,

Glæde over at se bloggen

Pyh ha det gik godt

Jeg var lige ved at miste syv års arbejde.

Da jeg tidligere på aftenen ville skrive et indlæg om backupværktøjer til SQL-databaser, opførte WordPress sig virkelig underligt; jeg kunne ikke bevæge cursoren ned i skrivefeltet og alle knapperne til formateringen var væk. Jeg prøvede at lukke browseren og starte den igen. Det havde ingen effekt. Så prøvede jeg at genstarte pc’en, det havde (selvfølgelig) heller ingen effekt. Tilsidst slettede jeg alle WordPress-filerne fra serveren for at se om de filer, jeg havde på min egen pc (heldigvis havde jeg lige for få dage side downloaded hele siden med alle filerne) var bedre. Jeg begyndte at uploade filerne på ny, men rigtig mange af overførslerne mislykkedes.

Nu var gode råd dyre – skulle jeg virkelig starte forfra? Og miste syv års arbejde. Tanken var forfærdelig, for jeg holder meget af min blog og alle de mange kommentarer og indlæg. Jeg havde selvfølgelig stadig databasen med alt indholdet, men jeg var usikker på om jeg kunne finde ud af at lave en frisk installation og alligevel bruge den gamle database. Scriptene der hører med til installationen forudsætter jo en tom database.

Heldigvis opdagede jeg, hvad der var galt med overførslerne af filerne. Man skal først lave mappen /blog/ på serveren og dernæst skal man stå i mappen blog på egen pc og så kopiere indholdet af mappen over. Man kan ikke tage hele mappen blog på den lokale pc og så overføre hele mappen, så fejler overførslerne. Så lærte jeg da det.

Da filoverførslen var færdig, var jeg jublende lykkelig for at se min blog igen og pludselig kunne jeg også komme ned i skrivefeltet og skrive et nyt indlæg. Jeg kunne slet ikke forstille mig at skulle starte forfra. Bloggen er en del af min identitet på nettet og jeg har også med årene modificeret meget på bloggen, så hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg skulle starte helt fra bunden med at købe et ny design osv. Heldigvis gik det ikke galt, og processen har været lærerig, men jeg har godt nok været hed om ørerne i et par timer.

,

Gospelkoncert

Hvidovre Gospel

Jeg gik hjemmefra i – syntes jeg selv – god tid, fordi jeg tænkte, at jeg hellere måtte støtte gospelkoncerten; det er altid så pinligt, hvis der står et kæmpe kor, og der så ikke er nogen mennesker. Jeg synes, at jeg som menighedsrådsmedlem har en forpligtelse til at møde op til vores arrangementer. Jeg kom slet ikke i god tid, den lille kirke var fyldt til bristepunktet allerede kl. 14:45. Vi har plads til 112 på bænkene, og hvis det går vildt for sig, tager vi klapstolene frem.

Hvidovre Gospel sang og sang på en måde der var til at blive helt glad i låget af, og de var virkelig dygtige. Jeg elsker den form for rytmisk musik, og den passer jo perfekt til et kirkerum. Bl.a sang de Leonart Cohens Hallelujah, som jeg har fundet på YouTube. Korsangerne så hele tiden så glade ud, og jeg tænker, at det er umuligt at synge og være sur på én gang.

Særligt korlederen var jeg imponeret af; hun var en lille nipsgenstand, men havde en stemme som big Mama i Harlem – helt fantastisk. Når hun dirigerede, brugte  hun hele kroppen, og der var fuldstændig vildt gang i hendes fødder. Når hele koret sang igennem, var det som om taget løftede sig på den gamle middelalderkirke.

Opdatering: Jeg opdagede lige, at de har en hjemmeside: http://hvidovregospel.dk/

Det var et dejligt afbræk i min gennemgang af min slægtsdatabase – og tænk så var det helt gratis. Kirken har mange gratis glæder og især i juletiden er der rigtig mange tilbud. Det er som buket, man kan plukke af de blomster, man synes bedst om.

Giacomo Puccini

Jeg har været kulturel

Sammen med Rasmine har jeg deltaget i Musik-lytte-klubben på Hvidovre Bibliotek her til aften.

Emnet var Giacomo Puccini, og hver enkelt opera blev introduceret af operasanger Susanne Lange, så man vidste lidt om hvad man efterfølgende skulle høre. Jeg har ikke forstand på opera, men jeg holder af at lytte til det, og jeg har da også oplevet et par italienske operaer live, men jeg kan ikke engang huske, hvad det var for nogle. Vi nåede at høre uddrag fra i alt seks operaer, og det giver lyst til at høre hele operaen. Jeg har i virkeligheden altid haft brug for en introduktion til operaerne, for jeg synes, de er for vanskelige at gå i gang med selv. Jeg vil helt klart tilmelde mig Musik-lytte-klubben, for det er da et fantastisk gratis tilbud.

Det var rigtig dejligt at møde Rasmine live; jeg synes altid, det er så positivt at møde andre bloggere in real live. Man har altid dannet sig et billede af dem man læser med hos. Mit billede af Rasmine svarede helt til den hun var i virkeligheden.

 

,

De første to uger

De første to uger

Har været på arbejde i to uger

Det er dejligt at kunne holde weekend igen – når man går ledig er det jo nærmest altid weekend, så der er der ikke noget særligt over den rigtige weekend.

Jeg har nu været i arbejde i to uger og begynder at danne mig et overblik. Kollegerne er utroligt søde og har også været meget hensynsfulde; jeg tror godt de ved, at jeg har været meget langt nede i gear, for der er ingen opgaver, de stresser med – alting går efter mit tempo, og det er langsom stigende kan jeg mærke. Det er ufatteligt, at det tager så lang tid at komme ordentligt i omdrejninger igen, men det gør det åbenbart. Jeg er selv en utålmodig sjæl, og vil gerne performe godt – så hvis der er nogen der stresser mig er det mig selv.

Min hovedopgave er indtil videre at løse en delproces vedrørende de resortomlægninger, der skete ved sidste valg, hvor alle statslige opgaver nærmest flyttede ministerområde. Pengene og bevillingerne skal flyttes med opgaverne rundt i det statslige system. De to kolleger jeg arbejder tættest sammen med har været i gang med opgaven i rigtig lang tid og de knokler til sent om aftenen for at vi kan blive færdige i indeværende finansår. Det er simpelthen en kæmpeopgave, og det er enormt kompliceret.

Min opgave er at danne det samlede bruttooverblik over hele resortomlægningen, og at opdatere en database med alle stamdata. Det er ikke i sig selv spændende at sammenholde data række for række og se om de er ens, men jeg kan sagtens se, at det er vigtigt, at have det samlede overblik, og jeg er ikke i tvivl om, at de er glade for det jeg laver, for de har nemlig ikke selv tid til at gøre det.

Herudover har jeg nogle opgaver med at redigere i Finansministeriets Økonomisk Administrative Vejledning; her føler jeg mig sådan set lidt mere på hjemmebane, fordi det er på webben, hvor jeg er så vant til at færdes. Redigeringsprogrammet driller mig dog noget, men det skal jeg nok finde en løsning på. Den kollega, der har givet mig opgaven kan heller ikke få det til at virke, og det er lidt en trøst. Jeg har dog en idé til, hvordan jeg kommer videre på mandag.

Samlet set er jeg glad og godt tilfreds; jeg føler at der er brug for mig, og brug for det jeg kan, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg snart er oppe på fuldt speed igen. Det er dejligt at kollegerne er så søde og ligefremme. Chefen virker også utrolig behagelig, men ham ser jeg ikke meget til.

Nu vil jeg så nyde weekenden.