Backupværktøjer
Der skal tages backup af databaser
Jeg går med livrem og seler fsva. mine databaser og i sær med hensyn til databasen bag min blog. Den kan ikke sikres nok, for det er syv års arbejde, der kan gå tabt ved et hackerindbrud. Jeg har jo også selv lige været ved at smadre det hele, så det behøver ikke engang være et angreb udefra. Derfor tager jeg jævnligt backup og henter filerne ned på min egen pc.
Det er nemt nok at eksportere alle tabellerne til en sql-fil inde fra PhpMyAdmin, men jeg ville gerne have et værktøj, der var mere grafisk orienteret, så jeg kunne se, hvad der foregik, og så måtte jeg jo på nettet og søge med Google (og spørge en ven). Der er masser af muligheder, og de fleste af dem er gratis – det er en af de fantastiske ting ved internettet: der sidder en masse mennesker og laver ting, man bare kan hente ned.
Jeg kiggede først på MySQLWorkbench, som er gratis, men den er for stor til mig og mit behov; ikke desto mindre har jeg hentet den og installeret den. Den kører også fint, og laver nogle udmærkede backups.
Dernæst kiggede jeg på SQL Dumper, der også er gratis; men først kunne jeg ikke få det til at køre, og undrede mig længe over hvorfor, indtil det gik op for mig, at jeg indtastede stien til den forkert. Jeg har jo ikke www/ i mit stinavn kun http:// (hvor dum kan man være?). Det er webbaseret løsning, der er er legende let at installere. Backupfilerne bliver gemt på serveren hos udbyderen og får man brug for dem, er det bare at fiske dem ud fra den rigtige mappe.
Da jeg ikke troede, jeg kunne få SQL Dumper til at køre, vendte jeg mig mod en betalingsløsning MySQLBackupFTP. Her er der gjort meget ud af det grafiske brugerinterface og man kan hele tiden se, hvad der foregår, og det var jo noget af det, jeg gerne ville. Så jeg betalte de ca. 500,00 kr det kostede for pro-udgaven. Det var imidlertid temmelig dumt, for den vigtigste database jeg har (bloggen) kan den ikke tage backup af. Det vil sige, at den starter godt nok, men pludselig går den bare i stå, uden at der kommer en fejlmeddelelse. Tværtimod viser logfilen at alt er OK. Jeg har henvendt mig til forhandleren og sendt dem en logfil, så nu er jeg spændt på, hvad de svarer. Det vil være fint, hvis de kan komme op med en løsning, og ellers vil jeg have mine penge tilbage.
Ak ja, når man har en pc og en hjemmeside er der altid nok at gøre 🙂
@ Donald
Ja jeg synes også det er tankevækkende at den gratis løsning fungerer bedst.
Jeg må have udtrykt mig uklart, for jeg synes faktisk, det er meget vigtigt at tage backup af min blog. Det var den der fik mig til at lede efter backupværktøjer. Min slægtsforskning på egen pc tager jeg backup af, hver gang jeg lukker Legacy, som er mit slægtsforskningsprogram.
Så er du da nået hertil – og det er godt at eftersøgningen har givet resultat. Når jeg skriver mit indlæg om backup vil jeg henvise til dit indlæg her.
@ Jørgen
Ja det går da fremad 🙂
Du er meget velkommen til at henvise til min blog. Jeg elsker pingbacks.
@ Annette
Jeg forstår godt, at du er vild med Arkivalier Online! Det er jeg også. Bare da jeg startede med at slægtsforske kunne jeg kun forske om lørdagen i vintermånederne. Og der var fart på, når jeg var på arkiv – jeg skulle have så meget som muligt med hjem fra ethvert besøg på arkivet. Så jeg kender godt det med at det var hektisk. Jeg spiste slet ikke frokost, for det undte jeg ikke mig selv…
Du har ret i at det skønne er, at vi aldrig bliver færdige, der er altid et par mere at finde. Jeg skal bruge min juleferie på at rode med de døde. Det er så skønt at have tid til det.
Hej Hanne,
Tidligere hørte jeg ofte, at rigtige mænd (men det samme må vel gælde kvinder) ikke tager backup. Men for søren, hvor kan man blive sparet for meget arbejde ved at gøre det.
Du har været så sød at ligge et par kommentarer på min blog, men det er først nu, at tiden har været der til at “lære dig bedre at kende” og jeg har med stor glæde læst dine indlæg fra det sidste halve års tid (støvsugningen glider lettere, når den bliver afbrudt af noget så hyggeligt, som at læse en blog).
Tak for tipset mht. Genealogisk Forum, jeg kendte dem ikke i forvejen. Selv om jeg har godt og vel 20 år bag mig som slægtsforsker, så er der jo stadig “døde” punkter, som egentlig var opgivet, måske kan de gåder løses med hjælp fra Genealogisk Forum. En rigtig god jul til dig.
@ Annette
Velkommen på min blog. Det glæder mig at du har taget dig tid til at læse så langt bagud, som du har.
Backup er afgørende vigtigt, hvis man ikke en dag vil “stå med håret i postkassen”. Jeg er i hvert fald meget omhyggelig med at sikre mine data.
Nej hvor sjovt, at du også slægtsforsker, så kan vi også dele den passion. Jeg kan i februar fejre mit 10-års jubilæum som slægtsforsker. Jeg har fundet rigtig meget i de ti år der er gået, og jeg har fyldt rigtig meget kød på skelettet – det kunne jeg se i forbindelse med min fuldstændige gennemgang af databasen. Jeg kan næsten blive helt bange for min egen “produktionskraft”.
Genealogisk Forum er et helt fantastisk forum. De mennesker kan simpelthen finde hvad som helst på ingen tid, og jeg fatter ikke hvordan de bærer sig ad. De virker som om, de har nogle andre værktøjer end os andre dødelige. Når du sidder i Holland, må du være ekstra glad for alle de mange kirkebøger på Arkivalier Online?
Også en rigtig god jul til dig.
Hej igen Hanne,
Jeg ved næsten ikke hvor højt jeg skal rose Arkivalier Online, jeg er så fantastisk glad for den side. Da jeg begyndte med slægtsforskning i 1992, var eneste mulighed turen fra Nørresundby til arkivet i Viborg. Indrømmet, det var som regel meget hyggeligt, men også hektisk, idet der skulle samles så megen information som muligt i løbet af de timer arkivet var åbent.
Jeg er endnu ikke nået til at læse alle indlæggene på Genealogisk Forum, men måske det lykkes i den tilstundende højtidelig.
Men det er en fantastisk hobby, som jeg elsker at bruge tid (både dage og nætter) på og det gode af det hele er, at vi jo aldrig nogensinde bliver helt færdige ☺.
@ Gert
Når din blog ligger hos WordPress.com har de sikkert en backup af det hele. Min blog ligger jo på mit eget domæne, så her må jeg selv sørge for det.
Det er en rigtig god idé at få lavet en backup og at huske at forny den efterhånden som du skriver flere nye poster. Det ville være forfærdeligt, hvis det hele en dag var væk. Det er jo års arbejde, man kan risikere at miste. God fornøjelse med det. Hvis du ikke kan finde ud af det eller har spørgsmål kender du mit nummer – jeg hjælper gerne.
Kh.
Hanne
Upps. Som bekendt har jeg så meget mave, at jeg hverken behøver livrem eller seler for at holde bukserne oppe. Og back-up er for tøsedrenge. Nå spøg til side, jeg troede i min naivitet der lå en back-up hos wordpress af hele molevitten.
Nu har jeg været inde og kigge, og vil straks eksportere alle data til min egen back-ud disk. Det ville trods alt være ærgerligt hvis det hele en dag forsvandt..
Tak for tippet.
Det var godt, du fik det hele på plads igen.
Jeg kiggede indenfor i går, men det så så mystisk og html-agtigt ud, at jeg lynhurtigt smuttede ud igen.
Hvis det havde været galt i aften også, ville jeg have sendt dig en privat mail, men det blev så ikke nødvendigt – heldigvis, kan man vel godt sige i dette tilfælde 🙂
@ Ellen
Der er ikke noget at sige til, at du smuttede hurtigt igen – det var nemlig heller ikke særlig kønt at kigge på 🙂
Du kan også tro, jeg var lettet over at se det hele igen.
@ Eric
Jeg kan også – i WP – generere en backup af alle poster. og det gør jeg jævnligt. Jeg ved heller ikke hvordan jeg bruger backuppen, men det finder jeg ud af, hvis det går galt. Jeg føler mig rimeligt sikret ved både at have database backups samt hele sitet på min egen lokale pc. Hvor er det dog irriterende at man skal tænke så meget på sikkerhed, og på om ondsindede personer kommer forbi. Min blog er jo mest småsnak om dette og hint; jeg er ikke ude på at skyde Obama eller lignende, jeg vil bare fortælle historier fra mit liv og omliggende egne..
På mit brugerinterface for hjemmesiden kan jeg lave en backup af databasen med ganske få klik og downloade, hvis jeg vil. Det gør jeg så.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bruge denne backup, men jeg forsikrer, at det skal jeg nok finde ud af eller betale mig fra, hvis det bliver nødvendigt – længere har jeg ikke tænkt. Filerne er det væsentligste.