/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Det er fantastisk

Det er fantastisk 1Stegemüller

Næsten ikke til at tro det

I kan formentlig ikke forestille jer, hvordan det føles, at arbejdslivet er slut fra den ene dag til den anden, og hvordan det er at være ude af et årelangt limbo. Når jeg tænker over det, føler jeg stadig lettelse. Gad vide hvor længe det vil vare? Rehabiliteringsteamets ‘ordfører’ talte om en mulig krisereaktion. Indtil videre mærker jeg på ingen måde en krise. Faktisk synes jeg nærmere, jeg er kommet ud af en krise. Men det var selvfølgelig pænt af hende at sige det.

I min e-Boks kom teamets skriftlige indstilling til pensionsnævnets møde den 8. april, hvor den endelige afgørelse træffes. De har sammen med min sagsbehandler lavet et utrolig solidt stykke arbejde. Det er lidt voldsomt at se hele livet med alle op- og nedture ridset op på ca. otte sider. Ud fra det, de har samlet sammen, er der ingen tvivl om, hvad pensionsnævnet skal komme frem til. Det ses uhyre sjældent, at pensionsnævnet ikke følger teamets indstilling. Min psykolog siger, at vi går i  ‘Aftenshowet’, hvis der bliver problemer. Personligt bryder jeg mig ikke om den udsendelse, men idéen er sikkert god nok.

Man kan deltage i pensionsnævnets møde, hvis man har lyst eller behov, men det ser jeg nu ingen grund til. Hvad skulle jeg der? Jeg har besvaret partshøringen med en kort mail om, at jeg ikke har kommentarer, og at jeg synes, jeg har fået en flot behandling i Hvidovre Kommune. Der er nogle faktuelle – men reelt ligegyldige – fejl i indstillingen. Fx er det ligegyldigt, at Aspergers Syndrom blev diagnosticeret i 2019 og ikke 2009. Det er jo netop denne diagnose, der gør, at jeg ser sådanne detaljer. Herregud, ti år fra eller til…

Man læser altid om alle de tilfælde, hvor jobcenteret og borgeren kommer på kant. Dem er der tusindvis af, og det er sandt, at mange behandles elendigt i hele ‘systemet’ og fx må betale private socialrådgivere som den fantastiske Marianne Stein, så det er så utrolig vigtigt også at fortælle den positive historie, når den findes. Jeg mener, jeg gennem hele forløbet har fremhævet, at Hvidovre Kommune er en god kommune at bo i.

Slægtsroderi

På gravstenen på billedet ses min farmor og farfar, som jeg desværre aldrig har truffet.

Jeg har hjulpet en ven og tidligere kollega med at starte en slægtshjemmeside i TNG, som står for ‘The Next Generation of Genealogy Sitebuilding‘. Det er skønt at kunne give noget videre, når man selv har fået meget hjælp til alle mulige former for nørderier. Jeg har sat en side op i det program mindst 50 gange, så det var en smal sag at hjælpe ham i gang. Han fortæller, at jeg, og en anden kollega fra Patent- og Varemærkestyrelsen, lærte ham at slægtsforske. Jeg husker – som vanligt – intet af det.

Jeg har kastet mange timer efter min egen slægtsdatabase, det er så hyggeligt, og jeg har de seneste dage lært mere om PHP og filstrukturen bag TNGs sprogmoduler, end jeg har vidst i mange år. Når man dyrker det lidt, er det alt sammen så logisk. Jeg har fået etableret nogle bedre (synes jeg da selv) danske tekststrenge, og puslet lidt med at prøve at oversætte noget til engelsk. Sidstnævnte kræver dog, at nogen mere sprogkyndige  ser det efter i sømmene. Det, jeg lægger på nettet, skal være i orden, hvis det overhovedet kan blive det! Hjælpsomheden på nettet er enorm, så det skal nok lykkes at finde nogen, der kan gøre det godt og helt sikkert bedre end mig.

Magien der blev væk

I går mailede jeg lidt med Maj-Britt, der, sammen med hendes mand Per, er en tidligere ‘slægtsforskerkollega’. Vi har tilbragt mange skønne timer sammen. De slægtsforsker heller ikke længere og har fået andre interesser. Hun fortalte blandt andet, at de syntes, at lidt af magien forsvandt, da alt det basale kom på nettet. Og det er  rigtigt. Nu kan alle kirkebøger og folketællinger studeres hjemme bag egen skærm på Statens Arkivers hjemmesider – det er selvfølgelig dejligt, men den magi, der var over at stå i kø på trappen til Landsarkivet i Viborg, eller at måtte tidligt op også lørdag morgen for at få en plads på Landsarkivet i København på Jagtvej, er væk. Og det samme er de venskaber, der knyttedes i rygepauserne, hvor vi udtænkte nye strategier til at finde en forsvunden ane og nye store projekter til gavn for alle slægtsforskere.

Jeg har været med i mange fine og vilde projekter. Det største og bedste var formentlig ‘Nygårds sedler’, der omfattede 425.433  sedler, der blev gjort tilgængelige af bare 36 indtastere, som indtastede de navne, stillinger mv., som fem fotografer havde affotograferet. Nu kan sedlerne findes og søges frem her: https://ddd.dda.dk/nygaard/sogeside.asp. Projektgruppen havde et fornemt samarbejde med Statens Arkiver.

Jeg gider heller ikke finde frem til flere gamle døde mennesker, men jeg morer mig med slægtsdatabasen på nettet! TNG fortæller om:

  • 4.375 personer
  • 1.610 familier
  • 139 unikke kilder
  • 9 arkiver
  • 1.205 billeder
  • 2.031 unikke steder
  • 6.618 notater
  • 76 begivenhedstyper
Det var ti fantastiske år. Men det var det. Nu leger jeg bare med databasen for at optimere præsentationen på både dansk og engelsk.

Det er fantastisk 3

/i , /af ,

For mange ord

For mange ord 5POV International

Den nye status

Det er ca. ni måneder siden, jeg sidst har haft en artikel i POV International, der er et fantastisk webmedie med seriøs borgerjournalistik uden betalingsmur. Man kan ganske gratis holde sig ajour om alt mellem himmel og jord ved at læse POV International nogle gange om ugen. Man kan også vælge at donere enten 25, 50 eller 100 kr. om måneden. Så bliver de så glade.

Min nye status (den med F… 🙂 ) optager mig meget, og endelig synes jeg, jeg har noget at skrive en artikel til POV om.

Den positive historie om ‘systemet’

Utrolig mange mennesker har dårlige erfaringer med ‘systemet’. Mine erfaringer gennem flere år er positive, den historie kan fortælles og kan muligvis interessere nogle af POVs læsere.

Jeg begyndte forleden dag og fik lynhurtigt sat fem sider sammen i Word. Fem sider er bare ikke vejen frem, for ingen kommer gennem alle de ord, og det er sikkert også kun mig selv, der synes, det er spændende nok til alle de ord. Jeg har bare en kæmpe stor mangel (blandt flere): Jeg har uhyre svært ved ‘Kill your darlings’. Det er som om, de ord, der er nået til Word, allesammen er vigtige nok til at komme med i den videre proces.

Jeg er ikke på Twitter, for der må indlæggene ikke være længere end 400 ord, og det klarer jeg mig aldrig med. Jeg har ganske enkelt for mange ord til Twitter. Det er primært typer som Trump, der trives godt der.

I proces

Nu er artiklen i proces:

  • Lotte skar først to sider af for mig, og det tog historien ikke skade af – tvært imod. Egentlig stod der det samme i den korte version som i den lange. Og det, der var skåret af, kender læserne i forvejen fra nogle af mine andre klummer, som vi kan linke til.
  • ‘Min’ redaktør på POV, Kristian, var næste læser og kritiker. Han kunne for så vidt godt lide historien, men mente, den ville vinde ved at blive skåret yderligere ind til benet. Der manglede en underrubrik om, hvad essensen var og at jeg gik artiklen igennem igen og forholdt mig strikte til essensen.

Jeg kiggede artiklen igennem et par gange, men kunne selv med min bedste vilje ikke se, hvad der kunne undværes.

Min redaktør er et fantastisk menneske, så nu har han tilbudt at foretage rundbarberingen for mig. Det tilbud har jeg selvfølgelig sagt tusind tak til. Nu er jeg er spændt på, hvordan det ender.

Både Lotte og Kristian er uddannede journalister og er skolede i at skære ind til benet og forholde sig kritisk til tekster. Det er luksus at kende sådan nogle dygtige mennesker, der tilligemed er så umådeligt hjælpsomme.

God nat…

/4 Kommentarer/i , /af ,

Tilbageblik

Sjov med hjemmesiden

Retrospektivt

To ting har i dag fået mig til at tænke tilbage; den ene er trist, den anden er sjov. Det er helt sikkert naturligt at tænke tilbage i den fase, jeg lige nu er i, som man nok vil kalde en ‘ny-orienteringsfase’. En del gammelt skal lægges på hylden, og noget nyt, som jeg endnu ikke ved hvad er, men det kommer nok, skal tage sin begyndelse.

Arbejdsmarkedet

Bloggen rummer 25 poster i kategorien ‘Arbejdsmarked’ siden januar 2019, og dem har jeg læst. Meget af det forekommer mig at være nyt, da jeg ikke kan huske det. Årene 2014/15 er helt væk. Posterne bærer præg af kamp, kamp og atter kamp mod noget, jeg ikke selv kunne/ville acceptere var en umulighed. Jeg er startet på noget nyt så mange gange, og hver gang har jeg været tæt på lykkelig (det er i hvert fald det, jeg har skrevet). Hver gang er det gået ad h… til, men jeg har troet på det. Eric skrev på et tidspunkt i en kommentar, at det var som at følge en yoyo: evigt op og ned. Og det havde han ret i.

Birgit skrev følgende i en kommentar den 21. februar 2019 – og det er noget af det klogeste, der er sagt i den sag:

“Hvor er jeg bare ked af det på dine vegne, og jeg håber, du får al den hjælp du har behov for, både på afdelingen og på arbejdet.

Som Eric også skriver, så er Henny en klog kvinde, og hun siger faktisk noget meget vigtigt, nemlig at der jo er en grund til, at du er fleksjobber. Jeg tror nemlig ikke, at du føler dig helt som fleksjobber endnu. Jeg tror faktisk, at du forventer af dig selv, at du kan levere som alle andre (og helst meget mere), men at du så skal levere i færre timer. Men det er jo ikke hele sandheden! Du skal jo ikke bare arbejde på deltid! Hvis du skulle det, ville det være rimeligt, at du leverer som alle andre, i den tid du er til stede. Men du er jo blevet bevilget et fleksjob, netop fordi du ikke kan klare en almindelig arbejdssituation – uanset hvor mange timer det så end drejer sig om – og det er jo en del af betingelserne, at der skal tages hensyn til dig!

Jeg håber altså, at der snart bliver taget hensyn til dig (også af dig selv), i stedet for at forvente, at man har fået en billig arbejdskraft, der kan en hel masse. Og det kan du jo, men du SKAL ikke så meget som du kan, for det er jo det, der får læsset til at vælte for dig!”

Nu bagefter ser jeg tydeligt, at det var usundt at definere ‘lykke’ ud fra et mere eller mindre tilfældigt arbejdsmarkedsperspektiv, men det var sådan, det var. Det svarer til, hvad min læge, som jeg har haft siden 2002, skrev i sin attest til rehabiliteringsteamet: Jeg havde omsider indset, at det ikke gik mere.

Hvor er det dog godt, det er slut. Det er lige før, man kunne kalde dét for lykke!

Computerverdenen – når man nu er lidt nørdet…

Jeg kender efterhånden et par stykker, der er eller har været glade for at være IT-hjælpere i Ældresagen, så tanken kom, at det måske kunne være noget for mig at bruge nogle timer på hver uge. Der er en lokalafdeling her i Hvidovre; jeg har fået et link til deres hjemmeside, som jeg skal have studeret og overvejet nærmere.

Min ven og jeg talte om det forhold, at i 1990 var en computer et særsyn på arbejdsmarkedet. Ufatteligt hvad der er sket på de 30 år!

I sommeren 1990 blev jeg ansat som sagsbehandler i Arbejdsskadestyrelsen, og alle koncepter blev skrevet på skrivemaskine. Der var ikke noget med at bytte om på afsnit mv., så kom argumenterne for eller imod erstatning til skadelidte i den gale rækkefølge, var det forfra.

I februar 1991 fik styrelsen en særbevilling til indkøb af computere til alle 250 medarbejdere og til at iværksætte uddannelse i at betjene computerne. Jeg var med til at undervise mine kolleger i det ligeledes nyetablerede journalsystem Scan*Jour; det var både sjovt og udfordrende, for jeg skulle jo have det lært selv først. Det var en helt ny verden, og der var mange af de ældre ‘skrivedamer’, der måtte melde hus forbi og sige op, for de kunne simpelthen ikke forlige sig med alt det nye.

‘Min skriver’ var et skønt menneske, men hun egnede sig ikke til de nye tiltag, så hun sagde op. Det var synd, men hun var oppe i alderen og kunne snart gå på pension.

Omstillingen var svær, men det var fantastisk at være med til at få det til at rulle ud over stepperne. Nu 30 år efter virker det, som var det stenalderen. Tænk at man pludselig kunne slette, rette og bytte om på afsnittene. Det var næsten lykke.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Identitet

Identitet 8

Så nyt!

Vågner op til regn og slud, men det gør ikke noget. Eftermiddagen skal alligevel fyldes med gode indendørs sysler:

  • Telefonsamtale kl. 13:00 med ‘Aktiv Patientstøtte‘, som præsenterer sig sådan på sin hjemmeside: ‘Aktiv Patientstøtte tilbyder støtteforløb til patienter med kroniske sygdomme. Sygeplejerskerne er specielt uddannede i telefoniske støttesamtaler, hvor de støtter patienterne til at kunne leve et godt liv med sygdom.’ Der er tale om et forskningsprojekt i Hovedstadsregionen, hvor det ypperste formål er at undgå genindlæggelser. Jeg ved ikke, hvordan de har fundet frem til mig, men pludselig blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg ville være med. Jeg sagde naturligvis ‘Ja’, da jeg gerne vil undgå indlæggelser. Vi har haft to samtaler, og indtil videre er jeg ikke specielt imponeret, men det skal have en fair chance, så jeg ser tiden lidt an. Måske bliver det bedre med tiden?
  • Hjælp til Karen via Skype og TeamViewer: Hun vil gerne bygge en hjemmeside til sine slægtsdata med det program, jeg også selv bruger. Vi begyndte forleden aften, men alting drillede. Det er så længe siden, jeg satte mine egne sider op, at hukommelsen kommer på en hård prøve, og jeg ind imellem føler, jeg ikke er til megen hjælp. Det var imidlertid utrolig hyggeligt, så vi fortsætter kl. 14:00 og ser, om det går bedre der. Fyret kan jeg jo ikke blive længere 🙂

Ny identitet med tilbageblik

Jeg kan – trods alt – godt huske, at jeg har skrevet det før: Jeg forlader ikke bare en 32″ skærm og et hæve- sænkebord et eller andet sted i centraladministrationen. Jeg forlader en identitet, for arbejdet har været hele mit livsindhold. Jeg har knoklet, fra jeg var 14 år. Nu hvor jeg er 57 år, er det slut.

Man kan være ond og sige, at jeg har været for fantasiforladt til at finde på andet og mere end at gå på arbejde.

Jeg har både skrevet og sagt mange gange, at jeg ikke lavede andet end at gå på arbejde, men jeg er kommet i tanke om, at det ikke er hele sandheden: i perioden fra 2003 til 2013 var jeg bidt af en gal slægtsforsker og gik vældigt op i det. Det var en hobby, der medførte mange glæder og mange ‘forbindelser’ til andre slægtsforskere. Vi havde det sjovt, men for mit vedkommende var noget af det præget af mani, når jeg ser det i bagklogskabens ulideligt klare lys. Det kunne jeg bare ikke se dengang, og diagnosen ‘bipolar’ kom da også først i 2014.

Et eksempel på det maniske er, at jeg, sammen med en ven i Herning, etablerede et projekt, hvor vi ville organisere registrering af samtlige gravsten i Danmark. Gravstenene skulle fotograferes, oplysningerne på dem skulle indtastes i regneark, der skulle danne grundlag for hjemmesider, hvor data kunne søges frem sammen med billedet af stenen. Vi kaldte det for Dansk KirkegårdsIndeks (DKI), og du kan se det her: https://stegemueller.dk/dki/

Nu skal jeg finde mig tilrette i et helt nyt liv, og jeg er spændt på, hvad det kommer til at indeholde. Allerede i aftes føltes det anderledes, da jeg gik i seng: Jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig skal på arbejde mere. Det er ikke til at begribe; der går nok nogle uger, før det helt går op for mig, hvad det vil sige. Tænk at jeg selv kan disponere fra nu af…

Allerførst har jeg har en masse mennesker, jeg skal have sagt ‘Tak’ til for den hjælp og støtte, de har ydet i de forbandede år.

I aftes fik jeg skrevet til den farmaceut og overlæge fra Glostrup, som for et par år siden hjalp mig afgørende af med de værste bivirkninger af medicinen, og som i efteråret 2020 sørgede for, at jeg blev indlagt et par måneder på en afdeling for komplekse lidelser og fik igangsat vedligeholdelses-ECT hver 3. uge. Jeg fik skønne mails retur fra dem begge, og det var tydeligt, at de glædede sig sammen med mig.

Jeg har skrevet til min kommunale sagsbehandler, for han har været en sagsbehandler præget af ordentlighed og grundighed. Jeg kunne vældig godt lide ham, og det er min oplevelse, at relationen var præget af gensidig respekt. Og så har jeg vist nok haft den samme sagsbehandler gennem alle årene, og det er nok lidt af et særsyn.

Jeg har skrevet til min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, som jeg også har haft lige siden 2014 (var det vist). Hun glædede sig også sammen med mig. Det gør alle. Det er dejligt.

Det er endnu for tidligt at fremture med planer for, hvad jeg vil bruge al den frie tid på, for jeg skal først forstå, at den frie tid er blivende og at det ikke bare er midlertidigt. Der er dog én ting, der har bidt sig fast, og det er at blive frivillig ‘dansklærer’ i Ungdommens Røde Kors. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig at bruge nogle timer på hver uge. Når dønningerne lige har lagt sig lidt, ringer jeg til dem og får en snak. Jeg mener, jeg er kvalificeret, men jeg har også tænkt på, at min ‘sprogbehandling’ muligvis er for gammeldags til at de kan bruge mig. Men det må de jo finde ud af.

Jeg beklager, at dette blev lidt langt, men jeg har så mange – gode – tanker at dele med mine læsere.