Hos psykologen
Jeg sætter overliggeren for højt
Jeg startede dagen hos psykologen i Psykiatrifonden. Hun er simpelthen så dygtig, og jeg får så meget ud af sessionerne hos hende.
Jeg optager – af hensyn til hukommelsen – alle vigtige møder, og dagens lydfil har jeg allerede hørt; det bekræftede mig bare i, hvor godt det var.
Vi startede med at tale om den kommende virksomhedspraktik, som jeg glæder mig meget til, men som jeg også er meget nervøs for. Hun skar det ud i pap for mig: Jeg sætter overliggeren for højt.
Jeg vil gøre mig uundværlig
Min stille ambition er at gøre mig så uundværlig, at Folkekirkens Nødhjælp (FKN) ser sig nødsaget til at oprette et fleksjob til mig, når praktikken er ovre. Med det ambitionsniveau kan det kun gå galt, for det er simpelthen så sjældent, Psykiatrifonden oplever, at det går sådan. Det er en utopi.
Jeg er fx bange for, at jeg ikke kan huske, hvordan man laver en projektplan, som er trin et i processen. Hun siger, at jeg godt kan huske det, men at det ikke vil gå så stærkt, som det plejede. Jeg er vant til at kunne jonglere lynhurtigt med opgaverne, og jeg er som menneske meget ambitiøs. Det kan jeg nok ikke mere, og jeg er nødt til at opbygge noget tålmodighed med mig selv. Bare tænk på hvordan det er at komme tilbage efter en god lang sommerferie; det kan være rigtig svært at komme i gang igen efter de 3 – 4 uger, hvordan er det så ikke at komme tilbage til arbejdsmarkedet efter flere års fravær?
Jeg er bange for ikke at kunne leve op til kravene, men realiteten er, at det ikke er Folkekirkens Nødhjælp, der stiller de største krav; det er mig selv.
Hos psykologen er meldingen: det vil ikke være sundt
Angående det med at være uundværlig: Jeg kunne måske godt gøre mig uundværlig, men det vil være usundt for mig, for så er jeg tilbage i det gamle spor, hvor jeg kører på randen af en mani, og det skal jeg slet ikke i nærheden af. Jeg har kun været indlagt to gange med mani, som først blev diagnosticeret i sommeren 2014, hvor jeg fik min nuværende diagnose “bipolar affektiv sindslidelse”, men jeg har gået og tænkt meget over, at store dele af mit arbejdsliv har været præget af u-erkendte manier. Hvis jeg har været opslugt af en opgave, er jeg aldrig gået hjem, før den var løst, uanset om det hastede eller ej; jeg er også stædig, så jeg kæmper til sidste blodsdråbe. Jeg har sat mig selv fuldstændig til side i mange år og kun arbejdet på min karriere. Og hvad har jeg egentlig fået ud af det?
Det realistiske ambitionsniveau
Ambitionsniveauet bør i stedet være at leve op til følgende med skånehensynene, som er hentet fra den praktikaftale, der er indgået mellem FKN og Psykiatrifonden på vegne af jobcenteret:
“Hanne B. Stegemüller har behov for strukturerede opgaver, tydelige instruktioner, og feedback på opgaveløsning. Der bør ikke være deadlines, men en plan, der sikrer et tidsmæssigt overblik. Hanne B. Stegemüller har brug for pauser efter behov og hjælp til kun at arbejde inden for de fastsatte rammer, hvad angår timetal og opgaver. Hun har brug for en rolig arbejdsplads.”
Hvis jeg kan leve op til det, er det jo en succes, og ingen forventer mere, men jeg synes jo ikke, det er ret meget, og jeg synes næsten, det er beskrevet som om, de forventer, at jeg er blevet dum af at blive syg, og det (be-)nægter jeg.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
