/12 Kommentarer/i , /af ,

Heldig

Jeg er en heldig kartoffel. Jeg har verdens bedste chef!

Han kom tilbage fra ferie i dag, og først og fremmest sagde jeg til ham, at jeg havde glædet mig, til han kom. Det er da en god melding på hans første arbejdsdag 🙂 Herudover sagde jeg til ham, at jeg havde tusind ting, vi skulle tale om, når han lige var kommet ind ad døren.

Vi brugte en time foran det store whiteboard på mit kontor. Vi bruger boardet som en fælles huskeliste (sikkert mest mig), og det fungerer virkelig godt. Jeg havde noteret adskillige ting, vi skulle tale om. Tavlen var fyldt. Han brugte en time, og vi kom igennem det hele. Han bakkede op om alle de små og store beslutninger, jeg har truffet, mens han var væk. Jeg har gættet mig til, hvad han ville synes, og heldigvis har jeg gættet rigtigt.

Leverandøren har ikke tillid til mig, men det har chefen, og så er jeg tilfreds.

Det vigtigste processuelle emne var: “Hvem styrer vores processer – leverandøren eller kunden?”. Vi er ikke i tvivl, og vi er enige. Jeg har aldrig før samarbejdet med en leverandør, der syntes, at de skulle styre mine processer. Vores leverandør har glemt, hvem der er kunden. Det er rigtig fint, hvis de rådgiver ud fra deres erfaringer, men det er altså os, der træffer beslutningerne i sidste ende.

De mener, at vi skal gennemgå alle data, der nu er importeret i to omgange. Vi mener, at vi tager stikprøver.

De mener, at det er en chefopgave at bringe stamdata på medarbejderne up to date. Vi mener, at det ikke er det, cheferne få deres penge for, og at de er for dyre til det. Herudover vil der være tale om informationer, som de slet ikke er i besiddelse af og hvor de skal ud at spørge i egen organisation. Det er vores holdning, at den opgave skal løses af en eller anden administrativ medarbejder på den enkelt lokation. Jeg bistår meget gerne, for det er en naturlig del af mit job. Er der tale om HQ, skal jeg nok løbe rundt og hjælpe. Det er en super opgave, og jeg lærer nogen at kende i hele huset. I øvrigt kan jeg vældig godt lide at lave brugersupport.

Leverandøren (!) har indkaldt til statusmøde. Fint med mig. Jeg er nået dertil, at jeg har sagt, at jeg ikke synes, vi skal diskutere gennemgang af data eller test, for vi kommer alligevel ikke videre ved at tale sammen. Vi gentager bare hele tiden os selv, og det er der ingen fremdrift ved. Der skal nogen med større charge end os til at beslutte noget endeligt.

Endvidere er jeg nået dertil, hvor jeg synes, at jeg lige så godt kunne have tastet alle data ind selv – det havde været en del hurtigere, og vi havde fået det, som vil have det. Lige nu er situationen, at vores databaser er indlæst i to omgange, og hver gang jeg kigger på resultatet, mangler en stor del af de oplysninger, jeg sendte afsted. Leverandøren mener, at det er fordi, vores data er af ringe kvalitet. Jeg kan kun svare, at jeg ikke har nogen, der er bedre. Eksempler:

  1. Vi har omkring 700 medarbejdere – efter 2. indlæsning mangler ca. 75 pct. af dem oplysning om, hvem der er chef. Oplysningen var naturligvis med i det, jeg sendte afsted. Den information er jeg så begyndt at sætte på “i hånden”, for uden den kommer vi aldrig videre.
  2. For medarbejdere i HQ er data hentet ud af lønsystemet – alle havde et såkaldt lønnummer, der er en helt essentiel oplysning, da den er “unique ID”. Nu er der rigtig mange uden denne information. Det er ikke muligt at trække oplysninger/rapporter ud, der kan anskueliggøre problemets omfang, og jeg har ikke kunnet finde et mønster i dem, der mangler. De henviser til, at vi skal slå dem alle op en for en.
  3. Når jeg beder dem lave en rapport, der kan vise omfanget af problemet under 2., er deres svar, at det vil de ikke, for vi skal alligevel kun bruge den én gang.
  4. Hvordan skulle jeg kunne vide, om en medarbejder er med W eller V? Det er den slags der gør, at de ikke kan matche. Jamen så træf dog et valg! Deres valg kan være lige så godt som mit.
  5. De mener, at der har været mange fejl i vores data. Jamen hvorfor så ikke sende en mail og komme videre?

Endelig er der problemet med, at der ikke findes nogen form for dokumentation for systemet. Alt er learning by doing. For mig personligt er det jo rigtig fint, for så bliver FKN nødt til at beholde mig 🙂 men professionelt er det ikke.

I dag har jeg for første gang sagt råt for usødet, at jeg aldrig har haft så dårligt et samarbejde med en leverandør, at jeg ikke bryder mig om at blive talt ned til og forsigtigt luftet tanken om at skrotte dette system og købe et, der er bedre. Sune var ikke helt uenig.

Jeg har lovet at bruge lidt tid med Google i morgen. Måske kan jeg finde noget, der kunne være interessant? – og det man i hvert tilfælde kan sige er, at nu har organisationen fået nogle erfaringer med, hvad vores behov er – og måske især ikke er – og den viden havde organisationen ikke i 2014.

Når jeg kigger i gamle dokumenter fra 2014 og fine flotte workflows med farver og alting, så får jeg tanken, at det er alt for akademisk og for langt fra en virkelighed, der består af data, felter og brugere. Jeg har allerede Googlet lidt, og der er flere forskellige interessante muligheder. Jeg vil dog fraråde de systemer, der ser mest farvestrålende ud.

Konklusion: Jeg har en fantastisk chef!

/14 Kommentarer/i , , /af , ,

Brexit

Alle taler om det – også jeg:

For så vidt angår det europæiske projekt – Den Europæiske Union, er jeg ikke på linje med Enhedslisten. Jeg har altid syntes, at staterne bedre kan løse problemerne (nej ikke “udfordringerne” 🙂 ) i fællesskab end hver for sig.

Jeg er derimod enig med statsministeren i, at der kan være en idé i at skabe et “slankere Den Europæiske Union”. Den Europæiske Union forekommer at være meget langt væk fra den menige vælger, og det er et alvorligt demokratisk problem! – eller måske ligefrem et demokratisk underskud? Det er uheldigt, og det bør der korrigeres for.

Ergo synes jeg også, at den britiske beslutning er meget trist, og bør mane til eftertanke. Marginen mellem de to poler er så lille, at det kan kaldes flertalstyranni og tilfældigheder.

Det vil være en mindre katastrofe, hvis og EL og DF kan opildne danskerne til også at kræve en afstemning om vores forbliven i samarbejdet, og det så resulterer i, at vi ikke vil være med længere. Sammenslutningen “Nyt Europa” har mange gode synspunkter, og jeg fandt denne gode og klare artikel, hvor det blandt andet fremgår at:

Det sker samtidig med, at vi i Europa står over for massive aktuelle problemer. Flygtninge og migrationskrisen, forholdet til Rusland efter annekteringen af Krim, risiko for terrorangreb, overvindelse af den økonomiske krise samtidig med grøn klimaomstilling og genopretning af økonomien i Sydeuropa. Alt sammen problemer, som vi kun kan håndtere i fællesskab.

Jeg synes, at der i citatet mangler noget om, at staterne i fællesskab også bedre kan styrke kampen mod nationalismen, som netop var noget af det, der fik briterne til at stemme “Leave”. Det må være vigtigt fortsat at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er for let at mele sin egen kage og lade de andre rydde op. Det kommer i næste afsnit:

Dertil kan vi lægge en omfattende tillidskrise til det politiske system, der bare fik et hak opad i kampagnen i Storbritannien. Det var jo først og fremmest nationalistiske og nyliberalistiske kræfter, der vandt kampagnen med modstand mod immigration og fremmede som en helt afgørende motor. En helt uhellig alliance, men faktisk den, der præger den nye højrepopulisme overalt i verden. Når den så også forenes med dele af venstrefløjen, står vi som samfund et rigtigt farligt sted.

Noget af det, der samlede staterne i den spæde start kort efter 2. verdenskrig, var ønsket om fravær af krig og det især mellem Tyskland og Frankrig. Tanken var, at hvis de var forenede og forpligtede på et eller flere punkter, ville de ikke så let fare i totterne på hinanden, som det blev set i begge verdenskrige. Vi kan konstatere, at der ikke har været krig i Europa i ca. 70 år. Det tyder på, at medicinen har virket.

Det, der vil være interessant, er en grundig debat om, hvad det er, vil vi have ud af fællesskabet vel at mærke på den præmis, der hedder, at vi gerne fortsat vil være med.

/12 Kommentarer/i , /af ,

Puslespil

Indledningsvist: Mange tak til Lene for det inspirerende indlæg “Hvordan finder man en ny identitet?”

P.t anser jeg mit liv som en art puslespil med 1.000 brikker, der alle er faldet på gulvet. Selve temaet for puslespillet er mangefarvet og ret kompliceret, men også pænt, når det er lagt. Historien er, at jeg er i gang med at samle nogle brikker op og få dem sat sammen til noget, der ligner det rigtige motiv. Det vil nok tage noget tid, men opgaven synes ikke længere fuldstændig umulig efter mødet i rehabiliteringsteamet. (Jeg er stadig glad.)

Jeg har talt meget med psykologen om det, man kan kalde “transformationen” fra det gamle liv til det nye liv. Der er meget, der skal ændres; det synes lidt overvældende, og lige nu har jeg ikke kræfterne til det. Eller måske rettere sagt: Jeg prioriterer anderledes og fokus er andetsteds: FKN. På den anden side side kan jeg mærke, at det med indstillingen langsomt er ved at gå op for mig, og at der begynder at falde ro på. Så skønt!

Motivet på puslespillet skal være et andet eller brikkerne skal samles på en anden måde? Hrm… måske et helt andet puslespil? Det er jeg ikke rigtig blevet klar over endnu. Man kan vælge at anskue det negativt og mene, at alt er tabt på gulvet. Jeg tager – i hvert fald lige i dag – de positive briller på og tænker, at jeg står med en unik chance for at samle puslespillet på en ny måde. Alt er pludselig muligt inden for de rammer mit helbred og min kommende indkomst nu engang sætter. Jeg kan designe mit liv, som jeg vil. Det er vel ikke så mange forundt? jo måske hvis man i god tid jobstopper som Ellen har gjort det, men ellers kører mange rundt i “hamsterhjulet” til den dag, de går på pension.

Jeg er i gang med at kigge på hvilke frivillige aktiviteter jeg har lyst til og kan magte. Jeg har stor lyst til arbejdet i kirken. Fx har jeg i dag fået en forespørgsel, om jeg vil komme og tage billeder til en eller to af konfirmationerne. Selvfølgelig vil jeg det; det er en god afgrænset lille opgave på en time, måske to og så sikkert efterfølgende billedbehandling. Altså går der en dags tid (jeg er ikke så hurtig til det med billedbehandlingen). Jeg har skrevet til den pågældende præst, at jeg altid gerne vil hjælpe, og at hun bare skal henvende sig. Herudover er der et par længerevarende opgaver i kirken, jeg gerne vil gå ind i. Det kan give noget kontinuitet i mit liv og et samarbejde med dejlige mennesker.

Puslespillet afhænger naturligvis meget af, hvordan alting ser ud i FKN. Men indtil videre samler jeg brikkerne uden tanke på, at kontrakten kun løber i 10 måneder eller evt. kun til 31. december 2016, det står nemlig ikke klart for mig, så jeg har spurgt til det i dag.

Lenes indlæg hed “Hvordan finder man en ny identitet?”. Min situation er nøjagtig den samme så blogland er et skønt, inspirerende og udviklende sted at færdes.

/29 Kommentarer/i , /af ,

Overstået

Jeg er så lettet, at I slet ikke kan forestille jer det. Jeg er af Rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune blevet indstillet til et fleksjob. Kommunens endelige afgørelse vil foreligge den 18. maj. Psykiatrifonden har aldrig oplevet at indstillingen ikke er blevet fulgt.

Jeg var hamrende nervøs forud for det – faktisk på grædestadiet, men da mødet gik i gang, lykkedes det alligevel at svare på alle deres spørgsmål. Det er mit indtryk, at de alle havde læst hele materialet, for de spørgsmål de stillede, drejede sig om emner, de ikke kunne have læst sig til.

De sad seks mennesker omkring bordet, og det virkede indledningsvist meget overvældende, og jeg blev endnu mere nervøs. Det var primært lægen, der stillede gode spørgsmål og så en anden som jeg ikke kan huske hvor var fra. Mange afdelinger i kommunen var repræsenterede. De var allesammen søde og flinke.

Jane fra Psykiatrifonden (min erhvervsrådgiver) var med som støtte, og det er jeg vældig glad for, for et par gange kunne jeg simpelthen ikke huske, hvad det var, jeg ville sige, så kunne hun tage over, men bortset fra det, klarede jeg faktisk mig selv. Jeg har holdt 1.000 møder i mit liv, men denne gang følte jeg mig ikke sikker på at kunne klare det selv. Det var trods alt min fremtid, der stod på spil. Nu er 2½ års uvished slut i hvert fald for en periode på 10 måneder i FKN. Jeg prøver at lade være med at tænke på, hvad der derefter skal ske. Men omend ikke andet får jeg noget til CV’et, får foden indenfor i NGO-verdenen og får 10 gode måneder, hvor der kan ske så meget. Jeg håber selvfølgelig på, at de kan finde på noget til mig bagefter; men hvis ikke har kommunen et fleksjobteam, der skal hjælpe. Jeg kunne ikke finde et normalt jo i 2013/14, og så er det nok endnu sværere at finde et fleksjob.

Omend ikke andet er det veloverstået for nu, og jeg kan ånde lettet op.