Hongkong-influenza i 1969

Erindringsfortælling

Hongkong-influenza i 1969

Barnepigen henter mig fra børnehaven, og vi går hjem igennem byen. Der er ikke mere end en kilometer. Jeg kan godt lide hende, for vi taler godt sammen. Ligesom far lytter hun altid, når jeg fortæller om, hvad jeg har oplevet i børnehaven, der kan jeg til gengæld ikke lide at være, for der er meget støj. Jeg har ikke så meget lyst at lege med de andre børn, men mor vil gerne ud på arbejdsmarkedet, så jeg er nødt til at være der. Hun siger, at hun gerne vil ud at lære nogen at kende. Og nu er jeg stor nok til at komme i børnehave.

Da vi kommer hjem, er der noget, der er anderledes. Far og mor ligger begge i sengen. De har skubbet sengene sammen inde i det værelse, der normalt er gæsteværelse. De siger, de er syge, og de ser også lidt syge ud. Far siger, de har Hongkong-influenza. Det ved jeg ikke, hvad er, men det er så hyggeligt, at de begge ligger der, for det plejer de ikke.

— Jeg fryser, siger mor, og hun står op og tager den stribede morgenkåbe på, inden hun lægger sig igen.
— Når man har influenza, fryser man siger hun.

Jeg kravler op mellem dem
— Vil du have en historie siger far?
— Ja tak, det vil jeg gerne, og så skiftes de til at læse for mig. Jeg kender allerede dem allesammen, men jeg vil gerne høre Peter Pedal, Troldepus og den om Missemor igen, for jeg ligger så godt mellem far og mor.

Næste dag er de blevet lidt raske, så far skal på fabrikken igen, og jeg er med. Vi leger den sædvanlige gemmeleg blandt klædet, der hænger til tørre efter appreturen. Det er ligesom kæmpe tørresnore. Det dufter så godt; på en måde er det som om, det kilder i næsen, men det gør det alligevel ikke helt. Han finder mig altid, selvom jeg gemmer mig rigtig godt. Jeg forstår ikke, hvordan han kan det.

Vi skal også rundt at se til arbejderne, der står højt oppe ved deres maskiner. Man skal kravle op ad en lille trætrappe, for at komme op til dem.
— Vil du have en citronvand, spørger Gunnar?
— Ja tak, svarer jeg. Egentlig kan jeg ikke lide citronvand, men jeg kan godt lide Gunnar, der også nogle gange har citronmåne med. Derfor siger jeg ja.
— Nåh, siger Gunnar, du er med i dag?
— Ja, siger jeg, for det kan han jo se, jeg er. Voksne siger tit mærkelige ting.
— Så skal vi ikke høre din far fortælle om dig i dag. Det kan han ellers godt lide, når du ikke er med. Det er ligesom om, han er blevet anderledes, efter du er kommet, siger han.

Gunnar har åbenbart allerede hørt, at far og mor har fået mig gratis fra et børnehjem i København. Det har far også fortalt til mig. Børnehjemmet hedder “Dear Home”. Lige i begyndelsen var jeg lidt ked af, at jeg var gratis. Det var da bedre, hvis de havde betalt en masse penge for mig. Men de kan rigtig godt lide mig, så det er alligevel i orden.

— Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor, siger jeg til Gunnar.
Han svarer ikke. Måske ved han ikke, hvad han skal sige. Det er der mange voksne, der ikke ved, når vi taler om det med, at jeg er kommet fra et børnehjem. Jeg synes selv, det er spændende, for det er de andre børn jo ikke.
— Jeg skal nok hjælpe dig med at finde hende, siger far, men det er nok svært, og jeg tror, du skal være 18 år først.
Jeg kan ikke huske, at jeg ikke har vidst, at de har fået mig fra et børnehjem. Hjemme taler vi om det, som om det er almindeligt. Og de andre børn har jo ikke to fødselsdage, men det har jeg. En den dag, jeg rigtig har fødselsdag og den anden den dag, de hentede mig, for der var de så glade.
— Vi ventede i otte år på at få dig, siger far, de andre børns forældre ventede kun i ni måneder.
Jeg synes, otte år er lang tid, men det var noget med en masse papirer, der skulle gå i orden først.
Nu har jeg drukket citronvanden, og vi skal hjem, for det er over min sengetid.
— Farvel Gunnar, siger vi og vinker til ham.

Da vi kommer hjem, og far har set efter, at jeg har børstet tænderne rigtigt, og jeg ligger i min seng, sætter han sig på sengekanten og læser “Peter Pedal og manden med den gule hat”.

Midt om natten hører jeg ambulancen. Den er høj og sort. Det er lige som om, dens vægge er af bølgeblik. Ambulancemændene bærer ham hurtigt ud af huset og ind i ambulancen. Mor vil vække mig, men jeg er allerede vågen, for lydene er høje.

Vi kører i Renaulten efter ambulancen til Kolding. Jeg skal sidde og vente ude på gangen på sygehuset. Lægerne og sygeplejerskerne løber ind og ud. De er hurtige. Mor er derinde. Da der er gået lang tid, og jeg har ventet længe, kommer en sygeplejerske med en Fanta till mig. Jeg plejer godt at kunne lide Fanta, men i dag smager den dårligt. Det er mærkeligt.

Jeg venter og venter. Endelig kommer mor ud.
— Han er død, siger hun

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Den gamle Morris Minor, der hed “Trækassen”

Erindringsfortælling

Den gamle Morris Minor, der hed “Trækassen”

— Den kan ikke køre længere, siger far. Den gik i stå, da jeg var på vej ned på fabrikken, og så kunne jeg ikke starte igen.
— Må jeg så få den, spørger jeg?
— Den skal først over til mekanikeren hos Esso. Det kan være, han kan få den til at starte. Han har meget forstand på Morris Minorer.
Den har været i stykker før, men åh hvor jeg håber, han ikke kan redde den denne gang.

For noget tid siden var det mors bil, der pludselig ikke kunne køre, og da mekanikeren havde sagt, at den ville han aldrig få liv i igen, blev den placeret dybest nede i den lange indkørsel, før jeg fik nøglerne. Indkørslen er ellers mest der, hvor jeg skal lære at køre uden støtteben men med kosteskaft.

Det sjoveste var instrumentbrættet. Nogle knapper kunne dreje, og andre skulle trækkes ud og skubbes ind. Det var irriterende, at jeg ikke kunne nå pedalerne. Jeg hentede alle mine bamser, og så kørte vi til stranden ved Nymindegab med madkurv. Bilradioen virkede stadig, og både bamserne på bagsædet og jeg sang højt med. Måske har jeg nu fået længere ben, så jeg kan nå pedalerne i den næste gamle bil?

— Jeg har været hos Esso, siger far. “Trækassen” er ikke til at redde. Den er for gammel og for slidt.
Den hedder “Trækassen”, fordi den har træstykker hele vejen rundt og nedad ved dørene.
— Får jeg den så, spørger jeg?
— Ja, ja, vi skal lige have den slæbt herover først, og ham, der kan køre kranen, møder først kl. 8. Men den er her, når du kommer hjem fra børnehave.
— Hvordan skal jeg komme til børnehaven, når bilen ikke kan køre mere?
— Vi tager Renaulten, eller vil du hellere gå?
— Jeg vil helst gå, siger jeg, for så kan vi holde i hånd. Der er heldigvis langt til børnehaven, vist dobbelt så langt som til fabrikken.
— Du skal gøre dig klar, siger far. Har du børstet tænder?
— Ja, det har jeg, for jeg har hørt pladen med Karius og Baktus, og jeg vil ikke være som Jens, der har de to til at hamre og banke i hans mund.

Da vi går gennem byen, hilser alle dem, vi møder, for de kender far og lidt mig. De kalder børnehaven for en “halvdagsbørnehave”. Det betyder, at man heldigvis har tidligt fri.

Det er barnepigen, Marianne, der henter mig. Åh, hvor er jeg spændt på, om “Trækassen” står i indkørslen, når vi kommer hjem.

Det gør den.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

DNA viser ikke, hvem jeg står på skuldrene af

Fars dags-minder

DNA viser ikke, hvem jeg står på skuldrene af

På fars dag tænker jeg ikke på DNA-match og centiMorgans. Jeg tænker på min far, der foldede kaffefiltre med omhu, lyttede til mine historier fra børnehaven og altid fandt mig i fabrikkens tørrehaller. Som adopteret står jeg ikke på skuldrene af min biologiske slægt, men af den familie, der gav mig minder, værdier og historie.

Min far

Sådan er det at være adopteret. Og jeg slægtsforsker med følelserne. Dem jeg står på skuldrene af, tilhører min adoptivslægt. Jeg tænker især på min far, hans aner og hans søster og svoger.

Min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), var direktør for en stor tekstilfabrik i Vestjylland.

Jeg husker i særlig grad:

  • vores morgner i køkkenet, hvor han med lange, sirlige fingre omhyggeligt foldede kaffefilterets side og bund. Sådan gør jeg også – og jeg mindes ham hver morgen. Kaffekanden var lille og rød-emaljeret.
  • hvordan vi talte sammen, mens han barberede sig. Jeg sad på det lukkede toiletsæde og fortalte ham om oplevelserne i børnehaven. Han tog mig altid alvorligt.
  • hvordan vi legede gemme i fabrikkens tørrehaller, hvor der duftede af appretur, sådan lidt “krydret”. Til min store overraskelse fandt han mig altid.
  • Det er alt sammen gode minder fra tiden før 1972. Jeg havde verdens bedste far – ingen ved siden af, ingen under, ingen over.

Det handler ikke om centiMorgans

Jeg tror aldrig, jeg kommer til at begive mig af med DNA-slægtsforskning. De mennesker vil altid kun dreje sig om et uendeligt antal match i MyHeritage og uforståelige centiMorgans. Selvfølgelig har jeg gennemgået de traditionelle kilder om min biologiske slægt, men de er og bliver poster i en database. Jeg føler ikke noget for dem. Det er ikke dem, jeg står på skuldrene af.


Hvem jeg står på skuldrene af

Billedet herunder forestiller farfar, far og mig i den rækkefølge. Selv uden specielt god vilje kunne man tro, vi var biologisk beslægtede.

Selvom vi ikke var biologisk beslægtede, var det denne familie, der formede mig. Derfor interesserer jeg mig også for deres historie.

Appreturen der gik igen

For kort tid siden havde jeg en jakke til reparation på et lille renseri i nærheden. Da jeg tog den på, duftede den af de samme “krydrede noter”, som i min barndoms tørrehaller. Den bevarede duften i et par uger, og jeg glædede mig over minderne hver gang, jeg tog den på. Jeg tror, jeg snart indleverer noget på renseriet igen …

Pudsigt nok har jeg mange aner fra tekstilindustrien. Og ordet appretur går igen og igen.

Aner i tekstilindustrien

Farfar, Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller (1891 – 1952), blev uddannet som dessinatør på Brede Klædefabrik og videreuddannede sig i Tyskland. Jeg har et billede, hvor han er fotograferet uden for den ejendom, hvor han boede på et af sine ophold i Tyskland.

En dessinatør er det, vi nu til dags vil kalde en designer. Dessinatøren besluttede, hvorledes klædet skulle se ud: hvilke garner der skulle anvendes, hvorledes mønsteret skulle være mv. Kilde: Jeppe Tønsberg på Lokalhistorisk Arkiv for Lyngby Tårbæk Kommune.

Min farfar var i 1916 fabrikmester på Brede, hvilket var en endog meget høj stilling for en 25-årig. Da min far blev født i 1922, var farfar som 31-årig appreturmester sammesteds. Senere flyttede farfar og farmor til Randers i nogle år. Begge døde de desværre, før jeg kom ind i billedet.

Farfars far, Wilhelm Rudolf Stegemüller (1862 – 1937), der i 1890 indvandrede, var hattemagermester på Brede Klædefabrik. Da fabrikken i 1913 flyttede til Skodsborg, ændrede den navn til “A/S Dansk Hattefabrik”. Familien boede her i en funktionærbolig, der var nabo til hattefabrikken.

Ad mange, lange, snirklede omveje fik jeg allerede i 1993 nogle oplysninger fra en Inger, der var bekendt til en chef i mit første job efter min kandidateksamen. Hun skrev blandt andet:

Hattefabrikken eksisterer ikke mere. Jeg har med min mormor, som var søster til den gamle Fru Stegemüller, tit været på besøg hos familien, og jeg husker “Onkel Stegemüller”, der som så mange andre tekstilfolk var “indvandret” fra Tyskland, som en venlig, lidt stille, ældre herre.

Farfars farfar, Friedrich Rudolf Wilhelm Stegemüller (1822 – 1871), var “Bürger und Schuhmachermeister” i Frankfurt an der Oder i hvert fald fra 1857, hvor han var 34 år – og det samme gjorde sig gældende for hans far og farfar, der var fra Litauen. Her dør sporene desværre ud, fordi jeg endnu ikke ved, hvordan jeg opsøger arkiver/arkivalier der.

Slægtsforskning kræver stædighed

Men jeg skal nok få det opsnuset. Slægtsforskning drejer sig også om lige dele flid og stædighed.


Billedet herunder stammer fra A/S Dansk Hattefabrik i Skodsborg, som Historisk Arkiv for Rudersdal Kommune har tilladt mig at bruge:

På fars dag

På fars dag tænker jeg ikke på DNA-match og centiMorgans. Jeg tænker på min far ved køkkenbordet med kaffefilteret mellem fingrene.

Det er ham, jeg står på skuldrene af.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Grænser for AI?

AI: ingen mirakelmaskine

Grænser for AI?

Kunstig intelligens kan være et stærkt værktøj, men den er hverken fejlfri eller selvtænkende. Begejstringen for AI bør derfor ledsages af sund skepsis, for teknologien kan kun levere gode svar, hvis spørgsmålene er gode – og hvis mennesker kontrollerer resultatet.

I 1972 udgav Romklubben “Grænser for vækst”, der var en videnskabelig rapport om den globale udvikling i bl.a. befolkningstal, produktion af fødevarer, forbrug af naturressourcer samt forurening.

Måske burde vi her 54 år senere skrive en rapport, der passende kunne kaldes “Grænser for AI?”

AI kan meget, og hvor man end sig vender hen, promoveres AI som løsningen på snart sagt alverdens problemer. Men er AI en boble, der på et tidspunkt vil eksplodere? Hvis svaret er “Ja”, hvornår vil det så ske?

Genstart havde 1. december 2025 en meget spændende og vigtig episode, de kaldte “Frygten for en AI-boble“:

Kunstig intelligens bliver hypet som teknologien, der kan kurere kræft, sende os til Mars og ændre hele økonomien. Investorer smider astronomiske beløb efter alt, der lugter af AI. Men stiger forventningerne hurtigere end resultaterne? Nu begynder selv toppen af branchen at hviske ordet ‘boble’. Hvad sker der, hvis markedet brister? Vi spørger tech-journalist Therese Moreau.

Som man råber i skoven, får man svar

AI svarer på de spørgsmål, man stiller – ikke andet, for den kan jo altså ikke tænke selv, selvom nogle synes at tro det.

Stiller man dumme spørgsmål, får man dumme svar. “Kan du finde en opskrift på en dejlig kage?” Ja sikkert – men hvem bestemmer over den gode smag?

Og man skal være på vagt, for får den lov, hallucinerer den. Det kan nærmest oversættes til, at den “digter”. Spørg bare hos Berlingske Tidende.

Jeg er selv glad for ChatGPT, som jeg bruger meget. Robotten hjælper mig glad og gerne med opgaver, hvor der er et – og kun et – svar. Et eksempel er programmering. Jeg kan ikke skrive ret meget kode, men det kan robotten, og det er et eksempel på, at der ofte kun er et svar: Enten virker hjemmesiden, eller også gør den ikke.

Et andet område, hvor jeg er glad for robottens hjælp, er strukturering af tekster. Det gør den meget bedre end mig.

En cirkulær problemstilling

Nederst i alle ChatGPTs svar står der noget med meget småt, som mange (bevidst?) overser:

ChatGPT kan tage fejl. Vi anbefaler at dobbelttjekke vigtig information.

Det er umådelig vigtigt. Det kræver ofte en faglig indsigt at finde fejlen/fejlene – men har man den fornødne faglige indsigt, er der jo ikke grund til at bede robotten om hjælp. Det er det, jeg anser for en cirkulær problemstilling.

Et eksempel er gotisk skriftlæsning, hvor mange er glade for hjælp fra AI, men hvor den cirkulære problemstilling kan klippes ud i vådt bølgepap:

  • Hvis jeg ikke kan læse gotisk: hvordan kontrollerer jeg så den transskriberede tekst?
  • Hvis jeg omvendt kan læse gotisk: hvorfor beder jeg så om robottens bistand?

Med hensyn til netop gotisk skriftlæsning er der i virkeligheden kun en vej frem, og det er at sætte sig ned og lære det selv. Og det tager sin tid, og det er slidsomt, eftersom det kun er nullermænd og lommeuld, der kommer af sig selv.

Til gengæld er glæden noget større, når man begynder selv at kunne læse og forstå de gamle tekster, end hvis man får dem serveret på et sølvfad af en eller anden form for kunstig intelligens, hvis hallucinationer man ikke er i stand til at gennemskue.

Sætter man AI i gang med at transskribere store mængder kilder, har det dog en fordel: de bliver til klartekst, hvorved de bliver søgbare. Men hvad nu hvis det er forkert? Sidder der et hold – eller tusind – censorer, som validerer robottens arbejde?

Billedet herunder stammer fra Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Uvelse, 1637-1733, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag 26 af 175. 

Link til kilden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.