/16 Kommentarer/i , /af ,

Hvidovre Kommune yder omsorg

Hvidovre Kommune yder omsorg

Katastrofe

Hvidovre Kommune yder omsorg

(Overskriften er i høj grad ironisk ment. Denne post er rodet, men det var mødet også, og jeg har endnu ikke haft overskud til at sætte mig ned at høre lydfilen.)

Min bisidder og jeg har været til møde med Hvidovre Kommune i dag, og konklusionen er en katastrofe: De vil indhente en speciallægeerklæring og afhængig af konklusionen heri, vil de overføre mig til det, der hedder “jobafklaringsforløb”, hvor ydelsen er på niveau med kontanthjælp, og det kan jeg ikke leve af. Samtidig vil de sætte forløbet hos Psykiatrifonden i bero. Årsagen er, at de er bange for, at jeg ikke kan klare en virksomhedspraktik eller et fleksjob, når de ser tilbage på et forløb med mange indlæggelser. Flinke folk…

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Vi spurgte til forskellen på en virksomhedspraktik og et jobafklaringsforløb. Svaret var, at det var ordet. Det, jeg så ikke forstår, er, hvordan de kan være bekymrede for, om jeg kan klare en virksomhedspraktik men samtidig henviser mig til at jobafklaringsforløb.

Vi havde selv ønsket en speciallægeerklæring for at få en samlet og dækkende beskrivelse af forløbet fra 2003, hvor jeg havde den første depression, og frem til nu – altså en periode på 12 år, der ikke er dækket af diverse statusattester fra egen læge og Psykiatrisk Center Hvidovre. Statusattesterne giver netop en status altså et øjebliksbillede set med en psykiaters briller. Speciallægeerklæringen vil også omhandle min egen vurdering samt speciallægens subjektive vurdering.

Kampklar hos speciallæge Pia Glyngdal

Sagsbehandleren havde drøftet spørgsmålet om en speciallægeerklæring med kommunens lægekonsulent. Min opgave må så være at virke frisk og maksimalt kampdygtig den dag, jeg skal til speciallægen. Jeg skal have hende til at skrive, at det er hendes vurdering, at jeg kan klare både en virksomhedspraktik og et fleksjob. Hvis jeg kan det, kan forløbet hos Psykiatrifonden genoptages og sygedagpengene fortsætte. Jeg er så ked af at miste det samarbejde med Psykiatrifonden, som er det mest givende af alt det, jeg render til for øjeblikket. Psykologen kan få mig til at se helt anderledes på verden, og det har jeg brug for.

Jeg spurgte til, hvorfor forløbet med Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) så ikke også skulle stilles i bero? Svaret var, at det skulle forbedre min hverdag. Flinke folk…, men jeg forstår det ikke. Jeg synes, erhvervspsykologen i høj grad forbedrer min hverdag.

Jeg er så glad for, at jeg har Bodil. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre uden hendes kolde overblik over alt dette her.

Lige nu er jeg i en chokfase, fordi mødet udviklede sig så markant anderledes, end vi havde forventet. Jeg ved som sagt ikke, hvad jeg skal gøre.

 

Tilføjelse: Jeg er ikke i målgruppen for ressourceforløb, da jeg kun har ét problem, nemlig at jeg er blevet syg. For rehabiliteringsteamet er der derfor kun to muligheder:

  • Indstille til førtidspension
  • Indstille til fleksjob.

Førstnævnte er jeg på ingen måde interesseret i.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Fremtiden

Fremtiden

Fremtiden men først lidt om ECT

Posten er revideret efter jeg fik erfaring med ECT

Henover weekenden er jeg blevet bevilget ECT, og det er jeg meget glad for. Først troede jeg, at jeg skulle afvente en konference i dag mandag, men det kunne altså falde på plads tidligere. Der kom en ung læge og skulle tage blodprøver, men det var hun ikke særlig god til. Jeg tror, hun forsøgte 10 gange, uden at det lykkedes hende. Mine blodårer ligge åbenbart meget dybt, men det plejer da ikke at være noget problem.

Den første behandling var i morges, og det sidste jeg hører er “baseline” og “impedans”, og så er jeg væk efter fire sug i masken. Efter behandlingen som vist varer ca. et minut eller to, bliver man kørt ind til et lille opvågningsrum, hvor man er i ca. 30 minutter. Det er aldrig lykkedes mig at se det rum. Når man er klar til at komme ned på afdelingen igen, ringer de efter noget personale, der kommer med en kørestol, så man kan blive kørt tilbage. Den køretur har jeg heller aldrig oplevet. Herefter bliver man hjulpet i seng og sover et par timer.

I dag var jeg så forvirret, at jeg ikke kunne finde ud af, hvad klokken var, og det var ret ubehageligt. Herudover kom jeg til at tage bad to gange, fordi jeg ikke kunne huske, at jeg allerede havde taget bad i morges.

Den nuværende situation spænder alvorligt ben for forløbet i Psykiatrifonden, jeg er bange for at blive vurderet som for ustabil og måske også for ustabil til fleksjob, og hvad gør jeg så?

Min bisidder og jeg skal til møde med kommunen

Bodil og jeg skal til møde i Hvidovre Kommune den 15. juli 2015, hvor vi skal gennemgå de 15 siders skema i Word, og der bliver vi nok nødt til at fortælle, at jeg er indlagt igen?

I øvrigt er det ikke helt rimeligt at bede et alvorligt sygt menneske, der måske har lidt ECT-hjerne, om at forholde sig til 15 meget vigtige sider i Word, der kan have afgørende betydning for fremtiden.

Hvad skal jeg gøre?

Det kan ikke blive ved at gå sådan her. Lige nu er jeg her på Psykiatrisk Center Hvidovre (endnu en gang) og jeg tager imod al den omsorg og støtte, jeg kan få, og jeg er glad for at være på 808. Det er trygt. Men jeg skal jo også kunne klare mig selv derhjemme, der er intet, jeg hellere vil, men lige nu kan jeg ikke. Tankerne om ikke at orke mere efter 12 års sygdom fylder for meget.

Jeg har skrevet om det før, men altså: det er svært at skulle finde den evige balance mellem de to poler, og hvornår er man bare almindeligt trist, og hvornår har man en behandlingskrævende depression? Jeg tror, grænsen gå ved selvmordstankerne.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/21 Kommentarer/i , /af ,

Uvished om fremtiden

Uvished om fremtiden

Jeg kan ikke udholde al denne uvished om fremtiden

Denne post er brok, så er du advaret, og kan springe til mere muntre sider på internettet 🙂

Jeg savner vished om, hvordan det hele skal gå og skal forme sig. I den forbindelse tænker jeg især på arbejdslivet.

Virksomhedspraktikken (de 13 uger i forbindelse med Psykiatrifonden) kommer ikke i gang før i august måned, da alle virksomheder – både private og offentlige – selvfølgelig holder lukket i juli. Det betyder, at praktikken ikke vil være afsluttet før omkring årsskiftet. Efter praktikken er afsluttet, skal Psykiatrifonden lave noget papirarbejde, som de skal sende til Hvidovre Kommune, der har bevilget forløbet. Jeg har sikret mig, at jeg bliver hørt, inden de sender det afsted.

Når kommunen har modtaget det og al mulig anden dokumentation, skal de forberede sagen til rehabiliteringsteamet, der så skal holde et møde, som jeg og Bodil selv kommer til at deltage i. Der kan jo sikkert gå en måned med at forberede det. Det er et forum med 12 – 15 mennesker, og jeg ser ikke frem til det. Jeg har dog en eller anden fornemmelse af, at det vil gå min vej og ende med et fleksjob. Jeg har ikke noget at have den fornemmelse i, andet end at “alle mulige” siger, at det ligner et fleksjob.

Lav en liste over kompetencer til på mandag

Herefter skal jeg finde en arbejdsgiver, og det tror jeg, kan blive svært. Jeg kunne ikke finde et ordinært job, hvorfor skulle jeg så kunne finde et sådant job? Som jeg har forstået det, er der vist nok noget hjælp at hente i kommunen til den proces.

I forbindelse med det at finde en arbejdsgiver har jeg fået en lille hjemmeopgave til på mandag: “Lav en liste over kompetencer og en liste over personlige egenskaber”.

Det burde være peace of cake, men det er det ikke. Det går OK med de personlige egenskaber: Jeg er fx flittig, vedholdende, kvalitetsbevidst mv.

Jeg har ikke nogen kompetencer mere

Når jeg kommer til kompetencedelen, går jeg i stå og synes pludselig ikke, jeg kan noget mere; eller også er det jeg kan ikke en option længere. Jeg har fx været en dygtig projektleder, men den rolle kan jeg ikke længere udfylde. Det er lige meget hvilken kompetence, jeg kigger på, så er den fortidig og et spejl på alt det, jeg ikke længere kan. Det er ret forstemmende. Jeg sidder tilbage med følelsen af ikke at kunne noget som helst mere.

Jeg kan være bekymret for, om mine sygedagpenge slipper op, inden hele denne sagsgang er overstået – og hvad gør jeg så? Måske kan de forlænges?

Jeg ser frem til virksomhedspraktikken, der vil give svar på, hvad jeg stadig kan og i hvor mange timer pr. uge. Det bliver et skridt på vejen mod vished.

Det er en nedadgående spiral

Uvisheden er svær at håndtere, og nu har den varet ca. to år, idet jeg var ledig ca. et år, før jeg blev sygemeldt. På mange måder kan man sige, at det var “heldigt”, jeg blev syg, for det reddede mig fra at blive smidt ud af dagpengesystemet.

Jeg har været syg siden november 2003, hvor jeg havde den første depression, og siden er det så gået slag i slag. I en del år havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”, og da manierne kom til (jeg ved ikke hvornår) blev diagnosen ændret til bipolar. Så egentlig kan man sige, at jeg har været syg i 12 år, hvor det bare er gået støt og roligt ned ad bakke.

Jeg vil gøre meget for at ændre denne nedadgående spiral, og som jeg ser det, er første skridt at finde et job, jeg kan bestride godt og grundigt. Selvfølgelig vil det ikke blive på samme niveau som før, og det har jeg egentlig forliget mig med. Nu skal jeg bare have noget vished!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/7 Kommentarer/i , /af ,

To emner

Emnerne i dag er vidt forskellige og har ikke noget med hinanden at gøre.

WordPress: Min blog kører i et WordPress setup, og det er jeg vældig begejstret for, for der er så mange muligheder, og så er det gratis. Der findes en masse themes, der tilføjer ekstra funktionalitet og som giver bloggen en ansigtsløftning.

Nu har jeg arbejdet en del med mit site og har fået det til at se ud, som jeg gerne vil have. De andre gange, jeg er startet med at renovere sitet, er jeg gået i stå, fordi jeg ikke har kunnet finde et theme, der passede godt til mit indhold. Det synes jeg er lykkedes nu. Der var flere ting, jeg gerne ville; en af tingene var at få en højre kolonne, med alle de nødvendige informationer. I sær er jeg blevet glad for det lille slideshow, der kører ude til højre. Alle personerne på billederne er fra min egen slægt. Det er sjovt at arbejde med disse ting.

Min udbyder Meebox tilbyder en 1-click-installer. Den er rigtig smart, hvis man er ny i faget. Med installeren kan man være oppe og køre efter kort tid. Herefter kan man gå i gang med at vælge skrifttyper, themes mv. Jeg fandt denne side, der tilbyder informationer om fonte, om hvad der skal tænkes på, når der vælges skrifttyper. Aktuelt har jeg selv valgt Verdana, som er en klassiker på nettet og som er designet specielt til at blive læst på skærmen. Verdana er en grotesk font og har således ikke de små fødder som fx Courier.

Meebox har også leveret gode guides til WordPress. Her er fx en guide om, hvorfor man skal holde sitet opdateret, den komplette guide til et sikkert WordPress website og optimering af WordPress. Jeg har afprøvet flere af de tips, der omtales, og det virker!

Arbejdsmarkedet: Jeg har siddet og lyttet til lydfilerne fra sidste uges samtaler med erhvervspsykolog Anette Friis og erhvervsrådgiver Jane Hansen. Det er to kloge koner med årelang erfaring; det er dejligt at være i gode hænder.

Med Anette talte jeg meget om den sorg, der er knyttet til det ikke at kunne klare mig på den almindelige arbejdsmarked længere. Jeg måler mig stadig med “de gamle briller”, men det er en dårlig idé, da det er kontraproduktivt, og bare gør mig trist til mode. Jeg bliver nødt til at omstrukturere tankerne, så jeg kan få succes i stedet for nedture. Det er bare lettere sagt end gjort, men det er pinedød nødvendigt. Jeg har altid været karrieremenneske, og jeg har altid været “firmaets mand”; det kan jeg ikke mere, og det er smerteligt, da jeg altid har hentet min identitet på mit arbejde.

Målet er i stedet at finde et godt job, som jeg kan klare rigtig godt og blive glad for.

Jane Hansen siger, at jeg næppe kan arbejde mere end de 16 – 18 timer, men hvor ved hun dog det fra? Men det passer jo fint med grænsen for at være “for rask” til et fleksjob. Måske har hun viden og erfaring fra andre med bipolar affektiv sindslidelse?

Generelt: Jeg er rigtig glad for at komme i Psykiatrifonden, for jeg føler mig på rette hylde og forstået. Kommunen siger, at det er det dyreste forløb, men jeg synes, at pengene er givet godt ud.