/4 Kommentarer/i /af

“Dødsdømt” er fremragende podcast for slægtsforskere

"Dødsdømt" er fremragende podcast for slægtsforskere

1800-tallet gøres levende

“Dødsdømt” er fremragende podcast for slægtsforskere

Ved et tilfælde faldt jeg over podcasten “Dødsdømt”, som DR Lyd beskriver sådan:

En julekalender til alle, der er klar til noget helt andet end julehygge. Mange ser Danmark som et fredeligt, lille land, hvor dødsstraf aldrig har været en del af historien. Men sandheden er en anden. Hver dag i december dykker vi ned i de mest grusomme historier om de mennesker, der blev ramt af den ultimative straf, og undersøger hvad de gjorde for at modtage en så grusom dom.

Historiker og forfatter Søren Møgelvang Nielsen har været i arkivalierne. Han baserer sig på virkelige hændelser, men han bruger nutidens ord, hvorved fortid og nutid bindes sammen, så man forstår det bedre. Det er ganske enkelt fremragende, og på mine spadsereture har jeg lyttet til de 6 episoder, der er udgivet indtil videre. Og jeg ser allerede frem til de resterende 18 episoder, der alle finder sted i begyndelsen af 1800-tallet (vil jeg tro).

Perioden er præget af Frederik den sjette, Englandskrigene og statsbankerotten. Danmark har det hårdt på den tid. Det får han også flettet ind på en måde, så man måske lærer noget, man ikke vidste.

Han adderer det, han ikke har fra arkivalierne, og det er det, der gør serien meningsfyldt og fantastisk at følge. Det er eksempelvis:

  • stanken af afføring m.v. i de københavnske gader
  • de dødsdømtes tanker inden øksen falder
  • relationen der opbygges mellem præsten og den dømte i de 1½ år, den dømte venter på straffuldbyrdelsen
  • antallet af tilskuere til straffens eksekvering på Øster Fælled, og det er pivkoldt den dag i april
  • bigamistens tanker om sine tre børn fra det første (og lovlige) ægteskab

Jeg får også lidt inspiration til mit skriveprojekt om Brede Klædefabrik, for det er tydeligt, hvilken betydning det har, at man tilføjer følelser. Dem vil vi lyttere og læsere gerne have med, for det giver en oplevelse. Et godt eksempel er fangen på Christiansø, der har siddet i det lillebitte fangehul i et år. Fangehullet er så småt, at han ikke kan bruge sin krop. Det bevirker, at han er både fysisk og psykisk ødelagt, da han sætter sig til at skrive en benådningsansøgning til kongen.

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset

Hvor Lagkagehuset i dag ligger på Christianshavns Torv i København, lå Tugt-, Rasp og Forbedringshuset.

Jeg har tit tænkt på, hvad det med “rasp-” egentlig betød. Det lærte jeg i episoden “Danmarks største fangeoprør”. Fangerne sad år ind og år ud og filede på noget træ, der var blevet sejlet til Danmark fra fjerntliggende egne. Ofte var de fastgjort med et halsjern: en jernring om halsen, der havde en jernkæde, som kunne fastgøres til noget stationært.

Det, de producerede, blev brugt til at farve klædet i den fremvoksende klædeindustri. Træet afgav en blå farve, så man kunne let kende fangerne fra Rasphuset, fordi de selv blev farvet blå på hænderne og i ansigtet. Det gjorde det endnu mere umuligt at flygte, for de ville selvfølgelig blive genkendt med det samme.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvorfor formidle slægtens historie?

Hvorfor formidle slægtens historie?

Formidling af slægtshistorie og slægtsforskning

Jeg skulle finde noget på computeren i denne mappe … Documents\Genealogi\Metode\ og faldt over en lille undselig tekstfil på bare fem linjer. Jeg er ikke klar over, om det er noter, jeg har taget til et foredrag, eller om det er noget, jeg selv har fundet på. Hvis det er en anden, der er ophavsmand, undskylder jeg på forhånd og håber, vi kan finde en mindelig ordning.

Hvorfor formidle slægtens historie?

  1. Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)
  2. Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem).
  3. Man får selv ny viden.
  4. Det er kreativt og sjovt.

Jeg prøver herunder at udfolde disse fire punkter med udgangspunkt i min egen slægtsforskning

Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)

Det var den “Indre mission” (ikke at forveksle med “indremission”), der satte mig i gang, og mon ikke det er den, der sætter alle slægtsforskere i gang? Ønsket om at vide, hvad man kommer af? Har man et specielt efternavn, kan det være en motiverende faktor, men det kan også være historier/skrøner i familien, man ønsker at efterprøve.

Jeg ville bare vide, om det var sandt, at oldefar Stegemüller var hattemagermester og kom fra Baden Baden. Så simpelt kan det kan siges her 21 år efter – og jeg er stadig ikke færdig 🙂 , hvilket jeg heldigvis aldrig bliver, for der er altid et anepar mere at lede efter eller noget andet at perfektionere. Det var sandt, at han var hattemagermester, men i Baden Baden havde han nu aldrig været. Vi lærer de nye slægtsforskere, at de skal begynde med at spørge de gamle i familien, og det er også rigtigt, men vi burde supplere det med, at de også skal efterprøve, om det er sandt.

Da jeg er adopteret, har jeg naturligvis også undersøgt en hel del om min biologiske slægt, og det har været interessant nok, men den biologiske slægt bliver mest til de nøgne data, da den mangler historierne og skrønerne. Det er herfra, jeg har de to X-kromosomer, men det er i Stegemüller-slægten, jeg føler, jeg hører til. Alle adoptivbørn siger en eller flere gange til adoptivforældrene “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”. Det er helt naturligt men gad nok vide, om det ikke gør ondt på adoptivforældrene, der trods alt har givet barnet et hjem og en fremtid?

De biologiske forældres data er beskyttet af 75 års-reglen, men deres forslægt kan legalt offentliggøres:

  • Min biologiske farfar: Karl Erik Andreas Ahm JØRGENSEN (1913-1984)
  • Min biologiske farmor: Edith Ellen RASMUSSEN (1916-1977)
  • Min biologiske morfar: Walther Raimund Skau NIELSEN (1904-1953)
  • Min biologiske mormor: Agnes Bente LICHT (1912-1980)

Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem)

Allerede i 2006, hvor jeg havde været i gang i ca. tre år, følte jeg, at jeg havde en “ydre mission”. Følgende er efter min bedste erindring: Hvorfor formidle slægtens historie?Jeg blev kontaktet af Randi Lorenz Marselis, som nu er lektor på RUC. Hun skrev i 2006 på sin p.hd. Jeg ved ikke, hvordan hun fandt frem til mig, men hun ville skrive et kapitel, der skulle hedde “Genealogy Remediated: Family Memories on the Web“. Bidragets oversatte titel er “Remediering af slægtsforskning: Familieerindringer i Web-mediet“. Vi mødtes en del gange i min lille lejlighed i Vanløse over det emne, og vi skruede også dette slideshow sammen. Når jeg ser på det igen med nutidige briller, er det jo fuldkommen håbløst, men alligevel kan jeg lide at se det igen, for det fortæller om, hvor mange muligheder, vi har fået på de ca. 17-18 år.

Slægtsforskning er i den grad blevet remedieret siden! Tænk bare at Arkivalier Online (AO) er kommet til. På min PC har jeg stadig gemt mange af de kilder, vi samlede sammen og delte med udvalgte før AO. Så det drejede sig altså om at være gode venner med “de rigtige”. Det var fx filer med gravsten, afskrevne nyere kirkebøger og ejendomshistorier. Nu er kilderne tilgængelige for alle slægtsforskere – og andre – og sådan skal det selvfølgelig også være.

Jeg skal mødes med Randi Marselis i næste uge, og hvis hun ikke selv har fulgt udviklingen, så har jeg da noget at fortælle hende. Af hendes CV på RUC fremgår, at hun har forsket i kolonihistorie, så nu er jeg spændt på, at hun er faldet over Danmarks største slavehandler Jens Adolph KIØGE (1746-1789), der er broder til Karen KIØGE (1750-1816), som er min 4*tipoldemor.

Selv har jeg aldrig interesseret mig for diverse konger og dronninger, ligesom jeg også finder fx Gorm den Gamle m.fl. temmelig uinteressant. Jeg interesserer mig kun for det/dem, der kan dokumenteres, og jeg interesserer mig for kilder og kildekritik. Allerede mens jeg gik på studenterkursus – da man skød med bue og pil fra 1981 til 1983 – var jeg fascineret af kildekritik. Vi havde en fremragende ung historielærer Jette Christensen, som lærte os alt om kildekritik, og hvad vi skulle være opmærksomme på, når vi læste historiske kilder. Selvfølgelig har jeg desværre glemt det, men det jeg har taget med mig til slægtsforskningen er, at der skal kilder på alt, hvilket jeg ikke var opmærksom på de første år, men som jeg nu forsøger at rydde op i. Det er nu blevet til min “ydre mission”.

Det er i øvrigt sjovt: Hvis folk på facebook udstøder en eller anden fordom, det kunne være “indvandrere er meget kriminelle”, og man så spørger “Hvad bygger du det på? Hvad er din kilde?”, så bliver de enten enormt sure og kalder en for venstreorienteret eller også svarer de slet ikke. Der ligger jo overhovedet ingen politisk stillingtagen i spørgsmålet. Det eneste er en mulig af- eller bekræftelse af en fordom.

Jeg har delt mit arbejde fra starten, og det har sat mig i kontakt med mange utrolig dygtige slægtsforskere. Det er kontakter, jeg har været og er enormt glad for. Nu hjælper jeg selv folk i gang med TNG, så de kan dele slægtsdata med kilder på deres egen hjemmeside en del billigere end med pengemaskinen MyHeritage, der vist ikke tilbyder visning af kilder. I hvert fald er jeg aldrig faldet over en MyHeritage-side med kildeangivelser.

“Skriv om din slægt”

Jeg elsker at skrive, og derfor købte jeg for nogle år siden bogen “Skriv om din slægt – Sådan skriver du om andre og bliver læst” af Marie Østergaard Knudsen, Forlaget “Eftermiddag. 2022”, fordi jeg kunne tænke mig at omdanne nogle af de mange data til fortællinger, men jeg kom aldrig ret langt med bogen, fordi det hurtigt gik op for mig, at man selvfølgelig skulle mestre “Show it – don’t tell it”, og det gør jeg jo ikke, og jeg kan næppe lære det, for dertil er min Asperger-hjerne for fascineret af fakta og data. Jeg er heller ikke der, hvor jeg overvejer, hvor jeg vil udkomme, fx på forlag eller som selvudgiver.

På den anden side: Nu hvor jeg sidder og kigger ned over indholdsfortegnelsen: Hvorfor ikke bare læse de kapitler, der ser interessante og spændende ud, og så skrive historierne på min måde til min egen hjemmeside? Det er så sådan, jeg vil udkomme. Det kunne egentlig være sjovt at prøve.

Måske var det sådan, jeg tænkte, da jeg købte bogen? Jeg har været i gang for flere år siden, og de historier finder du her og her, og de trænger uden tvivl til opdatering, da det er mange år siden, jeg skrev dem. Der ville være den mulighed, at jeg læste de kapitler i bogen, der ser mest relevante ud, og så opdaterede netop disse historier? Måske kunne jeg faktisk skrive en god historie fra og om Brede Klædefabrik, som jeg har samlet så meget litteratur om, fordi jeg har mange slægtninge – både aner og andre – derfra? Her har jeg prøvet at skrive om en livsomvæltende begivenhed for min oldefar: Jeg prøver at skrive, hvad han tænkte aftenen før han rejste nordpå til Danmark.

En anden interessant historie kunne måske være en 250-årig ubrudt linje af mennesker beskæftiget i tekstilindustrien på den ene eller den anden måde? Jeg har besluttet at opgive tyskerne for en stund, for det er for bøvlet at finde 4*tipoldefar Leinenweber (væver) Christoph Heinrich STEGMÜLLERs fødsel og dåb i Kulmbach, når jeg ikke har noget at gå efter. Men det jeg ved er, at han i 1746 i Kaunas – som er Litauens største by – gifter sig med en kvinde født i 1724, hvis far er Tuchgerber (garver). Så hvis han nu er født ca. 1724 eller lidt før, som det var kutymen, er der en ubrudt linje til min far Jørgen STEGEMÜLLER (1922-1972), der dør som direktør for en klædefabrik i 1972.

Man får selv ny viden

Hvor har jeg dog lært meget af at begynde at slægtsforske. Først og fremmest naturligvis historie. Jow, jow selvfølgelig var jeg klar over, at vi tabte Sønderjylland i 1864 og fik det igen i 1920, men der er så meget andet historie, der er interessant. Jeg kan så godt lide de små, almindelige menneskers historie, som man bliver nødt til at sætte sig ind i, når man træffer dem i slægten. Jeg synes fx, der er meget gammel jura, der er sjov at vide lidt om. Nu kan jeg ikke lige huske eller finde bestemmelsen men den om hvordan et barn kan få moderens nye mands efternavn eller den gamle arvelov, hvorefter adoptivbørn arvede den biologiske slægt. Tænk hvis jeg skulle arve min biologiske slægt? Det ville alle mine mange halvsøskende næppe være så begejstrede for.

Herudover var det slægtsforskningen, der satte mig i gang med at lave en hjemmeside, for pludselig havde jeg jo noget at fortælle, en historie at formidle. Jeg registrerede domænet i december 2004, og det har været aktivt siden og vil være det, til jeg en gang dør. Dengang var der ikke noget, der hed CMS’er, så det kunne tage en formiddag at lave en knap. Jeg rodede også lidt med noget programmering, men jeg blev aldrig nogensinde god til det. Jeg blev reddet af WordPress og andre CMS’er, så jeg nu kan holde fokus på formidlingen og ikke skal sidde og rode med koder. Lidt er der selvfølgelig, men der kan jeg lukrere på det, jeg lærte mig selv for 20 år siden. Større er det ikke.

Det er kreativt og sjovt

Jeg kender efterhånden mange slægtsforskere, og de siger alle som med en mund, at det er både kreativt og sjovt – ellers gjorde de det jo heller ikke. Noget, jeg synes er ekstra sjovt, er, når man finder anledning til at samarbejde. Det er simpelthen så givende. Engang sad jeg sammen med andre og læste et par skifter. For det første lærte jeg en masse nye ord (jeg anede da ikke, hvad et “hovedvandsæg” var), for det andet kom jeg rundt i afdødes rum og fik ejendelene oversat til latinske bogstaver, og for det tredje havde jeg det jo sjovt, og det havde de andre også! Jeg ved ikke, hvad der blev af den lille læsegruppe. Måske kunne jeg etablere en ny? Nu har jeg jo masser af plads til tre gæster.

Det, at man beskæftiger sig med en hobby, man anser for kreativ og sjov, gør jo også hjernen glad. Hobbyen gør, at der udløses dopamin, når der er noget, der lykkes. Endelig finder man ham eller hende, man har ledt efter i lang tid, og endelig går det op for en, hvad lægdsruller går ud på og hvordan man bruger dem. Det er tilstrækkeligt til at gøre hjernen begejstret. I aftes faldt jeg over et interview i serien “Mellem os – Amalie Rosenquist (24.10.2024)” på tv2 Bornholm, som jeg jo ellers holder mig langt fra. Det drejede sig om ‘Craft Psykologi’, og håndarbejde er langt fra noget for mig. Men både intervieweren og interviewpersonen var god. Hun fortæller fx om hjernens begejstring ved mikrosucceser, og dem har vi jo mange af som slægtsforskere. Se med og nyd!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Morfars 125 års fødselsdag

Morfars 125 års fødselsdag

Carl Frederik KRISTENSEN (1899-1982)

Morfars 125 års fødselsdag

Morfars 125 års fødselsdagI dag kunne Carl Frederik KRISTENSEN 1899-1982 være blevet 125 år. Jeg ved godt, jeg gentager mig selv, men morfars skæbne har altid gjort mig så vred.

Hvorfor skulle den gamle udslidte arbejdsmand ende sit liv i baglokalet til en skobutik i Svaneke? Han sad bare og sad på sin divan, mens han så lidt fjernsyn, for han kunne ikke andet. Hans værelse var vel ca. på størrelse med min TV-stue – måske 12-15 m². Han havde sine tre fag reoler med lidt bøger, selvom han ikke var en belæst mand. Han havde et rundt spisebord med fire stole. Det var temmelig grimt. Der var et stribet væg til væg-tæppe; det var også grimt.

Ingen tog sig af ham. Ingen sørgede for, at han kom ud i solen. Han kunne ikke gå op ad trappen til 1. sal, så han måtte spise alene i det forbandede baglokale. Han måtte tisse i en kolbe, som jeg tømte, når jeg alligevel var nede med maden til ham. Hvad han gjorde med det større, ved jeg ikke. Det var uværdigt. Han spiste alene, han sov alene – var der nogensinde nogen, der passede på den gamle mand? Hvorfor var der ingen, der bad ham fortælle sin livshistorie?

Ingen gjorde formentlig andet end at score folkepensionen, for ellers kan jeg ikke se nogen grund til, at han skulle flyttes til et baglokale på Bornholm fra pensionistboligen i Odense. Jeg er mildest talt rasende! Og hvorfor blev jeg ikke inviteret til hverken morfars eller mormors begravelser? Det kunne »de« godt have gjort, når de vidste, at jeg var tæt knyttet til begge mine bedsteforældre på min mors side. Farmor og farfar har jeg aldrig kendt. De døde, før jeg kom til.

Om billederne

  • Det brunlige billede: Morfar var en smuk mand!
  • Morfar og den unge kvinde: Jeg tror, kvinden er hans søster Johanne Kristiane KRISTENSEN (1889-1966)’s datter Bertha Emilie Marie ANDREASSEN (1914-1992). Der er en historie om, at hun engang vandt en skønhedskonkurrence, men om det er en vandrehistorie, ved jeg ikke.
  • Billedet med hestene: Morfar sidder på aflæggeren på husmandsstedet, inden han går fallit i 1925. Han fik forkøbt sig på landbrugsmaskiner.
    • Bag ham står »Faster Anna« som i virkeligheden var døbt Ane Kristine KRISTENSEN (1894-1974).
    • Hvem de to andre er, er jeg usikker på. Kvinden kan være hans søster Thora Karoline KRISTENSEN (1898-1987) og manden er muligvis hendes ægtefælle?

Aftægtskontrakter

Morfars 125 års fødselsdagEftersom min sociale indignation for morfar altid har været stor, har jeg beskrevet ham og hans liv adskillige gange. Senest i denne ret lange artikel fra januar 2024, som jeg har kaldt »I morfars kolonihavehus«.

Herudover har jeg læst en del aftægtskontrakter, også selvom de ikke lige angik min familie/slægt. Det er ikke fordi, jeg er særlig god til det, men jeg har fået et godt indblik i, hvordan det var at gå på aftægt. Eftersom der jo ikke var nogen form for social sikringsordning, var aftægtsfolkene fuldkommen afhængige af aftægtsgiveren. Det var jo typisk hos børnene, de gamle kom til at bo. Og nogle gange fungerede det godt. Andre gange fungerede det ad helvede til, hvor de gamle kun fik »til dagen og vejen« og egl. ikke holdt ret længe.

Jeg kunne godt tænke mig at lave et lille »sociologisk studie« baseret på de aftægtskontrakter, jeg har læst. Vil du være med? Kan du selv bidrage med kontrakter? Vi kunne skrive en artikel til »Slægtsforskeren«. Kathrine Tobiasen er vist glad for bidrag til bladet.

Man må kunne opstille kriterier, der går igen i alle kontrakterne. I de kontrakter, jeg har gennemgået, er der ikke en form for »skabelon«, og det kan undre. På den anden side set, forudsætter den form for systematisering naturligvis, at man har kunnet skrive, at man vidste, hvordan »de andre« gjorde, at man har kunnet videregive informationer, og det var ikke muligt på den tid.

Lige umiddelbart tænker jeg på:

  1. Hvor gamle er aftægtsfolkene, da kontrakten etableres?
  2. Hvor længe varer aftægten? (altså hvor længe holder de gamle til det …)
  3. Hvad skal aftægtsfolkene have og hvor ofte? Får de det? Passer det sammen?
  4. Hvad skal aftægtsgiver yde og hvor ofte? Passer det sammen?
  5. Er de i familie – i givet fald hvordan?
  6. Opstår der i kontraktens løbetid konflikter (vi kender til …)?
    • Hvordan løses de?

Morfars 125 års fødselsdag

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

En Østfront-frivillig i familien

En Østfront-frivillig i familien

Hitlers danske soldater

Indledning

Denne artikel er en fortælling baseret på originalt arkivmateriale om en temmelig nærtstående slægtning, en af min farfars brødre: Fritz Felix Stegemüller, der meldte sig til Waffen-SS.

En Østfront-frivillig i familien

Jeg ser uendeligt lidt TV, men i aftes faldt jeg over DR Dokumentaren “Hitlers danske soldater”. 

Indledningen drejer sig om, at Martin Qvist Magnussen vil forsøge af finde frem til dokumenterne fra det store tyveri fra Rigsarkivet, som gjorde det besværligt for os ordentlige arkivbrugere at få adgang til arkivalier, men selvfølgelig måtte man sætte ind overfor gentagelsesfarerne. Martin er tidligere politibetjent og nu forfatter.

I oktober 2012 blev to mænd anholdt og sigtet for omfattende tyverier fra Rigsarkivet. De blev i maj 2013 dømt for – fra 2009 til 2012 – at have stjålet tusindvis af arkivalier tilhørende Rigsarkivet. De fleste var dokumenter med tilknytning til de mange danskere, der kæmpede for Hitler.

De Østfront-frivillige har altid interesseret mig, da en min en af min farfars brødre meldte sig til Waffen-SS. Jeg er så heldig, at jeg har sagen, men jeg har aldrig fået gennemgået den rigtigt og set, hvad jeg kan udlede af den. Fortællingen herunder er 1. del.

Da jeg var 21:53 minutter inde i udsendelsens sæson 1, episode 1, var der en klokke, der ringede. Jeg syntes, der var noget bekendt ved bynavnet Treskau.

Historikere fra RUC og Nationalmuseet fortæller

En Østfront-frivillig i familien“Treskau i Polen. Den endelige militære uddannelse inden indsættelsen i kampen mod Sovjetunionen finder sted i Treskau. Man har fundet et billede af danskere fra Frikorpset, der er fotograferet, mens de deltager i, eller blot overværer, krigsforbrydelser. Billedet befinder sig på Rigsarkivet i Aabenraa, hvor tyvene endnu ikke var nået til. Billedet ligger i en fotomappe vedrørende en Gunnar Mortensen. Der lå en lille jødelejr 7 km. fra Treskau”

“De danske SS-frivillige er en søndag eftermiddag på en slags “horror-sightseeing” i lejren. De overværer her en mishandling af en jøde, og de besigtiger “Untermenschen”. Der blev dræbt 1 – 2 jøder ugentligt i denne lejr. Har man været dansk soldat i Treskau, kan man ikke have undgået at være vidende om disse ting.”

“Det danske straffesystem var overbebyrdet efter befrielsen, og det skal de frivillige være glade for. Man havde ikke ressourcerne til at efterforske sagerne, og man havde ikke den viden om krigsforbrydelserne, som vi har i dag. Langt hovedparten af de frivillige blev dømt for landsforræderi men ikke for krigsforbrydelser. De blev ikke straffet for de krigsforbrydelser, de begik. Havde man haft nutidens viden og ressourcerne til efterforskningen, havde dommene været langt mere alvorlige. Kun fem danskere blev dømt for krigsforbrydelser i tysk krigstjeneste, men ca. 6.500 meldte sig til Frikorpset/Waffen-SS.”

Overvejelser

Folkestemningen var i tiden efter kapitulationen naturligvis, at retsopgøret skulle gå stærkt. Hævntørsten efter de fem forbandede år var omfattende. Vi kender alle billederne af de frivillige, der stod på lastvogne og blev kørt til retten under tilråbene “Landsforræder”. Kender vi ikke også alle billederne af kvinder, der fik klippet håret af, mens man kaldte dem for “Feltmadras” eller “Tyskertøs”?

Man havde ikke hverken tid eller lyst at vente på en langvarig og dybdegående efterforskning. Eksempelvis er straffelovstillæget vedtaget i Folketinget den 1′ juni 1945, dvs. 26 dage efter befrielsen. Lovgivningen har selvfølgelig været forberedt længe inden befrielsen men alligevel …

De østfront-frivillige har altid slået på, at rent juridisk gjorde de ikke noget forkert ved at melde sig til Frikorpset/Waffen-SS. De har argumenteret med, at de efter kapitulationen blev straffet efter lovgivning med tilbagevirkende kraft, for da de meldte sig, var det ikke ulovligt. Og lovgivning med tilbagevirkende kraft ikke bruges i en retsstat, og det har de naturligvis ret i. Samarbejdspolitikken var gældende indtil august 1943.

Når man nærlæser domsakterne (Læg 2, fil: 35.tif) kan man se, at Fritz delte denne opfattelse: “Anholdte erkendte overensstemmende med sin Forklaring til Rpt. A. de faktiske Omstændigheder ved Sigtelsen, men mente ikke at have gjort sig skyldig i noget ulovligt.”

Langt hovedparten af de danskere, der melder sig frivilligt, kommer i kamp på Østfronten. De kæmper mod den røde hær, og det er den hårdeste af alle fronterne i anden verdenskrig. Det har været en rædselsfuld tid for alle, der deltog.

Jeg hader gætterier, og jeg forsøger af al magt at knytte originale kilder til al min slægtsforskning. Man må forholde sig til de kilder, der er, og det de fortæller. Og man må da slet ikke inkriminere mennesker for så alvorlige forhold som krigsforbrydelser.

Alligevel gør det indtryk på mig, at to historikere siger, at man næppe kan have været i Treskau uden i det mindste at kende til de krigsforbrydelser, der fandt sted. Det er også svært at forestille sig, at man alene kører med lastvogn og på motorcykel på Østfronten. Men det er det, dommen over min slægtning herunder lyder på.

Min slægtning var en voksen mand på 29 år og 9 måneder, da han i juli 1941 rejste med det første hold frivillige til Tyskland. Man kan altså ikke sige, at det var et udslag af ungdommeligt letsind, som man kunne have forventet hos en fx 18-årig. Når man er næsten 30 år, må man vide, hvad man foretager sig.

Generalia Rapport

Af Generalia Rapport dateret den 26. august 1946 fremgår: “Kasseret paa Session i København 1931 – 1932” og blandt andet følgende:

En Østfront-frivillig i familien

Dommen over Fritz Felix Stegemüller

En Østfront-frivillig i familien

DOM:

Under nærværende Sag, der er behandlet under Medvirken af Domsmænd, tiltales ifølge Statsadvokatens Anklageskrift af 2’ Oktober 1946 Arrestanten

Fritz Felix Stegemüller

til Straf efter Straffelovstillæget af 1’ Juni 1945 § 10 Stk. 1, jfr. Lov Nr. 356 af 29’ Juni 1946 ved i Juni 1941 i København at have meldt sig til Frikorps ”Danmark” og ved derefter at have gjort Tjeneste under Waffen SS i Tiden 19’ Juli 1941 til Kapitulationen i Tyskland og paa Østfronten.

Arrestanten har erkendt sig skyldig og nærmere forklaret, at at han, der i 1939 havde meldt sig som frivillig til Kampen i Finland, uden dog at komme afsted, i Sommeren 1940 tog til Tyskland som Jord- og Betonarbejder, men efter 8 Dages Forløb vendte han hjem igen og genoptog sit arbejde paa Skodsborg Hattefabrik.

I 1941 meldte Arrestanten sig ind i DNASP og tegnede Abonnement paa Fædrelandet, og kort efter meldte han sig i Rosenørnsalle til Frikorps Danmark for Krigstid. Arrestantens Fader var Tysker, men dansk naturaliseret. Arrestanten afregste med det først Hold den 19’ Juli 1941 og blev uniformeret og uddannet i Langenhorn og Treschau og blev sat til at køre med Lastmotorvogn og som Ordonants paa Motorcykle paa Østfronten.

Da Frikorpset omdannedes til Regiment Danmark, søgte Arrestanten forgæves at blive fritaget for Tjeneste. Han har fire Gange været hjemme paa Orlov, sidste Gang med Pistol fra Slutningen af December 1944 – Midten af Januar 1945.

Ved Kapitulationen overgav han sig til Amerikanerne og har siden været i Krigsfangenskab til 3’ August 1946. Arrestanten har været fængslet siden den 5’ August 1946.

Efter alt det foreliggende findes det godtgjort, at Arrestanten har gjort sig skyldig i det ham paasigtede Forhold, hvorfor han for Overtrædelse af Straffelovstillæget af 1’ Juni 1945 § 10 Stk. 1, jfr. Lov Nr. 356 af 29’ Juni 1946 vil være at anse med en Straf, der passende findes at kunne ansættes til Fængsel i 1 Aar og 6 Maaneder, hvoraf 90 Dage anses for udstaaet.

De i Lovbekendtgørelse Nr. 368 af 6/7 1946 § 6 nævnte Rettigheder vil være at frakende Arrestanten for et Tidsrum af 5 Aar.

Sagens Omkostninger vil være at udrede som nærmere nedenfor bestemt.

Thi kendes for Ret:

Arrestanten Fritz Felix Stegemüller bør straffes med Fængsel i 1 Aar og 6 Maaneder, hvoraf 90 Dage anses som udstaaet.

De i Lovbekendtgørelse Nr. 368 af 6/7 1946 § 6 nævnte Rettigheder vil være at frakende Arrestanten for et Tidsrum af 5 Aar.

Vederlaget til Anklageren, Landsretssagfører Holten, 75 Kr. udredes af det Offentlige, medens Sagens øvrige Omkostninger, herunder i Vederlag til Forsvareren, Landsretssagfører Leidesdorff, 10 Kr., udredes af Arrestanten.

At efterkomme under Adfærd efter Loven.
JANTZEN.

Udskriftens Rigtighed bekræftes,
KRIMINALDOMMEREN I KØBENHAVNS AMTS NORDRE BIRK, den 8-11-46

(stavefejl mv. forefindes i originalen).

Straffelovstillægget § 10, stk. 1

Straffelovstillægget § 10 stk. 1 lyder:

“Den, der har hvervet eller ladet sig hverve til tysk Krigstjeneste, straffes med Fængsel. Hvor særlige Hensyn gør sig gældende, kan der finde Strafnedsættelse Sted, og under ganske særlige Omstændigheder kan Tiltale undlades.”

Hele straffelovstillæget kan findes her på Retsinformation.

Selv så mange år efter er det betændt

En Østfront-frivillig i familienJeg har haft kendskab til sagen i mange år og i flere omgange. Dokumenter om personlige forhold er beskyttet af en tilgængelighedsfrist på 75 år, og den tid er nu gået, hvorfor jeg har lov at fortælle historien.

Det er adskillige år siden, jeg blev klar over, at Fritz meldte sig ind i DNSAP. Jeg havde dengang kontakt med nogle af hans børnebørn, og jeg udtrykte mig uklogt. Jeg sagde, at han var nazist, og det blev de vrede over eller kede af, hvilket er fuldt forståeligt.

I dag ville jeg have udtrykt mig anderledes. Jeg ville blot have nævnt faktum: indmeldelsen i DNSAP, og så kunne de selv drage deres konklusioner.

Min oplevelse svarer fuldkommen til det, der fortælles i DR Dokumentaren: Der er selv her 75 – 80 år efter så meget skam knyttet til landsforræderne, at man ikke vil tale om, at man har en sådan i familien.

I 2008 fik jeg adgang til nogle dokumenter og skrev til et andet barnebarn om dem. Jeg ved simpelthen ikke, hvor dokumenterne er blevet af, for jeg sletter da ikke den slags, men jeg har kun Worddokumentet til dette barnebarn, som i 2022 gav mig fuldmagt til at søge Rigsarkivet om yderligere materiale. På det tidspunkt havde jeg haft kontakt til Martin Qvist Magnussen, der forklarede mig, hvordan jeg skulle bære mig ad, blandt andet at jeg skulle starte med at søge om tilladelse til CK-kortet.

Et CK-kort er et kort, der findes i det Centralregister, som modstandsbevægelsen oprettede og førte over folk, man skulle have fat i efter befrielsen.

I maj 2022 skrev jeg følgende til Rigsarkivet:

“Kære RA

Jeg ved præcis, hvad jeg skal bruge, men kan ikke finde ud af, hvordan jeg bruger Daisy til det. Vil I være søde at hjælpe mig?

1) Jeg har brug for CK-kort vedr. Fritz Felix Stegemüller, der meldte sig til Frikorps Danmark. Formål: Slægtsforskning. Han var født: 6/10-1911 Brede, Kongens Lyngby, Sokkelund, København. Han døde 6/10-1974.

2) Herudover har jeg brug for: Horserød Statsfængsel, retsopgøret, Kasse 54, fange nr.: 281/1339. Dokumenterne er fundet hos tyvene i den store tyverisag. At det er netop dette, jeg har brug for, har jeg fået at vide af Martin Qvist Magnussen, der står bag dokumentaren “Hitlers danske soldater”. Jeg skrev simpelthen til Martin, der har været så sød at hjælpe mig videre.

3) Jeg har allerede selv dette og har noteret følgende i min database:
Fundet i Seddelregister til Rigsadvokatens P-journal på Rigsarkivet (Arkiv nummer 1349) under Stegemüller, Fritz Felix 6/10 1911 nr. 19.550

Af “Efterlysningsliste til brug for Feltpolitidetachementet” fremgår følgende:
“Stegemöller, Fritz, Skodsborg. Frikorpsmand.”
“tyske Militærpersoner uden særlig Tjeneste, uniformerede Danskere i tysk Tjeneste (Frikorps, Waffen-SS, Vagtkorps, HIPO, Schalburgkorpset, Sommerkorpset), alle “Zeitfreiwillige”, menige Medlemmer af SK.””

Et CK-kort fra sagen

Billedet herunder er et af de i alt 15 CK-kort, der ligger i sagen. Jeg er ikke klar over, hvordan man læser kortets detaljer.

En Østfront-frivillig i familien

Faarhuslejren, Blegdamsvejens Fængsel og Horserødlejren

Den dømte fortæller, at han overgav sig til amerikanerne. Efter besættelsen hed lejren Faarhuslejren, men det er den tidligere Frøslevlejr i Bov Kommune, hvor landssvigere og medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, blev indsat. Det fremgår tydeligt af akterne, at han arresteres i Bov Kommune.

En kort periode sidder han i Blegdamsvejens Fængsel og venter på, at der skal blive plads i Statsfængslet i Horserød, hvilket underbygger det voldsomme pres på straffesystemet efter kapitulationen.

En Østfront-frivillig i familien

Han indsættes i Statsfængslet i Horserød den 6/1 1947. Afsoningen regnes fra dommens dato den 6/11 1946. Løsladelse skal finde sted den 8/2 1948, og der er mulighed for prøveløsladelse den 8/8 1947. Forud for prøveløsladelsen skriver man til tvillingesøsteren Rigmor, om hun kan bekræfte hans oplysning om, at han kan bo hos hende efter løsladelsen. Det bekræfter hun.

Akterne fra Statsfængslet er noget rodede, og det er ikke helt klart, hvornår hvad finder sted, og hvem der skriver hvad, men der er disse noter fra afsoningen. ___ betyder, at jeg ikke er sikker på, hvad der står:

“Forhold ved Arbejdet; God. Fg er meget om___lig med sit Arbejde. Er Gangmand paa Invalideafdelingen. Fg. er blevet anbefalet hertil Afdelingen fra Barak 14.

Alm. Udtalelser, herunder Fangens Sindstilstand: god.

Forhold i Barakken: god. Fg. er høflig og ___.

Til Overbetjenten i Barak Nr. 13.

Forhold ved Arbejdet; God.

Alm. Udtalelser, herunder Fangens Sindstilstand: rolig og ligevægtig, passer sit Arbejde.”

Der er et fyldigt signalement i forbindelse med indsættelsen, højde, drøjde, blodtype mv. er beskrevet. Der er udførlige lister over de ejendele, han medbringer.

“Min mor” fortalte for mange år siden, at Fritz fik underlivet knust mellem pufferne på to togvogne i Tyskland, og at han havde fået en tatovering, hvorfor man aldrig så ham i skjorteærmer efter krigen. Begge dele kan verificeres, så for en gangs skyld huskede et familiemedlem rigtigt.

  • “Har haft Bækkenpartiet knust (14/12-1943) og kom paa Hospital i 7 Maaneder. Ingen Mén”, så det er altså sandt nok.
  • “Tatoveret : O under venstre Underarm”. Det er altså også sandt.
    • Kilde WikipediA: Formålet med tatoveringen var hurtigt at fastslå en såret soldats blodtype og yde ham hjælp efter kvæstelser. Selv om der var krav om tatoveringen, var det ikke alle fra Waffen-SS, der havde den. Særligt manglede flere højtsående officerer og en del menige den fra krigens sidste tid. Tatoveringen blev efter 2. verdenskrig brugt til at afsløre medlemmer af Waffen-SS.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.