller ej?

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Politiken bragte en fuldkommen forvrøvlet historie om indvandring. Den første grund til at historien er noget pokkers sludder er, at man ikke kan lave en ædruelig fremskrivning om, hvad der vil være sket om syv årtier. Selvfølgelig kan man prøve at lave en så lang fremskrivning, men basalt set ved vi ikke, hvordan verden og Danmark vil se ud til den tid.

Jeg tæller med som indvandrer – og ikke som dansker – idet oldefar var tysker. Efter Lindahl-Jacobsens definition vil jeg aldrig vil kunne blive dansker, uanset der ellers kun er danske grene tilbage til 1700-tallet.

Fremskrivningen har sat gang i en heftig debat. 

Den store befolkningsforandring: I 2096 kan flertallet i Danmark være indvandrere eller efterkommere

Danskerne får historisk få børn, mens indvandringen er større end i mange år. Ny fremskrivning viser, at borgere med dansk oprindelse vil være i mindretal om syv årtier, hvis udviklingen fortsætter.

TjekDet har talt med forskeren bag undersøgelsen og forelagt ham kritikken. Du kan læse den her.

Jeg hørte dagens “Tiden” i DR Lyd, hvor man lavede et interview med professor på RUC Garbi Schmidt. Interviewet starter 9:06 inde i udsendelsen. Hun har beskæftiget sig med emnet indvandring de seneste 25 år – primært indvandring til Danmark.

Udsendelsen prøver at besvare et lidt svært spørgsmål “Hvornår er man egentlig dansker?”

Garbi Schmidt fortalte bl.a., at emnet indvandring er tilbagevendende; det samme gælder figuren en “indvandrer”.

Definitionen på en “indvandrer”

Hvornår er man i det hele taget indvandrer?

Er man indvandrer, når man kommer fra et andet land eller fra en anden region (altså fx hvis man kommer fra Jylland til København)?

Når man ser på både verdenshistorien generelt og danmarkshistorien specifikt, fremgår det, at vi har altid har flyttet os. Vi flytter os fx, når vi:

  • er sultne,
  • bliver forelskede,
  • får børn,
  • er nysgerrige, eller
  • bliver bange.

Sådan har det altid været.

I ca. år 1900 flytter hundredetusinde russiske jøder sig fra øst mod vest. Nogle tusinder ender i Danmark. Der dannes den slaviske koloni eller “ghettoen” i København i starten af det  20. århundrede.

Der var også mange andre indvandrere fx svenskere fylder meget på det tidspunkt, og hele sukkerindustrien på Lolland, som ikke havde kunnet klaret sig uden “roepolakkerne”. Tager man fx til Maribo i dag, finder man den romersk-katolske kirke, der har sin baggrund i indvandringen.

Indvandringen har sat sig spor både i familiehistorien og i den måde, nogle af vores byer ser ud på. Der er fx synagoger i Randers, Fredericia og Nakskov. Det afslører, at der har været en indvandring og at de, der kom, gerne har villet udføre en for dem kendt religiøs praksis det sted, de bosatte sig.

Danskheden er en kerne suppleret med en vis mængde af indvandring. Og sådan har det altid været!

Indvandringen har sat sig spor i min familiehistorie

Min farfars far (dvs. en af mine fire oldefædre) Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862 – 1937) kom her til til Brede Klædefabrik som hattemagermester i marts 1890. Han var fra Frankfurt an der Oder.

Direktøren for klædefabrikken (Edmund Daverkosen) havde været i Guben for at købe maskiner, således at der kunne fremstilles hatte af restaffaldet fra klædefabrikationen – og nu manglede han simpelthen folk, der kunne betjene maskinerne. Dvs. at han importerede arbejdskraften.

Altså maskinerne kom og min oldefar indrejste til Kongens Lyngby to dage efter, hvor han er at finde på Lyngby politis liste over fremmede.

Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER forelskede sig i forvalteren på Brede Klædefabrik Jens NIELSENs (1837 – 1905) datter. De fik sammen ti børn, hvoraf otte blev voksne. Min oldefar fik dansk indfødsret efter 29 år i Danmark.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad der fik ham til at forlade sin mor, der var blevet enke 19 år tidligere, i Frankfurt an der Oder, men jeg tror, det skyldes, at beskæftigelsesmulighederne var bedre i Danmark end i Tyskland i 1890 – og så havde Daverkosen jo altså behov for netop hans specifikke kompetencer.

Dvs. at jeg jo i følge Politiken er “efterkommer” og omfattet af problematiseringen: “Danmark oversvømmes af indvandrere”, men jeg føler mig altså vældig dansk. I fire generationer har vi været optaget af hatte- og klædefabrikationen, og vi har aldrig ligget Danmark til last. Selv tilhører jeg den første generation med en akademisk uddannelse, og jeg er samtidig den første generation, der – med en tidlig pensionering – ligger landet til last. Undskyld Danmark!

Engang i 1960’erne og 1970’erne kaldte vi indvandrerne for gæstearbejdere, for gæster tager afsted igen. Vi regnede altså med, at indvandringen “gik over” men det gjorde den ikke. Og var det blevet en sandhed, var der mange erhverv, vi ikke havde kunnet beklæde i dag.

Vand på højrefløjens mølle

Indvandringen er altså ikke ny, og at det er vand på den yderligtgående højrefløjs mølle er heller ikke nyt.

Når de ser figuren “indvandrer”, tænker de straks på en muslim. Det kan fx ses på en overskrift som denne:

“Danskerne skal ikke udskiftes af muslimer! Under Mette Frederiksen er den muslimske indvandring steget med svimlende 124%”.

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Et opslagsværk “Kort som kilde” af Peter Korsgaard

Endnu et opslagsværk "Kort som kilde" af Peter Korsgaard

Slægtsforskning er mere end datoer

Et opslagsværk “Kort som kilde” af Peter Korsgaard

Jeg elsker fysiske opslagsværker, for det lærte/læste/sete sidder bedre fast, når jeg har det fra en bog. Det er ganske vist hurtigere at søge med Google eller lignende, men for mig er det flygtig viden. Det ryger lige så hurtigt ud, som det kom ind.

Og for så vidt angår kort vil jeg gerne kunne se, hvordan gårde, landsbyer og sogne grænsede op til hinanden. Jeg har fx Danske Slægtsforskeres “Sogn Herred Amt”, der snart er så slidt, at den trænger til en udskiftning. Google fortæller ikke hvilke sogne, der er nabosogne til Jørlunde. Google fortæller ikke hvilke gårde, der lå hvor. Og i hvert fald danner Google ikke kort på min nethinde.

Jeg blev inspireret til at gå til hjemmesiden https://historiskekort.dk/, der er en guldgrube, når man har siddet med kirkebogen og nogenlunde ved, hvem der i fordums tider (slutningen af 1600-tallet) boede hvor. Jeg kunne ikke lade være at bestille “Kort som kilde” af Peter Korsgaard, da jeg ikke har forstand på kort men mærker suset og gerne vil lære at bruge dem – og jeg har jo ingen arvinger, så jeg lige så godt købe de opslagsværker, jeg synes, jeg har behov for. Resten går alligevel i statskassen.

Det, der satte mig i gang at rode med kort, var en veninde, der havde hentet et flot gammelt – men uforståeligt – kort, og at jeg blev i tvivl om, hvor “Holmegaard” i Jørlunde egentlig lå: I Skenkelsø eller i Sperrestrup? Både præsten i kirkebogen og E. Carstensen i “Hjørlunde Sogns Historie” skriver sådan set side 275 og 276 (originaludgaven), at den lå begge steder, men det kan jo ikke lade sig gøre, med mindre den har været en del af udskiftningen og derfor er blevet flyttet? Men det er heller ikke så sandsynligt, for de to begivenheder (to dødsfald), hvor jeg har styr på gården, er to på hinanden følgende år. Eller også er der noget, jeg roder fuldkommen rundt i. Det er set før.

Princippet om “Altid gå til kilden hvis muligt”, fører mig nu til kortene. Jeg kan forsvinde helt ind i dem. Det er fantastisk. Det er billeder af en anden tid, hvor kirkebogen er tekster om en anden tid. Problemet i mit eksempel er, at der nok ikke er scannet kort fra 1600-tallets slutning, men bare det at lære principperne for alt hvad der står på de gamle kort vil også have værdi.

Slægtsforskning fører vidt omkring

Engang var jeg godt tilfreds med at finde dødsfald i 1900-tallet, men det griber om sig. Det er som om, der konstant er noget nyt, jeg gerne vil vide noget om. For et par måneder siden var det dødsattesterne, og nu er det altså kortene, der kommer til kort.

Det er dybt fascinerende. Det er som at skrælle et løg men aldrig nå ind til kernen. Det er som en læreproces, der aldrig får ende. Det er det, der gør, at slægtsforskning er meget mere end datoer.


[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Vil du henrettes med Øxe eller Sværd?

Vil du henrettes med Øxe eller Sværd?

Barbariske og tankevækkende kirkebøger

Vil du henrettes med Øxe eller Sværd?

Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt 1767 – 1861

Når man læser mange kirkebøger, sker det, at man finder noget helt usædvanligt. Jeg ledte efter noget i samtlige københavnske kirkebøger, idet jeg havde en henvisning til et dødsfald i 1858 til det intetsigende “I København”, og da den slags gør mig stædig, tog jeg dem alle, når jeg nu var i gang.

I “Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt” er de to sidste sider fyldt med makabre henrettelser fra 1767 til og med 1861. De er nemme at læse, hvis du tør. Vi fik den første egentlige straffelov i 1866; den satte punktum for dødsdom som straf (i fredstid vel at mærke – glem ikke retsopgøret efter besættelsen).

Indledningen lyder

I Arresthusets Kirkebog findes intet om Personer, døde i Arresthuset. Derimod findes der en Fortegnelse over henrettede, som formodentlig har hensiddet som Arrestanter i Arresthuset. Denne Fortegnelse meddeles her, Personerne opførte i kronologisk Orden efter Henrettelsesdagen.

Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt, 1710-1892, RG, Register – opslag: 133 af 134 opslag. Du har linket her – åbner i en ny side.

Her er den knebne og stejlede, den henrettede med enten sværd eller øxe, benådning for knibning, den henrettede med øxe og hovedet sat på en stage, halshugninger uden modus operandi (dvs. metoden er ikke anført), og Ane Cathrine, der havde ombragt sine tre uægte børn. Jeg har skrevet flere artikler om barnedrab og reglerne i Danske Lov.

Frederiksborg Amt, Ølstykke, Veksø, 1892-1921, KM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde

Nr. 2. En ubekendt tilvandrende Mandsperson mellem 40 og 50 år gammel, aflivede sig ved hængning i Vexø Kros Kørelade.

Det ser desværre ikke ud som om, der er dødsattester fra lige præcis 1902.

Kilde: Frederiksborg amt, Ølstykke, Veksø, 1892-1921, KM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 125 af 159 opslag. Du har linket her – åbner i en ny side.

Hvis Choleraen bryder i Vexøe

I Frederiksborg Amt, Ølstykke, Veksø, 1806-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde opslag 23 og 24 – åbner i en ny side kan man læse om, hvordan Sogneforstanderskabet i 1833 forberedte sig på, hvad man ville gøre, hvis sognet blev hjemsøgt af Choleraepidemien.

Der blev udpeget gårdmænd, hvis gårde skulle agere sygehuse, og distriktslæge Hr. Kammerraad Evertsens henstillinger blev alle fulgt.

Det er et interessant lille eksempel på, at præsten – når det nu står i kirkebogen – var en særdeles vigtig person for alt, hvad der foregik i et sogn.

Frederiksborg Amt, Ølstykke, Ølstykke, 1813-1833, KM, Fødte piger

Nr. 1. To omvandrende betlere, Karen Marie Pedersdatter og Sören Jensen, der ikke er viede sammen, ankommer Løverdag den 10de April 1830, får Logis hos Gm. Jens Svendsens Enke i Udleire og konen gør om natten Barsel med Slegfredsbarnet.

Kilde: Frederiksborg Amt, Ølstykke, Ølstykke, 1813-1833, KM, Fødte piger – opslag: 24 af 27 opslag nr. 1. Du har linket her – åbner i en ny side.

Jeg er i gang med Anna Rasmussens fantastiske bog “Forsørget og forfulgt – Om offentlig forsorg på landet i første halvdel af 1800-tallet”. Hun skriver om, at der i 1803 udkom et egentligt fattigreglement, og det blev nærlæst og fortolket i ethvert sogn for at finde udveje og smuthuller, så man slap for at “hænge på” fx de omvandrende betlere.

Karen Marie Pedersdatter og Sören Jensen er indirekte omtalt i bogen på side 25:

Næsten uløselige, men stort set uden for sognekommissionernes kompetence, var problemer med de omstrejfende betlere. Disse hentede efter myndighedernes opfattelse så meget på gårdene, at der dårligt kunne blive noget til sognenes egne fattige.

Betlerne blev ofte beskyldt for tyveri og trusler om ildspåsættelse, og deres kvinder var tilbøjelige til at lade deres børn komme til verden i bøndernes lader og udhuse. Det kunne måske mange år senere resultere i, at et fuldkommen sagesløst pastorat blev udpeget som forsørgelsessted for en vildtfremmed betler, hvis eneste tilknytning til stedet var, at han eller hun tilfældigvis var født netop der.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Min “mor” kunne være blevet 90 år i dag

Min "mor" kunne være blevet 90 år i dag

Jytte Baunsgaard Kristensen 1935 – 2006

Min “mor” kunne være blevet 90 år i dag

(Topbilledet stammer fra mine forældres vielse i 1955, hvor hun var klar til at blive mor uden anførselstegn).

Jeg holder så meget af maj måned, fordi naturen står på spring. Når det fine, grønne forår kommer, kan jeg mærke, hvor meget jeg har savnet lyset og de lange dage. Heldigvis mærker jeg ikke længere mørket og de korte vinterdage, men engang for mange år siden mente psykiatrien, at jeg havde “vinterdepressioner”. Det var altså noget ævl.

Maj er også speciel, fordi så mange familiemedlemmer m.fl. havde begivenheder der:

Følger du dette link, får du en næsten komplet fortegnelse over begivenheder i maj måned 2025.

Jeg skriver altid “mor” i citationstegn, og det er ingen tilfældighed. Slår man synonymet “anførselstegn” op i Den Danske Ordbog (DDO), får man at vide, at tegnene kan betyde “med forbehold”, og jeg tager et stort forbehold.

Indtil november 1972, hvor min far dør, var hun en god mor. Når man læser min adoptionssag, beskrives hun meget positivt som ung, glad og smilende, altså prototypen på en ung, dansk, god moder. Nu har Mødrehjælpen jo selvfølgelig gerne villet have afsat et barn, så den positive beskrivelse har været nødvendig – på den anden side set, er der ikke konkrete grunde til at tvivle på beskrivelsen.

Min forældre gifter sig hos sognefogeden i Brande i oktober 1955. Han er da 33 år, og hun er 20 år. Han var noget ved musikken på Martensens Fabrikker i Brande og har muligvis ønsket sig en kone, fordi det hørte sig til, når man var over 30 år og havde en god stilling. Han har muligvis haft brug for en “trofækone”, som DDO beskriver sådan: “kvindelig ægtefælle som i kraft af sit udseende bidrager til at øge en som regel ældre og velstående partners sociale status”. Det passer ret godt.

De kommer fra hver deres segment: Han fra det bedre borgerskab i Kongens Lyngby, hun fra en arbejderfamilie på den jyske hede. Det er aldrig gået op for mig, hvordan de har kunnet træffe hinanden. Det kan være i Randers, og det kan være i Silkeborg. Jeg traf hans ungdomskæreste igen for et par år siden, og hun sagde noget sjovt “Hvor har han dog støvet hende op?” Jeg ved det ikke.

Jeg tror, det 17 år lange ægteskab var lykkeligt. Jeg husker ikke uoverensstemmelser, skænderier eller højrøstet tale. Jeg husker derimod godnathistorier på sengekanten læst op af de små Pixibøger, der typisk handlede om katte, eller af “Peter Pedal” eller “Troldepus”, og at de begge var dygtige til at læse op.

De var velstillede. Han havde eksamen fra Den Danske Væveskole i 1943 og et godt job. Hun havde ingen uddannelse, og hendes vigtigste “arbejde” var at gå hjemme og passe mig. Det var i sandhed en anden tid. Da han døde, havde hun heller ikke et sted at bo.

Efter min fars død forvandlede hun sig som en slags kamæleon. Jeg kunne slet ikke genkende hende. Jeg holdt fast i hans ret konservative værdier, og jo mere, jeg gjorde det, jo større blev afstanden mellem os.

Da hun i april 1975 giftede sig med Psykopaten var forvandlingen tilendebragt. Hun var hans, og jeg var mest i vejen. De blev forældre til en søn i marts 1976. Jeg ved ikke rigtig, om de var optagede af ham eller ej, men i hvert fald fungerede jeg som en form for “nanny” sammen med de øvrige pligter, der blandt andet bestod af ugentlig udvendig vinduesvask og ugentlig ud- og indvendig renholdelse af bilen. Ingen normale mennesker gør den slags hver uge. Det foregår kun i “Absurdistan”, men jeg har i sandhed “lært at bestille noget”. Det var en værdi for dem.

Derfor skriver jeg “mor”

De seksuelle overgreb begyndte allerede før, hun giftede sig med psykopaten. Jeg fortalte hende inden vielsen om hans tilbud om – ganske vist mod betaling – at gå i bad med ham, som jeg afslog, om hans befamling af mine håndflader på en klam måde, men hun valgte ham til og mig fra.

Da vi på et tidspunkt (mellem december 1978 og juli 1980) boede i Svaneke, husker jeg tydeligt en scene i køkkenet: Hun står lænet op ad et køkkenbord. Jeg står i den modsatte side af køkkenet. Jeg fortæller hende, hvad der foregår, at overgrebene er taget til, og hvad de går ud på, men hendes svar er “Årh, det skal du ikke tage dig af, det har jeg også prøvet”. Hun havde været udsat fra overgreb fra sin bror.

Jeg flytter til København den 31. juli 1980, og i 1981, hvor jeg er flyttet til kollegiet og selv har taget kontrol over mit liv, forsøger jeg telefonisk at kontakte hende og fortælle om mine oplevelser. Samtidig fortæller jeg, at jeg er dybt og inderligt forelsket i en kvinde. Det er psykopaten, der tager telefonen og svarer “Den slags svineri vil vi ikke have her hos os”. “Svineriet” var min kærlighed til en kvinde ikke hans egne overgreb.

Herefter går der 22 år. I 2003 ser jeg i en telefonbog, at de har hver deres adresse, og jeg kontakter hende. Vi har lidt sporadisk kontakt, hun flytter til Nykøbing Sjælland, og jeg forsøger at opbygge en relation. Men jeg formår det ikke. Forskellene i værdierne er blevet endnu større, end de oprindeligt var.

Jeg spørger hende til min barndom, og om hun vidste, hvad der foregik? Det bekræfter hun. Jeg spørger herefter “Hvorfor gjorde du så ikke noget?”. Hun svarer “Det kunne jeg ikke overskue med to børn”. Den samtale glemmer jeg aldrig.

Hun dør i december 2006. Jeg tager til selve bisættelsen i Højby Kapel, der var som en begravelse uden en afdød; jeg viser flaget og at mig, kan de ikke kue. Jeg står det igennem, men der er intet savn. Jeg deltager ikke i den efterfølgende kaffemik. Det er på det tidspunkt 25 år siden, jeg har set psykopaten, nu står vi overfor hinanden ved kisten.

Jeg synes ikke, hun var en rigtig mor. Og derfor omtales hun kun i citationstegn.

Det kunne jeg godt have tænkt mig

Jeg har prøvet meget i mit liv, men der er også noget, jeg ikke har prøvet.

I søndags sad jeg og tudede til “Hvidstengruppen” i TV. Der er en scene, hvor pigen på ca. 9 – 10 år er bange, og det er hendes mor, spillet af Bodil Jørgensen, tydeligvis også, men hun siger “kom her hen”, og hun tager hende på skødet. Det kunne jeg slet ikke tåle at se, tårerne tog til, og tanken var “Det har jeg aldrig prøvet”. Jeg var godt gammeldags misundelig, hvilket selvfølgelig ikke er en pæn følelse, men det gik jo ikke ud over nogen andre end fjernsynet. Og så går det vel nok?

Min "mor" kunne være blevet 90 år i dag

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.