/i , , , /af , , ,

Man kunne jo også blive jægersoldat…

Man kunne jo også blive jægersoldat...Hanne B. Stegemüller

Hvem har ikke drømt de vilde drømme?

Hovedrengøring

Når man har Aspergers syndrom, tager man som hovedregel alting meget bogstaveligt. Et eksempel kunne være “Der er ingen ko på isen” – nej da der er netop ingen ko ude på isen, se selv. Eller “stik en finger i jorden”, nej hvorfor skulle man dog stikke en finger i jorden? Det vil da være en meget vanskelig stilling at stå i.

Og altså når jeg nu skal foretaget en “hovedrengøring” på onsdag, er det så en rengøring af hovedet? Hvilket i mit tilfælde ellers kunne være være ret fornuftigt. Det kunne måske nok være nødvendigt, men det er altså bare en almindelig hovedrengøring, fordi vi har fået nye vinduer, og håndværkerne har boret i alle de røde mursten, så der er murstens-støv overalt, næsten også inde i køleskabet. Og det er vokset mig over hovedet og jeg kan ikke overskue at få gjort noget ved det. Hvor jeg dog glæder mig, til nogen har gjort noget ved det.

Men drømmene?

Jeg drømte måske ikke lige frem om at blive jægersoldat, men så om noget andet end at blive skibskok hos Mærsk (eller det rederi, der dengang lå i Svendborg; jeg kan ikke lige huske, hvad det hed), apoteksassistent på Nexø Apotek eller andre ting, jeg heller ikke lige kan huske.

Jeg endte med at massere gulve mv. et år i De Gamles By på Nørrebro i København, inden jeg kunne flytte på Amagerkollegiet og starte på Statens Kursus til Studentereksamen i 1981, hvorfra jeg blev nysproglig student i 1983. Og det var alletiders.

Tilbage til jægersoldaterne

Jeg har altid været fascineret af TV-udsendelserne om de unge mænd (der er aldrig nogen kvinder med), der har besluttet, at de vil søge ind på den 60 år gamle uddannelse som jægersoldater. De ved virkelig, hvad de vil. De har en en vilje af stål og nerver af lige så fastsat stål. De vil bestå prøven til en af verdens hårdeste optagelsesprøver, der er næsten umenneskeligt hård, de vil, de vil, de vil. Tænk at have en sådan vilje. Jeg er imponeret af dem. De fortjener en medalje, også selvom de ryger hjem i første hug.

TV har også tidligere beskæftiget sig med sådanne aspiranter, men de plejer at gøre det bedre, end de gjorde her til aften kl. 20:30. Der plejer at være mere følelse med i det. Måske kan man sige, at der plejer at være mere lidelse i det – og det er skønt at se andre mennesker lide?

Det er sjældent, jeg tænder for en udsendelse; denne ville jeg dog se, men jeg blev skuffet. Det animerer ikke til at tænde endnu en gang.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Årets optag – og dengang jeg ventede

Årets optag – og dengang jeg ventede

Det er underligt nok 37 år siden

I aften/nat får årets ansøgere til de videregående uddannelser, der er omfattede af KOT (“Den Koordinerede Tilmelding”) svar på, om de er inkluderede eller ekskluderede i samfundet. Det er 37 år siden, jeg selv ventede på svar, og selv om jeg kunne være ret sikker, følte jeg mig usikker.Men det gør jeg altid.

Jeg havde kun et ønske, og det var jura på Københavns Universitet, men det skyldtes, at mine andre ønsker på Københavns Universitet allerede var valgt fra af fornuftsmæssige årsager: Faktisk havde jeg allerhelst læst enten dansk, tysk, historie eller noget andet andet på humaniora, men alt for mange af mine medkollegianere imødeså arbejdsløshed og det turde jeg ikke; pengene skulle hentes hjem på en eller anden måde og så var jura trygt. Retrospektivt synes det heller ikke dumt. Det kræver meget lineær tænkning, og dengang (1984) var computerne dårligt opfundne, for ellers havde det været en god idé med noget IT-et-eller-andet. Andre relevante ønsker var scient.pol. eller polit. Når det ikke kunne blive noget humanistisk, skulle det i hvert fald være et eller andet under djøfs sfære.

Skulle jeg have været “lykkelig”, var jeg blevet en eller anden form for humanist, men jeg valgte at gå efter fornuften. Jeg kan ikke blive klar på, om det var en god idé, men pyt, det er en menneskealder siden, og jeg var som nævnt bange for lediggang. Og de 23 år som djøffer i statens tjeneste har jo også været fine nok – omend der har været vel mange “interessetimer”.

Fremtidens ukendte behov?

Igen i år hører vi om, at de unge skal vælge de uddannelser, der er behov for i fremtiden – eller måske nærmest er behov for lige nu, så som pædagoger og sygeplejersker. Herre Jemini. Så kortsigtet en tænkning – ingen af prognoserne har nogensinde holdt, og det drejer sig om vores alles fremtid, nemlig dem der uddanner sig efter os og som skal virke, når vi halv- og helgamle er døde eller døende. Skal de ikke have lov at vælge med hjertet fremfor med fornuften? Der skal såmænd nok være tilstrækkeligt mange til at holde os i hånden, når vi ligger angste på vores yderste. Er vi for bange for det, der skal komme, indgives vi noget medicin, har jeg lige lært på 808 af en medarbejder, der tidligere har arbejdet i hjemmeplejen.

Vi kommer fra uddannelsernes land

Jeg er radikal, og det har jeg været i mange år – men der er ingen, der siger, jeg bliver ved at være det… (de flirter for meget med Liberal Alliance). Heldigvis findes der nogen godt til venstre for dem. Men altså:

Jeg tror fuldt og fast på Christen Kold, Grundtvig og højskoletankegangen: Et konglomerat af dem er: uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Det startede med, at man ønskede at uddanne husmændenes børn, derefter husmændene selv på folkehøjskolerne om sommeren. Man troede på, at uddannelsen af almuen ville betyde et løft af samfundet som sådan, også selvom det ikke uden videre betød, at almuen og borgerskabet, der – også dengang – sad på magten, ville have samme interesser. Man indså bare, at det var et plus, hvis flere havde en uddannelse.

Min morfar var født i 1899 i et jysk hedesogn. Om sommeren gik børnene kun i skole om lørdagen; de øvrige seks dage stod på drænings- eller høstarbejde eller hvad arbejde, en gård på heden ellers kunne byde børn på. Det er ca. 120 år siden, og man kan mene, at almuens forhold er ligegyldige nu. Den, der mener sådan, har bare ikke forstået, hvad “fremskridt” og “velstand” betyder – og især ikke, at det ikke er kommet af sig selv. Og især ikke, at uddannelse over en bred kam ikke er kommet af sig selv.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Indbetalingsoversigten fra ATP Livslang Pension

Indbetalingsoversigten fra ATP Livslang Pension

Velkommen til Supplerende Arbejdsmarkedspension

Jeg er vel ved at blive “voksen”, når ATP begynder at fortælle, hvor meget der er indbetalt gennem årene og hvor meget, der vil blive udbetalt, når jeg bliver folkepensionist?

Jeg har tilmeldt mig Supplerende Arbejdsmarkedspension, fordi staten er så venlig at betale 60 pct. af beløbet, så jeg selv slipper med et par hundrede kr. om måneden. Om de samlet 500 kr. om måneden fra nu af og til jeg bliver folkepensionist, overhovedet vil kunne mærkes, tvivler jeg på, men lidt har også ret.

De holder styr på enorme mængder af tal – lige noget for mig

Hvis jeg kunne/skulle arbejde, ville et job hos ATP være lige i øjet med alle de data, de holder styr på 🙂  For mit vedkommende dannes oversigter tilbage til 1. januar 1980. Jeg var da 16 år og lige flyttet fra Bornholm til Nørrebro i København. En svær omstillingsproces at komme fra udsigten over Østersøen til en baggård i Dagmarsgade, men jeg kom væk, og det var godt.

Oversigten er både sjov og uforståelig, uagtet de har gjort sig umage ved at skrive en vejledning på ca. en A4-side. Jeg har læst den langsomt et par gange, men forstår stadig ikke helt, hvordan antallet af måneder kan blive større end 12 pr. år. Fænomenet opstår først fra 2012, hvor jeg i ti måneder modtog arbejdsløshedsunderstøttelse. De 23 år, hvor jeg arbejdede på helt almindelige vilkår og der blev foretaget almindelige indbetalinger, er antallet af måneder altid 12, og det indbetalte beløb sådan ca. 15-1.700 kr. Året 2020 er helt vildt. Der er indbetalt over 9.600 kr. Og 2019 rummer faktisk lidt over tre år, da der er registreret over 32 måneder.

Glemmer du – så husker ATP

“Minderne har jeg da lov at ha'” sang Liva Weel i “Glemmer du”. Sikke en masse glemte arbejdsgivere, der dukker op, når man dykker ned i de enkelte år. Så sjovt og nyttigt. Her er et udpluk med et par kommentarer:

  • 1981: Dsb Restaur Dsb Kiosker v/V Hansen. Jeg bestyrede morgenmaden lørdag og søndag på Hotel Astoria (hotellet lige foran Hovedbanegården) iført brun nederdel, hvid skjorte, brun vest og brune fodformede Jacoform-sko str. 40. Det har været et ømt syn. Direktøren holdt meget af at komme ned i kælderen, når man klædte om, i noget der mindede om et lille bur. Han havde altid et ærinde på det tidspunkt, og holdt meget af unge kvinder. Det var klamt, men jeg skulle jo tjene nogle penge.
  • 1982: Frelsens Hær – Hørhuset. Jeg kan ikke huske, hvad det gik ud på, udover at der var tale om en masse opvask, og så var der vist en skrap dame til at bestyre hele “butikken”. Jeg tror, der var tale om en form for værested.
  • 1982: Irma. Irma var en fantastisk arbejdsplads, og de går igen frem til 1984. En kort periode var jeg “flyver”, hvilket gik ud på, at man blev ringet op om morgenen og sendt derhen, hvor der fx. var opstået sygdom, så de manglede arbejdskraft i butikken. Det gik mest ud på at sidde i kasse, hvilket selvfølgelig ikke var så frygtelig interessant. Jeg fornøjede mig med at lære priserne udenad, og det var nyttig viden, for dengang tastede man selv på kasseapparatet. Når man kunne priserne i hovedet, kunne man ekspedere kunderne hurtigere.
  • 1983: Tårnby Kommune: Jeg havde en kort karriere som hjemmehjælper, men det var ikke rigtig noget for mig. Det var vist nærmest synd for de gamle, når det var mig, der kom.
  • 1983: Den Selvej Inst Amager Kollegiet. Jeg var 20 år og lige blevet nysproglig student. Min veninde Helle og jeg malede vinduesrammer og det træ, der var mellem vinduerne, på akkord en hel sommer. Bagefter rejste vi rundt i Grækenland for pengene. Det var herligt.
  • Irma: Også efter studenterkurset fra sommeren 1983 til 1. september 1984 bestyrede jeg grøntafdelingen på Søborg Hovedgade. Der var lidt langt fra Amagerkollegiet. Jeg har flyttet mange kilo kartofler. Det sjoveste ved den ansættelse var faktisk at holde øje med sammenhængen mellem min afdeling og de andre afdelingers tilbud. Var der tilbud på et eller andet hos de andre, der krævede frugt/grønt, skulle jeg selvfølgelig være opmærksom på at bestille ekstra meget af netop den vare hjem.
  • 1985: Post Danmark Løn,Pens.& Velf.Timel: Natarbejde på postgirokontoret på spidsen af Amager. Vi tastede girokort. Man tog et bundt betalte girokort og indtastede manuelt beløbsmodtager og beløb. Herefter satte man girokortet i en form for slæde, der med en enorm larm førte kortet hen i en bunke med alle de andre kort. Sikke et idiotarbejde og i dag forekommer det at være en fuldkommen vanvittig proces.
  • 1985: DANSKE BANK A/S: Valutakassen med optælling af udenlandsk valuta i enorme bunker. Hvad det nærmere gik ud på, husker jeg ikke.
  • 1985: Dsb Restaur Dsb Kiosker v/V Hansen: DSB Togservice hvor jeg var togstewardesse iført den bolchestribede skjorte og røde nederdel. Jacoformskoene var dog skiftet ud. Jeg har både kørt med salgsvognen gennem toget og passet togkiosken. Der er virkelig langt fra Kbh. H til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen.
  • 1985: Olieselskabet af 31 August 1959: BP et eller andet sted på Amager. Pasning af stationen aften og weekend. Der lærte jeg at slæbe petroleumsdunke og passe benzinstandere.
  • Fra 1985 og til 2013: SLS = Statens LønSystem. Det er ikke udspecificeret, men heller ikke så interessant. Det rummer både studenterjobs rundt omkring i staten og jobs som kandidat.
  • Fra 2013 til dags dato: Diverse overførselsindkomster og fleksjobs. Ikke så interessant.

Da IT nærmest ikke var opfundet

Adskillige af de jobs (store som små), der er nævnt her, og også adskillige af dem fra 1984 og frem i staten, foregår i en tid, fra før IT er blevet en almindelighed og hver mands eje. Det er virkelig sært at tænke på, og jeg kan komme til at føle mig meget gammel. Tænk at vi sad om natten på Postgirokontoret og tastede girokort. Det er jo fuldkommen gak.

Sommeren 1984 blev jeg ansat som fuldmægtig i det daværende Arbejdsskadestyrelsen. De første 1½ år behandlede jeg kirurgiske sager om ulykkestilfælde. Det var en god arbejdsplads med mange dejlige kolleger. Januar 1986 døde Mogens fra sekretariatet og jeg overtog hans plads, da vicedirektør Karin Kristensen på en eller anden måde havde fået øje på mig. Det er aldrig gået op for mig hvordan.

På den måde kom jeg til at tage del i indførelsen af “EDB” (sådan hed det dengang). Vi fik elektronisk sagsbehandlingssystem, produktionsstatistikker pr. medarbejder og WordPerfect, efter Finansudvalget havde godkendt vores ansøgning om en særbevilling på mange millioner kr. Styrelsen var stærkt udskældt for blandt andet langsommelig sagsbehandling, og vi måtte ind i fremtiden.

Ca. 250 medarbejdere blev uddannede i alt det nye, og jeg underviste sammen med Rie fra IT. Det var en svær tid for “skrivedamerne”, og adskillige sagde op, fordi de ikke kunne følge med på det hurtigtkørende tog.

Og så er historien om historien slut.

/i , /af ,

En klumme i POV

Billedet til min klumme i POV

Endnu en klumme i POV International

Hvis du ikke allerede kender POV International, er det en deficit, for de “publicerer både kvalitetsjournalistik af nogle af medieverdenens mest erfarne stemmer, partsindlæg og analyser fra anerkendte fageksperter og kvalificeret debatstof samt professionelt redigeret borgerjournalistik.”

De har, som de vist eneste, ingen betalingsmur. Det er ikke gratis for dem, men det er gratis for os som læsere/bidragydere. Kan du undvære bare 25 kr. om måneden i støttebidrag, bliver de så glade. Jeg støtter selv, for jeg har meget glæde af dels at læse deres publikationer, dels af at skrive for dem en gang imellem.

Jeg har også skrevet en del om POV International. Du finder posterne her.

Hvis ikke politiet havde sparket døren ind, ved jeg ikke, hvad der var sket

I dag har jeg en klumme i POV med denne overskrift. Du finder den her: https://pov.international/systemet-kan-yde-livsnodvendig-hjaelp/. Den startede med at være mindst dobbelt så lang, for jeg har en tendens til at forfalde til detaljer, som i realiteten er ligegyldige for fortællingen. Lotte og Kristian, sidstnævnte er “min redaktør”, der begge er journalister af uddannelse, har været behjælpelige med “kill your darlings”, som er en svær kunst, når man selv står som afsender. Selv synes jeg, der er kommet en hæderlig fortælling ud af det.

Og så de små ting:

  • Jeg har været hos frisøren, og det er skønt ikke længere at ligne en uplejet idiot. Vi blev enige om, at det nok var fire eller fem måneder siden, jeg sidst var der. Normalt kommer jeg hver femte uge. Jeg gav ham lidt ekstra som afbigt for de penge, jeg har sparet under nedlukningen. Han har søgt en af hjælpepakkerne, men de dækker kun udgifterne – ikke den tabte fortjeneste. Det forventes, at man har haft opsparing at leve for. Han har kone og børn, så det har været hårdt.
  • I morgen kl. 10:00 skal jeg til neurologen på Bispebjerg. Jeg glæder mig meget til at komme og fortælle, at jeg er ude af næsten al medicinen og derfor har det godt.
  • I overmorgen kl. 13:00 skal jeg i Distriktspsykiatrien. Også der kan jeg komme med fortællingen om at have det godt. Det er fantastisk. Måske er jeg bare Laila-Lalleglad, men sådan må det så være lige nu.
  • Jeg har investeret i et nyt plug-in (et tilføjelsesprogram) ‘Hummingbird’ til hjemmesiden som et led i optimeringen. Lige pt overvejer jeg dog at stoppe abonnementet og kræve min penge tilbage, heldigvis har jeg betalt med PayPal, for der er ikke andet end bøvl med det. Jeg har brugt dage (og nætter) på at få det til at fungere. Ser du af og til hjemmesiden se helt forkert ud, skyldes det dette plug-in. Heldigvis tager jeg to backups hver nat! Jeg kan således altid rulle tilbage.
  • Solen skinner, det er forår og seks grader. Så dejligt.
  • Du ønskes en god dag.