/15 Kommentarer/i , , /af , ,

Evaluering af virksomhedspraktikken

Evaluering af virksomhedspraktikken

Sådan går det i virksomhedspraktikken

Hvis du synes, denne post bliver for “selvfed”, så spring den bare over.

Evaluering af virksomhedspraktikken.

I dag var der en evaluering af min virksomhedspraktik i Folkekirkens Nødhjælp (FKN) mellem Psykiatrifonden (der fungerer som anden aktør for kommunen), chefen og mig. På forhånd var jeg temmelig nervøs og havde det som om, jeg skulle til eksamen. Jeg var ikke så bange for det faglige, men mere for om de nu kunne lide mig mv. Psykiatrifonden gjorde det dog indledningsvist klart, at jeg skulle se det som en støttende samtale. Så jeg prøvede at lægge eksamenspresset af mig.

Konklusionen er: FKN er tilfredse og jeg er tilfreds. Faktisk er jeg fantastisk glad for at være der og synes, det er den fedeste organisation, jeg nogensinde har været i, og jeg har altså været rigtig mange steder.

FKN synes, det rykker hurtigt, og at jeg har nået enormt meget, når man ser på hvor kort tid, jeg egentlig har været der (og jeg er der kun 12 timer om ugen), og den første uge gik med at finde mig nogenlunde tilrette i huset. De synes, mit arbejdstempo er højt, de synes, jeg skaber de rigtige kontakter, at jeg er loyal overfor beslutninger og overfor min chef, at jeg har en god fornemmelse for, hvad jeg selv kan træffe beslutning om og hvad jeg skal spørge min chef om, at jeg er god til at spørge til, hvad der er chefens ambitionsniveau osv. Alt sammen positivt.

Hukommelsesproblemet

Vi drøftede hukommelsesproblemet. Selv synes jeg det går ad h… til. Jeg går og er bange for at spørge om det samme to gange og at sige det samme flere gange. Det sidste kunne chefen bekræfte, jeg gentager mig selv. Han ser det med de positive briller “den samme gode tanke er tænkt to gange”. Jeg kender ham nu så godt, at jeg kan mærke, hvornår jeg gentager mig selv. Jeg er bange for at virke dum, men han er som sagt positiv. Jeg er glad for at være et sted, hvor der er åbenhed om problemet. Jeg ved ikke, hvor meget de andre ved om min sygdom, men det er mit gæt, at de alle ved, jeg er der, fordi jeg er syg, og det er en lettelse.

Det er dejligt at være et sted, hvor alle kender til problemet. Det er ikke noget, vi går og taler om, men bare det at jeg ved, at de ved, er en stor lettelse. Jeg leverer et stykke arbejde, og det har de respekt for. I det hele taget er det vist sådan, at FKN og jeg er et godt match. Jeg prøver at levere så meget, jeg kan inden for den tid, der nu er afsat og det er de tilfredse med. Vi kommer et lille stykke vej hver dag, og det må være succeskriteriet. Jeg er i hvert fald glad for at kunne gå hjem tre dage om ugen og sige “jeg har været på arbejde”.

Øge arbejdstiden?

Vi drøftede mit ønske om at få arbejdstiden op til 15 timer om ugen – jeg har simpelthen lyst til at nå noget mere. Det var Psykiatrifondens erfaring, at den slags skulle ske gradvist med at putte en time på om ugen. Jeg har stor respekt for deres viden og erfaring, så nu gør vi sådan. Selv ville jeg bare lægge de tre timer ekstra på pr. uge i min iver efter at præstere, men det er nok ikke så godt.

Fremtiden

Vi talte også lidt om fremtiden: Kan FKN evt. overveje at oprette et fleksjob til mig? Chefen har bevilling til at ansætte en student. En fleksjobber vil formentlig ikke koste meget mere. Jeg tør ikke tro det. Psykiatrifonden siger, det sker en gang ud af tusind, at en virksomhedspraktik bliver til et fleksjob. Altså tør jeg ikke tro det. Men for pokker hvor kunne det være fedt. Og den viden de har postet i mig ville ikke gå tabt, hvis de ansatte mig. For mig er det selvfølgelig lidt mærkeligt at kunne blive byttet ud med en student, men jeg må se det som et grundvilkår at starte forfra på arbejdsmarkedet.

Samlet set var det et godt møde. Jeg fik bekræftet, at jeg stadig kan noget, og at jeg stadig har en værdi på arbejdsmarkedet. Jeg kan stadig “fitte in” på en arbejdsplads, og jeg kan stadig levere resultater. Og det er vigtigt for mig.

 

/12 Kommentarer/i , , /af , ,

Hos psykologen

Hos psykologen

Jeg sætter overliggeren for højt

Jeg startede dagen hos psykologen i Psykiatrifonden. Hun er simpelthen så dygtig, og jeg får så meget ud af sessionerne hos hende.

Jeg optager – af hensyn til hukommelsen – alle vigtige møder, og dagens lydfil har jeg allerede hørt; det bekræftede mig bare i, hvor godt det var.

Vi startede med at tale om den kommende virksomhedspraktik, som jeg glæder mig meget til, men som jeg også er meget nervøs for. Hun skar det ud i pap for mig: Jeg sætter overliggeren for højt.

Jeg vil gøre mig uundværlig

Min stille ambition er at gøre mig så uundværlig, at Folkekirkens Nødhjælp (FKN) ser sig nødsaget til at oprette et fleksjob til mig, når praktikken er ovre. Med det ambitionsniveau kan det kun gå galt, for det er simpelthen så sjældent, Psykiatrifonden oplever, at det går sådan. Det er en utopi.

Jeg er fx bange for, at jeg ikke kan huske, hvordan man laver en projektplan, som er trin et i processen. Hun siger, at jeg godt kan huske det, men at det ikke vil gå så stærkt, som det plejede. Jeg er vant til at kunne jonglere lynhurtigt med opgaverne, og jeg er som menneske meget ambitiøs. Det kan jeg nok ikke mere, og jeg er nødt til at opbygge noget tålmodighed med mig selv. Bare tænk på hvordan det er at komme tilbage efter en god lang sommerferie; det kan være rigtig svært at komme i gang igen efter de 3 – 4 uger, hvordan er det så ikke at komme tilbage til arbejdsmarkedet efter flere års fravær?

Jeg er bange for ikke at kunne leve op til kravene, men realiteten er, at det ikke er Folkekirkens Nødhjælp, der stiller de største krav; det er mig selv.

Hos psykologen er meldingen: det vil ikke være sundt

Angående det med at være uundværlig: Jeg kunne måske godt gøre mig uundværlig, men det vil være usundt for mig, for så er jeg tilbage i det gamle spor, hvor jeg kører på randen af en mani, og det skal jeg slet ikke i nærheden af. Jeg har kun været indlagt to gange med mani, som først blev diagnosticeret i sommeren 2014, hvor jeg fik min nuværende diagnose “bipolar affektiv sindslidelse”, men jeg har gået og tænkt meget over, at store dele af mit arbejdsliv har været præget af u-erkendte manier. Hvis jeg har været opslugt af en opgave, er jeg aldrig gået hjem, før den var løst, uanset om det hastede eller ej; jeg er også stædig, så jeg kæmper til sidste blodsdråbe. Jeg har sat mig selv fuldstændig til side i mange år og kun arbejdet på min karriere. Og hvad har jeg egentlig fået ud af det?

Det realistiske ambitionsniveau

Ambitionsniveauet bør i stedet være at leve op til følgende med skånehensynene, som er hentet fra den praktikaftale, der er indgået mellem FKN og Psykiatrifonden på vegne af jobcenteret:

“Hanne B. Stegemüller har behov for strukturerede opgaver, tydelige instruktioner, og feedback på opgaveløsning. Der bør ikke være deadlines, men en plan, der sikrer et tidsmæssigt overblik. Hanne B. Stegemüller har brug for pauser efter behov og hjælp til kun at arbejde inden for de fastsatte rammer, hvad angår timetal og opgaver. Hun har brug for en rolig arbejdsplads.”

Hvis jeg kan leve op til det, er det jo en succes, og ingen forventer mere, men jeg synes jo ikke, det er ret meget, og jeg synes næsten, det er beskrevet som om, de forventer, at jeg er blevet dum af at blive syg, og det (be-)nægter jeg.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Mani og kommune

Mani og kommune

Mani og kommune

Først mani

Jeg befinder mig atter i en manisk fase, der opstod med et fingerknips nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg har det for så vidt meget godt, men jeg ved, at det er sygeligt. Det er i indeværende f0rløb gået op for mig, at jeg har haft mange flere manier, end jeg hidtil har været klar over, og at en mani er en farlig tilstand at være i.

Jeg sover ikke, jeg spiser ikke og føler mig generelt opstemt og energisk. Jeg vågner fx kl. 03:30 og er fyldt med energi. Forleden dag omsatte jeg det i at stå op og lave morgenkaffe, tjekke Facebook og herefter gå i gang med at sæbe badeværelset af fra gulv til loft. Det er blevet enormt flot. Nu har jeg så gjort hovedrent i hele lejligheden – altså sådan noget med også at vaske karme og paneler ned, alt skinner, og det er længe siden, jeg har haft det så rent i alle rum på én gang – og det er jo i og for sig godt nok, men årsagen er ikke så sund.

Jeg har tænkt på at ringe til Psykiatrisk Center Hvidovre og fortælle dem om situationen, men jeg føler mig ikke parat til (endnu) en indlæggelse. Nu ser jeg lige tiden an et par dage, og så kan det da være, det går i sig selv.

Opfølgningssamtale i Hvidovre Kommune

I dag har jeg været til opfølgningssamtale i Hvidovre Kommune i anledning af min sygemelding. Jeg var nervøs for det, fordi mit udgangspunkt et eller andet sted er, at de nok vil mig noget dårligt. Det gik godt til trods for, at min sagsbehandler samtidig er min udskrivningsmentor, hvilket er noget rod, fordi det er en eklatant funktionssammenblanding. Jeg åbnede ballet ved at sige, at mit udgangspunkt er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan gøre det på normale vilkår, og at jeg er bange for arbejdsmarkedet, da mit selvværd ligger et godt stykke under kælderhøjde.

Min drøm er, at det hele kan munde ud i et fleksjob. Jeg har langsomt, men sikkert, indset, at min karriere nok er slut, og at jeg ikke længere kan leve op til arbejdsmarkedets krav. Det er en bitter pille at sluge, når karrieremålene altid har været en væsentlig drivkraft i livet.

Jeg prøver at vende det positivt og tror, jeg kan få et godt liv med et fleksjob:

  • jeg kan få passende udfordringer,
  • jeg kommer ud i blandt mennesker enten hver dag eller flere gange om ugen,
  • jeg vil kunne trække mig tilbage i mit hjem, og beskæftige mig med det, der optager mig allermest og som gør mig glad,
  • lønnen vil være almindelig overenskomstmæssig løn, og
  • arbejdsgiver vil få refusion fra kommunen svarende til dagpengeniveauet, så jeg ligger ingen til last.

Det er usikkert om og evt. hvornår, patienten kan raskmeldes

Sagsbehandleren har indhentet statusattest fra min egen læge, og jeg fik en kopi med hjem. Jeg er meget glad for det, min læge har skrevet: “Sygdommen medfører fuld uarbejdsdygtighed” og “Det er usikkert om og evt. hvornår, patienten kan raskmeldes”.

Det er da rene ord for pengene, også selv om det er atter en bitter pille at sluge.

Næste skridt er, at jeg skal deltage i et 8 eller 13 ugers forløb hos Contra, hvor det skal vurderes, hvad og hvor meget jeg kan. Jeg håber, de er professionelle, og at det ikke er beskæftigelsesterapi, for det gider jeg ikke. Som udgangspunkt er jeg positiv og spændt på, hvad det er for noget – og jeg håber på, jeg ikke bliver skuffet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.