, ,

Verified by Visa

Forsøg på kompromittering

Alt imens jeg var hos psykologen – den kloge og skønne kvinde – indløb fire beskeder om, at jeg havde anmodet om nulstilling af mit Apple ID. Det havde jeg naturligvis ikke.

De var nu ret nemme at gennemskue: For det første fordi Apple aldrig vil skrive “Kære kunde”, de kender da mit navn(!), og fordi de ikke ville lave så mange sproglige fejl. Lone Ebbesen og jeg har lavet en guide til at gennemskue fup og svindel på nettet og via SMS.

“Kære kunde
Du har for nylig anmodet om nulstilling af adgangskoden til dit Apple-id. Hvis du vil gennemføre nulstillingen, skal du klikke på linket nedenfor.
Nulstil nu >
HvisHvis du ikke har foretaget denne anmodning. Hvis du mener en uautoriseret person har fået adgang til din konto, klik Apple ID >
Med venlig hilsen
Apple-support”

For en sikkerheds skyld har jeg skiftet kodeordet, og det til et bedre end det forrige. Jeg har også totrinslogin, så det burde ikke kunne gå galt.

Fem sikkerhedslag… suk

Oveni det nye Apple ID kom så, at jeg længe har ønsket mig en ny, større og bedre skærm. Når jeg arbejder med guides og fx billedprogrammer, har jeg behov for at have mange programmer åbne på en gang, fordi de kan hver sit. Lige nu bliver det til at for meget Shift Tab og overvejelser om, hvor det nu lige er, jeg befinder mig?

Jeg opholder mig 90 pct. af min frie tid bag skærmen, sådan har jeg det godt, og derfor har jeg bevilget mig selv en 32″ skærm – dvs. 81,3 cm. målt diagonalt.Acer er et rigtig godt og pålideligt mærke. I mange havde jeg en bærbar PC af det mærke, og der var aldrig svaghedstegn eller mangler.

Og nøj hvor jeg glæder mig, til den kommer – ja det vil sige til min leverandør kommer og sætter den op og får den gamle skærm med tilbage.

Jeg handler altid hos Labtech Data, der yder en virkelig god service. Faktisk er skærmen steget 1.000 kr., men jeg får den til den gamle pris. Det, synes jeg, er helt passende som kompensation for det mangeårige trofaste kundeforhold.

Nu om dage handler man naturligvis online, men jeg kunne ikke få det til at virke med “Verified by Visa”. Jeg fik simpelthen ikke den annoncerede SMS, uanset hvad jeg gjorde. Det var jo nærliggende at tro, at den manglende SMS hidrørte fra det nye Apple ID, så jeg lavede endnu en ny kode. Lige lidt hjalp det. Og så er det et mareridt at få rettet alle steder, når man nu har sådan en volapyk-kode.

Der er nutildags så mange sikkerhedslag, hvilket selvfølgelig er positivt, men det er til at få pip af. Hvis det begynder med at gå galt, vil det gå galt hele vejen.

Suk.

Nu læner jeg mig bare tilbage, og venter til de kommer med min nye skærm. Jeg er meget spændt på, hvordan det vil føles pludselig at have så meget plads at boltre mig på.

 

 

 

Hestekanyle

Hestekanyle

Slap nu af

Sådan sagde jeg til mig selv mindst 30 gange under dagens besøg hos tandlægen. Hele kroppen er anspændt og venter på næste jag helt ind i hjernen fra kuldefølsomme tandhalse eller sådan noget. Men der var ikke nogen hestekanyle

Jeg har gået en uge og været bange for i dag og for kanylen til en hest. Jeg sagde det med det samme, jeg kom ind ad døren. Han forstod ikke rigtig, hvad jeg mente, og jeg kunne ikke forklare det. Heldigvis kom den kanyle ikke i brug i dag. Men måske næste gang til en ny tretimers-seance…

Undermunden er færdig nu, og det er rigtig pænt. Jeg glæder mig som et barn, til det hele er færdigt. Der er formentlig kun tre gange tilbage, lidt afhængig af hvordan det går.

, , ,

GIMP mv.

Fremragende program

Hele dagen i går hyggede jeg med at lave en guide til GIMP – du kan se den her.I øvrigt er der en guide til billedbehandling her til IrfanView, der også er gratis. De to supplerer hinanden fortræffeligt.

GIMP står egentlig for “GNU Image Manipulation Program” og er som navnet siger et billedbehandlingsprogram. Det kan nemt kan måle sig med Photoshop, og så er det tilligemed gratis.

Min version af Photoshop har en del år på bagen, alligevel kostede det adskillige tusinde kr. Jeg hygger mig med diverse nørderier, så jeg tillader mig selv at bruge penge på software og hardware i nødvendigt omfang. Så er der så meget andet, jeg ikke bruger penge på: ud at spise, biograf, teater mv. Jeg sidder jo faktisk altid bag min skærm – og det har jeg det fint med.

Faktisk har jeg tænkt, at det kunne være fedt med en større skærm. Den nuværende er 24″, men jeg mangler tit plads, når jeg har mange programmer åbne og arbejder med billeder. Nu fik jeg jo ingen feriepenge, så den kan jeg jo købe for dem 🙂

Er du mester i GIMP?

Jeg ville meget gerne afslutte guiden med et ordentligt afsnit om lag. Jeg har de billeder på plads, der skal bruges.

For nemheds skyld er det ene af dem dette, da det burde være nemt at fritlægge, når hele baggrunden er hvid.

Men uanset hvor meget jeg læser, eksperimenterer og ser YouTube-videoer kan jeg simpelthen ikke finde ud af at fritlægge de seks elementer. Eller rettere: Jeg markerer den hvide baggrund med “udflydende markering”, inverterer, bruger “Farve til alfa” fra hvid til baggrunden, der skal være gennemsigtig, men hvordan pokker slipper jeg af med baggrunden? I går lykkedes det halvvejs, da jeg gemte som .PNG, men det kan jeg ikke engang i dag.

Hvis der er en af mine kære læsere, der kan knække den nød, vil jeg være rigtig glad, eftersom det at arbejde med lag løfter billedbehandlingen et par niveauer op. Og det vil jeg gerne tilbyde mine 15.000+ brugere.

Det går egentlig ret godt:
  • Chefen er tilfreds med, at jeg klarer alle bestillingerne fra de 126 butikker, sålænge vi har en vakance. De bestiller fx prismærker, skilte, bonruller, bæreposer og alt andet, man skal bruge i en butik. Det burde de gøre via en formular på hjemmesiden. Ofte bruger de i stedet mail eller telefonbesked. Vi kan ikke pålægge frivillige at gøre tingene på en bestemt måde, og mange af de frivillige er ældre mennesker, der er usikre på nettet og ved en PC. Jeg omsætter så de sidstnævnte til formularen, sender den til mig selv og printer den ud, markerer med overstregningspen og printer pakkelabels, hvor der ikke kan anmodes om to styks, så der skal printes ad to omgange… Min forgænger ydede stor service, det kan jeg ikke helt tilbyde. Det er ikke den store intellektuelle udfordring, men det er trygt, jeg vil gerne hjælpe, hvor jeg kan, og om end ikke andet, kan jeg foreslå nye processer.
  • Foråret er på vej!
  • Der ligger p.t. 82 guides på hjemmesiden. Jeg regner med, at jeg har skrevet 90 pct. af dem, og i hvert fald har jeg været inde over hver og en. WordPress oplyser selv, at jeg er udgiver af 73 af dem.
  • Det begynder at bære frugt. Tilbagemeldingerne er, at alle kan bruge dem, også mennesker der ikke er trygge ved en PC. Så har jeg nået mit mål med at skrive for alle.
  • Noget der ikke er så godt: Da jeg gik hjem fra Netto, var der et barn på kørebanen, der skreg. En barnecykel var kvast under en bil, der havde mistet kofangeren. Det lignede unægteligt en højresvingsulykke. Jeg er glad for, at der var andre tilstede, for jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle udover at ringe 112.
  • Jeg har måske mistet en ven, og det er et stort tab, men det sidste ord er ikke skrevet i den sag. Jeg har ransaget mig selv og er kommet frem til, at jeg er et OK menneske.

Det var det hele for i dag 🙂

På genkig

10 år efter

I min barndom var “Ingrid og Lillebror” meget populært børne-TV, men der var vist heller ikke andet, og selvfølgelig var det i sort/hvid. Udsendelserne startede lørdag kl. 19:00 og sluttede altid med, at Lillebror sagde “På genkig”, og så måtte man vente en uge på næste udsendelse. Det er ikke helt til at forstå i dag.

I går var jeg ude til frokost hos en tidligere kollega og hendes mand. Det var også “på genkig” i allerhøjeste grad. Vi sjussede os frem til, at det må være ca. 10 år siden, vi sidst har set hinanden. Jeg kan ikke huske, hvorfor det gled ud dengang, men vel sagtens noget med ændrede livsomstændigheder hos os begge.

Det var slet ikke som om, der var gået 10 år; det kunne lige så godt have drejet sig om et par måneder eller deromkring. Det var en fantastisk følelse, at samtalerne bare flød igen, som om intet var hændt.

Da vi var kolleger, havde vi stor respekt for hinandens faglighed, og det hænger jo selvfølgelig også ved endnu, eller måske skulle jeg hellere sige, at det udgør det underliggende fundament.

Vi sås ofte privat dengang, og hun kan fortælle, at vi brugte meget tid på at spille “Backpacker” på hendes computer. Endvidere spillede vi masser af Trivial Pursuit og Jeopardy. Desværre husker jeg intet af det. Det eneste, jeg husker er, at vi sad meget ved hendes grandiose skærm.

Nu vil jeg gå i gang med at finde ud af, om “Backpacker” findes i en online udgave, så kan vi spille lidt ind imellem, selv om vi ikke lige ses. Jeg aner ikke, hvad det går ud på, men pyt med det. Hun siger selv, at hun er spillefugl, og jeg er nem at overtale.