/2 Kommentarer/i , /af ,

Jobparat?

Arbejdsprøvning

Forløbet hos Psykiatrifonden er det, der tidligere kaldtes arbejdsprøvning og som nu hedder… ja hvad er det nu? Pyt med hvad det hedder, det vigtigste er indholdet. I den kommende uge skal vi høre om “Arbejdslivet” og jeg har smugkigget lidt på slideshowet:

Et godt arbejdsmiljø kendetegnes ved:

  • Indflydelse – på eget arbejde
  • Mening i arbejdet – sammenhæng og formål
  • Relevante informationer – om vigtige ændringer
  • Støtte – fra ledelse og kollegaer
  • Belønning – løn, karriere, anerkendelse
  • Krav – passende kvantitativt/udfordrende kvalitativt

Det kan vi vist alle skrive under på – på den måde er mange af de slides, der bruges, lidt overflødige, men repetition er selvfølgelig altid godt, og jeg sætter mig ned og suger til mig, for jeg vil jo gerne videre. Jeg er spændt på, om Sisse også har en alternativ tilgang til dette modul. Det er spændende, når det er hende, der underviser, de andre er for monotome.

Jeg har talt med både min erhvervsrådgiver og min erhvervspsykolog om, hvorvidt jeg nu er “jobparat”. Når jeg trisser rundt i mine egne små cirkler, og kan tage pauser, når det passer mig, og hvile når det passer mig, føler jeg mig vældig parat og kan koncentrere mig i timevis; men når jeg tænker på et konkret job med udefrakommende krav, bliver jeg bekymret for ikke at kunne følge med, for ikke at være tilstrækkeligt oppe på beatet og for ikke at slå til. Jeg frygter at være blevet “udygtig”.

Jeg har indset, at jeg aldrig bliver projektleder igen, og at jeg sikkert heller aldrig bliver supporter igen. Det er rigtig ærgerligt, for det er jeg faktisk god til, og jeg kan godt lide de roller. Stressniveauet er bare for højt, og højt stressniveau er ikke godt for manierne – og sikkert heller ikke for depressionerne. Specifikt for projektledelse gælder det, at man skal kunne overskue mange opgaver/projektdeltagere/ledelser mv. på een gang, og det går nok heller ikke mere. Mit mål er jo at forblive så rask, som jeg nu kan blive og ikke ryge ud i en af de to poler igen, men at forblive med at balancere midt imellem dem.

Jeg spørger selvfølgelig mig selv, hvad jeg så egentlig kan, og der er dage, hvor konklusionen er, at jeg “ingenting” kan, og det er ret nedslående og gør mig bekymret. Andre dage – som i dag – synes jeg nu nok, jeg stadig er til noget.

Ro på: Det igangværende forløb skal jo netop belyse, hvad jeg så egentlig kan og ikke mindst hvor mange timer pr. uge, jeg kan levere.

Ovenstående skal afklares i en 13 ugers virksomhedspraktik, som jeg er meget spændt på. Den kommer desværre ikke i gang før til august, da de siger, at det er umuligt at få fat i ledere og HR-folk i juli. Det generer mig at skulle vente, men det er dem, der har erfaringerne, og det må jeg lytte til. Jeg er måske ved selv at have fundet praktikstedet, idet en tidligere forretningsforbindelse kontaktede mig i en helt anden anledning. Jeg greb chancen og tilbød ham gratis arbejdskraft i 13 uger. Han har inviteret til et møde, men det kunne vi (erhvervsrådgiveren og jeg) ikke med to dages varsel. Jeg har lagt besked på hans svarer og sendt ham en mail, og så håber jeg på, han vender tilbage.

Målet er et fleksjob, og alle de fagpersoner, der er involverede i sådan en sag, er enige i, at det er vejen frem. I Hvidovre Kommune skal man imidlertid passe på ikke at komme til at levere mere end 16-18 timers arbejde pr. uge, for så anses man for “for rask” til et fleksjob. Det er lidt paradoksalt, at man ikke må præstere, det man kan og så få suppleret op fra kommunen. En ting er da sikkert, og det er, at jeg ikke skal op over de 18 timer, for jeg vil ikke miste muligheden for at få tilkendt et fleksjob, når jeg nu ikke kan magte det normale arbejdsmarked mere. Erhvervsrådgiveren skyder på 15-16 timer, og det lyder jo meget fornuftigt.

/7 Kommentarer/i , , /af , ,

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

De første møder

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Jeg har været til de første to møder i Psykiatrifonden, og det gik rigtig godt. Jeg var spændt og nervøs på den gode måde, men de er såmænd så søde, at det hurtigt gik over. Jeg har hele tiden været positiv overfor forløbet, og det er jeg bestemt stadig.

Der er tale om et udviklingsforløb, der består af seks ugers psykoedukation og 13 ugers virksomhedspraktik. I løbet af de første seks uger er der tillige møder med erhvervsrådgiver og erhvervspsykolog. Det er rart at være et sted, hvor man har lov at være psykisk sårbar samtidig med, at der fokuseres på en eller anden form for tilbagevenden til et eller andet arbejdsmarked. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil arbejde; jeg kan bare ikke på det ordinære arbejdsmarked længere.

11:00 – 11:40 Erhvervsrådgiver Jane Hansen

Vi kom rundt om rigtig mange gode ting; ting som gør mig tryg ved at komme der og ved at have hende som rådgiver. Hun er en erfaren kone og ved, hvad hun taler om, og det er godt.

Undervisningen i de seks uger foregår med oplæg på en ½ time, derefter kort pause, så nyt oplæg på en ½ time osv. Hun kunne ikke lige fortælle, hvor mange deltagere der ville være; det var lidt ærgerligt, for det ville jeg gerne have vidst.

Fokus i undervisningen vil være på stress, angst og depression, men der vil også være lidt om bipolar affektiv sindslidelse og psykoser. Når man læser om psykoedukation er det altid med fokus på stress, angst og depression, og det er der så ikke noget at gøre ved – bipolar affektiv sindslidelse er alligevel også så sjældent. Jeg vil gerne vide noget mere om manierne – og i sær forvarslerne – men det kan jeg spørge erhvervspsykologen om.

Hun mente, at jeg holdes på benene af et stort drive, og at det er godt. Lidt af kunsten for hende kan så blive at sikre, at tempoet ikke bliver for højt, så jeg så at sige snubler i min egen iver. Tingene skal konsolideres, så vi sikrer, det ikke går galt.

Jeg medbragte en liste, jeg har skrevet på i et stykke tid, og som har overskriften “Foreløbige bud på relevante skånehensyn” (den er vist som et appendiks til denne post). Hun syntes, den så rigtig godt ud, og det ledte os til en snak om, hvad det egentlig er med en praktik og med skånehensyn.

Hun havde en god positiv tilgang: “Det der skal til, for at vi kan få mest muligt ud af Hanne”, det er jo meget mere positivt end at stille sig op og sige, at man har følgende 13 begrænsninger. I et fleksjob – og det er den retning, det peger – er der taget udgangspunkt i en række skånehensyn, og inden for de rammer kan man så præstere godt (eller mindre godt).

I en praktik er der opstillet alle mulige hensyn, og man kan så spørge, om det overhovedet ligner arbejdsmarkedet. Det gør det måske ikke, men det ligner et fleksjob.

Hun syntes, det så ud som om, jeg med listen har nogle realistiske tanker om min deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er jo altid rart at høre.

12:00 – 12:50 Erhvervspsykolog Annette Friis

Hende Annette var der bare så meget gang i. Jeg har lige siddet og hørt lydfilen, hvor vi griner og snakker på skift. Det skal nok blive godt.

Forinden havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle med en erhvervspsykolog, men formålet er at kende min sygdom så tilstrækkelig godt ud i alle hjørner, at vi kan finde det rette praktiksted og finde ud af at “passe på mig”. Og så tænker jeg selvfølgelig videre frem til, at jeg vil kunne bruge denne viden, når jeg på egen hånd skal finde en arbejdsgiver til sin tid – om ca. 20 uger – gys og gru, men den tid den sorg.

Vi rundede blandt andet hukommelsen, og det den gør ved mig: Det er hamrende ubehageligt ikke at kunne stole på egen hukommelse mere. Jeg bliver bange for at blive opfattet som ubegavet, fordi jeg ikke kan huske mange ting. Jeg kommer konstant for tidligt eller for sent til møder, og selv om jeg er sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i kalenderen, bliver jeg usikker på, om det er mig, der igen, igen tager fejl.

Vi talte lidt om logbøgerne (som jeg ikke er kommet i gang med), bloggen, og hun sagde, at jeg skulle være så glad for mine læsere, der flere gange har sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling med mani. Rosen er hermed givet videre.

Hun foreslog, at jeg måske altid, altså hele livet, har haft bipolar affektiv sindslidelse, altså også før 2003, hvor den første depression viste sig. Tja måske og i hvert fald har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var 14, så meget er da sikkert, og jeg er nok lidt melankolsk af natur, så hendes tanke er ikke helt hen i vejret.

Hvad er det gode ved en depression?

Hun var også noget provokerende: Hvad er det gode ved en depression? Da jeg havde sagt til hende, at selvom jeg syntes, det var ret provokerende, gik jeg alligevel med på “legen”: Tankerne kredser meget om døden i de depressive faser, og bag dødslysten ligger den ultimative lettelse. Hvis jeg da bare kunne få lov at dø, kunne jeg endelig få fred. Depressionen kan også være et skjold mod omverdenen, en måde at fortælle at nu kan jeg bare ikke mere. Det er en måde at kunne slippe tøjlerne for en tid. Jeg har aldrig selv set det på den måde, men jeg kan godt se, der er noget om snakken.

Vi fik også vendt “drejebogen”, der trives i bedste velgående. Hendes forslag var at prøve at få den til at fylde 100 pct. og ikke bare de 25, og så spørge den “Hvad er det, du vil mig”? Måske er det noget pladder, men jeg har tænkt mig at prøve.

Lidt om manier

Manierne fik også en lille tur. Jeg har egentlig haft bildt mig selv ind, at jeg ikke kendte forvarslerne, men først opdagede dem, når søvnen glipper, og der er det for sent. Alligevel kom vi frem til følgende i fællesskab:

  • Spiser ikke
  • Speeded indeni
  • Søvn
  • Talepres

Appendiks: Foreløbige bud på relevante skånehensyn

Læs mere

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Klar til at blive udskrevet

Klar til at blive udskrevet

Jeg føler mig klar til at blive udskrevet

En søvnløs nat

Jeg kan simpelthen ikke sove. Måske er det spændingen over at skulle udskrives i morgen, at skulle til samtale nr. to med psykologen og at skulle hjem for good? Men pyt jeg kan jo da bare tage en middagslur i morgen!

Jeg føler mig fuldstændig klar til at blive udskrevet, tage hjem og få gang i mit rigtige liv igen. Ingen af de andre gange, jeg har været her, har jeg følt mig så i den grad klar til at blive udskrevet. Jeg talte lige med Mona om det, og hun kunne fortælle, at det i november var mig selv, der pressede på for at komme hjem. Det kan jeg slet ikke genkalde mig, men hun har jo nok ret. I øvrigt husker jeg jo heller ikke noget som helst fra november?

Positivt syn på fremtiden

Jeg ser lyst på den kommende tid, og jeg ser frem til forløbet i Psykiatrifonden. Jeg tror, det bliver spændende, og jeg håber, der kommer noget godt ud af det. Lige i skrivende stund føler jeg mig ikke klar til virksomhedspraktikken, men mon ikke det kommer inden de kommende syv uger er gået? Gad nok vide hvor mange timer jeg kan arbejde pr. uge?

Endnu engang har jeg studeret deres hjemmeside, og faldt over noget, de kalder “det mentale motionsrum”, hvor de har ni undersider om kognitive vanskeligheder som fx kan være hukommelsesproblemer. De fokuserer meget på det med at bruge en kalender mere aktivt. Det kan fx være ved at skrive selv små banale ting ned for at få struktur på dagens opgaver. Ideen er at belaste hjernen mindst muligt. Det lyder interessant og svarer i øvrigt til hvad Kaj Bjerring Andersen siger, så det er sikkert rigtigt. Det skal prøves!

Psykiatrifonden lægger på deres hjemmeside mest vægt på stress, angst og depression i relation til psykoedukationen i afklarings- og udviklingsforløbet. Det ville være dejligt, hvis de også havde noget om manierne.

Mona og jeg har lagt planer for næste uge: opringninger herfra om aftenen fredag, lørdag og søndag, herud til opfølgende samtaler med blandt andet hende tre dage og Gitte i Distriktspsykiatrien en dag. Jeg synes, det er et kongeligt tilbud at kunne komme herud og få en snak, om hvordan det går lige efter udskrivelsen.

Jeg føler tryghed ved denne “mandsopdækning”, og jeg tror og håber, det vil gå godt. Jeg har i hvert fald mod på at prøve, og jeg bliver aldrig mere klar end jeg er nu.

Ready steady go.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Rehabiliteringsplanens forberedende del

Rehabiliteringsplanens forberedende del

Rehabiliteringsplanens forberedende del

Jeg sidder hjemme og det er dejligt!

§ 3, stk. 4, 1. (Alm. sag): så vidt jeg har kunnet finde ud af, handler det om at beskrive hidtidige joberfaringer og koble dem med ønsker til fremtiden. Alt i alt et ædelt formål, men det er “lidt” overvældende at skulle udfylde et skema på 13 (!) sider i Word.

Den første udfordring var at få konverteret kommunens skema fra pdf-filen i eBoks til et skrivbart Worddokument, men det gik endda efter et par forsøg. Jeg er jo temmelig nørdet, men hvad gør andre mennesker? Jeg møder mange mennesker på psykiatrisk afdeling, der aldrig vil kunne klare den udfordring. (Det er så moderne at kalde “problemer” for “udfordringer”.) Ja okay man inviteres til et møde i kommunen for at udfylde det sammen, men jeg har det bedre med at sidde hjemme i mit lønkammer og udfylde det. Det er jo ret vigtigt for ens fremtid, og derfor kan det ikke bruges som led i et interview, hvor tingene foregår ret hurtigt.

Jeg er blevet færdig og har sendt det til min bisidder, så kan hun se, om det ser “rigtigt” ud. Selvfølgelig kan hun ikke vurdere om min fortid eller mine ønsker til fremtiden ser rigtige ud, for de kan jo ikke være hverken “rigtige” eller “forkerte”, men hun kan vurdere det strategisk set, og det har stor værdi.

Hvad skulle jeg gøre uden min bisidder? Jeg har en medpatient, som jeg 100 gange har anbefalet at finde en SIND Bisidder, men af en eller anden grund, får hun ikke gjort noget ved det. Det undrer mig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.