“Med Adam i arkivet” kan man få det bedre med DigDag.dk
DigDag.dk skal læres
“Med Adam i arkivet” kan man få det bedre med DigDag.dk
Jeg har købt bogen “Med Adam i arkivet – Kom i gang med slægtsforskning”. Den er velskrevet og lækker. Alle sider er tykke og på blankt papir. Den er alle pengene værd.
Da den er for begyndere, er der selvfølgelig ikke udelukkende store overraskelser, men der er bestemt også emner, jeg høster fordel af.
Et af dem er det ti sider lange og gennemillustrerede kapitel om DigDag, som jeg altid har haft et lettere anstrengt forhold til. For det første fordi jeg ikke rigtig har været klar over, hvad jeg skulle bruge siden til og for det andet fordi, teknologien er håbløs.
Kort sagt har jeg aldrig set lyset, for jeg er altid endt med et danmarkskort udfyldt med nogle sorte streger, som jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle stille op med, og så har jeg givet op.
Adam skriver blandt andet (side 83):
Nytten og nødvendigheden af DigDag kan næppe overvurderes. Alligevel er der rigtig mange slægtsforskere, der slet ikke kender den eller bruger den alt for sjældent. Og du skal helst ikke begå samme fejl.
Jeg bryder sammen og tilstår, at jeg er en af dem.
Nu har jeg prøvet at følge hans eksempler, og pludselig kan jeg se, hvor smart det er. Man får jo sådan set hele landets administrative inddeling foræret fra de tidligste tider til nutiden, så det er en anden måde at lære proveniensprincippet på.
Proveniensprincippet betyder, at Rigsarkivet m.fl. beholder samme orden, som den afleverende myndighed i sin tid havde. De omordner ikke arkivalierne, hvilket selvfølgelig også ville være tåbeligt, men det betyder samtidig, at man må lære sig den oprindelige orden.
Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse, at man skal i amtsarkiverne for at finde alimentationssager, og jeg har da også for mange år siden fundet frem til “Mormor og alimentationssagerne” (bidragssagerne vedr. hendes to første ‘uægte’ børn), men der er meget andet, jeg respektfuldt har undladt at lede efter, fordi jeg har troet, at det var for svært, og at jeg nok ikke kunne finde ud af det.
Adams bog åbner mine øjne for en masse muligheder. DigDag skal læres, men sådan er slægtsforskning jo. Med stædighed kommer man langt. Der var jo også engang, jeg ikke vidste, hvordan kirkebøgerne var ordnet, at mænd kom før kvinder i kirkebøgerne, at der kom styr på sagerne i 1814, eller hvornår folketællingerne blev afholdt. Nu er det nærmest indgraveret i rygsøjlen.
Kapitlet om Rigsarkivets indgange og Daisy
Jeg har også taget mig sammen til at surfe lidt rundt på Rigsarkivets side, blandt andet fordi Adam skriver, at man skal tjekke åbningstiderne, inden man tager derind. Havde jeg ikke læst bogen og surfet på siden, var jeg glad taget afsted til en aflåst dør næste mandag.
Da det er ti år siden, jeg har været på arkivet, kender diverse systemer mig formodentlig heller ikke længere, så jeg tager mit pas med. Det ville jeg heller ikke have vidst uden bogen.
Daisy og bestillingssystemet er intet mindre end genialt og særdeles brugervenligt, når man ved, hvor man skal lede og trykke på hvilke knapper. Jeg ser frem til retssagerne i Nordre Birk fra 1934. Jeg må simpelthen vide alt om det store hattetyveri fra Skodsborg Hattefabrik. Jeg har brugt al min energi på de scannede arkivalier på arkivalieronline, men der er mere at komme efter. Der er mere slægtshistorie at folde ud. Jeg skal nok finde ud af det!
Jeg prøvede at finde frem til lidt flere alimentationssager. De var fra det jyske, men jeg kunne ikke bestille registeret til AJ-sagerne til København. Selve sagerne kunne godt bestilles. Men det ville jo være håbløst.
Rigsarkivet skriver, at man ikke kan fjernlåne arkivalier “Der er hyppigt benyttet eller nødvendige for benyttelsen af andre arkivalier (Journaler, registre etc. der virker som ”søgemidler”)”. Når man lige tænker over det, er det lige så logisk som resten af arkivet: Hvis jeg sad med registeret her i København, kunne ingen i Viborg finde frem til AJ-sagerne i Jylland. Ergo må jeg en tur til Viborg, men det er jo også en dejlig by og ikke mindst et dejligt arkiv …
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] at man skal lave skriveøvelser – gerne hver dag. Adam Jon Kronegh og Michael Dupont i “Med Adam i arkivet” er på side 51 […]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!





Hej Hanne.
Jeg er enig med dig i, at DigDag.dk er helt uundværlig. Da jeg endelig fangede, hvordan siden virker, har jeg forsøgt at lære det videre, men mange opgiver (desværre) på forhånd. Jeg kan kun råde alle slægtsforskere til at give DigDag.dk en chance til.
@ Hej Birgit
Ja, pludselig kan jeg se, hvor uundværlig Dig.Dag.dk er – men jeg er også glad for, at du skriver “Da jeg endelig fangede, hvordan siden virker …” for jeg synes (sgu) godt nok, at man næsten skal være ingeniør for at bruge den. Men nu har jeg tænkt mig at øve Adams eksempler et gang mere, så må det da sidde fast i den gl. hjerne.