,

Små historier primært fra Holbæk Amt

Med afstikker til Slaget på Reden

Små historier primært fra Holbæk Amt

Små fund i kirkebøgerne kan fortælle mere om fortidens mennesker end tykke historiebøger. Her er en række korte, dramatiske og til tider tragikomiske glimt fra især Holbæk Amt – om syndere, børnekopper, dødsfald på landevejen, en brud med brudestadsen på under fødslen og en arrestant fra Blåtårn.

Jeg elsker selv disse små historier fra fortiden, og jeg kan se på statistikkerne, at de også bliver læst.

Små glimt der hver for sig afslører liv og død. Jeg samler konsekvent, når jeg falder over noget interessant. Det sker typisk, når jeg leder efter noget helt andet. Jeg finder som oftest ikke det “andet”, resten får du her i kronologisk orden:

Præsten er en gave til slægtsforskere

Egebjerg Ao 1695.

Nr. 225.
Domin. Septuagesima bleff døbt Oluff Jensens Daatter
af Braade ved nafn Anne. Anne Hans Hendr[ich]
sens BurMesters som ligger i Korteer til Matz
Jensens i Hylcherop Stod med Hende; Faddere vare Niels
Søffrensen i Hylcherop, Claus Ibsen i Braade, barnets
farbroder Anders Jensen til Christen Pedersens i Hylcherop, och
dets Faster Ingeborre Lauritz Boesens i Hylcherop,
Sitze Rasmusdaatter til Niels Jørgensens i Braade.

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Egebjerg, 1656-1736, EM, Fødte, Viede, Døde

Lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres Forum.

Link til kilden.

Else døde på vognen

Højby 1711. “Den 7 Januarij. blef Peder Mogensøns datter Else i Høybye begrafvet, som døde paa vognen ved Ellinge da hendes forældre vilde føre hende hiem til sit Eyet huus hos sine forældre fra sin tienniste i Jyderup.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Højby, 1700-1799, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde

Link til kilden.

De tvende synderinder

“Højby 1715. Dominica 8 post Trinit. Samme dag publice absolveret 2de Synderinder:

Dend eene Zidzle Andersdatter i Højbye, udlagde til Barnefader Michel Jensøn tien Hans Povelsøn i Tengslemarch.
Dend anden Boel Nielsdatter i Starop, udlagde til Barnefader en Svensk Karl nafnlig Anders Pedersøn.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Højby, 1700-1799, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde

Link til kilden.

Moralprædiken lige til det sidste

Højby Anno 1754

“D. 10 dito (ref. til Febr.) Lars Olufsen, En Mand af Gudmandrup, 70 Aar gl, Hand hafde i en 17 Aars tiid iche været at overtale, at gaae til Herrens Bord, derfor sin Død stuntes at giive Poenitent og blev betient, begravet.
LiigP: 70 Aar.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Højby, 1700-1799, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde

Link til kilden.

Hun havde stadig brudestadsen på ved fødslen

Denne er skøn, nyd den:

“Højby 1754. eod. die (ref. til d. 10. novembr. Dom. 22. Trin) Peder Mortensen, ung Karl i Nyrup, skal troeloves med Væver-Pigen ibid., som Hand har besvangret, Magrete Larsdaatter, at Intet paa nogen af Siiderne ved Slægtskab, Svogerskab eller i nogen anden Maade Kand hindre deres Ægteskab, derfor love Vi Underskrevne.

Jørgen J.C.S. Christophersen,
Niels N. N. S. Nielsen

Copuleret d. 16. Febr. d. Invocavit.

NB. Samme dag blev Hun introduceret, og Barnet begravet thi da Hun 8 Uger forhen skulle have været copuleret, havde Hun Barsel om Natten forhen med ald Brude-Stadsen paa Hovedet.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Højby, 1700-1799, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde

Link til kilden.

Karen Hermansdatter var ikke alene

Prøv at se ovre på højre side og tæl op. Hele 16 børn på den samme side i kirkebogen dør juli til september 1758 af børnekopper. Jeg ledte efter Karen Hermansdatter herunder:

“Højby 1758. d. 24 Sept. Karen, Herman Hermansen, Gaardmand i Lumbsaas, hans Daatter, døde af Børne-Kopper, var gl. 8 Uger.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Højby, 1700-1799, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde

Link til kilden.

Hun slap for brændemærkning og kagstrygning

Nykøbing Sjælland 1770

“d 28 Sept. blev een Arrestantinde lagt Norden
Kirken. efter Stift Amptmand Knuthes Ordre, samme
var for sit begangne Tyverie ved Landstinget dømt
til at brændemærkes og kagstryges. Begravet ved Byesvenden.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1741-1777, EM, Fødte, Viede, Døde

Lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres Forum.

Link til kilden.

Arrestanten fra Blåtårn

Egentlig ledte jeg efter Henrich Johansen, der døde i Slaget på Reden den 2. apr. 1801, og det lykkedes – ad omveje – at finde hans død. Formentlig er han en af dem, der blev smidt i vandet, da man stod med så mange lig, at man ikke overkom at begrave dem alle.

“Nr. 269. Begr. 15. maj 1801. En Arrestand fra blaa Taarn. Hængt sig”

Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Garnison, 1773-1807, EM, Døde

Link til kilden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Skyldig til det modsatte er bevist: barnedrab i 1880’erne

Barneliget på Fejø

Skyldig til det modsatte er bevist: barnedrab i 1880’erne

En podcast fra DR Lyd fortæller den sande historie om Ane fra Fejø, der i 1880’erne blev dømt for barnedrab på et tvivlsomt grundlag. Det er en rystende beretning om fødsler i dølgsmål, falske tilståelser og et retssystem, hvor man i praksis var skyldig, indtil det modsatte blev bevist.

Jamen hov, er der ikke noget galt med artiklens titel? Skulle der ikke have stået “uskyldig”?

Nej, det er der desværre ikke. Der skal stå “skyldig”. Det er nemlig titlen på episode nr. 4 i podcasten “Barneliget på Fejø”. Hvis du ikke allerede har hørt den, og du er interesseret i fødsler i dølgsmål og datidens retspleje, må du straks gøre det. Det er en fantastisk historie. Du har serien i DR Lyd her.

Freuchen, der kommer til Fejø som dommer, har aldrig tidligere beskæftiget sig med straffesager. Han har taget sig af privatretlige sager så som skifter, men nu kommer han til et lille øsamfund, hvor han opfatter kvinderne som moralsk fordærvede og nærmest farlige. Det sætter han sig for at sætte en stopper for.

Man hører om tortur i arresten i Sakskøbing. Et eksempel er, at da Ane og hendes mor ikke vil tilstå selv efter mange forhør, kalkes vinduerne i cellerne til, så der selv ved middagstid er næsten mørkt. Da de tilstår forbrydelsen, som de aldrig har begået, nemlig at dræbe Anes nyfødte barn, fjernes kalken igen.

DR skriver:

Graveren på Fejø finder en forårsmorgen i 1881 en lille stofbylt ved kirkegårdsmuren. Indeni ligger et dødt spædbarn. Alt tyder på, at en kvinde har skjult sin graviditet, født alene og dræbt barnet. Efterforskningen går i gang og hurtigt kommer en ung kvinde ved navn Ane i søgelyset.

Ane ender i kvindefængslet på Christianshavn, og hun får snart følgeskab af flere andre kvinder fra Fejø, som også bliver dømt for barnemord. En læge i kvindefængslet bliver mistænksom. Hvordan kan landets mindste retskreds have så mange barnemordersker? Lægen beslutter sig for at undersøge, om Ane har født, og får sig noget af en overraskelse.

Barneliget på Fejø er den utrolige – og sande – fortælling om, hvordan Anes bizarre skæbne var med til at ændre magtfordelingen i vores retssystem.

Serien rummer meget om datidens – mangel på – retspleje og meget om forholdene i Kvindefængslet på Christianshavn og de fire klasser, kvinderne kunne klassificeres i. Jeg lærte en del nyt om det fængsel og om forskellene på forbedringshuse og tugthuse.

  • Forbedringshuse: Formålet var opdragende. Man ønskede at forbedre den indsatte og give hende en disciplineret moral.
  • Tugthuse: En strengere straffeanstalt for kriminelle, som dømtes til strafarbejde.

De store fængselsbyggeår

Vi er i tiden efter vedtagelsen af den første egentlige danske straffelov, der i 1866 afløste den middelalderlige Danske Lov.

Nogle mener, at det da var en farlig tid, man var om at få 1866-loven skruet sammen – men det skal ses i sammenhæng med, at straffeloven afskaffede legemsstraffene (dødsstraf, brændemærkning, kagstrygning m.v.) og indførte frihedsstraffene i stedet.

Når man nu holdt op med at slå folk ihjel, skulle man have jo et sted at gøre af forbryderne, altså måtte man ved overgangen være klar med fængsler. Og selvfølgelig har det taget sin tid at få bygget fx Horsens Tugthus, Vridsløselille og Vestre Fængsel i København. Sidstnævnte er med sine tusind celler stadig i brug som varetægtsarrest …

(Når man sidder i varetægt, har man ikke samme ret til arbejde og/eller uddannelse, som man har, når man sidder i et egentligt fængsel. Så her kan man stadig sidde isoleret 23 timer i døgnet og se ind i væggen.)

Horsens åbnede i 1853 og Vridsløselille i 1859. Ergo var man klar, da 1866-loven trådte i kraft.

Jeg har været på Fejø

Da jeg har slægt på Fejø, besøgte jeg kirken og øen på en smuk solskinsdag i oktober 2022. Man kører til Kragenæs på Vestlolland og så sejler man over til øen, der blandt andet er kendt for sine mange æbleplantager.

Billedet af Fejø Kirke herunder stammer fra den tur. Det er en dejlig kirke med en interessant altertavle, der forestiller to kvinder.

Eller er det en engel og Jomfru Maria, der – meget apropos – får at vide, at hun skal have et barn uden at være gift? Det kan man ikke vide.

Sådan bydes man velkommen til Fejø:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Min mest besværlige ane: Morten Toustrup

Morten Toustrup AKA Tømmermand

Min mest besværlige ane: Morten Toustrup

Morten Pedersen fra Brande var min mest besværlige ane at få hold på – og måske netop derfor en af dem, der blev mest levende. Han var stavnsbundet, fik fripas, lærte snedkerhåndværket i København og endte som gårdmand i Snejbjerg. Men historien handler også om hans hustru Anne Jensdatter, der efter brand og tab endte sine dage i fattighuset.

Dette er fortællingen om et almindeligt menneskeliv, der alligevel rummer både frihedstrang, fald og forunderligt stærke spor i kilderne.

Der findes aner, man næsten kommer til at holde af, fordi de har været så vanskelige at få hold på.

For mig er Morten Pedersen en af dem.

Han blev født omkring 1744, formentlig i Brande, og døde i 1810 i Snejbjerg. Undervejs i kilderne gemmer han sig bag flere navne: Morten Pedersen, Morten Tømmermand, Morten Toustrup og Morten Pedersen Kiersgaard.

Det lyder måske som fire forskellige mænd, men det er den samme.

Netop derfor blev han min mest besværlige ane.

Drengen fra Brande

Brandes kirkebog begynder først i 1774, og derfor kan hans fødsel ikke findes dér. Men et senere dokument fortæller det afgørende: Morten Pedersen var født i Brande.

Som lille kom han med sin mor, Anne Mortensdatter, til Sejrup under Hastrup Gods, da hun giftede sig anden gang med Mads Pedersen i Sejrup.

Dermed blev Morten knyttet til Hastrup Gods. Han gik i skole, blev konfirmeret og lærte snedkerhåndværket.

Men han ville videre.

Fripasset fra Hastrup

I 1771 fik Morten Pedersen sit fripas af Anders Bagger til Hastrup. Morten var da 27 år.

Det var ikke et lille dokument. Det var hans adgangsbillet til et andet liv.

I fripasset står, at Morten var født i Brande, at han var kommet til Hastrup Gods med sin mor, og at han ønskede at søge “sin Lykke og Brød paa Andre Steder” for at dygtiggøre sig yderligere i snedkerhåndværket.

Senere lod Morten fripasset tinglyse. Det var klogt gjort. Netop derfor er ordlyden bevaret, og netop derfor kan vi i dag følge ham videre.

Han kom til København og lærte snedkerprofessionen. Da han døde mange år senere, skrev præsten i Snejbjerg kirkebog:

“En meget sindig, forstandig og retskaffen Mand. I adskillige Aar havde han været i Kiøbenhavn, hvor han lærte Snedker Professionen, den han dog icke siden giorde til Næringsvej.”

Det er en usædvanlig smuk karakteristik i en kirkebog.

Morten Tømmermand

Efter tiden i København dukker Morten op i Brande og på Thyregod-egnen.

Her kaldes han flere gange “Morten Tømmermand”. Han står fadder ved dåb, og sporene viser, at han ikke bare var en tilfældig mand i sognet. Han bevægede sig i et netværk af familie, håndværkere, hosekræmmere og gårdfolk.

Navnet “Tømmermand” passer godt med det, vi ellers ved om ham: Han var uddannet i snedkerfaget, men gjorde det ikke senere til sin egentlige levevej.

Hans liv tog en anden retning.

Gårdmanden i Snejbjerg

Omkring 1785 købte Morten gården Store Toustrup i Snejbjerg Sogn af Jens Ahle. Derfor møder vi ham også som Morten Toustrup.

Han havde Store Toustrup i omkring 20 år.

I 1806 købte han derefter Kiersgaard i Snejbjerg. Det blev den gård, hans navn til sidst blev knyttet til. Ved sin død i 1810 kaldes han “Gaardmand Morten Pedersen i Kiersgaard”.

Han nåede kun at bo der få år.

Men på de få linjer i kirkebogen står der noget, der får ham til at træde frem som menneske: sindig, forstandig og retskaffen.

Anne Jensdatter

Morten var gift med Anne Jensdatter, født omkring 1755, også formentlig i Brande.

Hun overlevede ham i 28 år.

Og hendes historie er på sin vis endnu mere tragisk end hans.

Efter Mortens død sad Anne tilbage som enke. I 1815 gik det galt. Hun var gået til Albæk for at besøge slægtninge, og sønnen Peder Mortensen arbejdede i engen, da gården brændte.

Ifølge Johan Sulkjær opstod ilden efter bagning. Folk strømmede til fra Snejbjerg og Herning, men da brandfogeden endelig kom frem, var det hele forbi. Husene var faldet.

En enkelt gnist ændrede hendes liv.

Hun havde været gårdmandskone og gårdmandsenke. Men da hun døde i 1838, skrev præsten:

“Almisselem i Fattighuset. Enke efter Gaardmand Morten Pedersen Kiergaard, født i Brande. 83 Aar.”

Det er en voldsom social deroute samlet i få ord.

Fra gård til fattighus.

Hvorfor han var så svær at finde

Morten var svær, fordi han skiftede navn efter sted, funktion og gård.

Han kunne være:

  • Morten Pedersen
  • Morten Tømmermand
  • Morten Toustrup
  • Morten Pedersen Kiersgaard
  • Morten Toustrup Pedersen

Desuden mangler Brandes kirkebog for den periode, hvor han blev født. Derfor skulle hans oprindelse findes ad omveje.

Det tog omkring tre år at finde frem til, at han var fra Brande. Den 29. marts 2006 kom det afgørende gennembrud i en mail fra Christian Tirsgaard fra Give Egnens Museum. Her fremgik det, at Morten som lille var kommet med sin mor til Sejrup, og at han derfor blev stavnsbundet under Hastrup Gods.

Det var et af de store øjeblikke i min tid som slægtsforsker.

Hjælpen fra andre

Denne historie er ikke fundet af mig alene. I min spæde begyndelse som slægtsforsker var jeg på ingen måde kompetent til det.

Dygtige slægtsforskere hjalp med hver deres brik: Arne Feldborg, Villy Sørensen, Christian Tirsgaard, Ole Bech Knudsen og flere andre. Nogle fandt spor i kirkebøgerne. Andre i skøde- og panteprotokoller. Andre igen hjalp med at forstå forbindelserne mellem Brande, Thyregod, Snejbjerg og de mange mennesker omkring Morten.

Arne Feldborg pegede blandt andet på hosekræmmermiljøet omkring Morten. Jens Ahle, som Morten købte Toustrup af, havde været hosekræmmer. Andre i kredsen havde samme baggrund. Teorien kan ikke bevises fuldt ud, men den giver mening.

Ole Bech Knudsen fandt Mortens ejendomshandler i Hammerum Herreds skøde- og panteprotokoller. De viser en mand, der købte, solgte, lånte og investerede. Ikke bare en løsarbejder eller tilfældig håndværker, men en mand med jord, gård og økonomisk handlekraft.

Det vi ikke fandt

Noget blev aldrig fundet.

Der er ikke fundet noget skifte efter Morten Pedersen. Det skyldes formentlig, at Anne Jensdatter sad i uskiftet bo.

Vi har heller ikke fundet ham i Tømmerlaugets protokoller i København eller som snedkerlærling i svendenes regnskabsbøger.

Men fripasset og præstens ord ved hans død er stærke nok til at vise hovedlinjen: Han lærte snedkerhåndværket, kom til København og vendte senere tilbage til det midtjyske, hvor han blev gårdmand.

Hvorfor Morten stadig interesserer mig

Morten Pedersen er ikke spændende, fordi han var berømt. Han var hverken herremand, embedsmand eller historisk hovedperson.

Han er spændende, fordi hans liv viser, hvor meget et almindeligt menneske kunne rumme.

Han blev født i Brande, kom som barn under Hastrup Gods, fik fripas, søgte ud, lærte et håndværk i København, vendte tilbage, blev gårdmand i Snejbjerg og efterlod sig en enke, hvis liv endte langt hårdere, end det begyndte.

Han er også spændende, fordi han viser, hvad slægtsforskning kan, når den er bedst.

Den handler ikke kun om navne og årstal. Den handler om at finde et menneske i sporene efter ham.

Morten Pedersen var længe min mest besværlige ane.

Måske er det derfor, han også blev en af de mest levende.

Har du kommentarer til historien?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i historiens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og historien jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til historien til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang

4. maj 1945

En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang

En personlig fortælling om aftenen den 4. maj 1945 – om spontan glæde i gaderne, modstandskampens aftryk i familien og de værdier, der lever videre længe efter befrielsen.

Jeg nåede heldigvis at spørge min fars ungdomskæreste, hvordan det var den 4. maj om aftenen? Hun fortalte:

Vi for ud på gaden, og vi omfavnede alle dem, vi mødte, også selv om vi ikke kendte dem.

Hun var 20 år og ansat på Brede (underforstået Klædefabrik). Hun kunne ikke blive ude i byen hele natten, for hun skulle jo op på arbejde dagen efter; hun ville ellers gerne.

Hun var ikke sammen med min far, for han var sammen med kammeraterne fra modstandsgruppen: Region VI (København), København: Afsnit 2 (Gentofte-Lyngby-Holte), 4. Kompagni, 1. Deling. Han var 22 år.

Han må have fortalt noget fra sin tid i modstandsbevægelsen, for som barn var jeg overbevist om, at blev der krig igen, ville jeg være frihedskæmper. Nu er jeg nok blevet for gammel til det, og en ny krig vil også blive udkæmpet på en helt andet måde, men jeg ville melde mig under fanerne. Det ligger dybt i mig, at man ikke skal overgive sig uden modstand. Det er en værdi, han gav videre til mig.

Havde jeg selv børn, ville jeg nok være mere forsigtig med, hvad jeg fortalte dem, men tiden er en anden nu. Måske så det anderledes ud i de sene 60’ere og tidlige 70’ere?

Lys i vinduerne

Det er overflødigt at fortælle, at jeg skal have lys i vinduerne i aften. Det har jeg altid 4. maj.

Vers tre af “En lærke letted”:

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned’,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.

Lugten af et beskyttelsesrum

Min far tog mig med ned i beskyttelsesrummet i Brande. Der var vist kun et, og det var ikke ret stort. Det kunne ikke rumme hele byens indbyggere. Det lugtede af mug, for væggene var grønne af mug. Træbænkene var smalle, og der var intet loftslys. Jeg håbede ikke, at vi nogensinde skulle gemme os der. Det var måske ikke det klogeste, han foretog sig, at vise mig et beskyttelsesrum. Et barns hjerne kan digte mange overflødige tanker.

Min “mor”

Min “mor” var kun ni år den 4. maj om aftenen, men blev ti år den 7. maj 1945.

Når jeg prøver at huske, hvad hun fortalte, var det mest noget med sætningen “de fem forbandede år”, at de flåede mørkelægningsgardinerne ned i det lille hus i Blåhøj, rationeringsmærker og kaffe, der var lavet på cikorie. Hvad mormor og morfar gjorde eller sagde, ved jeg ikke, men de må da også have været glade. Morfar var ikke i modstandsbevægelsen, måske var det ikke så nødvendigt i Blåhøj, der var/er langt ude på landet i det daværende Vejle Amt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.