/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Andrea Berg og speciallægeerklæring

Andrea Berg og speciallægeerklæring

Glad pop plus sortsyn

Andrea Berg

Andrea Berg er en tysk schlager-dronning, der laver glad og ukompliceret musik. Jeg har skrevet om hende før, og lige nu har jeg brug for lidt glad og ukompliceret musik og sang. En af mine favoritter er “Du hast mich tausend Mal belogen” (se og lyt evt. på YouTube).

Hvor ville jeg dog gerne opleve hende live, men det rækker økonomien endsige situationen ikke til, så jeg nøjes med YouTube, der også er fantastisk.

For to år siden var jeg lidt optaget af, at det vist var lidt dårlig smag; men nu er jeg tindrende ligeglad.

Indkaldelse til speciallægerklæring den 30. oktober 2015:

“For at jeg kan få så godt et billede som muligt af, hvordan du har det, og hvilke behandlingstiltag, der er prøvet, vil jeg bede dig om, at medbringe de dokumenter du måtte have om tidligere behandling. Dertil må du meget gerne medbringe medicin, som du tager nu, eller har taget før. Du skal sætte cirka to timer af til undersøgelsen. Jeg glæder mig til at hilse på dig.
med venlig hilsen
Pia Glyngdal”

Heldigvis har jeg godt styr på dokumenterne på min computer herunder diverse aktindsigter fra kommunen, der indeholder lægeattester og epikriser, så jeg har været i gang med at printe. Hvad gør alle de mennesker, der ikke har bedt om løbende aktindsigt? Hvorfor har speciallægen ikke fået disse skrivelser fra kommunen? Hvorfor har speciallægen ikke adgang til journalen?

Jeg skal selvfølgelig nok pakke den aktuelle medicin sammen, men det jeg ikke længere tager, har jeg jo afleveret til destruktion på apoteket. Ville det ikke være tilstrækkeligt at vise en liste over de medikamenter, jeg aktuelt trofast indtager, behøver det materialisere sig ved fremvisning?

På Bodils forslag laver jeg et fint lille skema i Word med dato for epikrise/attest, diagnose og medicin, så det bliver lettere for speciallægen at få et overblik.

Jeg frygter den samtale, for den bliver så afgørende for mit fremtidige liv. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde fornemmelsen af, at det hele er aftalt på forhånd. Måske ser jeg for sort på det hele, men det er svært at lade være.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/16 Kommentarer/i , /af ,

Hvidovre Kommune yder omsorg

Hvidovre Kommune yder omsorg

Katastrofe

Hvidovre Kommune yder omsorg

(Overskriften er i høj grad ironisk ment. Denne post er rodet, men det var mødet også, og jeg har endnu ikke haft overskud til at sætte mig ned at høre lydfilen.)

Min bisidder og jeg har været til møde med Hvidovre Kommune i dag, og konklusionen er en katastrofe: De vil indhente en speciallægeerklæring og afhængig af konklusionen heri, vil de overføre mig til det, der hedder “jobafklaringsforløb”, hvor ydelsen er på niveau med kontanthjælp, og det kan jeg ikke leve af. Samtidig vil de sætte forløbet hos Psykiatrifonden i bero. Årsagen er, at de er bange for, at jeg ikke kan klare en virksomhedspraktik eller et fleksjob, når de ser tilbage på et forløb med mange indlæggelser. Flinke folk…

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Vi spurgte til forskellen på en virksomhedspraktik og et jobafklaringsforløb. Svaret var, at det var ordet. Det, jeg så ikke forstår, er, hvordan de kan være bekymrede for, om jeg kan klare en virksomhedspraktik men samtidig henviser mig til at jobafklaringsforløb.

Vi havde selv ønsket en speciallægeerklæring for at få en samlet og dækkende beskrivelse af forløbet fra 2003, hvor jeg havde den første depression, og frem til nu – altså en periode på 12 år, der ikke er dækket af diverse statusattester fra egen læge og Psykiatrisk Center Hvidovre. Statusattesterne giver netop en status altså et øjebliksbillede set med en psykiaters briller. Speciallægeerklæringen vil også omhandle min egen vurdering samt speciallægens subjektive vurdering.

Kampklar hos speciallæge Pia Glyngdal

Sagsbehandleren havde drøftet spørgsmålet om en speciallægeerklæring med kommunens lægekonsulent. Min opgave må så være at virke frisk og maksimalt kampdygtig den dag, jeg skal til speciallægen. Jeg skal have hende til at skrive, at det er hendes vurdering, at jeg kan klare både en virksomhedspraktik og et fleksjob. Hvis jeg kan det, kan forløbet hos Psykiatrifonden genoptages og sygedagpengene fortsætte. Jeg er så ked af at miste det samarbejde med Psykiatrifonden, som er det mest givende af alt det, jeg render til for øjeblikket. Psykologen kan få mig til at se helt anderledes på verden, og det har jeg brug for.

Jeg spurgte til, hvorfor forløbet med Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) så ikke også skulle stilles i bero? Svaret var, at det skulle forbedre min hverdag. Flinke folk…, men jeg forstår det ikke. Jeg synes, erhvervspsykologen i høj grad forbedrer min hverdag.

Jeg er så glad for, at jeg har Bodil. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre uden hendes kolde overblik over alt dette her.

Lige nu er jeg i en chokfase, fordi mødet udviklede sig så markant anderledes, end vi havde forventet. Jeg ved som sagt ikke, hvad jeg skal gøre.

 

Tilføjelse: Jeg er ikke i målgruppen for ressourceforløb, da jeg kun har ét problem, nemlig at jeg er blevet syg. For rehabiliteringsteamet er der derfor kun to muligheder:

  • Indstille til førtidspension
  • Indstille til fleksjob.

Førstnævnte er jeg på ingen måde interesseret i.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Fremtiden

Fremtiden

Fremtiden men først lidt om ECT

Posten er revideret efter jeg fik erfaring med ECT

Henover weekenden er jeg blevet bevilget ECT, og det er jeg meget glad for. Først troede jeg, at jeg skulle afvente en konference i dag mandag, men det kunne altså falde på plads tidligere. Der kom en ung læge og skulle tage blodprøver, men det var hun ikke særlig god til. Jeg tror, hun forsøgte 10 gange, uden at det lykkedes hende. Mine blodårer ligge åbenbart meget dybt, men det plejer da ikke at være noget problem.

Den første behandling var i morges, og det sidste jeg hører er “baseline” og “impedans”, og så er jeg væk efter fire sug i masken. Efter behandlingen som vist varer ca. et minut eller to, bliver man kørt ind til et lille opvågningsrum, hvor man er i ca. 30 minutter. Det er aldrig lykkedes mig at se det rum. Når man er klar til at komme ned på afdelingen igen, ringer de efter noget personale, der kommer med en kørestol, så man kan blive kørt tilbage. Den køretur har jeg heller aldrig oplevet. Herefter bliver man hjulpet i seng og sover et par timer.

I dag var jeg så forvirret, at jeg ikke kunne finde ud af, hvad klokken var, og det var ret ubehageligt. Herudover kom jeg til at tage bad to gange, fordi jeg ikke kunne huske, at jeg allerede havde taget bad i morges.

Den nuværende situation spænder alvorligt ben for forløbet i Psykiatrifonden, jeg er bange for at blive vurderet som for ustabil og måske også for ustabil til fleksjob, og hvad gør jeg så?

Min bisidder og jeg skal til møde med kommunen

Bodil og jeg skal til møde i Hvidovre Kommune den 15. juli 2015, hvor vi skal gennemgå de 15 siders skema i Word, og der bliver vi nok nødt til at fortælle, at jeg er indlagt igen?

I øvrigt er det ikke helt rimeligt at bede et alvorligt sygt menneske, der måske har lidt ECT-hjerne, om at forholde sig til 15 meget vigtige sider i Word, der kan have afgørende betydning for fremtiden.

Hvad skal jeg gøre?

Det kan ikke blive ved at gå sådan her. Lige nu er jeg her på Psykiatrisk Center Hvidovre (endnu en gang) og jeg tager imod al den omsorg og støtte, jeg kan få, og jeg er glad for at være på 808. Det er trygt. Men jeg skal jo også kunne klare mig selv derhjemme, der er intet, jeg hellere vil, men lige nu kan jeg ikke. Tankerne om ikke at orke mere efter 12 års sygdom fylder for meget.

Jeg har skrevet om det før, men altså: det er svært at skulle finde den evige balance mellem de to poler, og hvornår er man bare almindeligt trist, og hvornår har man en behandlingskrævende depression? Jeg tror, grænsen gå ved selvmordstankerne.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/21 Kommentarer/i , /af ,

Uvished om fremtiden

Uvished om fremtiden

Jeg kan ikke udholde al denne uvished om fremtiden

Denne post er brok, så er du advaret, og kan springe til mere muntre sider på internettet 🙂

Jeg savner vished om, hvordan det hele skal gå og skal forme sig. I den forbindelse tænker jeg især på arbejdslivet.

Virksomhedspraktikken (de 13 uger i forbindelse med Psykiatrifonden) kommer ikke i gang før i august måned, da alle virksomheder – både private og offentlige – selvfølgelig holder lukket i juli. Det betyder, at praktikken ikke vil være afsluttet før omkring årsskiftet. Efter praktikken er afsluttet, skal Psykiatrifonden lave noget papirarbejde, som de skal sende til Hvidovre Kommune, der har bevilget forløbet. Jeg har sikret mig, at jeg bliver hørt, inden de sender det afsted.

Når kommunen har modtaget det og al mulig anden dokumentation, skal de forberede sagen til rehabiliteringsteamet, der så skal holde et møde, som jeg og Bodil selv kommer til at deltage i. Der kan jo sikkert gå en måned med at forberede det. Det er et forum med 12 – 15 mennesker, og jeg ser ikke frem til det. Jeg har dog en eller anden fornemmelse af, at det vil gå min vej og ende med et fleksjob. Jeg har ikke noget at have den fornemmelse i, andet end at “alle mulige” siger, at det ligner et fleksjob.

Lav en liste over kompetencer til på mandag

Herefter skal jeg finde en arbejdsgiver, og det tror jeg, kan blive svært. Jeg kunne ikke finde et ordinært job, hvorfor skulle jeg så kunne finde et sådant job? Som jeg har forstået det, er der vist nok noget hjælp at hente i kommunen til den proces.

I forbindelse med det at finde en arbejdsgiver har jeg fået en lille hjemmeopgave til på mandag: “Lav en liste over kompetencer og en liste over personlige egenskaber”.

Det burde være peace of cake, men det er det ikke. Det går OK med de personlige egenskaber: Jeg er fx flittig, vedholdende, kvalitetsbevidst mv.

Jeg har ikke nogen kompetencer mere

Når jeg kommer til kompetencedelen, går jeg i stå og synes pludselig ikke, jeg kan noget mere; eller også er det jeg kan ikke en option længere. Jeg har fx været en dygtig projektleder, men den rolle kan jeg ikke længere udfylde. Det er lige meget hvilken kompetence, jeg kigger på, så er den fortidig og et spejl på alt det, jeg ikke længere kan. Det er ret forstemmende. Jeg sidder tilbage med følelsen af ikke at kunne noget som helst mere.

Jeg kan være bekymret for, om mine sygedagpenge slipper op, inden hele denne sagsgang er overstået – og hvad gør jeg så? Måske kan de forlænges?

Jeg ser frem til virksomhedspraktikken, der vil give svar på, hvad jeg stadig kan og i hvor mange timer pr. uge. Det bliver et skridt på vejen mod vished.

Det er en nedadgående spiral

Uvisheden er svær at håndtere, og nu har den varet ca. to år, idet jeg var ledig ca. et år, før jeg blev sygemeldt. På mange måder kan man sige, at det var “heldigt”, jeg blev syg, for det reddede mig fra at blive smidt ud af dagpengesystemet.

Jeg har været syg siden november 2003, hvor jeg havde den første depression, og siden er det så gået slag i slag. I en del år havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”, og da manierne kom til (jeg ved ikke hvornår) blev diagnosen ændret til bipolar. Så egentlig kan man sige, at jeg har været syg i 12 år, hvor det bare er gået støt og roligt ned ad bakke.

Jeg vil gøre meget for at ændre denne nedadgående spiral, og som jeg ser det, er første skridt at finde et job, jeg kan bestride godt og grundigt. Selvfølgelig vil det ikke blive på samme niveau som før, og det har jeg egentlig forliget mig med. Nu skal jeg bare have noget vished!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.