Tomater og bananer
Der skal mange til
Der skal mange tomater, bananer, broccoli, agurker og så videre til for at opnå en årlig omsætning på 16 millioner kr. Der skal pakkes mange plastikposer for at nå derop. Det er tallet for omsætningen i “Bilka to go” i Hundige. Jeg ved det, fordi jeg var til samtale i mandags og sagde ja tak til jobbet.
Det var nærmest som om, jeg var ansat på forhånd. Det siger måske noget om, at det er meget svært at rekruttere medarbejdere til den type stilling?
Chefen for “to go-afdelingen” var vældig flink, men af bitter erfaring ved jeg, at det er chefer altid til samtalen. Det er i hverdagen, det skal stå sin prøve. Apropos hverdage smilede han stort, da jeg sagde, at jeg ikke var bleg for at arbejde på søndage, da jeg alligevel ikke skulle i kirke. Han har nemlig svært ved at dække søndagene, så min udmelding var gefundenes fressen for ham.
Bekymringerne
Mine bekymringer om det at finde rundt i butikken blev hurtigt gjort til skamme. Det hele foregår i zoner og via en tablet, hvor man bevæger sig rundt i butikken med en vogn med seks enorme kasser. En kasse er lig en kunde. Tabletten viser zonenummer, hyldenummer, et nummer mere og viser også et billede af varen. Billedet kan forstørres ved dobbeltklik, så man er helt sikker på at fange de rette cup noodles.
Han sagde, at systemet nærmest var idiotsikret. Så kan jeg vel også finde ud af det? Jeg er i hvert fald god til noget med tal. I 98 pct. af tilfældene vil man ikke være i tvivl om hvilken vare, der skal i kassen.
Vi diskuterede bananer, da en banan – eller anden frugt/andet grønt – ikke bare er en banan. Reglen er, at ville man selv købe den, skal den i kassen. Lige for så vidt angår bananer vil jeg nu prioritere de næsten grønne 🙂 Det er nemlig dem, jeg selv ville købe.
Min eneste tilbageværende bekymring er, om jeg kan holde trit, og det kan jeg helt sikkert ikke i starten. Vi forstyrrede nogle, der arbejdede, og de havde sørme travlt. Det tempo når jeg aldrig. Men jeg skal jo heller ikke være en 100 procentsmedarbejder. Måske skal jeg være tilfreds med 50 pct., men det betyder også halv løn.
Oplæring
De kobler en erfaren medarbejder på mig i starten, som skal lære mig op. Der bliver altså ikke noget med at gætte på processer og procedurer. Det er jeg vældig glad for. Der er ikke en tidsmæssig ramme for oplæringen. Den vil vare så længe, der er behov for det, og kan fx bestå i, at jeg siger “nu har jeg styr på dette, men mangler stadig dette”. Det lyder trygt og som et firma med styr på tingene.
At finde vej
En anden bekymring – men den er til at løse – er om jeg kan finde derud. Det lykkedes mig nemlig at fare vild, da jeg skulle derfra. Jeg endte i et parkeringshus og dernæst på en vej uden fortov som et signal til, at der måtte man ikke gå. Jeg har tænkt mig at træne et par gange, så jeg ikke kommer for sent på dag et. Jeg hader den slags steder, som kun er tiltænkt bilister.
Evalueringer
Der er fokus på evalueringer. Den første ligger efter to uger og er med chefen. Efter fire uger er der en evaluering med chefen og HR-partneren. Gad vide om jeg kommer gennem det? Jeg tænker, at nu prøver jeg, for et eller andet skal jeg jo lave. Prøver jeg ikke, aner jeg ikke, om det ville være gået. Kommer jeg ikke gennem nåleøjet om tre måneder, er det bare ærgerligt.
Deres bekymring er, om jeg vil gøre det for godt grundet min Aspergers Syndrom, hvor man er detaljeorienteret. At gøre det for godt er lig med at gøre det for langsomt og så falder dækningsbidraget som bekendt.
Andre fleksjobmedarbejdere
Det var vigtigt for mig at få spurgt, om de havde andre fleksjobmedarbejdere. Jeg skal ikke endnu engang ud et sted, hvor arbejdsgiver ikke forstår, hvad det vil sige. De har en enkelt, der bor så langt væk som i Vordingborg. Hun må være glad for det, for der er immervæk et stykke vej til Bilka i Hundige.
