Effektivt jobcenter
Nyt job på ny
Jeg har været til ny jobsamtale i dag og har også fået jobbet hos Interflora foreløbigt for seks måneder. Jeg er vist aldrig gået fra en jobsamtale uden at få jobbet. Jobcenteret har handlet hurtigt og effektivt. Jeg kan godt lide mine to sagsbehandlere.
Jobbet går ud på hver anden eftermiddag at sidde hjemme og hjælpe kunderne med at handle i webshoppen, hvis de af en eller anden grund ikke har mulighed for at gennemføre handlen selv. Herhjemme kan jeg da i hvert fald ikke fare vild, som min ven sagde 🙂
Som hovedregel er det ca. otte timer pr. uge med skiftende dage, men op til højtider, mors dag, Valentinsdag mv. er det selvfølgelig længere dage. Det føler jeg mig fuldstændig sikker på, at jeg kan overskue, og jeg ser frem til at komme i gang. Jeg vil jo gerne arbejde, og det har jobcenteret heldigvis hele tiden vidst. Jeg har aldrig haft problemer med dem, og jeg trænger til en succes.
Jeg håber inderligt på, at dette er mit sidste job. Jeg er så evindeligt træt af at blive kastet fra Herodes til Pilatus og prøve på alt muligt, og som i det seneste tilfælde havne i noget, der på forhånd var umuligt.
De eneste krav her hos Interflora var:
- God telefonstemme.
- Stabilitet. Under normale omstændigheder er jeg en meget stabil medarbejder; det er bare så længe siden, noget har været normalt.
- Ingen gøende hunde, grædende børn eller kørende fjernsyn i baggrunden. Mit lydtapet er særdeles stille, da jeg hader støj.
- Man skal være indehaver af en computer. Det er fint. Jeg har jo to, så der er en i reserve, hvis der skulle ske noget. Jeg er lidt spændt på, om der bliver problemer med min Linux-maskine, men chefen sagde, at man bare skulle have Chrome, og at der ikke skulle installeres noget.
På mandag kommer han med headsettet og installerer det (og/eller noget andet?) på den stationære og sætter mig nærmere ind i opgaverne. Det er fint, at han kommer her, så kan jeg også få taget nogle noter.