/7 Kommentarer/i , /af ,

To emner

Emnerne i dag er vidt forskellige og har ikke noget med hinanden at gøre.

WordPress: Min blog kører i et WordPress setup, og det er jeg vældig begejstret for, for der er så mange muligheder, og så er det gratis. Der findes en masse themes, der tilføjer ekstra funktionalitet og som giver bloggen en ansigtsløftning.

Nu har jeg arbejdet en del med mit site og har fået det til at se ud, som jeg gerne vil have. De andre gange, jeg er startet med at renovere sitet, er jeg gået i stå, fordi jeg ikke har kunnet finde et theme, der passede godt til mit indhold. Det synes jeg er lykkedes nu. Der var flere ting, jeg gerne ville; en af tingene var at få en højre kolonne, med alle de nødvendige informationer. I sær er jeg blevet glad for det lille slideshow, der kører ude til højre. Alle personerne på billederne er fra min egen slægt. Det er sjovt at arbejde med disse ting.

Min udbyder Meebox tilbyder en 1-click-installer. Den er rigtig smart, hvis man er ny i faget. Med installeren kan man være oppe og køre efter kort tid. Herefter kan man gå i gang med at vælge skrifttyper, themes mv. Jeg fandt denne side, der tilbyder informationer om fonte, om hvad der skal tænkes på, når der vælges skrifttyper. Aktuelt har jeg selv valgt Verdana, som er en klassiker på nettet og som er designet specielt til at blive læst på skærmen. Verdana er en grotesk font og har således ikke de små fødder som fx Courier.

Meebox har også leveret gode guides til WordPress. Her er fx en guide om, hvorfor man skal holde sitet opdateret, den komplette guide til et sikkert WordPress website og optimering af WordPress. Jeg har afprøvet flere af de tips, der omtales, og det virker!

Arbejdsmarkedet: Jeg har siddet og lyttet til lydfilerne fra sidste uges samtaler med erhvervspsykolog Anette Friis og erhvervsrådgiver Jane Hansen. Det er to kloge koner med årelang erfaring; det er dejligt at være i gode hænder.

Med Anette talte jeg meget om den sorg, der er knyttet til det ikke at kunne klare mig på den almindelige arbejdsmarked længere. Jeg måler mig stadig med “de gamle briller”, men det er en dårlig idé, da det er kontraproduktivt, og bare gør mig trist til mode. Jeg bliver nødt til at omstrukturere tankerne, så jeg kan få succes i stedet for nedture. Det er bare lettere sagt end gjort, men det er pinedød nødvendigt. Jeg har altid været karrieremenneske, og jeg har altid været “firmaets mand”; det kan jeg ikke mere, og det er smerteligt, da jeg altid har hentet min identitet på mit arbejde.

Målet er i stedet at finde et godt job, som jeg kan klare rigtig godt og blive glad for.

Jane Hansen siger, at jeg næppe kan arbejde mere end de 16 – 18 timer, men hvor ved hun dog det fra? Men det passer jo fint med grænsen for at være “for rask” til et fleksjob. Måske har hun viden og erfaring fra andre med bipolar affektiv sindslidelse?

Generelt: Jeg er rigtig glad for at komme i Psykiatrifonden, for jeg føler mig på rette hylde og forstået. Kommunen siger, at det er det dyreste forløb, men jeg synes, at pengene er givet godt ud.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Jobparat?

Det kan være godt (for mig) at sætte emner op i tabeller, sådan rigtig “djøf-agtigt”, for det giver et overblik over selv komplekse problemstillinger:

[vtftable cols=”{0}0-1:777;{/}{2}0-1:9fc5e8;{/}{4}0-1:9fc5e8;{/}{6}0-1:9fc5e8;{/}{8}0-1:9fc5e8;{/}{10}0-1:9fc5e8;{/}{12}0-1:9fc5e8;{/}” fols=”{0}0-1:ffffff;{/}” st=”bc:bbbbbb;bt:2;”]
{f1}Tema;;;{f1}Kommentar;nn;
Komme i arbejde;;;Meget lyst – måske mindre evne;nn;
Føler mig “Jobparat”;;;Jeg ved det ikke;nn;
Tjene egne penge igen;;;Ja tak gerne – helst mange :-);nn;
Kolleger;;;Meget gerne;nn;
Udfordringer;;;Meget gerne. Kan skabe dem selv, men i længden er det ikke nok;nn;
Bidrage til samfundet;;;Meget gerne;nn;
Komme ud af døren nogle dage hver uge;;;Meget gerne;nn;
Stress;;;Angst;nn;
Mange bolde i luften;;;Angst;nn;
Reaktion på stillingsopslag;;;Kvalme;nn;
Føler mig “rask”;;;Ja så “rask” jeg nu kan blive;nn;
Støjende omgivelser;;;Det går slet ikke;nn;
[/vtftable]

Når jeg kigger ned over den tabel tænker jeg, at jeg ikke er en attraktiv medarbejder eller at det i hvert fald bliver svært at finde en arbejdsgiver. Jeg tror simpelthen ikke, jeg kan leve op til kravene. Erhvervsrådgiveren siger så, at der i et fleksjob netop er taget højde for de nødvendige skånehensyn; det kan jeg selvfølgelig godt se, men hvordan finder jeg sådan en arbejdsgiver?

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jobparat?

Arbejdsprøvning

Forløbet hos Psykiatrifonden er det, der tidligere kaldtes arbejdsprøvning og som nu hedder… ja hvad er det nu? Pyt med hvad det hedder, det vigtigste er indholdet. I den kommende uge skal vi høre om “Arbejdslivet” og jeg har smugkigget lidt på slideshowet:

Et godt arbejdsmiljø kendetegnes ved:

  • Indflydelse – på eget arbejde
  • Mening i arbejdet – sammenhæng og formål
  • Relevante informationer – om vigtige ændringer
  • Støtte – fra ledelse og kollegaer
  • Belønning – løn, karriere, anerkendelse
  • Krav – passende kvantitativt/udfordrende kvalitativt

Det kan vi vist alle skrive under på – på den måde er mange af de slides, der bruges, lidt overflødige, men repetition er selvfølgelig altid godt, og jeg sætter mig ned og suger til mig, for jeg vil jo gerne videre. Jeg er spændt på, om Sisse også har en alternativ tilgang til dette modul. Det er spændende, når det er hende, der underviser, de andre er for monotome.

Jeg har talt med både min erhvervsrådgiver og min erhvervspsykolog om, hvorvidt jeg nu er “jobparat”. Når jeg trisser rundt i mine egne små cirkler, og kan tage pauser, når det passer mig, og hvile når det passer mig, føler jeg mig vældig parat og kan koncentrere mig i timevis; men når jeg tænker på et konkret job med udefrakommende krav, bliver jeg bekymret for ikke at kunne følge med, for ikke at være tilstrækkeligt oppe på beatet og for ikke at slå til. Jeg frygter at være blevet “udygtig”.

Jeg har indset, at jeg aldrig bliver projektleder igen, og at jeg sikkert heller aldrig bliver supporter igen. Det er rigtig ærgerligt, for det er jeg faktisk god til, og jeg kan godt lide de roller. Stressniveauet er bare for højt, og højt stressniveau er ikke godt for manierne – og sikkert heller ikke for depressionerne. Specifikt for projektledelse gælder det, at man skal kunne overskue mange opgaver/projektdeltagere/ledelser mv. på een gang, og det går nok heller ikke mere. Mit mål er jo at forblive så rask, som jeg nu kan blive og ikke ryge ud i en af de to poler igen, men at forblive med at balancere midt imellem dem.

Jeg spørger selvfølgelig mig selv, hvad jeg så egentlig kan, og der er dage, hvor konklusionen er, at jeg “ingenting” kan, og det er ret nedslående og gør mig bekymret. Andre dage – som i dag – synes jeg nu nok, jeg stadig er til noget.

Ro på: Det igangværende forløb skal jo netop belyse, hvad jeg så egentlig kan og ikke mindst hvor mange timer pr. uge, jeg kan levere.

Ovenstående skal afklares i en 13 ugers virksomhedspraktik, som jeg er meget spændt på. Den kommer desværre ikke i gang før til august, da de siger, at det er umuligt at få fat i ledere og HR-folk i juli. Det generer mig at skulle vente, men det er dem, der har erfaringerne, og det må jeg lytte til. Jeg er måske ved selv at have fundet praktikstedet, idet en tidligere forretningsforbindelse kontaktede mig i en helt anden anledning. Jeg greb chancen og tilbød ham gratis arbejdskraft i 13 uger. Han har inviteret til et møde, men det kunne vi (erhvervsrådgiveren og jeg) ikke med to dages varsel. Jeg har lagt besked på hans svarer og sendt ham en mail, og så håber jeg på, han vender tilbage.

Målet er et fleksjob, og alle de fagpersoner, der er involverede i sådan en sag, er enige i, at det er vejen frem. I Hvidovre Kommune skal man imidlertid passe på ikke at komme til at levere mere end 16-18 timers arbejde pr. uge, for så anses man for “for rask” til et fleksjob. Det er lidt paradoksalt, at man ikke må præstere, det man kan og så få suppleret op fra kommunen. En ting er da sikkert, og det er, at jeg ikke skal op over de 18 timer, for jeg vil ikke miste muligheden for at få tilkendt et fleksjob, når jeg nu ikke kan magte det normale arbejdsmarked mere. Erhvervsrådgiveren skyder på 15-16 timer, og det lyder jo meget fornuftigt.

/7 Kommentarer/i , , /af , ,

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

De første møder

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Jeg har været til de første to møder i Psykiatrifonden, og det gik rigtig godt. Jeg var spændt og nervøs på den gode måde, men de er såmænd så søde, at det hurtigt gik over. Jeg har hele tiden været positiv overfor forløbet, og det er jeg bestemt stadig.

Der er tale om et udviklingsforløb, der består af seks ugers psykoedukation og 13 ugers virksomhedspraktik. I løbet af de første seks uger er der tillige møder med erhvervsrådgiver og erhvervspsykolog. Det er rart at være et sted, hvor man har lov at være psykisk sårbar samtidig med, at der fokuseres på en eller anden form for tilbagevenden til et eller andet arbejdsmarked. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil arbejde; jeg kan bare ikke på det ordinære arbejdsmarked længere.

11:00 – 11:40 Erhvervsrådgiver Jane Hansen

Vi kom rundt om rigtig mange gode ting; ting som gør mig tryg ved at komme der og ved at have hende som rådgiver. Hun er en erfaren kone og ved, hvad hun taler om, og det er godt.

Undervisningen i de seks uger foregår med oplæg på en ½ time, derefter kort pause, så nyt oplæg på en ½ time osv. Hun kunne ikke lige fortælle, hvor mange deltagere der ville være; det var lidt ærgerligt, for det ville jeg gerne have vidst.

Fokus i undervisningen vil være på stress, angst og depression, men der vil også være lidt om bipolar affektiv sindslidelse og psykoser. Når man læser om psykoedukation er det altid med fokus på stress, angst og depression, og det er der så ikke noget at gøre ved – bipolar affektiv sindslidelse er alligevel også så sjældent. Jeg vil gerne vide noget mere om manierne – og i sær forvarslerne – men det kan jeg spørge erhvervspsykologen om.

Hun mente, at jeg holdes på benene af et stort drive, og at det er godt. Lidt af kunsten for hende kan så blive at sikre, at tempoet ikke bliver for højt, så jeg så at sige snubler i min egen iver. Tingene skal konsolideres, så vi sikrer, det ikke går galt.

Jeg medbragte en liste, jeg har skrevet på i et stykke tid, og som har overskriften “Foreløbige bud på relevante skånehensyn” (den er vist som et appendiks til denne post). Hun syntes, den så rigtig godt ud, og det ledte os til en snak om, hvad det egentlig er med en praktik og med skånehensyn.

Hun havde en god positiv tilgang: “Det der skal til, for at vi kan få mest muligt ud af Hanne”, det er jo meget mere positivt end at stille sig op og sige, at man har følgende 13 begrænsninger. I et fleksjob – og det er den retning, det peger – er der taget udgangspunkt i en række skånehensyn, og inden for de rammer kan man så præstere godt (eller mindre godt).

I en praktik er der opstillet alle mulige hensyn, og man kan så spørge, om det overhovedet ligner arbejdsmarkedet. Det gør det måske ikke, men det ligner et fleksjob.

Hun syntes, det så ud som om, jeg med listen har nogle realistiske tanker om min deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er jo altid rart at høre.

12:00 – 12:50 Erhvervspsykolog Annette Friis

Hende Annette var der bare så meget gang i. Jeg har lige siddet og hørt lydfilen, hvor vi griner og snakker på skift. Det skal nok blive godt.

Forinden havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle med en erhvervspsykolog, men formålet er at kende min sygdom så tilstrækkelig godt ud i alle hjørner, at vi kan finde det rette praktiksted og finde ud af at “passe på mig”. Og så tænker jeg selvfølgelig videre frem til, at jeg vil kunne bruge denne viden, når jeg på egen hånd skal finde en arbejdsgiver til sin tid – om ca. 20 uger – gys og gru, men den tid den sorg.

Vi rundede blandt andet hukommelsen, og det den gør ved mig: Det er hamrende ubehageligt ikke at kunne stole på egen hukommelse mere. Jeg bliver bange for at blive opfattet som ubegavet, fordi jeg ikke kan huske mange ting. Jeg kommer konstant for tidligt eller for sent til møder, og selv om jeg er sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i kalenderen, bliver jeg usikker på, om det er mig, der igen, igen tager fejl.

Vi talte lidt om logbøgerne (som jeg ikke er kommet i gang med), bloggen, og hun sagde, at jeg skulle være så glad for mine læsere, der flere gange har sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling med mani. Rosen er hermed givet videre.

Hun foreslog, at jeg måske altid, altså hele livet, har haft bipolar affektiv sindslidelse, altså også før 2003, hvor den første depression viste sig. Tja måske og i hvert fald har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var 14, så meget er da sikkert, og jeg er nok lidt melankolsk af natur, så hendes tanke er ikke helt hen i vejret.

Hvad er det gode ved en depression?

Hun var også noget provokerende: Hvad er det gode ved en depression? Da jeg havde sagt til hende, at selvom jeg syntes, det var ret provokerende, gik jeg alligevel med på “legen”: Tankerne kredser meget om døden i de depressive faser, og bag dødslysten ligger den ultimative lettelse. Hvis jeg da bare kunne få lov at dø, kunne jeg endelig få fred. Depressionen kan også være et skjold mod omverdenen, en måde at fortælle at nu kan jeg bare ikke mere. Det er en måde at kunne slippe tøjlerne for en tid. Jeg har aldrig selv set det på den måde, men jeg kan godt se, der er noget om snakken.

Vi fik også vendt “drejebogen”, der trives i bedste velgående. Hendes forslag var at prøve at få den til at fylde 100 pct. og ikke bare de 25, og så spørge den “Hvad er det, du vil mig”? Måske er det noget pladder, men jeg har tænkt mig at prøve.

Lidt om manier

Manierne fik også en lille tur. Jeg har egentlig haft bildt mig selv ind, at jeg ikke kendte forvarslerne, men først opdagede dem, når søvnen glipper, og der er det for sent. Alligevel kom vi frem til følgende i fællesskab:

  • Spiser ikke
  • Speeded indeni
  • Søvn
  • Talepres

Appendiks: Foreløbige bud på relevante skånehensyn

Læs mere