/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jeg bidrager

Arbejde

Fedt at være på arbejde og bidrage igen

Jeg bidrager til virksomheden, til samfundet, til mig selv. Jeg bidrager med noget, også selv om noget af det bare er copy paste, da jeg ikke er god nok til selvstændigt professionelt design endnu. Jeg kan gå hjem og sige “Jeg har været på arbejde”. Jeg har noget at stå op til. Jeg har nogen at sige “god morgen” til tre dage om ugen. Jeg glæder mig til at stå op næste morgen. Jeg bliver glad, når kollegaen siger, der er kommet en stor ny opgave i hus med masser af opgaver til mig.

Oprindeligt var det aftalt, at jeg skulle arbejde hjemme, men efter mit eget ønske er jeg nu tre dage om ugen på virksomhedens adresse. Her i starten er der en vældig god effekt af at sidde sammen, og at kunne kaste spørgsmål over bordet. Jeg kan ikke blive webdesigner pr. telefon! Og indimellem kan jeg heldigvis også lige besvare nogle af kollegaens spørgsmål. Så er det en rigtig god dag.

Til Aarhus til undervisning

I dag er finansieringen af min undervisning hos vores eksterne konsulent faldet på plads. Jeg glæder mig helt vildt til de to dage i Aarhus. Det bliver to lange dage men det skal jeg nok klare, for motivationen er i top. Jeg har selv været med til at fastlægge programmet. Vi starter med at surfe rundt på nettet og finde “lækre” og “mindre lækre” sider. Hvad gør, at en side henregnes til den ene eller den anden kategori? Det vil jeg så sandelig gerne have et svar på, for jeg kan ikke regne det ud selv, og i øvrigt afhænger det jo af betragteren.

Jeg er vant til at lave sider, som jeg selv synes er pæne, og kan andre ikke lide dem, gør det ikke så meget. Nu ser jeg frem til på egen hånd at kunne lave en side bare til mig selv, der kan anses for lækker.

/i , /af ,

Arbejde

Arbejde

Den første uge på arbejde igen

Jeg har været på arbejde den første uge efter udskrivelsen, og det er bare skønt at være kommet i gang igen. Der har været et par succesoplevelser, hvilket ikke forringer det skønne. Jeg er så mega-glad for at være der, og jeg håber på, at det vil være det sted, jeg skal være, til chefen går på pension. Han er nemlig ældre end mig. Jeg orker ikke flere omskiftninger nu. Jeg har startet forfra i alt fem gange siden 1. januar 2016. Nu vil jeg falde til og levere varen mandag, onsdag og fredag gerne 15 timer pr. uge, hvis der er opgaver nok til det, og hvis jeg kan holde til det.

Fra nu af kalder jeg chefen for kollegaen her på bloggen, med mindre han optræder i rollen som chef. Det er lige med at holde styr på kasketterne, når det er et enkeltmandsfirma.

Kontrakten er ikke helt på plads, da der er et par ting, vi i fællesskab er i tvivl om. Chefen opfordrede mig selv til at kontakte Djøf for at få den valideret. Der er ingen overenskomst, så det er det grå marked, jeg bevæger mig på, og der er det godt at have en god fagforening i ryggen, og det er Djøf.

Når man entrerer med et fleksjob, er der altid risiko for, at man skriver under på vilkår, der er for ringe, fordi det er så sindssyg svært at finde en arbejdsgiver, der vil “forbarme sig”. Kommunens fleksjobkonsulenter ligger på knæ for sådanne arbejdsgivere med formuleringer som “Bare der var flere som dig”.

Mandag

Tre timer hvor vi egentlig mest snakkede dels om, hvordan vi skal gribe fællesskabet om arbejdet an, dels om konkrete udfordringer på de sites, vi er i gang med. Vi fik lavet en lille smule konkret, men det var ikke målet.

Som mennesketyper er vi vist vidt forskellige: kollegaen er lynhurtig, intuitiv, utålmodig, ekstrovert og designer. Jeg nørkler eftertænksomt, læser mig til løsninger, tålmodig, introvert og tekniker. Sammen er vi et rigtig godt team.

Tirsdag

Min fridag men jeg havde – fordi jeg syntes det var sjovt – lovet at bruge en time på et problem, kollegaen ikke kunne løse. Det var enormt nemt for mig på 45 minutter i alt. Han blev glad og uddelte ros, og så blev jeg jo glad. Der skal af og til så lidt til.

Jeg er et menneske, der har stort behov for feedback, både positiv og negativ, på mine arbejdsopgaver, for hvordan skal jeg ellers vide, om jeg er på rette vej? Det skrev allerede Psykiatrifonden om i deres slutrapport, der gik til rehabiliteringsteamet. Jeg tror nu ikke, det er specielt unaturligt.

Onsdag

Jeg sad hjemme og lavede seks produktsider til en stor kunde. Det gik superfint, og jeg har det bedst med mit eget udstyr, som er state of the art. Det var ikke stor kunst men en masse copy paste; det kan jeg fint leve med til en start. Ville man være negativ, kunne man kalde det “idiotarbejde”, men det vil jeg ikke. Jeg vil være i gang, være aktiv, bidrage til samfundet, kunne komme hjem og sig “jeg har været på arbejde” osv. Jeg elsker at arbejde, for det giver mig berettigelse her i livet, også selvom jeg er klar over, at den tænkning af de fleste anses for at være forkert.

Efter 03:00 timer lukkede jeg siden, for det var sådan, vi havde aftalt det. Jeg overholder mine aftaler!

Fredag

På arbejdspladsen på Midtsjælland: Jeg havde nogle spørgsmål fra i onsdags, men dem kom vi ikke rigtig ind på, men det er heller ikke min opgave at erindre om det (tror jeg), så jeg gik videre med min copy paste. Nogle af produktsiderne rummede nye spørgsmål om, hvordan kollegaen ville have det lavet. Så er det en kæmpe styrke at sidde i det samme lokale. Hjemmearbejde er godt, mit udstyr er bedre, men det overruler ikke styrken ved at sidde i samme lokale. Når man sidder sammen, kan man klikke og pege, kaste et spørgsmål og en bemærkning over bordet osv. Og det er mit eget udtrykte ønske, at vi til en start ofte sidder sammen og det ønske har jeg fået opfyldt. For mig handler det også om, at vi lærer hinanden at kende som men mennesker. Så vil det senere være lettere bare at tale i telefon.

Og så kan jeg også bidrage med noget, fx hvordan man staver til “balustre” 🙂

/3 Kommentarer/i , /af ,

På arbejde igen

Arbejde

En stor dag for mig

Jeg havde glædet mig og jeg var spændt – cfr. nervøs – for at komme på arbejde igen. Hvordan ville det være? Ville chefen/kollegaen/direktøren, som er en og samme person, forvente en hel masse? Og ville jeg i givet fald kunne leve op til det? Ville mit hoved falde af? Ville hænderne ryste som før mv.?

Nej sådan var det slet ikke at komme på arbejde igen efter tre fire ugers fravær. Vi tog det stille og roligt med lidt snak, og så lidt snak foran skærmen for sådan snakker man godt, bevægede os ind på et område, hvor jeg faktisk kunne bidrage med noget, som han ikke havde kendskab til, men som på sigt kan være vigtigt for kunderne. Det føltes rigtig godt.

Jeg skal virkelig vænne mig til at se kollegaen som kollegaen cfr. direktøren eller chefen. Det bliver en stor udfordring, når man kommer fra ekstremt topstyrede organisationer med en departementschef i spidsen efterfulgt af en stribe kontorchefer i departementet og en række direktører i styrelserne. Alle retter ind efter departementet, og sådan er det selvfølgelig nødt til at være.

Men nu skal jeg altså til at tænke, at direktøren er min kollega, og at jeg har andre at spørge end Google. Det kræver nok lige lidt tilvænning. Det er svært at spørge til råds, hvis man føler sig dum.

Resten af ugen

Vi tager det stille og roligt. Vores foreløbige mål er at nå op på de 15 timer pr. uge i løbet af den kommende måned. Når vi ikke målet, laver vi da bare et nyt. Han er enormt fleksibel og imødekommende, så det er jeg også. Jeg fik allernådigst lov at arbejde på onsdag. Jeg vil jo gerne i gang. Bidrage aktivt til samfundet. Være noget. Gøre noget osv. Og nu har jeg vist så fået en chef, der kan og vil hjælpe mig til at gøre det under kontrollerede former. Jeg har højt og helligt lovet kun at arbejde i tre timer på onsdag 🙂 Vi ses på Midtsjælland på fredag.

Politik: Befordringsfradrag

Virksomheden ligger på Midtsjælland udenfor Roskilde, så det koster 44 kr. hver vej. I starten er min timeløn ikke så høj, så transportudgifterne spiser næsten timelønnen op, hvis vi skal mødes tre gange om ugen, hvad jeg jo på den anden side meget gerne vil. Jeg bliver nu engang klogere af at sidde sammen med kollegaen end alene med Google.

Jeg gav mig derfor til at regne lidt på det: Jeg bruger Rejsekortet, så om morgenen koster det 44 kr., og om eftermiddagen koster det 35 kr. I alt pr. dag: 79 kr. Der er 70 km. frem og tilbage, og for de første 24 km. er der intet kørselsfradrag, men derefter er der 1,98 kr. i fradrag svarende til 70-24 * 1,98 = 91,08. Summa summarum: statskassen er så venlig at betale for mine rejser til Midtsjælland til arbejde. Det er da super udregnet fra politisk hold, at man kan tage kollektive transportmidler gratis til arbejde. Det er måden at lokke flere over i den kollektive transport på.

/i , , /af , ,

Melodien der blev væk mv.

Melodi

Det værste var musikken

Melodien der blev væk

Problemet var, at melodien ikke blev væk! Tværtimod var den der hele tiden.

Jimmie Hendrix’ guitar, som jeg hørte kun inde i hovedet, men som alligevel var så virkelig, at jeg gik langs væggene for at lytte efter om det nu ikke alligevel var mine aldersstegne naboer, der havde ændret smag, er væk.

Der blev langsomt skruet ned, og en morgen vågnede jeg op og konstaterede, at det var væk! Det var en stor dag. Det er nok svært at forestille sig, hvordan det er at høre noget, man ganske udmærket ved, er falsk(t), men som lyder som sandt. Jeg bliver ganske enkelt bange for, at jeg så for alvor er rablende vanvittig. Når det går over, kniber jeg mig selv i armen og tør næsten ikke tro, det er sandt.

Som at gå på vat

Jeg forklarede en medpatient, at jeg føler, at jeg svæver, uagtet jeg er helt klar over, at jeg ikke er en fugl eller lignende. Jeg er 20 cm. over gulvet og sætter af i luften. Jeg ved, det lyder sært, og det er også sådan, det føles. Hun sagde “det er som at gå på vat”. Det var en god formulering, som beskriver tilstanden godt.

Jeg svæver stadig, alligevel har vi aftalt udskrivelse til på tirsdag eller mandag, og det er OK med mig. Det bliver sikkert mandag, når det kunne være tirsdag. Der er altid folk i kø til åbne psykiatriske sengepladser, og jeg bliver ikke raskere af at blive en dag ekstra, og jeg synes også, jeg har fået det rigtig godt igen. De har lappet mig sammen for 12. gang siden september 2014. Hvor længe kan det blive ved?

Angsten

Det er nu anden gang jeg er indlagt med psykotiske symptomer. Det værste er angsten – især for musikken. Angsten for for alvor at være blevet skør. Jeg kan leve med det bipolare men ikke med de psykotiske symptomer; derfor har de øget min Abilify til næsten maksimal dosis.

Nu ønsker jeg mig inderligt en lang, lang stabil periode, og jeg drømmer om ikke at føle det pinligt, hvis jeg alligevel bliver nødt til at vende tilbage til 808, før den er udløbet.

Arbejdet

Jobcentret, arbejdsgiver og jeg har holdt møde i dag, og det er gået over al forventning. Nu er der sat ord på alt det usagte både fra min side og arbejdsgivers side. Vi havde for længst svoret hinanden 100 pct. ærlighed, men det er svært pr. telefon, når man kun har truffet hinanden to gange, og for mit vedkommende yderligere svært, når jeg bare gerne vil have jobbet og kæmper for at holde pensionen fra dørene.

Jeg fik fortalt, at jeg havde være bange og u-glad de to og en halv uge, jeg nåede at være der. Så bange at jeg sad og rystede, når han ringede; ikke bare let håndtremor men storrysten. Jeg fik fortalt om følelsen af, at jeg kun havde Google at spørge. Jeg turde ikke stille spørgsmål, for jeg så ham som direktøren fremfor som kollegaen – men det er nu heller ikke let, når han er både direktør, chef og kollega på én gang. Den slags sker for mig, når jeg så pokkers gerne vil lege med men ikke kan.

Han vil mig imidlertid gerne, så nu har jeg det både på skrift og i vidners påhør. Han er tilfreds med det, han har set og måden, jeg går til tingene på. Der er 125 ting (mindst), jeg ikke kan, men han er indstillet på at lære fra sig både konkret, og hvordan han tænker samt på at betale to dages eneundervisning hos Michael, som jeg har arbejdet sammen med i flere år i mit privatliv og føler mig tryg ved plus togbilletten til Aarhus t/r plus hotelværelse. “Lav en lækker hjemmeside” Jow – men hvad er det?

Hvidovre Kommune

Hvidovre Kommune bidrager med en mentortime pr. uge i tre måneder som et plaster på såret til arbejdsgiver for den tid, han bruger på mig i den indledende fase.

På mandag

Vi går stille og roligt i gang næste mandag med at arbejdsgiver og jeg sidder i samme lokale to til tre dage om ugen, for videnoverførsel pr. telefon er ikke ideelt, når man næsten ikke kender hinanden, og der er så stor forskel i kompetencerne. Vi har mødtes to gange forud for i dag.

Jeg synes virkelig ikke, jeg kan ønske mig mere. Vi skiltes med et knus.