,

Åbne kontorfællesskaber

Videndeling mig her og der

Jeg har altid været arg modstander af åbne kontorfællesskaber, fordi jeg har tænkt, at jeg ikke kunne arbejde og koncentrere mig. Argumenterne for disse uhyrer har altid været den øgede videndeling, det lettere samspil med kollegerne osv. Jeg har altid kæmpet for at have mit eget kontor! Og jeg har vundet disse kampe.

I dag har Djøfs nyhedsmail en længere artikel om emnet. En forsker opfordrer ganske enkelt til, at man dropper de åbne kontorfællesskaber. Årsagen er, at det i åbne storrumskontorer er sværere at være glad for sit arbejde, jo flere man sidder sammen.

Storrumskontorer hænger sammen med dårligere velvære og mindre arbejdsglæde. Og det fremmer ikke nødvendigvis videndeling og samarbejde, at vi sidder mange og arbejder i det samme rum. Kilde: Djøfs nyhedsmail, 5. april 2019

Jeg ville da heller aldrig kunne sidde i et storrum med folk, der uvægerligt taler i telefon, taler med hinanden osv. Det er jo netop det, videndelingen går ud på, men jeg ville ikke få lavet ret meget. Det er et Aspergertræk, men jeg synes ikke, man behøver have Aspergers for at hade det.

Der er en nær sammenhæng mellem antallet af kolleger i det åbne kontorlandskab og éns arbejdsglæde, velbefindende, og hvor enkelt det er at samarbejde med kollegerne. På trods af det bliver åbne kontorlandskaber mere og mere populært på både private og offentlige arbejdspladser. Derfor er det relevant at få yderligere viden. Det er et meget debatteret emne. Kilde: lektor Tobias Otterbring fra Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

Det lille kontorfællesskab

På den anden side har jeg nu erfaret, at der kan være en kæmpe styrke i at dele kontor med blot en enkelt kollega. Vi smider spørgsmål over bordet, kan let kigge på hinandens skærm, læner os tilbage og snakker tre minutter osv. Den slags ville være noget sværere med enkeltmandskontorer. På den måde vi gør det, fungerer videndelingen optimalt til glæde og gavn for os begge.

Jeg stortrives med situationen, som den er nu; men stort, åbent kontorfællesskab: aldrig i livet.

Copy and paste

Arbejde

Jeg vågner glad op 05:45

Tre dage om ugen vågner jeg glad op kvart i seks. Jeg bruger glad en time på transport hver vej. Mandag, onsdag og fredag lever jeg primært af copy and paste med afstikkere til input og idéer og at få et “go” for dem. Når jeg kommer med forslag bliver de for det meste accepteret. Men jeg er i lære, hrm…. jeg er 55 år 🙂

Jeg er utrolig glad for mit arbejde, og min arbejdsgiver/kollega er glad for mig som medarbejder. Vi er det perfekte match. Jeg skulle gå meget igennem, før dette lykkedes, men det var sørme værd at vente på. Jeg er nærmest lykkelig.

Vi har talt om på et tidspunkt at udvide porteføljen til også at omfatte sproglig gennemgang af kundesiderne. Det kan jeg så stå for. Der står frygtelig meget sludder på kundesiderne. Det kunne bare være så fedt. Lige nu retter jeg bare det, jeg lige får øje på, for jeg kan ikke lade være, men det er ikke det, jeg må/skal bruge tiden på. Det er i øvrigt et klassisk aspergertræk at være skarp til fx korrektur og andre opgaver, der kræver fokus på detaljer.

Psykiatrifondens blad

Jeg er blevet kontaktet af Psykiatrifonden, der følger min blog. De vil gerne lave et interview med både  arbejdsgiver og mig om det at nå frem til en varig ansættelse i et fleksjob, om processen med kommunen, om hvorvidt arbejdsgiver var “klædt godt nok på”, hvilke faldgruber der er osv.

Jeg fik lov at vælge, om vi skulle lave det som et gruppeinterview eller som to enkeltstående interviews. Jeg valgte den sidstnævnte mulighed, da jeg synes, det giver det mest dækkende billede.

Arbejdsgiver og jeg er enige om, at vi gensidigt lavede nogle fejl i forbindelse med ansættelsen og starten:

  • Jeg så ikke, at 100 pct. hjemmearbejde var noget skidt,
  • arbejdsgiver og jeg så ikke, at det med at starte dagen efter samtalen (som foregik telefonisk) var noget skidt.

Det gav os et bump på vejen, men jeg er så stinkende heldig, at han gerne ville ansætte mig trods fire ugers fravær uden at have set fligen af et resultat forud for dette.

At lære hinanden at kende

En anden ting vi begge var blinde for er, at der er en enorm værdi i at lære hinanden at kende, og det gør man ikke pr. telefon, når man kun har mødtes to gange af en formiddags varighed. Derfor har jeg nu fået en fornem arbejdsstation (med to skærme…) i samme lokale som ham, og det fungerer fremragende. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke kunne dele kontor, men det kan jeg godt, og det går meget bedre, end jeg troede. Jeg synes, det er hyggeligt.

Vi kan smide spørgsmål over bordet, kigge på hinandens skærme osv. Alting nemt og ligetil. Ind i mellem tager vi fem minutter, hvor vi snakker, men ellers arbejde vi med hver vores – jeg med mit copy and paste.

Selvfølgelig skal jeg videre fra copy and paste, men det kræver, at jeg har været til undervisningen hos Michael ovre i Aarhus. Før jeg er på den anden side af det, giver det ikke mening at slippe mig løs på egen hånd. Jeg glæder mig meget til turen til Aarhus.

Fleksløntilskud

Fleksløntilskud

Det er ikke nemt at “tage et arbejde”

Først skal man finde det, og er det et fleksjob, er det en kunst i sig selv, men det er det jo ret beset med alle jobs nutildags. Når så den første løn kommer fra arbejdsgiver, skal man bakse med kommunen, hvor jeg i dag har fået læst og påskrevet, at de skal have en lønseddel fra ham eller mig, før de kan beregne, hvor stort mit fleksløntilskud skal være.

Sidstnævnte er der selvfølgelig noget fornuftigt i. Kommunen skal jo ikke betale de timer, jeg får fra min arbejdsgiver. Men hvad gør jeg, når arbejdsgivers “skilledato” ligger efter den dato, hvor kommunen laver sine beregninger? Jeg vil få dette problem hver evig eneste måned, fordi mine timer vil afhænge af, hvor mange opgaver, vi har. Det ligger der jo netop i at være timelønnet.

Jeg startede den 18. marts efter indlæggelsen. Min arbejdsgiver har derfor kun indberettet 12 timer inden sin skilledato, men kommunen “kørte ydelse” allerede den 20. marts. Det betyder, at jeg har fået netto 875,00 kr. Dem kommer jeg jo ikke langt for.

Jeg ringede derfor til kommunen og spurgte, hvordan jeg skulle forholde mig. Der er jo ingen tvivl om, at jeg er berettiget til ydelsen. Og jeg måtte bedyre flere gange, at jeg ikke havde en lønseddel, og havde jeg haft en, havde jeg selvfølgelig sendt den. Det lykkedes at få dem til at trylle lidt, så jeg formentlig har pengene i morgen.

Jeg frygter lidt, at jeg skal gennem dette hver eneste måned – men min chef garanterer mig, at det skal jeg ikke. Falder det ikke på plads, taler han med kommunen og forklarer, hvordan tingene hænger sammen set fra arbejdsgiverside. Det er jeg meget glad for, for jeg orker det ikke rigtig. Jeg vil bare passe mit arbejde, tjene min timeløn og hæve den sammen med fleksløntilskuddet, når tid er.