, ,

Fast arbejde

Jeg kniber mig selv i armen

I morgen starter jeg i et fast job 15 timer pr. uge, hvor de første to uger er en praktik, hvor vi ser hinanden an, og det har jeg det fint med. Opgaverne består af sprog og web for et mindre webbureau i Lejre. Jeg arbejder primært hjemme, da det er bøvlet og dyrt at komme til Lejre fra Hvidovre.

Jeg har taget alle forbeholdene:

  • Jeg er tekniker ikke designer
  • Det gik ikke så godt i Farum, idet jeg ikke kunne gætte, hvordan siden skulle se ud men alligevel fik en pæn anbefaling
  • Jeg kan ikke afmaske billeder
  • Jeg har aldrig prøvet at sætte en webshop op
  • Jeg ved intet om SEO (en klar fejl).
  • Jeg ved intet om CSS (ditto)
  • Jeg har haft en sparsom tilknytning til arbejdsmarkedet siden 2013 – men dog min form for fuldtid i både 2016 og 2017 i FKN.
  • Min hukommelse er elendig

Men jeg har også sagt til ham, at jeg er god til at bruge Google og da gud og hver mand sætter en webshop op, kan jeg vel også samt at jeg elsker læreprocesser.

Angsten

Alt dette er selvfølgelig angsten for at falde igennem, når nu endelig mit store, store ønske ser ud til at gå i opfyldelse. Derfor bliver jeg så pokkers ydmyg – også mere end godt er.

Vi har talt i telefon fire eller fem gange i dagens løb, sådan er det at forhandle kontrakt og tale opgaver pr. telefon, og det har været behageligt. Han har lige SMS’et, at han er glad for vores aftale. Jeg kunne kun skrive ‘Lige over’.

Den angst kommer, når man har prøvet at hænge med det yderste af neglene i det ikke særligt rummelige arbejdsmarked. Når man først er kommet udenfor – og det sikkert uanset årsag – er det uhyre vanskeligt at komme ind igen.

I sommeren (vist nok) 2013 blev jeg fyret fra Moderniseringsstyrelsen på grund af sygdom, hvilket set i bakspejlet ikke er så overraskende, for jeg var syg. Indtil sommeren 2014 søgte jeg helt almindelige jobs en masse, men jeg kom ikke engang til samtale. Jeg konkluderede, at jeg var for gammel (50/51), men fyresedlen løftede jo ikke ligefrem situationen.

Diagnosen kom i 2014. Jeg var indlagt eller kom mig efter en indlæggelse hele 2014 og 2015. Jeg startede i FKN den 1. januar 2016 og var der i to år. Og herefter har jeg igen haft svært ved at holde fast i arbejdsmarkedet – eller arbejdsmarkedet ville ikke have mig trods det, at jeg fik en pæn anbefaling også fra Securitas, der blot skulle omstrukturere, udnytte de eksisterende ressourcer bedre mv.

Efter sådan en rutschetur kommer også angsten for ikke at være god nok.

Nu skal det lykkes

Nu skal det lykkes, men det tror jeg også på, det vil. Min nye arbejdsgiver lyder uhyre fremkommelig, og kan lide de sider jeg har vist ham, jeg har lavet. Jeg har lavet nogle skitser til sider, som bare aldrig er kommet videre end til mit webhotel; forleden dag sad jeg og tænkte på at slette dem, men det var så godt nok, jeg ikke gjorde det.

Nåh men første arbejdsdag er i morgen… Der er travlt i firmaet. De har brug for mig 🙂

, , ,

Diverse

Der være et marked!

Min ven havde været i en pænere tøjbutik på Frederiksberg, hvor indehaveren måtte bede kunderne vente et øjeblik, fordi hun liiige var i gang med noget med butikkens hjemmeside. Det går jo ikke. Det skal hun da have mig til, så nu har jeg skrevet hende en kort uopfordret ansøgning – bare i hendes kontaktformular – så må vi se, om hun gider svare. Med reference til Barbro Shoes skal hun bare ikke forvente, jeg går i kjolerne 🙂 Det ville være urkomisk; bare ikke for mig. En art omvendt drag queen.

Der må være et kæmpe marked for den slags småjobs. Alle firmaer med respekt for sig selv har en webshop, og det kan næppe være nogen fordel for ejeren selv at skulle sætte den op og vedligeholde den. Jeg gætter på, at de brænder for deres produkter/idéer og ikke for at vedligeholde en hjemmeside, og det er så der, vi er det perfekte match. Det skal siges, at jeg aldrig har arbejdet med det mest udbredte shopsystem Woocommerce før, men det da kunne læres. Og det gør jeg gerne i min fritid. Egl. kunne jeg gå i gang i næste uge.

Markedet må være der, men hvordan opsporer man det, når man ikke er typen som Mads Skjern, der går ind og siger goddag og villigt venter en time med hatten (og kufferten) i hånden? Det er kompetencer, jeg ikke ejer.

Flæskesteg i gryde

Min morfar var fra 1899. Som ganske ung arvede han fra mine oldeforældre et lille husmandssted på den jyske hede. Oldefar havde drevet stedet med fem eller seks stude, men morfar ville mekanisere; han fik bare forkøbt sig på landbrugsmaskiner, så ejendommen gik på tvang i 1925. Maskinen på billedet hedder en aflægger, men jeg kan ikke lige huske, hvordan den fungerer.

Herefter arbejdede han i tørvemoserne og med forefaldende arbejde, indtil han i 1933 blev gift med min mormor. Jeg husker min mor fortælle, at der ikke var noget stort overskud hverken økonomisk eller menneskeligt. Hun ville vist gerne have været tandlæge, men den slags var selvfølgelig helt udenfor rækkevidde.

Jeg mener så bestemt, hun voksede op i Vig i Odsherred (i hvert fald i Odsherred), og mener også så bestemt, at hun og hendes bror kun gik i skole hver anden dag. Så hun kom ikke i realskolen men ud at tjene/i huset, steder hun ikke kunne lide at være.

Nå undskyld dette er en diskurs: Flæskestegen! Jeg talte med min ven der af en eller anden grund kunne huske det med, at min morfar stegte sine flæskestege i en gryde, og at de havde sprød sværd. Hver gang. Mens min far levede, dvs. indtil 1972, besøgte vi ofte min morfar, der boede i Odense i jordens mindste lejlighed med lokum i gården. Vi kom fra Brande. Stuen kunne vel rumme 3-4 enkeltsenge større var den ikke. Køkkenet var som en lille bitte entre og andet var der ikke, og en ovn var der da slet ikke. Men han havde sin kolonihave, som var en fryd for mig.. Jeg måtte plukke alt af alle buske og træer og spise alt, der var inden for rækkevidde. Det var som slaraffenland. Jeg husker stadig, at jordbærsorten hed Senga Sengana.

Han sled sig op på Specialbeton i Odense, men så fik han også et elektrisk vækkeur af ledelsen, da han gik på pension…

Remission

Jeg tør ikke tænke det, og jeg turde næsten ikke sige det i distriktspsykiatrien, men jeg føler mig nærmest “rask” – det hedder at sygdommen er i remission. Det er fantastisk, men måske er det bare fordi, jeg har vænnet mig til det lavere funktionsniveau, og føler mig rask, når jeg er 100 pct. der. Jeg kunne aldrig gå ud på det ordinære arbejdsmarked og klare et job der. Jeg ville blive sparket ud efter to timer. Remission betyder bare bedring og det er da fantastisk. Jeg går af og til en tur og glæder mig over det.

Når jeg næsten ikke turde sige det i distriktspsykiatrien, skyldes det, at så bliver jeg vel sparket ud, og hvad gør jeg så? Klarer mig selv, når jeg kunne bruge en snak med min fantastiske kontaktperson? Jeg har haft hende i vist nok tre år, så hun er et ankerpunkt, og så er hun dygtig. Og hvis man først er udskrevet, hvordan kommer man så ind igen? Hvor lang er ventelisten? Ny kontaktperson… Der var mange grunde til at tie stille, men jeg lyver ikke.

Mulige muligheder

Lidt i spil

Jeg var i jobcenteret i dag, og han havde såmænd fundet noget, vi kan gå videre med; i hvert fald tale med arbejdsgiver, hvis jobbet stadig er i spil. Der er godt nok kun tale om fem timer ugentligt, men skulle det blive en mulighed, tager jeg også det. Når man er uden for arbejdsmarkedet, er det vanvittig svært at komme ind igen, og det måske i sær med en diagnose. Så må man tage hvad som helst, også selvom det ligner daglejeri.

Jeg har presset jobcenteret hårdt på maven, så de ikke er i tvivl om mit mål: helst et fleksjob dernæst en ulønnet praktik. Jeg skal være i gang. Jeg skal have noget til CV’et og jeg skal vise, at jeg både kan og vil. Og med hensyn til kan: Jo længere man er udenfor jo mere bliver man i tvivl om, om man overhovedet kan noget. Det er derfor, jeg skal ind igen.

Min sagsbehandler mener, vi er meget tæt på et fleksjob nu. Han er nu mere optimistisk, end jeg er, men det er jo ham, der har erfaringen. Så jeg lytter.

Omstrukturering

Kommunen omstrukturerer så de reducerer ‘Jobservice’ fra fem årsværk til tre. Så min gode sagsbehandler skal op at lave kontanthjælpssager. Øv – nu var jeg lige blevet så begejstret for ham; men den næste er jo sikkert også sød! Man skulle tro, det var meget vigtigt at bringe borgere i job; men selvfølgelig skal kontanthjælpssagerne også behandles. Jeg ærgrer mig bare.

Den anden mulighed

Den anden mulighed er umanerligt luftig indtil videre, men det faglige indhold kunne være være så fedt. Tidsperspektivet er et par måneder, men jeg venter gerne.