Rehabiliteringsteamet
Indholdsfortegnelse
Det er på onsdag den 10. marts 2021
På onsdag kl. 13:20 skal jeg til møde i rehabiliteringsteamet; det foregår som alt andet for øjeblikket virtuelt, så jeg skal bare tage min iPad med ud til psykologen i Høje Taastrup, hun vil agere min bisidder, og logge ind på Teams, og så er vi klar. Sammen med min sagsbehandler har jeg for længst tjekket, at teknikken er i orden. Jeg vil nødig sidde og fumle med teknikken kl. 13:15.
Jeg er nervøs
Jeg er meget nervøs, for teamet har afgørende indflydelse på min fremtid: det syvende fleksjob eller førtidspension? Selvom psykologen er hos mig, er jeg meget nervøs.
Det er ikke teamets medlemmer, der har den endelige afgørelse; de skal alene lave en indstilling til det, der vist hedder ‘pensionsnævnet’, som er det kompetente organ. Det sker vist sjældent, at pensionsnævnet ikke følger teamets indstilling men fx kræver yderligere dokumentation, men jeg tør ikke tro hverken det ene eller det andet, før jeg har den endelige afgørelse.
Der er sat 50 minutter af til mødet. Heri er indregnet, at de trækker sig tilbage (de logger vel bare af Teams?) og voterer, vender tilbage og fortæller, hvad de vil indstille.
Der foreligger 47 siders erklæringer og udtalelser fra adskillige af de psykiatere mv., jeg har været i kontakt med siden 2016, hvor jeg første gang havde foretræde for teamet, hvor de godkendte fleksjobansøgningen. Alle erklæringerne peger i samme retning. Mine nærmeste venner er ikke i tvivl og lægen og psykologen og kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien er heller ikke i tvivl. Faktisk er jeg den eneste, der er bange, bekymret og i tvivl. I Distriktspsykiatrien siger de samstemmende, at det er muligt, jeg kunne begynde i det syvende fleksjob, men at al erfaring viser, at der kun vil gå 3 – 4 uger, før det vil gå ned ad bakke og ende med endnu en lang indlæggelse. Ikke engang det sidste lille job hos Interflora på 8 – 10 timer om ugen, klarede jeg.
Årsagen til tvivlen
Når jeg er i tvivl, skyldes det, at jeg hænger helt godt sammen, når jeg passer ECT-behandlingerne hver tredje uge, kan hvile efter behov og kan sove 10 timer i døgnet, hvis det er nødvendigt. Jeg er bange for, at de synes, jeg har det for godt.
En ven har sagt, at jeg skal tage tape for munden (i overført betydning) og lade psykologen føre ordet, for hun er nok bedst til det. Det råd tror jeg, jeg vil forsøge at følge.
Wish me luck!
Lykke til, men det ønske synes overflødigt. Det kommer til at køre i olie, og så er der ro på, så du kan organisere dit liv.
@ Eric
Mange tak skal du have. Jeg håber, du har ret. Jeg ser frem til at kunne organisere mit liv.
Jeg har fornemmelsen af, at du er i gode hænder. Der er trods alt intet formål for normale mennesker i at udsætte andre for unødige lidelser. Kunne du få et fleksjob, som du kunne bestride uden at blive dårlig af det, ville det da være herligt, men mon ikke det nu er bevist, at det ikke er muligt? Jeg tror i øvrigt ikke, at nogen vil være misundelig på dit regimente med ect hver tredje uge for bare at holde det ud. Det kan efter min mening på ingen måde regnes for “at have det for godt”. Held og lykke med det. Det er godt, at du har bisidder med. Det har jeg selv kun haft gode erfaringer med.
@ Henny
Undskyld det sene svar; jeg havde ikke fået en notifikation om, at du havde sendt en kommentar.
Ja – jeg er bestemt i gode hænder, og en af psykiaterne har endda skrevet, at han mener, at arbejdsmarkedsperspektivet er afprøvet.
Nej ECT hver tredje uge er ikke for sjov. Distriktspsykiatrien siger, at det er den løsning man prøver, nå alt andet er afprøvet. Det håber jeg, kommunens faglige medarbejdere er bekendt med.
Tak for lykønskningerne! Ja jeg er glad for at have en bisidder med – det har jeg også selv utrolig god erfaring med, både da jeg var til møde i teamet første gang, hvor det var min erhvervsrådgiver fra Psykiatrifonden, og i hele den periode, der gik forud for det, hvor jeg havde en hamrende dygtig bisidder fra SIND.
Jeg vender jo nok tilbage her på siden med det foreløbige resultat.