Indlæg

, , ,

Forfatterskab og Windows 11

Forfatterskab og Windows 11

Jeg har en ven, der kan det med ord

Forfatterskab og Windows 11

Drømmen om bogen er ved at komme til live igen. Altså den bog, jeg så gerne selv gerne vil skrive, men hvor en “forfattercoach” ved navn Morten Bracker for tre eller fire år siden fik mig jordet ved at fortælle, at det, han så, var korrekt men kedeligt. Det tog modet fra mig, hvorpå jeg besluttede at begrave drømmen.

Psykologen synes imidlertid, jeg har en historie, der bør fortælles. Noget af den kan minde lidt om Arnhild Lauveng, der skrev “I morgen var jeg altid en løve” om at komme sig fra at være bimlende skizofren til at tage en universitetsuddannelse som psykolog og skrive adskillige bøger om det, psykiatrien så fint benævner “recovery”, der på vores eget modersmål bare betyder “at komme sig”. For man kan komme sig, hvis man er udstyret med tilstrækkelig kampgejst. Ikke altid men ofte. Vi, der kommer os, bør fortælle om, hvordan det lykkedes.

En baggrund som min, så vanvittig den end er, koblet med mange års insisterende psykisk sygdom, som jeg er kommet mig 95 pct. over og langt om længe har fået et fantastisk liv, er værd at skrive om og vil kunne sælge – og sidstnævnte er man nødt til at have med i overvejelserne, når man ikke har mulighed for at udgive “på eget forlag”, der koster kassen, som jeg ikke har (til det).

Fordi jeg kender hende (psykologen) så godt og er tryg der, kan vi tale os ind til steder, hvor jeg faktisk også mærker noget, men ellers er jeg ikke det store følelsesmenneske. Hjerne, analyser, kontrol og logik tager over, for dem har jeg overlevet på i mere end et halvt århundrede, og de har været fantastiske hjælpere i det, der var kaotiske tilstande. Jeg har overlevet ved hjælp af dem, hvilket jeg takker min Gud og skaber for – der er nu heller ikke andre at takke.

Ghostwriters

Da jeg (måske) ikke selv har kompetencerne, har jeg kigget mig om efter en ghostwriter. Et oplagt eksempel kunne være Gitte Løkkegaard, der skrev “Et lettere kaotisk ridt” om Tine Bryld, men hun er så kendt og tjener så godt, at hun end ikke ringer tilbage, når man har lagt en telefonbesked. Glem det. Jeg vil ikke blive en stor kunde men dog en kunde. Gider man ikke ringe tilbage, har vi ingen aftale og mit kontonummer er en velbevaret hemmelighed.

Forskellige andre vil skrive 200 Wordsider, der svarer til 100 trykte sider, for 95.000 kr. Glem det. Det har jeg selvfølgelig ikke råd til, og jeg ville muligvis også sidde tilbage med følelsen af, at de måske skrev noget, der kunne sælges, men var det mig, der kom til udtryk? For at sikre det, skal man sikkert op i den dyre ende, og det kan og vil jeg ikke. Jeg tror løsningen er, at jeg skal skrive selv, for der har jeg kontrol over både proces og resultat, og jeg sikrer, at det er sære mig og min sære egenartede stil, der kommer til udtryk. Jeg behøver bare hjælp til sådan noget som opstilling af “plot”, “nedslag” og alle de andre dramaturgiske effekter, som jeg naturligvis ikke har forstand på. Jeg er cand.jur – ikke dramaturg.

Min nye ven benytter Jens Arentzen, der også er vældig kendt og dygtig, til det med dramaturgien. Jeg har kigget på hans hjemmeside, og det ser spændende ud, men der efterlades end ikke et nummer, man kan ringe til. Glem det. Jeg orker ikke at handle steder, hvor man end ikke kan ringe, få en snak og føle hinanden lidt på tænderne.

Min nye ven keder sig ikke over mine tekster

Min nye ven har læst flere af min mere “følende” tekster på hjemmesiden fx om min far og min mormor. Hun er så sød at sige, at hun ikke keder sig, og at “forfattercoachen” måske tog fejl dengang for nogle år siden. Hun skriver selv, og det er helt anderledes end mit. Hun har mange adjektiver, der er så mange følelser osv. I mine tekster overlades meget/det meste til læserens eget univers og egne tanker; man kan sige, jeg opstiller rammeværket, men læseren må selv danne sig sine egne billeder. I min verden er det måske ikke så ringe endda.

Hun skriver fx – hvilket gør mig enormt/meget glad –

der står meget mellem linjerne, og at det er mig som læser, der får lov at afkode historien, alt efter mit eget temperament.

Hun sammenligner det med stilen hos en kendt, elsket og fantastisk forfatter. Min indlærte beskedenhed forbyder mig dog at nævne dennes navn.

Forfatterskab og Windows 11

Forfatterskab og Windows 11

Og så noget der måske er mere mit gebet – i hvert fald indtil videre

Windows startmenuen: Glemmer du, så husker jeg…

Nej, jeg har slet ikke glemt dengang Windows bare var et værktøj til at styre indholdet på computeren. Der så startmenuen fx ud som vist til højre: der var det, man skulle bruge i form af de senest anvendte programmer, de relevante links til højre og ikke alt muligt “hejs” med søde billeder og ikoner, man alligevel ikke bruger til noget.

Jeg har faktisk fundet et sted, hvor man for mindre end 50 kr. kan købe et program (jeg nægter at kalde det for en “app”), der gør, at man selv kan sammensætte startmenuen, så den rummer det, man skal bruge og ikke andet.

Jeg har fx valgt at vise de senest 25 benyttede programmer i venstre side og i højre side de relevante links til forskellige filer/mapper.

Firmaet hedder Stardock, og linket findes her. Det er 46 kr. værd. Man kan prøve det i 30 dage, og det kan anbefales at udnytte prøveperioden, for venter man til udløbet af prøveperioden, får man 15 pct. i rabat.

De har ikke styr på deres administration, så pas på din kode. Jeg måtte tre gange skrive til dem, at jeg altså allerede havde betalt. Jeg fik absolut nul svar. Nå, men til under en halvtredser går det an at betale for det samme to gange… Det er bare irriterende.

Windows 11 – Nej tak jeg venter til 2025

Lige nu har Microsoft travlt med at rulle Windows 11 ud. Det vigtigste, der er sket, er vist, at startmenuen er  rykket  ind i midten og at der er kommet en masse nye farver. Ja og hvad så?

Jeg skal ikke agere betatester for dem, når værditilvæksten ikke er større og ikke vil give mig nogle nye funktioner med noget, jeg har behov for, når prisen er, at “nogle programmer” muligvis ikke vil virke længere (jamen hvilke? hvad hvis min mail ikke virker længere?, hvad hvis slægtsforskningsprogrammet ikke virker længere? osv.). Jeg orker heller ikke at blive påtvunget “Edge” og alt det andet, de gerne vil proppe ned i halsen på mig. Nu har jeg endelig fundet ud af, hvordan jeg allernådigst får lov at fortsætte med min elskede Firefox, så skal jeg ikke ud i den samme kamp en gang til. Min kamp er nemlig slut!

De skriver ganske vist, at man inden for to uger vil kunne rulle tilbage. Men stadig væk er svaret “Nej tak”, for hvilken sikkerhed har jeg for, at en tilbagerulning faktisk virker 100 pct.?

Der vil være opdateringer til Windows 10 til og med 2025. Så vi snakkes da ved om fire år.

Det er en anden snak hos Apple

Apple er vildt dyrt, men har man brug for dem, står de på pinde for en.

I tre eller fire uger har jeg haft det sindssygt irriterende problem, at skærmen på min iPad 12,9″ Pro 5th Gen. “dør” fuldkommen, når jeg trykker på kommentarer i Facebook. Billedet er stadig på skærmen, men skærmen er “død” i ca. 30 sekunder, og jeg kan absolut intet.

Jeg kom i tanke om, at jeg havde tegnet en Apple Care-aftale (en slags forsikring) sammen med købet af iPadden i sommer.

Man ringer op til et amerikansk nummer. Efter 30 sekunder ringer danske supportere op og de helmer ikke, før problemet er løst. Super-service. Det eneste “men” er, at man skal starte hos 1st level support, der foreslår sådan noget som at genstarte iPadden, afinstallere og geninstallere Facebook, genstarte routeren osv. Jamen herre Jemini – alt det har man jo gjort, før man ringer. Men sådan er gamet åbenbart.

Ham, jeg fik i fat på 2nd level, var fuldstændig klar over, hvad han talte om, og på tre minutter fandt han relevante forslag i deres database. Problemet ligger hos Facebook og opstår, når man har et eksternt tastatur tilkoblet, men man kan jo ikke kontakte Facebook. Så den foreløbige løsning er at de-koble tastaturet. Og vupti de 30 døde sekunder sind verschwunden.

,

Kopi af hjertet

Kopi af hjertet

I nogle situationer kan det være rart

Tænk hvis jeg nu havde haft en kopi af “hjertet” i computeren – Windows – for nylig. Så kunne jeg have sparet mindst en uges arbejde og mindst en uges frustrationer. Og have sparet mig for at spørge præsten ved Aa kirke, om hun kunne skrive mine noter i PowerPoint ud. Gudskelov havde hun Officepakken. Præsentationen kunne alligevel blive efter min smag, nemlig sige noget andet end det, folk allerede selv har læst på lærredet.

Redningen

Det sker ikke igen, for jeg har fundet Macrium Reflect, der laver backup af Windows, på ingen tid. Redningsplanken kan også bruges, hvis Windows slet ikke vil starte.

Det er ret let at sætte det op, bare man følger Rolf Egmoses guide. Programmet fås både i en gratis- og en købeudgave. Man vinder i og for sig ikke ret meget ved at købe det, da alle de vigtige funktioner findes allerede i den gratis udgave. Alligevel har jeg købt det (400 kr.) , for jeg ville gerne have de sidste funktioner med, og 400 kr. er ingenting mod den tid, jeg har brugt.

,

Hjælpekunst

Hjælpekunst

Alt det fedeste udstyr, Windows 10 Pro, Office 365. Lidt bøvl og usikkerhed med at installere og alt det. Det er der ikke noget at sige til, når man lige har haft 80-års fødselsdag! Jeg synes, hun er sej. Og jeg vil gerne være den personlige supporter. Det gør noget godt for os begge.

, , ,

Hjælpekunst

Hjælpekunst

Fedt at kunne hjælpe

Besøg 1: Jeg har tilbragt det meste af eftermiddagen hos Lis på lige knap 80 år, som jeg kender fra menigheden. Vi skulle have styr på backup og på slægtsprogrammet Legacy, inden hun får ny PC med Windows 10. Hun er lige nu på Windows 7, og hun trænger i den grad til nyt grej. Jeg havde helt glemt, hvor langsomt det gik og hvor forfærdeligt, det så ud.

Besøg 2: Når hun får den nye fine PC, skal vi have ført det hele den anden vej og måske sørge for en enstrenget strategi – og det bliver noget med “skyen”! Selv er jeg ret begejstret for Onlime, som er en trofast følgesvend, og som holder sin mund. Jeg gider ikke tale med mit software.

Besøg 3: Frokost.

Jeg synes ikke rigtig, jeg bidrog med noget, for hun havde allerede så mange backups, at jeg blev helt forvirret. Men der var styr på det, og det glæder mig altid. Der er alt for mange mennesker, der – uanset alder – aldrig tager backup. Hun slægtsforsker, og når man er det, har man brugt nat og dag i årevis på at finde alle de spændende oplysninger. De er guld værd.

Hun var lidt i tvivl om den indbyggede filhistorik (findes både i Windows 8 og 10) og om det at uploade filer til e-boks. Jeg har så lavet et par små videoer, da de siger mere end mange ord. Dem er hun glad for.

Indledningsvist ville hun gerne betale for hjælpen, men det har jeg på det kraftigste frabedt mig. For det første færdes jeg i virtuelle kredse, hvor vi hjælper hinanden, fordi vi kan, og fordi det er rart at kunne noget, som andre kan bruge. Hertil kommer, at hvis man tager penge for det, er man så pokkers nødt til at være både dygtig og hurtig. Så er der ikke plads til at fumle rundt. Jeg har dog accepteret en frokostinvitation.

Gensidighed

Da jeg gik dernedefra, havde jeg den pudsige tanke, at nu havde jeg hjulpet hende, og nu var jeg på vej hjem til en TeamViewersession med Steen, der skulle hjælpe mig med en virtuel maskine, Oracle VM VirtualBox, hvor der er et par randområder, der driller.

Hjemmestrikkede CMS’er

Min ven på Mors har en bekendt, der for 18 måneder (!) siden fik lavet en hjemmeside; den fungerer bare ikke og har aldrig gjort det. Firmaet, hvor det er købt, skriver “Vi har udviklet vores eget CMS-system, kaldet xxxCMS, der bl.a. også omfatter moduler til…. ”

Mine nakkehår stritter, når jeg læser om et egetudviklet CMS. Jeg forestiller mig, at det er kropumuligt for kunden at flytte til et andet webhotel. Man kan selvfølgelig nok redde filer og vel også databasen, men så er det lige så let, at begynde forfra. Og det er det, jeg har foreslået min vens bekendt. Jeg kan slet ikke se nogen grund til selv at udvikle noget, når der findes utallige CMS’er, som man bare hiver ned og begynder at fylde indhold i.

Nu kan man jo ikke se siden, men det drejer sig vist om en traditionel forside med en menu, præsentation af portefølje, nogle flotte billeder, kontaktoplysninger, link til Facebook og den slags, og muligvis også et par undersider. Uden at vide noget som helst om det er jeg ret sikker på, at jeg kan gøre det på under 18 måneder 🙂

Alt dette er bare ikke så godt for mine seriøse siddesår…