/i , , , , /af , , , ,

Det pragtfulde pensionistliv

Det pragtfulde pensionistliv

Livet uden arbejde

Det pragtfulde pensionistliv

Jeg faldt over denne skønne tegning på Facebook, og da 2/3 af de hidtidige respondenter på den lille enquete i bunden af artiklen er udenfor arbejdsmarkedet, må den have en omtale. [Jow, jow, jeg prøver at rette ind].

Det pragtfulde pensionistliv

Mit liv ligner på mange punkter tegningen herover. Ligner dit liv mit? Måske er det andre ting, du lægger i “time for fun and play” – vi kan jo ikke alle læse (tyske) kirkebøger?

“slow mornings”: Jeg elsker mine langsomme morgner med en hel kande Blå Irma-kaffe med god mælk fra Thiese, som jeg ikke skal dele med nogen. Ingen forstyrrer mig, og jeg kan planlægge dagens aktiviteter. Se TV Avisen kl. 7:00, skrive på min hjemmeside, glo på vejret osv.

“a good conversation” kan dreje sig om meget forskelligt. Nogle gange har man ikke selv meget at komme med, men måske anbefaler samtalepartneren en god podcast på DR Lyd eller en spændende TV-serie på DR. Nogle gange hæver samtalen sig op på et metaplan og andre gange er den jordnær, hvor man egentlig bare vil høre, om der stadig er liv i den anden og “holde de sociale forbindelseskanaler åbne”. Sådan er det jo med samtaler.

Og “day naps”: Der er intet så skønt som at tage en lur midt på dagen og at vide, at det kan man gøre med god samvittighed. Er man døsig, kan man lægge sig, er man ikke, kan man lade være.

Der er så meget frihed.

Da jeg ikke kunne forestille mig et liv uden at arbejde

Jeg har været så dum at lægge hele min identitet i mit arbejde, så da de “alle” i 2015 sagde “Vi synes, det ligner en pension” var mit svar “Det kan I godt glemme”.

Ergo forsøgte jeg mig med seks fleksjobs, der alle gik dårligere og dårligere. Det indså “alle”, undtagen jeg selv.

Jeg forsøgte at fylde varer op i Bilka i Hundige, men jeg holdt kun 1½ dag, for jeg kunne ikke huske, hvor de skulle stå, og jeg kunne ikke finde vej derud. Til sidst kunne jeg ikke passe et “svagpisserjob” på vist 4-6 timer om ugen hos Interflora hjemme ved egen telefon og PC. Det var ikke Hvidovre Kommune, der pressede mig; det var mig, der pressede kommunen.

“Alle” var:

  • psykologen i Psykiatrifonden (hende jeg holder ved)
  • arbejdsmarkedsrådgiveren i Psykiatrifonden
  • kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien
  • min bisidder fra SIND.

Jeg var ganske enkelt ikke klar til at blive pensioneret i 2015. I 2021 var jeg derimod meget klar. Da jeg ringede til min sagsbehandler og sagde “Det går ikke; du må søge pension til mig”, var der ingen palaver. Jeg tror, han havde ventet på, det ville ske. Han spurgte mig, hvilke erklæringer han skulle indhente, og det rettede han sig efter. Den slags kan jeg jo godt lide 🙂

Dagen i rehabiliteringsteamet var dobbelt: Jeg var rystende nervøs og forberedt til tænderne. Jeg kunne de 50 sider (det højst tilladte antal) udenad. Det var i 2021 (vist den 13. marts) og altså under pandemien, derfor blev mødet holdt på Teams. Jeg sad med psykologen på min venstre side i hendes daværende klinik i Høje Taastrup. Hun havde på forhånd flere gange sagt “Hvis du får afslag, går vi sgu i ‘Aftenshowet’ “.

Men der blev ikke behov for at gå i ‘Aftenshowet’. De indstillede på det foreliggende til pension, og formanden for rehabiliteringsteamet sagde, da de kom retur fra den korte votering, “Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig”. Den sætning glemmer jeg aldrig, for det var sandt. Og så var jeg leveret. Jeg græd af lettelse. Heldigvis var psykologen der.

Som med et trylleslag var alle bekymringerne fra de seneste otte år væk. Udefrakommende pres (som vi sædvanligvis kalder stress) og bipolar affektiv sindslidelse er en meget dårlig cocktail. Det vil også sige, at jeg stort set blev “rask”, da det udefrakommende pres forsvandt. Pludselig var kampen slut. Jeg kan stadig blive berørt ved tanken om den dag i rehabiliteringsteamet. Hvis jeg bliver 90 år, har en tredjedel været godt.

Til tider tænker jeg på, om jeg bare har snydt hele borgermusikken, eftersom jeg glimrende kan koncentrere mig 12-16 timer hjemme ved det gotiske – evt. på tysk. Gad vide hvordan det ville gå, hvis jeg atter forsøgte at arbejde? Det var jo egl. det, jeg forsøgte bare at planlægge i sommeren 2023. Det resulterede i to måneder på psykiatrisk afdeling formentlig med en “indvendig depression”. Jeg må hellere lade være.

Jeg læser p.t. to bøger

  1. udsnit af “Dansk kirkeret” af August Roesen (1976), hvor jeg prøver at lære reglerne for god ministerialbogsførelse. Jeg elsker en sætning som denne “De to eksemplarer af kirkebøgerne må ikke nogen nat opbevares under samme tag”. Den stammer fra et reskript fra 1812 (de fortrykte skemaer blev indført i 1812, hvor der kom orden i tingene), og vidner selvfølgelig om en tid med bindingsværk og stråtage, hvor adskillige præstegårde på landet brændte ned til grunden og med dem forsvandt sognets historie som dug for solen.
    • Jeg læste engang om mennesker med Aspergers syndrom, at det er helt normalt, at de bliver højt specialiserede på et meget lille område. Det vil jeg også! På psykiatrisprog kaldes det for at “dyrke sine særinteresser”. Til gengæld aner jeg ikke en brik om film, kunst og mange andre ting.
  2.  “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen, FADLs forlag 2013. Jeg købte den i maj 2015, men fik den aldrig læst. Dengang kunne jeg jo ikke læse. Nu er tiden kommet. Den er utrolig velskrevet og lige til at gå til. Jeg kan godt huske, da jeg mistede hukommelsen … Det var slemt:
    • forestil dig, at du ikke kan huske, hvordan du kommer til arbejde, selvom du både har haft samme bolig og samme arbejdsplads i årevis
    • forestil dig ikke at kunne rejse længere, fordi du er bange for ikke at kunne finde hjem til dit hostel/hotel. Nu går det meget bedre, så jeg vil til Frankfurt (Oder).

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

DSB-minder og andre minder

DSB-minder og andre minder

Da jeg var togstewardesse

DSB-minder og andre minder

Mens jeg læste, havde jeg mange sære studenterjobs. Et eller andet sted skulle pengene jo komme fra, og jeg har arbejdet, siden jeg var 14 år.

De første år var de knapt så interessante, og nogle var decideret hårde. Til sidstnævnte kategori hørte tiden som togstewardesse. Der er langt fra Københavns Hovedbanegård til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen. Det var dengang, skjorterne var bolsjestribede.

Det var også dengang, der var en lille bar, eller hvad vi skal kalde det, i vogn 11. Fredag aften var ikke specielt rar; jyske forretningsmænd på vej hjem fik sig en tår eller syv over tørsten, mens vi sneglede os gennem landet. Man var jo nødt til at tale med dem, når man stod i “baren”. Man kunne ikke slippe væk. Og det ville have været uden for al code of conduct, hvis man havde bedt dem holde kæft. Men lysten var der.

Stod man ikke i baren, trillede man måske gennem toget med salgsvognen, og så var kaffen lastet på vognen sammen med alle de andre sære ting, man skulle sælge.

Når man endelig nåede Frederikshavn, overnattede man i en DBS-ejet bygning lige på den anden side af banelegemet. Næste morgen tidlig gik turen hjem igen.

Tiden på det DSB-ejede Hotel Astoria

Inden jeg begyndte på Statens Kursus til Studentereksamen, men efter jeg havde forladt gulvklud og moppe i De Gamles By og var flyttet til Amagerkollegiet, var jeg var en periode på Hotel Astoria lige ved Københavns Hovedbanegård. DSB ejede hotellet. Jeg stod for morgenmadsserveringen i weekends.

Mig i brun nederdel og hvid skjorte samt brune, fodformede Jacoformsko størrelse 40. Det har været et ømt syn. Heldigvis er det længe inden, folk rendte rundt og tog billeder af alting hele tiden.

Jeg havde en sød kollega ved navn Anne, og damen ude i køkkenet var også sød. Jeg tror faktisk, hun hed Fru Nielsen. Kollegaen så jeg også i fritiden.

Omklædning foregik i kælderen, hvor man også skulle stemple ind og ud i en fuldkommen oldnordisk stempelmaskine med papkort, håndsving osv. Direktøren skulle altid lige et ærinde derned, når man var nede at klæde om … Klamt. Jeg var der vist ikke så længe. Der var bedre hos Irma.

Der er bedre på DSB 1’ Stillezone

Lige nu snegler jeg mig også gennem landet med DSB. Der står ellers InterCityLyn på billetten, og jeg mener ikke, vi burde standse i hverken Nyborg, Korsør eller Ringsted. Men sådan er det altså.

Vi er også forsinkede (ca. 20 minutter) – men DSB kan ikke gøre for, at et menneske i Horsens ikke ville livet længere. Vil man ikke længere, er det ikke en god løsning. Guderne skal vide, at jeg mange gange har stået på min egen station og spurgt mig selv “Er det nu?” Men dels ville det være synd for togføreren, dels var jeg alt for meget en kylling.

I det mindste sidder jeg nu ned og drikker kaffen – jeg skal ikke selv stå op og lave den. Der er løbet en del vand i stranden på de lidt mere end 40 år.

På udrejsen var der en times forsinkelse, så jeg kan benytte mig af rejsetidsgarantien og få 25 pct. af billettens pris refunderet. Det er lige lykkedes mig at søge efter mange forsøg, hvor siden returnerede noget a la “Datoformatet er forkert”. Selvfølgelig havde jeg indtastet det korrekt!

Inden for 28 dage skal jeg have 171,50 kr. Da jeg senest benyttede mig af rejsetidsgarantien kom pengene nu i løbet af et par dage. De benytter sig nok af “Better safe than sorry”.

DSB-minder og andre minder

Hvad laver jeg en sen fredag aften i april hos DSB?

Jeg har været en tur i Thy. Verden ser anderledes ud deroppe; den er ganske pæn.

Billederne i galleriet herunder er fra Stenbjerg Landingsplads. Et skønt sted; stort set mennesketomt. Fred og frihed. Der var os og en traktor i vandkanten, der skulle trække kuttere op på land/ud i vandet. Stedet mindede om et museum, men det var det ikke.

Jeg tog billederne på grund af farverne, og fordi der var mulighed for min foretrukne fotoregel nummer 1: “Gå tæt på”. For mange år siden vandt jeg faktisk en pris i “Copenhagen Photo Marathon”, fordi jeg håndhævede reglen:

[ngg src=”galleries” ids=”3″ display=”pro_blog_gallery”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Undskyld jeg er medlem af Djøf?

Undskyld jeg er medlem af Djøf?

Hvorfor skal vi altid skældes ud?

Undskyld jeg er medlem af Djøf?

Det afsluttende spørgsmålstegn efter Djøf er et spørgsmål, om hvorvidt jeg skal undskylde. Det kan kun besvares med “Nej”. Jeg vil ikke undskylde.

Jeg har haft fat i det tidligere i juni 2022, men tager dansen en gang mere. Det er desværre nødvendigt, og det ændrer sig næppe, før jeg dør (selvom jeg regner med at have 30 år tilbage).

Aktuelt er jeg igen ked af at blive lagt for had, fordi jeg er medlem af en bestemt fagforening – og jeg bevarer mit medlemskab, selvom jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet. Det er en del af min identitet. Sådan har medlemmer af FOA, af GL, af Murerforbundet eller af 3F, det garanteret også.

To personer i Facebookgruppen “Bevar Irma” gav i dag djøfere skylden for Irmas (påståede) dårlige økonomi. Det skyldes ifølge dem, at djøfere ikke er købmænd. Nej, det er vi som oftest ikke; det er der forhåbentlig andre i koncernen, der er – med mindre ledelsen ikke har ansat folk med de rette kompetencer og ressourcer. Altså købmænd.

Jeg reagerede på begge opslag og spurgte, om der ikke også var medlemmer fra andre fagforeninger, de havde lyst at give skylden for verdens fortrædeligheder. Og jeg sendte et link til artiklen fra i sommer. Jeg skrev tillige, at jeg blev rigtig ked af det. Det lagde vist bolden død. I hvert fald har de ikke svaret. Det kan være, de ikke tør tage debatten med sådan en skrap kælling.

Jeg burde måske ikke tage sådan på vej?

Problemet er, at man som djøfer beskyldes for stort set alt, vel også snart Putins invasion af Ukraine, og at det sker adskillige gange om dagen. Det går ind i sjælen og i hjertet.

Ingen medlemmer af nogen anden fagforening udskammes offentligt på daglig basis. Har du nogensinde set hadtale mod medlemmer af HK, FOA, DSR, GL eller andre? Jeg har ikke. HK’erne kunne vel beskyldes for unødigt bureaukrati fra folk, der ikke ved, hvad et medlem af HK laver?

Jeg begriber ikke, hvorfor vi altid skal skældes ud. Alle medlemmer af alle fagforeninger løser højst sandsynligt de opgaver, de er ansat til at løse – og ellers må de vel stå øverst på listen over folk, der skal ud af vagten ved førstkommende lejlighed? Det vil kun være rimeligt.

Men så snart det er et medlem af Djøf, er det som om, det er:

  • en dårlig medarbejder, der udelukkende løser opgaver vedkommende selv har opfundet
  • en dårlig medarbejder, der ikke har forstået opgaven og hver dag møder op for at løse den til skade for arbejdspladsen og hele det omgivende samfund
  • en dårlig medarbejder, der hæver en urimelig hyre for ovennævnte

Tosserne, blandt kommentatorerne rundt omkring, overser gang på gang, at også medlemmer af Djøf løser opgaverne ud fra de retningslinjer og strategiske overvejelser, som den øverste ledelse har fastlagt. Det er jobbet! Så kort kan det siges; og kan man ikke lide lugten i bageriet, må man gå et andet sted hen, hvilket næppe kan siges at være helt urimeligt både set fra medarbejderens og ledelsens perspektiv. Og i øvrigt gælder det alle medlemmer i alle fagforeninger.

Jeg har besluttet, at jeg tager kampen hver evig eneste gang, jeg ser indlæg rundt omkring fra de mentalt mindrebemidlede. Tak for sidst!

Nåh, jeg bliver nok god igen. Jeg måtte bare have luft.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Livets tredje akt

Livets tredje aktStegemüller

Udvikling eller afvikling?

Livets tredje akt

Da mine læsere, jfr. spørgeskemaet i bunden, lige nu for 85 %’s vedkommende er over 50 år, handler denne artikel om pensionisttilværelsen eller overgangen til den.

Jeg fandt et fremragende webinar, som jeg varmt anbefaler dig at se (på YouTube). Det hedder: “Kom godt i gang med livet som pensionist” og blev udsendt af P+, Pensionskassen for Akademikere, den 3. oktober. (Det kan ofte ikke lade sig gøre at linke til YouTube; jeg håber, du alligevel kan finde det med udgangspunkt i disse oplysninger. Man skal ikke være medlem af P+ for at tilgå webinaret.)

For kun at lytte til lektor og aldringsforsker Aske Juul Lassen, skal du starte 12:34 inde i lydfilen. Det slutter 41:37. Den halve time er godt givet ud.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside er der en hel sektion, der er blevet til i et samarbejde mellem styrelsen og ham.

Pension handler mere om udvikling end afvikling

Gradvis overgang, nedsat tid, senkarriere, socialt engagement, storfamilieliv, entreprenørskab og unretirement. Der er i dag mange forskellige måder at lade sig pensionere på, og vi skal derfor udfordre vores forestillinger om pensionisttilværelsen. Det mener aldringsforsker Aske Juul Lassen, der forsker i pensionsovergangen og livet som pensionist.

Brat eller planlagt overgang?

Aske talte om forskellige former for overgang til livets tredje akt. Når jeg tænker på min egen overgang til livets tredje akt, var den på en gang både planlagt og brat. Det skal forstås som, at jeg i flere år havde modtaget invalidepension og var klar over, at karrieren som sådan var slut. Planlagt kan man dog nok ikke kalde det, da det ikke er frivilligt at blive syg.

Samtidig var den brat forstået på den måde, at ved indstillingen til førtidspension grundet et par diagnoser sagde formanden for rehabiliteringsteamet “Du kan nok godt forvente en krise”. Og det var selvfølgelig fra den ene dag til den anden, og jeg kan stadig genkalde mig, at jeg sad og tudede med psykologen ved min side, da de returnerede med indstillingen. Det var ikke grundet den bratte overgang, og jeg synes ikke, krisen har indfundet sig. Det skyldtes lettelsen over, at kampen var slut. Nu vidste jeg hvordan, hvordan fremtiden ville se ud.

Nogle, der har haft en brat overgang, oplever at komme i en form for meningstomt rum, for hvad er meningen med livet, når man ikke længere skal på arbejde? Vi har gennem livets første to akter vænnet os til, at andre definerede vores tid: Først var det barndom og ungdom, hvor forældre og uddannelsesinstitutioner definerede, hvordan vi skulle bruge tiden og dernæst var det arbejdsmarkedet, der fx definerede, at vi skulle bruge mere tid på det end samværet med eventuelle børn. Jeg husker sagtens, hvordan det var at sidde på kontoret før 08:00. Heldigvis har jeg glemt, at vækkeuret må have været sat til 06:00.

Al den tid har vi i livets tredje akt for os selv. Fraværet af vækkeuret er nu en markant del af livet. Vi kan hver dag lave det, vi har mest lyst til.

Vi er nogle helt andre pensionister i dag

Livets tredje akt

I relation til punkt 7 herunder “Lad dig ikke skræmme af dit eget skræmmebillede”, er det vigtigt at tænke på, at vi er nogle helt andre pensionister i dag end for bare 20 år siden eller de pensionister, vores gamle forældre måske er i dag. Vi har det bedre både fysisk og økonomisk. Vi kan nemt engagere os og vi kan fx gå tre uger på Caminoen. Det var formentlig utænkeligt for bare 20 år siden.

Jeg kan ikke lade være at tænke på min egen stakkels gamle morfar (Carl Frederik Kristensen 1899 – 1982). Han må være gået på pension, da han var 68, dvs. i 1967. Han var fuldstændig slidt op af hele livet at være først husmand, så arbejdsmand og sidst cementstøber på Specialbeton i Odense. Han havde købt et større, nyt, kolonihavehus med rigtigt toilet, og planen var, at han skulle nyde sin alderdom der med at dyrke byens flotteste jordbær og georginer.

Imidlertid var han så slidt op, at han ikke kunne passe det. Han endte sit liv i et baglokale til en skobutik i Svaneke. Det gør mig ked af det at tænke på det og han er mit skræmmebillede.

I morfars tid fandtes ingen opsparing til arbejdsmarkedspension, ingen “Arne-pension”, førtidspension osv. Både 1967 og 1982 er i det perspektiv nærmest forhistorisk. Det ser gudskelov helt anderledes ud i dag.

Askes ti tips

Måske giver selve overskrifterne ikke meget mening i sig selv. Det er derfor, du skal lytte til webinaret, hvor han fortæller om den forskning, der har ført frem til de ti tips.

  1. Forbered dig.
  2. Gør pensionen til dit valg.
  3. Skab en overgang.
  4. Se pensionen som en mulighed for noget nyt.
  5. Skab en mening.
  6. Accepter forfaldet.
  7. Lad dig ikke skræmme af dit eget skræmmebillede.
  8. Engager dig.
  9. Lær at mestre tiden.
  10. Lær at slappe af og nyde friheden.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.