Brok

Det er slet ikke let at være godkendt til fleksjob. Der er frygtelig mange administrative ting, der skal bringes på plads, og der skal kommunikeres med alle mulige instanser.

Egentlig havde jeg optjent 25 feriedage, mens jeg var på sygedagpenge, men de suste ud i det blå, da jeg startede i fleksjobbet. Både kommunen og a-kassen henviste til Udbetaling Danmark for oplysninger om, hvad man så gør for at holde ferie. Udbetaling Danmark henviste til kommunen og a-kassen – og så var jeg lige vidt.

Jeg prøvede så endnu engang min “fleksjobkonsulent” i kommunen, der pludselig kunne oplyse, at jeg kunne holde 15 dage, og at jeg i disse dage ville have ret til ledighedsydelse. Det betyder, at jeg ikke kan holde ferie i år, for det har jeg ikke råd til på den ydelse. Nuvel, jeg er selvfølgelig ikke så “ferietrængende” efter ikke at have lavet noget i to år og nu kun arbejder 15 timer om ugen. Men alligevel…

Fredag aften frameldte jeg mig fleksydelsen (navnet på den form for efterløn man kan opnå, når man er i fleksjob). Mandag fik jeg en kvittering for, at jeg var tilmeldt. Man kan ikke se på borger.dk, hvad status er, så jeg frameldte mig i dag endnu en gang på nettet og ringede til dem for at få bekræftet, at jeg var frameldt. Det er jeg. Fint nok. I e-boks kom der kort efter en kvittering med denne overskrift: “Bekræft/afkræft tilmeldelse til fleksydelsesordningen”. Ubehjælpsom formulering og ordet “afkræft” har ved Gud aldrig haft den betydning. Derudover tyder formuleringen på, at man skal foretage en handling, som man allerede har foretaget.

Jeg har været hos lægen og fået svar på en masse blodprøver. De ser som hovedregel rigtig fine ud, men der er lige det med kolesteroltallet. Det vidste jeg egl. godt, for det har psyk. også nævnt alle de gange, jeg har fået taget blodprøver forud for ECT. Min læge er god og ansvarlig, så nu er jeg i behandling for forhøjet kolesterol. Hvis man ikke gør noget, er der øget risiko for blodpropper. Årsagen til de høje tal kan være fed mad eller genetisk:

  • Jeg spiser ikke fed mad og har aldrig gjort det. Frokosten i FKN består som oftest af kød i form af kylling eller kalkun og mange forskellige grøntsager, og det er jo ikke fedt. Jeg bruger godt nok sødmælk i kaffen, og jeg er gået over til sødmælksyoghurt til morgenen, men det er jo små mængder. Jeg spiser ikke kødpålæg men fisk.
  • Genetikken er ukendt, da jeg er adopteret.

Sundhed.dk rummer en masse oplysninger. Man kan fx se sin journal. Jeg ledte efter hvad Distriktspsykiatrien har skrevet. Det opgav jeg at finde. Til gengæld fandt jeg journalen fra sidste ECT-behandling. Jeg har tænkt mig at opponere, for det, der er skrevet, er det rene vrøvl. Der står fx, at jeg er “ikke venlig” (det ved jeg, at jeg er), at jeg har “god kontakt til venner” (jamen jeg har ingen), at jeg “ikke denne gang har haft svimmelhed og hovedpine efter ECT” (det har jeg aldrig haft). Om den slags kan rettes, ved jeg ikke. Det, der står skrevet, skal være korrekt!

Hvor det irriterer mig, at man skal holde øje med, hvad der bliver skrevet. Det er lidt som de blanketter, der skal laves til kommunen i forbindelse med fleksjobbet. Jeg tror, vi sendte 15 mails frem og tilbage i går, inden der kom til at stå noget, som jeg ville skrive under på. Jeg erkender, at jeg er kritisk, men det skal være i orden.

Jeg glæder mig over, at jeg lige p.t. har det rigtig godt. Havde det været en dårlig periode, havde jeg slet ikke kunnet overskue alt det, jeg har omtalt her. Jeg tænker også på, hvad alle de med færre ressourcer egentlig stiller op? Hvem hjælper dem igennem alt dette?

11 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Det er mildt sagt jammerligt så tåbeligt vi har indrettet os til en formentlig jammerlig ublu pris.
    Heldigvis er det min erfaring at patient og klienter er robuste nok til at klare tåbelighederne, og det gælder givet vis også i din forbindelse. Det kan naturligvis ikke undre at ferie forsvinder ud i den blå luft, og alt det andet kan heller ikke undre.
    Hvis ellers linket virker skulle du lige læse en noget barsk, men meget sigende artikel der stod at læse i avisen i går: http://www.b.dk/kommentarer/pedersen-og-hjernebloedningen
    Pedersen havde hverken hjerneblødning eller noget andet, men læs selv …
    Pas på ikke at få hedeslag!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Ja når man står midt i det virker det godt nok jammerligt, og du har sikkert også ret i, at det er hammer dyrt. Ja jeg skal nok komme igennem det, men jeg synes, det virker lidt uoverskueligt, så jeg glæder mig, til det er overstået, så jeg bare skal passe arbejdet.

      Jeg forstår ikke “ikke undre at ferie forsvinder ud i den blå luft, og alt det andet kan heller ikke undre.” Hvad mener du? Jeg synes da bestemt, det kan undre. Misforstår jeg dig?

      Jeg havde faktisk allerede læst den groteske historie om Pedersen. Der er altså et eller andet galt i vores system – måske for meget New Public Management?

      • Jørgen
        Jørgen siger:

        Naturligvis kan det undre at det er som du beskriver det, men når jeg skriver som jeg gør, er det fordi der efterhånden ikke er så meget man kan overraskes over mere. Jeg bruger nok undre lidt uhensigtsmæssigt her.

  2. Eric
    Eric siger:

    Hvis ikke ofrene skulle brokke sig over bureaukratisk bøvl, ved jeg ikke, hvem der skulle. Sandsynligvis har det ingen effekt, men i det mindste får man luft 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Tak for din deltagelse! 🙂

      Selv er jeg tilbageholdende med at bruge ordet “bureaukratisk” om hele menageriet, for jeg har jo selv været bureaukrat i 25 år, så jeg er helt med på, at der skal være system i tingene, at der skal nogle papirer, indberetninger til osv. Det, jeg brokker mig mest over, er, at der er så pokkers mange fejl, som jeg skal sidde og være opmærksom på og bede alle mulige instanser om at rette op på. 🙁

  3. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Med hensyn til at få rettet oplysninger på sundhed.dk, så kan du godt glemme det. Min journal er smækfuld af fejl, jeg har gjort opmærksom på det, og det står ord mod ord, hvor hospitalslægensord så vinder. Jeg forsøger i bogstaveligste forstand at glemme det, for der er ikke andet at gøre. Journaler fra egen læge og privatpraktiserende specialister har jeg ikke kunnet finde på sundhed.dk, selvom det dog vist var meningen, at man skulle kunne checke det hele.
    Hvad angår ferie, så nåede jeg at optjene 11 dage sidste år. Dem afholder jeg de første 11 dage af juni. Vi skal ingen steder, men jeg satte det i værk, mens min efterløn var stoppet for dog at få nogle penge ind i juni. Men det går nok altsammen, jeg gider jo ikke rejse, og har ikke været uden for landets grænser siden år 2000.
    Jeg er også i behandling for forhøjet kolesterol. Jeg tror ikke, det er min egen skyld, det blev konstateret i den periode, hvor jeg næsten intet spiste. Så kan man jo heller ikke spise usundt, vel?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg har også på fornemmelsen, at det der står på sundhed.dk nærmest er mejslet i sten. Det, der generer mig allermest, er, at der står, at jeg ikke drikker “i øjeblikket”. Den formulering antyder jo, at det plejer jeg at gøre. Helt ærlig: jeg fik styr på mit misbrug i 2012, og nu om dage drikker jeg kun et eller to glas vin, hvis jeg er ude, og da jeg nærmest ikke kender nogen mennesker, sker det maksimalt en gang i kvartalet. Derfor vil jeg have det rettet! Bortset fra det har jeg opgivet at finde rundt på sitet. Jeg vil dog spørge DPC på torsdag, hvor jeg mon finder deres notater.

      Jeg ville faktisk gerne ud at rejse for dog at se noget andet. Man kan nå langt på 15 dage. Men jeg må erkende, at det har jeg ikke råd til.

      Næh hvis man ikke spiser, kan det jo ikke være for fedt, og så må det vel være genetikken?

  4. Den stille pige
    Den stille pige siger:

    Jeg kan dæleme godt forstå dine frustrationer pga. det administrative bøvl du skal slås med.

    Og de forkerte oplysninger i Sundhed.dk – ja, de bør vel rettes. Hvis det altså er muligt. Det er det måske. Man skal sikkert bare bruge en masse tid og kræfter på det.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Den stille pige

      Ja jeg må indrømme, at jeg synes, det er bøvlet – og igen: Hvad gør de, der ikke er så ressourcestærke, som jeg er p.t.?

      Jeg vil prøve at få de forkerte oplysninger rettet, men det er sikkert svært. Jeg vil spørge DPC, om de kan hjælpe.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.