/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Tæt på lykkelig

lykkelig

En god følelse

Jeg føler mig tæt på lykkelig og nyder det, så længe det varer. Det kører for mig lige i øjeblikket, for jeg sammenligner med de to mareridtsår, hvor alt var uklart: hvad skulle jeg leve af, hvor skulle jeg bo, ville jeg dø eller leve, hvorfor kunne jeg ikke huske noget, hvornår skulle jeg indlægges igen osv.? 2014 og 2015 er helt væk fra erindringen, men måske gør det ikke noget, for det var alligevel et helvede af depressioner, manier, angst, frygt og dødslyst. Egentlig ønsker jeg heller ikke at huske det.

Hvad fremkalder lykkefølelsen?

Patientfeedbackmøde

De ringede fra afdelingen og spurgte, om jeg ville deltage i et patientfeedbackmøde den 19. juni om patientstyrede indlæggelser (PSI). Selvfølgelig vil jeg hjælpe, og det første ord der falder mig ind i forbindelse med PSI er ‘tryghed’. Det gør mig nærmest lykkelig at blive spurgt. Jeg har en kontrakt med afdelingen, der går ud på, at jeg til enhver tid kan komme og være på PSI-pladsen i op til fem dage. Idéen er at man skal komme, inden man har behov for en fx fire uger lang indlæggelse, fordi det er gået galt. Konceptet er genialt. Selvfølgelig er der store besparelser forbundet med PSI-kontrakterne, men jeg kan ikke se det som andet end en fordel for patienterne.

Udfordringen er at huske, at man har pladsen, når man er på vej til at blive dårlig. Det glemte jeg selv sidst, så jeg gik rundt hjemme og fik det værre og værre, og det endte med en tre ugers indlæggelse. Det var ikke godt. Måske kan jeg finde en smart anordning,, der bipper, inden det går galt, så jeg husker PSI-pladsen? 🙂

Arbejdet

Jeg arbejder som webudvikler i en lille IT-virksomhed. Det er et fleksjob, hvor jeg er ansat 5-15 timer om ugen, og jeg er meget glad for det. Efterhånden kan jeg bidrage med ret meget, og jeg kan lære chefen meget, hvilket er en stor tilfredsstillelse for mig; det gør mig nærmets lykkelig. Jeg elsker at lave hjemmesider, og jeg er ved at være god til det. Jeg tænker på at tilbyde ‘Linux for begyndere’ at lave en hjemmeside for dem, så vi kunne lave en systematiseret erfaringsopsamling.

Mit firma mangler opgaver p.t., men jeg prøver at have is i maven, for jeg er den af os to, der sidder yderst på grenen. Jeg vil kæmpe med næb og klør for at bevare jobbet, nu hvor jeg endelig har fundet drømmejobbet. Jeg finder aldrig noget, der er lige så godt.

Med arbejdet følger en lille løn, som suppleres af fleksløntilskuddet fra Hvidovre Kommune og min invalidepension fra JØP som samlet set gør min økonomi ret sund. Dette er også til forskel for de år, hvor verden var kaotisk.

Linux

Linux er leg, og jeg leger godt. Jeg elsker læreprocesserne, og jeg lærer noget nyt hver dag. Det gør mig nærmest lykkelig. Jeg kan ikke finde ud af om indlæringskurven er stejl eller mere flad. Jeg er jo halvgammel (55 år), så det er sin sag, at begynde forfra med et nyt styresystem, men jeg synes egentlig selv, det går ret godt. Der er meget at lære, og google er min ven, så jeg googler svar på alle mine spørgsmål. Og det jeg ikke kan google mig til, spørger jeg om i Facebookgruppen ‘Linux for begyndere‘, som er en fantastisk gruppe fyldt med hjælpsomme mennesker.

Konklusion

Det tegner til at blive et godt liv!

/4 Kommentarer/i /af

På kursus

Jeg skal på kursus

Jeg er en medarbejder, jeg skal på kursus, jeg er værd at smide penge efter. Det er fantastisk. Jeg havde ikke troet, det kunne ske igen, men i morgen går toget til Aarhus, godt nok med skift i Odense, hvor jeg skal være sammen med vores faste samarbejdspartner Michael i to dage til eneundervisning. Jeg har ikke været på kursus siden før 2013, så nu føler jeg mig som kongen af Danmark. Det er alt sammen så nyt og spændende. Det er vild luksus.

Jeg skal lære om designdelen af det at skabe websites, for teknikdelen kan jeg. Jeg er meget spændt på, hvad der er et lækkert website og hvad der ikke er. Jeg glæder mig i det hele taget helt vildt.

Træerne vokser ikke ind i himlen, og det har jeg også sagt til min chef/kollega. Det var han heldigvis godt klar over og sagde “Bare rolig andre bruger tre år på at blive webdesignere. Jeg forventer ikke, du kan lære det på to dage”. Det blev jeg utrolig glad over, han sagde, for jeg var selvfølgelig begyndt at opbygge et indvendigt forventningspres. Sådan er jeg jo: altid bange for ikke at slå til.

Et er at komme på kursus

Et andet er hverdagen. Det går så godt, og jeg er så glad, også når vækkeuret ringer 05:45 tre dage om ugen, og jeg skal med toget til Midtsjælland. Chefen/kollegaen er glad, jeg er glad, intet kunne være bedre.

Betydningen af at have et arbejde

Jeg talte med speciallægen om disse ting i dag og hun sagde meget klogt: Den bedste medicin for mange ville være at give dem et arbejde. Det kan jeg kun være enig med hende i. Det betyder så meget at være et menneske, der bidrager på arbejdsmarkedet. Jeg kan kun bidrage med 15 timer, men lidt har også ret. Da Torkild Sonne for omkring ti år siden startede sine første projekter op, skrev jeg ham faktisk en ansøgning, men selvfølgelig fik jeg ikke engang et svar. Nu til dags har han modtaget adskillige priser for sit arbejde med mennesker i autismespektret. Arbejdet startede med, at hans søn havde Aspergers Syndrom og hvordan kunne der findes en plads til ham på arbejdsmarkedet?

Selv synes jeg, at jeg kan knejse med nakken, nu hvor jeg har noget at stå op til, nu hvor jeg bidrager, og nu hvor jeg har en funktion i det daglige. Jeg klarer mig som hovedregel rigtig godt, og det har jeg tænkt mig at blive ved med også selvom det betyder, at jeg skal føre alle mine skemaer, der som hovedregel er “hemmelige”. Jeg monitorerer mange ting og samlet set vil mange finde det lidt tosset, men det er så en del af mig. Så er jeg lidt tosset… 🙂

/2 Kommentarer/i , /af ,

Det vælter ud af Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Jeg abonnerer på nyhederne

Beskæftigelsesministeriet sender i øjeblikket læssevis af pressemeddelelser ud om, hvor godt det går for ministeren, hans departement og de to styrelser.

Dem det går bedst for er dog kontanthjælpsmodtagerne, og det gælder især dem, der har været længe i systemet, og så seniorerne, der pludselig har fået lyst til at afholde sig fra pensionisttilværelsen. Valgkampen er godt i gang.

Markant flere på kontanthjælp arbejder i småjobs

Overskriften er dagens glade nyhed fra Beskæftigelsesministeriet. Jeg synes ikke, det er nogen stor overraskelse, når man tænker på 225-timersreglen. Det, der kan komme som en overraskelse, er følgende formulering:

Udviklingen kommer samtidig med, at regeringen indførte kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen for at skabe et yderligere incitament til at tage et job og sikre, at ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Her skulle jo ikke have stået “…kommer samtidig med…”, men “…kommer fordi…”

225-timersreglen er forhadt og det med god grund, for det er jo stort set umuligt at finde en arbejdsgiver, der vil beskæftige en medarbejder i 6,08 fuldtidsuger. Det er virkelig svært at finde en sådan stilling. Finder man den ikke, bliver der skåret ca. 1.000 kr. brutto af kontanthjælpen.

Evne og vilje

Jeg er sådan indrettet, at jeg tror på, at de mennesker, der kan arbejde også vil arbejde. Regeringen og dermed Beskæftigelsesministeriet har det modsatte udgangspunkt. De tror, alle vil snyde og bedrage, ligge hjemme på sofaen og se TV. Men hov det giver jo status at arbejde. Man er en del af samfundet, man bidrager, det månedlige udkomme er større. Hvorfor skulle alle, der kan, ikke være interesserede i det? Og erhvervslivet siges jo at skrige efter ledige hænder. Og manglen på arbejdskraft vil stige markant de kommende år.

Kontanthjælpen som en midlertidig ydelse

Det har aldrig nogensinde været tiltænkt at man skulle kunne være på kontanthjælp i årevis. Kontanthjælpsmodtagerne skal på arbejdsmarkedet, hvis de kan, og kan de ikke på grund af sygdom, skal de have en førtidspension eller et fleksjob, så snart det er afklaret, at de aldrig kommer i ordinær beskæftigelse igen.

Der er absolut ingen mening i de endeløse jobprøvninger, ulønnede virksomhedspraktikker og hvad det eller hedder alt sammen. Hvis dygtige læger og andre specialister er enige om, at fru Hansen aldrig kommer på arbejdsmarkedet igen, så lad hende dog være i fred.

Der er heller ingen mening i ressourceforløbene. Lidt ondt sagt kan man sige, at formålet med ressourceforløbene er at holde borgerne væk fra førtidspensionen og spare på kommunens penge, og af og til medfører det absurde situationer, som følgende lille historie viser:

På psykiatrisk afdeling traf jeg frk. x på 32 år. Hun var i et 5-årigt ressourceforløb. Jeg spurgte, hvad der foregik i et sådant forløb. Svaret kom prompte: “Ingenting”. Herefter spurgte jeg, hvad der så ville ske, når de fem år var gået? Jo så ville hun få et nyt 5-årigt ressourceforløb, og derefter var hun over 40 år, og så kunne hun søge førtidspension.

Evne og vilje gælder alle

De Radikales leder Morten Østergaard stiller tingene noget skarpt op i Berlingske den 2. april 2019, hvor han skitserer kravene for at støtte en S-ledet regering:

Jeg vil kræve, at vi tilrettelægger en integrationspolitik, der går ud på, at imødekomme folk, der hurtigst muligt kan forsørge sig selv, men også naturligt belønner dem, der bidrager til vores samfund, når vi skal vurdere, om de kan få lov til at blive.

Ikke desto mindre er jeg enig. Selvfølgelig skal vi belønne dem, der viser, at de gerne vil være i Danmark og bidrage til det danske samfund. Det virker jo altid som om, RV er klar til at åbne en ladeport, men det synes jeg ikke, de er, men de har i modsætning til de fleste andre en anstændig og human flygtningepolitik, som de så kobler sammen med manglen på arbejdskraft.