Træt af PostNord og gør alt for at undgå dem
Forbrugerutilfredshed
Træt af PostNord og gør alt for at undgå dem
Jeg bestilte en bog med titlen “Den digitale læsers hjerne”. Prisen var i alt 305 kr. Heraf udgjorde ekspeditionsgebyret 36,00 kr.
Jeg forestiller mig, at det er et andet ord for porto, selvom det lyder alt for billigt, så det er nok forkert.
Nåh, men et eller andet har jeg helt sikkert betalt i porto. Bogen skulle komme med PostNord den 1. august – og jeg var hjemme. Jeg sad og glædede mig til min nye bog.
Jeg fik en e-mail om, at de havde forsøgt at aflevere pakken. Jeg ved ikke hvilke forsøg, de har gjort. I hvert fald har de ikke gjort sig den ulejlighed at ringe på, så jeg kunne åbne for dem, for jeg var hjemme. Dagen efter fik jeg en e-ny mail om, at jeg selv kan hente min pakke i et nærliggende supermarked.
Nix – sådan spiller klaveret ikke. Jeg nægter at betale for selv at løse opgaven.
At komme i kontakt med PostNord
De påstår, at man kan komme i kontakt med dem på deres hjemmeside. Og det kan man også, når man har ledt længe nok (jeg brugte mere end 20 minutter og endte med 10 åbne faneblade, der alle var ubrugelige) og er stødt ind i adskillige sider om, hvad man kan gøre i stedet for at komme i kontakt med et menneske!
De 6.500 medarbejdere har ikke lyst til at være i kontakt med kunderne. Det kan jeg på en måde godt forstå. For hvis alle kunder får så dårlig service som mig, henvender de sig jo kun med klager, og det er selvfølgelig ikke en rar opgave at løse for PostNords medarbejdere. Men jeg har løsningen til PostNord:
Prøv fx at yde kundeservice bare en periode og så se, hvordan det går med klagerne. Mit gæt er, at antallet af klager vil falde drastisk.
Det endte langt om længe med, at jeg fandt et sted, hvor jeg kunne skrive til dem. Min henvendelse blev kort: Jeg var hjemme (efterfulgt af mere end et udråbstegn). Jeg vil ikke selv hente pakken, da jeg har betalt for levering. Der kom et retursvar fra deres såkaldte “PostNord Kundeservice” om, at jeg vil høre fra dem inden for syv dage. Om syv dage er pakken sikkert sendt retur til Gyldendal.
Dagen efter forsøgte jeg igen at komme i kontakt med et menneske hos PostNord. Der er faktisk et telefonnummer, hvor der er åbent hele tre timer pr. dag. Det viser sig blot, at det må man kun bruge, hvis man er “digitalt fritaget”, (det kunne de jo have skrevet), men det lod jeg bare som om. Det kan jo ikke ses gennem telefonen, om jeg er analfabet, ekspert eller noget midt imellem. Efter at have valgt mellem et hav af muligheder, fik jeg at vide, at de ikke ville besvare opkaldet. Jeg ved ikke hvorfor. De henviste i stedet til deres app og lagde røret.
Så hentede jeg appen og forsøgte der at komme i kontakt med et robot-lignende menneske eller en menneskelignende robot. Jeg fik det svar, at da der allerede er oprettet en sag, vil de ikke kommunikere med mig. Så blev chatten afsluttet – af PostNord.
Den e-mail, jeg har fået, kan besvares. Det havde jeg slet ikke ventet, og derfor havde jeg nærmest ikke læst den til ende. Svaret bliver et link til denne artikel, selvom de sikkert er tindrende ligeglade, også selvom monopoldagene er ovre.
De øvrige transportører
For fremtiden bestiller jeg intet, med mindre jeg selv kan få lov at vælge transportøren, for dette cirkus orker jeg ikke. Jeg har gode erfaringer med både “Burd” og “GLS”. De kommer som aftalt, de er kun marginalt dyrere end PostNord og de gider endda ringe på hos kunden.
Mange er glade for “DAO”, og jeg synes, de er dygtige til pakker, men jeg er temmelig træt af, at jeg nu siden marts (dog i år) har forsøgt at finde ud af, hvorfor jeg ikke får mit Djøfblad. Det seneste, jeg har fået, havde de smidt på trappen ved yderdøren i regnen, og Djøfbladet er ikke pakket ind i plastik. Det er “DAO” der burde levere det, men der er noget med, at de har brug for en nøgle til yderdøren. Det betyder, at viceværten skal involveres, og han rider ikke den dag, han sadler.
Efterhånden er det kropumuligt at få leveret noget som helst.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] er mig komplet ubegribeligt, at PostNord overlever. Deres ydelser er af ringe kvalitet og deres priser er fuldkommen ublu. De holder sig ikke tilbage fra at undlade at ringe på, hvorpå man modtager den berømte SMS om, […]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg ER ved at vere træt af postNord at di di Ikke holder ders del AF Aftal når man har modtagflex at sår di Ikke Kan sætte pakke ved døren når man betalg til Det Jeg synge postNord skulle blive beder selv di ER dålig OG Ikke blive beder
@ Christina
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Vi er fuldkommen enige! Jeg begriber ikke, at de – med de priser, de tager – ikke kan gøre det bedre. Jeg har netop i dag bestilt en bog hos en antikvarboghandler. Bogen kostede 75 kr. – og portoen kostede 60 kr. … Helt vanvittigt.
Jeg er enig med dig. Postnord _sucks_!
Nu skal vi sommetider fokusere på det positive her i livet, så i stedet for at komme med flere eksempler på PostNords ugerninger, så har jeg her en positiv historie om GLS:
Midt i vinteren var jeg kommet til at lave en bestilling på en større ordre fra ZooPlus to gange. Det var klart min egen fejl, ren fejl 40, men ikke destomindre ville jeg jo gerne slippe med at modtage den ene ordre.
Vores hus er ikke særlig stort, og 40 kg kattemad og ligeså meget kattestrøelse ville altså fylde meget. Ved det lav, hvor jeg opdagede miseren, ringede jeg naturligvis til ZooPlus for at høre, om de kunne slette den ene ordre. Det kunne de ikke, da det hele allerede var sendt. De ville acceptere det, hvis jeg afleverede det overflødige i en af deres fysiske butikker, men meningen med at bestille det til levering, var jo netop, at vi ikke ville ud og køre i bil. Jeg kunne også, hvis jeg var i stand til at overtale fragtmanden, sende det overflødige tilbage til ham. Jeg så i ånden, hvordan vi skulle holde jul i bjerge af kattemad og -grus.
Men da leveringen kom – jeg var selvfølgelig ikke stået op, gik GLS-chaufføren beredvilligt med til, at jeg, klædt i bar røv, vicklers og badekåbe, kom med ud til bilen og udpegede de pakker, jeg ikke ville have leveret alligevel. Han tog dem med tilbage, jeg fik mine penge retur, og alt var således i den skønneste orden.
Så kan vi vende tilbage til PostNord. Jeg vil æde min gamle hat på, at deres chauffør aldrig i livet ville have givet samme gode service. Jeg indrømmer, at det sikkert tog længere tid, end sådan en aflevering normalt skulle tage, men det er dog rart, at man kan opleve så god service, også i dagens Danmark.
Jeg er helt ked af, at jeg ikke fik chaufførens navn. Jeg kunne have givet ham og GLS 5 stjerner på TrustPilot eller sådan noget …
@ Henny
Ja, det er i videst muligt omfang slut med PostNord og mig. Har du nogensinde selv forsøgt at komme i kontakt med dem fx udfylde den formular, hvor man kan brokke sig? Hvis du en dag virkelig keder dig, så prøv for sjov. Du vil korse dig over, hvor vanskeligt det er. Det er faktisk ikke fordi, jeg bare vil være et brokhoved, men jeg må sige, at efterhånden fylder kundeservice meget lidt her i landet – i hvert fald der hvor jeg forsøger at opnå den.
Det er en fantastisk fortælling om GLS. Det er sådan, et firma holder på kunderne og skaber en høj grad af kundetilfredshed. Det ville aldrig nogensinde kunne lade sig gøre hos PostNord. Hos dem er kunderne til for dem – ikke omvendt.
Ja 80 kilo til misserne ville have fyldt en del i jeres ikke så store hus. Det var godt du opdagede mis(s)eren, inden det var for sent. Ja det vil sige, det gjorde du jo egl., eftersom varerne var sendt.