,

Tomater og bananer

Tomater og bananer

Der skal mange til

Der skal mange tomater, bananer, broccoli, agurker og så videre til for at opnå en årlig omsætning på 16 millioner kr. Der skal pakkes mange plastikposer for at nå derop. Det er tallet for omsætningen i “Bilka to go” i Hundige. Jeg ved det, fordi jeg var til samtale i mandags og sagde ja tak til jobbet.

Det var nærmest som om, jeg var ansat på forhånd. Det siger måske noget om, at det er meget svært at rekruttere medarbejdere til den type stilling?

Chefen for “to go-afdelingen” var vældig flink, men af bitter erfaring ved jeg, at det er chefer altid til samtalen. Det er i hverdagen, det skal stå sin prøve. Apropos hverdage smilede han stort, da jeg sagde, at jeg ikke var bleg for at arbejde på søndage, da jeg alligevel ikke skulle i kirke. Han har nemlig svært ved at dække søndagene, så min udmelding var gefundenes fressen for ham.

Bekymringerne

Mine bekymringer om det at finde rundt i butikken blev hurtigt gjort til skamme. Det hele foregår i zoner og via en tablet, hvor man bevæger sig rundt i butikken med en vogn med seks enorme kasser. En kasse er lig en kunde. Tabletten viser zonenummer, hyldenummer, et nummer mere og viser også et billede af varen. Billedet kan forstørres ved dobbeltklik, så man er helt sikker på at fange de rette cup noodles.

Han sagde, at systemet nærmest var idiotsikret. Så kan jeg vel også finde ud af det? Jeg er i hvert fald god til noget med tal. I 98 pct. af tilfældene vil man ikke være i tvivl om hvilken vare, der skal i kassen.

Vi diskuterede bananer, da en banan – eller anden frugt/andet grønt – ikke bare er en banan. Reglen er, at ville man selv købe den, skal den i kassen. Lige for så vidt angår bananer vil jeg nu prioritere de næsten grønne 🙂 Det er nemlig dem, jeg selv ville købe.

Min eneste tilbageværende bekymring er, om jeg kan holde trit, og det kan jeg helt sikkert ikke i starten. Vi forstyrrede nogle, der arbejdede, og de havde sørme travlt. Det tempo når jeg aldrig. Men jeg skal jo heller ikke være en 100 procentsmedarbejder. Måske skal jeg være tilfreds med 50 pct., men det betyder også halv løn.

Oplæring

De kobler en erfaren medarbejder på mig i starten, som skal lære mig op. Der bliver altså ikke noget med at gætte på processer og procedurer. Det er jeg vældig glad for. Der er ikke en tidsmæssig ramme for oplæringen. Den vil vare så længe, der er behov for det, og kan fx bestå i, at jeg siger “nu har jeg styr på dette, men mangler stadig dette”. Det lyder trygt og som et firma med styr på tingene.

At finde vej

En anden bekymring – men den er til at løse – er om jeg kan finde derud. Det lykkedes mig nemlig at fare vild, da jeg skulle derfra. Jeg endte i et parkeringshus og dernæst på en vej uden fortov som et signal til, at der måtte man ikke gå. Jeg har tænkt mig at træne et par gange, så jeg ikke kommer for sent på dag et. Jeg hader den slags steder, som kun er tiltænkt bilister.

Evalueringer

Der er fokus på evalueringer. Den første ligger efter to uger og er med chefen. Efter fire uger er der en evaluering med chefen og HR-partneren. Gad vide om jeg kommer gennem det? Jeg tænker, at nu prøver jeg, for et eller andet skal jeg jo lave. Prøver jeg ikke, aner jeg ikke, om det ville være gået. Kommer jeg ikke gennem nåleøjet om tre måneder, er det bare ærgerligt.

Deres bekymring er, om jeg vil gøre det for godt grundet min Aspergers Syndrom, hvor man er detaljeorienteret. At gøre det for godt er lig med at gøre det for langsomt og så falder dækningsbidraget som bekendt.

Andre fleksjobmedarbejdere

Det var vigtigt for mig at få spurgt, om de havde andre fleksjobmedarbejdere. Jeg skal ikke endnu engang ud et sted, hvor arbejdsgiver ikke forstår, hvad det vil sige. De har en enkelt, der bor så langt væk som i Vordingborg. Hun må være glad for det, for der er immervæk et stykke vej til Bilka i Hundige.

,

Møde i jobcenteret

Møde i jobcenteret

Noget af en overraskelse

Jeg har ikke sovet den halve nat, fordi jeg skulle til møde i jobcenteret. Jeg fortæller mig selv, at det er noget pjat, for det er søde mennesker, der kun vil mig det bedste, og at jeg er velforberedt. Jeg ved, hvad jeg vil med mødet:

  1. Finde en afslutning på det job, som jeg p.t. er sygemeldt fra
  2. Drøfte det kommende job: Hvordan skal vi finde det, hvad skal det være og så videre?

Jobcenteret handler

Frem mødte en HR-partner fra Salling Group og min sagsbehandler. Førstnævnte var jeg nu ret forbavset over at møde, men min søde sagsbehandler skulle selvfølgelig være på sin plads. Jeg må sige, jeg er overrasket over så hurtigt de har handlet på en sidebemærkning, jeg lod falde i en døråbning. Men det passer mig egentlig fint.

HR-partneren var utrolig sød og kompetent. Hun stillede mange for et fleksjob særdeles relevante spørgsmål. Hun havde tydeligvis prøvet det mange gange før, og hun skrev og skrev på sin medbragte computer. Hun vidste, både hvad bipolar og Aspergers Syndrom er for noget. Hun vidste, hvad det betød i et job. Det var i sig selv befriende. Tænk at jeg ikke behøvede at fortælle, at man med Aspergers Syndrom sydrom har det ekstremt godt med detaljer.

Det var en selvfølge at drøfte skånebehov:

  • Ingen stress – altså på ingen måde sidde i kasse
  • Tid til at notere ned, så jeg ikke glemmer opgaverne
  • Tid til at drøfte prioriteringen af opgaverne
  • Opgaverne bør være afgrænsede og strukturerede, ligesom rollen i opgaveløsningen skal være klar.

Næste skridt

HR-partneren vil nu gå i gang med at lede efter butikker, der mangler min profil. Og hvad er så den?

End ikke en der i deres system er “aktivitetsparat”, for jeg skal jo først læres op. Bare en der kan arbejde 12 timer med en arbejdsintensitet på under 100 pct. Det er ikke meget, der er tilbage af mig. Alligevel ser jeg frem til at høre fra hende igen og til at komme ud at tale med en af butikscheferne og til at få en fornemmelse af, hvad det i det hele taget går ud på. Hvad taler vi om helt konkret? Hvad er det jeg evt. kan se frem til efter den 1. oktober? Jeg synes, hun talte noget om at gå rundt med en PDA og tjekke datoer. Så ved man da, hvad man skal, og det kan man vel ikke blive stresset af, når arbejdsintensiteten netop er sat til under 100?

Hvad med CV’et?

Hvis nogen nogensinde vil se mit CV igen, vil det se lidt sært ud fuldmægtig her og der, specialkonsulent her og der, chefkonsulent der, datomærketjekker i føtex på Hvidovrevej eller lignende, chef for mælken i Netto i Hvidovre C eller chef for bamserne i fætter BR.

Jeg prøver at lave lidt sjov med det. I virkeligheden er det slet ikke sjovt at se karrieren smuldre og selv ende med at sortere datovarer eller at stable rugbrød, men hvad skal jeg gøre? Et eller andet skal jeg lave i de 13 år, der er, til jeg skal pensioneres. Førtidspension er ikke en mulighed, idet man efter de nye regler (2016) nærmest skal have mistet arme og ben for at få den tilkendt. Altså må jeg arbejde med et eller andet, jeg kan klare.

Indtil videre ser det ud til at være som datomærketjekker.

Dagens anden nyhed

Min første klumme på POV.International er blevet bragt her. Jeg har været meget spændt på det, idet emnet (mand, kvinde, enten-eller, både-og) jo er ret så personligt. Faktisk er det så personligt, at jeg aldrig har turdet skrive om det her på bloggen, men nu har jeg åbenbaret mine tanker for 200-2000 læsere på POV. Det er lettere, når læserne er anonyme end nogen, man kender.

,

I Psykiatrifondens blad

Arbejde

Interview

Jeg har været i Psykiatrifondens blad i et dobbeltinterview sammen med John – min chef – om det at være i et fleksjob og om det at have en medarbejder ansat i et fleksjob.

Artiklen, der er skrevet af journalist Lotte Ladegaard, kan læses her, hvis du skulle være interesseret.

, , ,

Tæt på lykkelig

lykkelig

En god følelse

Jeg føler mig tæt på lykkelig og nyder det, så længe det varer. Det kører for mig lige i øjeblikket, for jeg sammenligner med de to mareridtsår, hvor alt var uklart: hvad skulle jeg leve af, hvor skulle jeg bo, ville jeg dø eller leve, hvorfor kunne jeg ikke huske noget, hvornår skulle jeg indlægges igen osv.? 2014 og 2015 er helt væk fra erindringen, men måske gør det ikke noget, for det var alligevel et helvede af depressioner, manier, angst, frygt og dødslyst. Egentlig ønsker jeg heller ikke at huske det.

Hvad fremkalder lykkefølelsen?

Patientfeedbackmøde

De ringede fra afdelingen og spurgte, om jeg ville deltage i et patientfeedbackmøde den 19. juni om patientstyrede indlæggelser (PSI). Selvfølgelig vil jeg hjælpe, og det første ord der falder mig ind i forbindelse med PSI er ‘tryghed’. Det gør mig nærmest lykkelig at blive spurgt. Jeg har en kontrakt med afdelingen, der går ud på, at jeg til enhver tid kan komme og være på PSI-pladsen i op til fem dage. Idéen er at man skal komme, inden man har behov for en fx fire uger lang indlæggelse, fordi det er gået galt. Konceptet er genialt. Selvfølgelig er der store besparelser forbundet med PSI-kontrakterne, men jeg kan ikke se det som andet end en fordel for patienterne.

Udfordringen er at huske, at man har pladsen, når man er på vej til at blive dårlig. Det glemte jeg selv sidst, så jeg gik rundt hjemme og fik det værre og værre, og det endte med en tre ugers indlæggelse. Det var ikke godt. Måske kan jeg finde en smart anordning,, der bipper, inden det går galt, så jeg husker PSI-pladsen? 🙂

Arbejdet

Jeg arbejder som webudvikler i en lille IT-virksomhed. Det er et fleksjob, hvor jeg er ansat 5-15 timer om ugen, og jeg er meget glad for det. Efterhånden kan jeg bidrage med ret meget, og jeg kan lære chefen meget, hvilket er en stor tilfredsstillelse for mig; det gør mig nærmets lykkelig. Jeg elsker at lave hjemmesider, og jeg er ved at være god til det. Jeg tænker på at tilbyde ‘Linux for begyndere’ at lave en hjemmeside for dem, så vi kunne lave en systematiseret erfaringsopsamling.

Mit firma mangler opgaver p.t., men jeg prøver at have is i maven, for jeg er den af os to, der sidder yderst på grenen. Jeg vil kæmpe med næb og klør for at bevare jobbet, nu hvor jeg endelig har fundet drømmejobbet. Jeg finder aldrig noget, der er lige så godt.

Med arbejdet følger en lille løn, som suppleres af fleksløntilskuddet fra Hvidovre Kommune og min invalidepension fra JØP som samlet set gør min økonomi ret sund. Dette er også til forskel for de år, hvor verden var kaotisk.

Linux

Linux er leg, og jeg leger godt. Jeg elsker læreprocesserne, og jeg lærer noget nyt hver dag. Det gør mig nærmest lykkelig. Jeg kan ikke finde ud af om indlæringskurven er stejl eller mere flad. Jeg er jo halvgammel (55 år), så det er sin sag, at begynde forfra med et nyt styresystem, men jeg synes egentlig selv, det går ret godt. Der er meget at lære, og google er min ven, så jeg googler svar på alle mine spørgsmål. Og det jeg ikke kan google mig til, spørger jeg om i Facebookgruppen ‘Linux for begyndere‘, som er en fantastisk gruppe fyldt med hjælpsomme mennesker.

Konklusion

Det tegner til at blive et godt liv!