Backupværktøjer

Der skal tages backup af databaser

Jeg går med livrem og seler fsva. mine databaser og i sær med hensyn til databasen bag min blog. Den kan ikke sikres nok, for det er syv års arbejde, der kan gå tabt ved et hackerindbrud. Jeg har jo også selv lige været ved at smadre det hele, så det behøver ikke engang være et angreb udefra. Derfor tager jeg jævnligt backup og henter filerne ned på min egen pc.

Det er nemt nok at eksportere alle tabellerne til en sql-fil inde fra PhpMyAdmin, men jeg ville gerne have et værktøj, der var mere grafisk orienteret, så jeg kunne se, hvad der foregik, og så måtte jeg jo på nettet og søge med Google (og spørge en ven). Der er masser af muligheder, og de fleste af dem er gratis – det er en af de fantastiske ting ved internettet: der sidder en masse mennesker og laver ting, man bare kan hente ned.

Jeg kiggede først på MySQLWorkbench, som er gratis, men den er for stor til mig og mit behov; ikke desto mindre har jeg hentet den og installeret den. Den kører også fint, og laver nogle udmærkede backups.

Dernæst kiggede jeg på SQL Dumper, der også er gratis; men først kunne jeg ikke få det til at køre, og undrede mig længe over hvorfor, indtil det gik op for mig, at jeg indtastede stien til den forkert. Jeg har jo ikke www/ i mit stinavn kun http:// (hvor dum kan man være?). Det er webbaseret løsning, der er er legende let at installere. Backupfilerne bliver gemt på serveren hos udbyderen og får man brug for dem, er det bare at fiske dem ud fra den rigtige mappe.

Da jeg ikke troede, jeg kunne få SQL Dumper til at køre, vendte jeg mig mod en betalingsløsning MySQLBackupFTP. Her er der gjort meget ud af det grafiske brugerinterface og man kan hele tiden se, hvad der foregår, og det var jo noget af det, jeg gerne ville. Så jeg betalte de ca. 500,00 kr det kostede for pro-udgaven. Det var imidlertid temmelig dumt, for den vigtigste database jeg har (bloggen) kan den ikke tage backup af. Det vil sige, at den starter godt nok, men pludselig går den bare i stå, uden at der kommer en fejlmeddelelse. Tværtimod viser logfilen at alt er OK. Jeg har henvendt mig til forhandleren og sendt dem en logfil, så nu er jeg spændt på, hvad de svarer. Det vil være fint, hvis de kan komme op med en løsning, og ellers vil jeg have mine penge tilbage.

Ak ja, når man har en pc og en hjemmeside er der altid nok at gøre 🙂

,

Glæde over at se bloggen

Pyh ha det gik godt

Jeg var lige ved at miste syv års arbejde.

Da jeg tidligere på aftenen ville skrive et indlæg om backupværktøjer til SQL-databaser, opførte WordPress sig virkelig underligt; jeg kunne ikke bevæge cursoren ned i skrivefeltet og alle knapperne til formateringen var væk. Jeg prøvede at lukke browseren og starte den igen. Det havde ingen effekt. Så prøvede jeg at genstarte pc’en, det havde (selvfølgelig) heller ingen effekt. Tilsidst slettede jeg alle WordPress-filerne fra serveren for at se om de filer, jeg havde på min egen pc (heldigvis havde jeg lige for få dage side downloaded hele siden med alle filerne) var bedre. Jeg begyndte at uploade filerne på ny, men rigtig mange af overførslerne mislykkedes.

Nu var gode råd dyre – skulle jeg virkelig starte forfra? Og miste syv års arbejde. Tanken var forfærdelig, for jeg holder meget af min blog og alle de mange kommentarer og indlæg. Jeg havde selvfølgelig stadig databasen med alt indholdet, men jeg var usikker på om jeg kunne finde ud af at lave en frisk installation og alligevel bruge den gamle database. Scriptene der hører med til installationen forudsætter jo en tom database.

Heldigvis opdagede jeg, hvad der var galt med overførslerne af filerne. Man skal først lave mappen /blog/ på serveren og dernæst skal man stå i mappen blog på egen pc og så kopiere indholdet af mappen over. Man kan ikke tage hele mappen blog på den lokale pc og så overføre hele mappen, så fejler overførslerne. Så lærte jeg da det.

Da filoverførslen var færdig, var jeg jublende lykkelig for at se min blog igen og pludselig kunne jeg også komme ned i skrivefeltet og skrive et nyt indlæg. Jeg kunne slet ikke forstille mig at skulle starte forfra. Bloggen er en del af min identitet på nettet og jeg har også med årene modificeret meget på bloggen, så hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg skulle starte helt fra bunden med at købe et ny design osv. Heldigvis gik det ikke galt, og processen har været lærerig, men jeg har godt nok været hed om ørerne i et par timer.

,

Gospelkoncert

Hvidovre Gospel

Jeg gik hjemmefra i – syntes jeg selv – god tid, fordi jeg tænkte, at jeg hellere måtte støtte gospelkoncerten; det er altid så pinligt, hvis der står et kæmpe kor, og der så ikke er nogen mennesker. Jeg synes, at jeg som menighedsrådsmedlem har en forpligtelse til at møde op til vores arrangementer. Jeg kom slet ikke i god tid, den lille kirke var fyldt til bristepunktet allerede kl. 14:45. Vi har plads til 112 på bænkene, og hvis det går vildt for sig, tager vi klapstolene frem.

Hvidovre Gospel sang og sang på en måde der var til at blive helt glad i låget af, og de var virkelig dygtige. Jeg elsker den form for rytmisk musik, og den passer jo perfekt til et kirkerum. Bl.a sang de Leonart Cohens Hallelujah, som jeg har fundet på YouTube. Korsangerne så hele tiden så glade ud, og jeg tænker, at det er umuligt at synge og være sur på én gang.

Særligt korlederen var jeg imponeret af; hun var en lille nipsgenstand, men havde en stemme som big Mama i Harlem – helt fantastisk. Når hun dirigerede, brugte  hun hele kroppen, og der var fuldstændig vildt gang i hendes fødder. Når hele koret sang igennem, var det som om taget løftede sig på den gamle middelalderkirke.

Opdatering: Jeg opdagede lige, at de har en hjemmeside: http://hvidovregospel.dk/

Det var et dejligt afbræk i min gennemgang af min slægtsdatabase – og tænk så var det helt gratis. Kirken har mange gratis glæder og især i juletiden er der rigtig mange tilbud. Det er som buket, man kan plukke af de blomster, man synes bedst om.

Fødselsdag

Jeg har fødselsdag

Jeg er Hannes blog, og jeg har her på min 7 års fødselsdag fået lov at få ordet.

Siden den 9. december 2005 har jeg ført en noget omskiftelig tilværelse; i starten var jeg primært tiltænkt at skulle indeholde informationer om Hannes slægt, fordi det var det, der optog hende mest og inden for den emnekreds, hun havde noget at skrive om. Den allerførste post var således om formålet med bloggen, hvor hun tilkendegav, at formålet var at informere andre slægtsforskere om nye fund. Det formål blev aldrig opfyldt.

Jeg har også skiftet platform flere gange; jeg startede med at være en Nucleus blog, som Roger Brattås fra Norge hjalp med at sætte op, da Hanne på det tidspunkt ikke havde erfaring med databaser mv. Jeg var en rigtig flot blog med et elegant design udtænkt af Roger, men jeg var tung at have kørende, og jeg fik alt for meget spam indenbords; det var inden Hanne lærte Akismet at kende.

På et tidspunkt fik hun lyst til at blogge om andet end slægten også, og hun startede en WordPress.com blog, og det gik også fint et par år med adskillelsen mellem emnerne, men da en blog helst skal have nye poster relativt ofte, og det kneb med at blive med at finde på indhold til hele to blogs, blev jeg fusioneret, og jeg flyttede samtidig til Hannes eget domæne. Jeg har været glad for ægteskabet med Nucleus-bloggen. Jeg kan godt lide at være en WordPress blog, for jeg er meget driftssikker. Min eneste bekymring er, at jeg en eller anden dag kan blive hacket. Hun tager jævnligt backup af mit indhold, så jeg burde være sikret – men det vil være et stort arbejde at rydde op efter et hackerangreb.

Jeg er glad for alle de besøgende, jeg har og for alle dem der lægger en kommentar. Jeg rummer lige nu 1.009 indlæg i 62 forskellige kategorier; jeg har fået 3.046 kommentarer – halvdelen er godt nok Hannes egne, da hun altid svarer på de kommentarer hun får, men 1.523 kommentarer udefra er også helt fint.

Nu vil jeg nyde min kagemand og håbe på, at Hanne synger en fødselsdagssang for mig 🙂