Tag Archive for: Tro

/4 Kommentarer/i , /af ,

Danske Sømands- og Udlandskirker

I dag har vi taget afsked med Pia Sundbøll, der gennem en del år har været hospitalspræst på Hvidovre Hospital (95 pct. af sin tid) og sognepræst i Hvidovre de resterende fem pct.

Jeg har altid syntes, at det var lidt pjattet med de fem pct. Herregud hun skal jo bare gå til menighedsrådsmøderne, så har hun mere end opfyldt sin kvote.

Hun har fået nyt job. Hun skal være udlandsprovst og bliver dermed den øverste leder for Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK, som varetager den kirkelige betjening af danskere i udlandet. Hun er 61, så det er utrolig flot at gå ud at få en lederstilling. Og så at være provst for præster, der bor rundt om i hele verden. Der er en meget fin artikel fra Kristelig Dagblad her, men jeg tror desværre, man skal have abonnement for at kunne se det hele.

Jeg kommer til at savne hende, for hun taler, så man kan forstå det. Og en af de ting hun gør, som jeg er meget begejstret for er, at hun indleder gudstjenesten med lidt “regibemærkninger”. Det kan fx være: Dagens tekst handler om…, man skal særligt være opmærksom på… Salmer og tekst hører sammen på følgende måde… Det tager ingen tid, men det er en stor hjælp til at forstå gudstjenesten.

Biskoppen (Lise Lotte Rebel) bryder sig ikke om regibemærkningerne, men det er både Pia og jeg nu ret ligeglade med.

En dag vil jeg huske at spørge “min præst”, hvor meget valgfrihed de egentlig har, og hvad det rette ord for dette er? Fx er det sådan, at de ikke bruger den samme liturgi, kun nogle bruger messehagel, nogle siger “Lad os be’ sammen”, men det hedder da, “Lad os alle bede”, nogle bruger nyt Fadervor andre det gamle. Jeg kunne sådan set godt tænke mig, at det blev gjort ensartet, så jeg som kirkegænger var helt tryg ved, hvad jeg gik ind i, jeg er klar over, at dette er et djøf-synspunkt, og de har altså en eller form for frihed til at gøre, som de finder bedst.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Værdifællesskab

Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om det før… men sådan er mit liv jo. Jeg gentager i givet fald mig selv, men jeg kan ikke gøre for det:

I eftermiddag har jeg besøgt min kære tidligere SIND-bisidder, og det var bare sådan en dejlig eftermiddag. Kun sjældent har jeg mødt nye mennesker, som jeg i den grad er kommet til at holde af.

Der er mange ting, vi slet ikke ser ens på: brugen af psykologer, gravsteder, salmer (jeg kender såmænd ikke engang forskellen på Ingemann og Grundtvig 🙂 ), og der er 20 år imellem os. Men vi har noget, der er meget vigtigere: Værdifællesskab.

Jeg er nok ikke god til at forklare, hvad jeg mener, og en hurtig Googlesøgning bringer “Nye borgerlige” op blandt de øverste hits. Dem sympatiserer jeg ikke med, så måske er ordet helt forkert, men det er sådan, jeg føler det.

Min idé er, at hvis man deler værdier, er de det underliggende fundament for alt det andet. Vi mødes fx med et fælles udgangspunkt i den kristne tro. Vi praktiserer den sikkert forskelligt, men den er en del af det underliggende fundament. Det er indiskutabelt i en grad, så vi ikke engang behøver at tale om det.

Jo ældre jeg bliver, jo mere betyder værdierne for mig. Min HR-chef Sune Lyng og jeg har fx også et værdifællesskab. Vi synes begge, man skal behandle medarbejderne ordentligt. Det er temmelig banalt, men det er bestemt ikke alle virksomheder, der efterlever det.

Af og til har jeg tænkt på, om det kan mærkes i FKN, at det altså er Folkekirkens Nødhjælp? De virker ikke specielt fromme (og Gud ske lov for det), men jeg tror alligevel, det er en af de underliggende værdier. Der bliver fx holdt noget, der hedder “Påskerefleksioner” med sang efter Højskolesangbogen og en læsning fra “Den nye aftale”. Det er det nærmeste, jeg er kommet på folkekirken derinde. Men lur mig, der vil sikkert også være nogle “Helligtrekongersrefleksioner” eller lignende, og jeg kan rigtig godt lide den slags. Jeg synes, det binder os sammen.

Brunch med Sanne på Torvecaféen i Hvidovre.

Og så en helt anden boldgade:

Jeg var til brunch på Torvecaféen med Sanne fra menighedsrådet kl. 10:00. Det var rigtig hyggeligt og givende. Vi deler mange holdninger om kirken og menighedsrådet, og det er spændende at dele. Mange af de ting, jeg egentlig har holdt for mig selv, kan jeg nu komme frem med blandt andet fordi jeg ikke længere er MR-medlem. Vi har svoret hinanden tavshedspligt – og det er dejligt.

Hun besøgte mig ikke mindre end fire gange på hospitalet, og det havde hun jo slet ikke behøvet.

Samlet set har det været en dejlig dag, men meget mere ekstrovert end jeg plejer. Så nu er jeg enormt træt, men det er det værd!

/4 Kommentarer/i , /af ,

MR

MR står i dette tilfælde for menighedsråd og ikke Magnetisk Resonans Skanning.

Jeg har været medlem af MR ved Hvidovre Kirke siden 2008, og det er et arbejde, der optager mig meget. Det mest interessante er faktisk arbejdet i udvalgene, det er der, det sner.

Lige for tiden er jeg dog kun medlem af aktivitetsudvalget, for jeg bliver nødt til at passe på, hvor meget jeg gaber over. Dette udvalg planlægger fire årlige foredrag med mere eller mindre kendte mennesker. Det er helt grundlæggende, at det skal handle om kristendom, for ellers kunne tilhørerne lige så godt gå ned på biblioteket. Vi har gennem en årrække fundet frem til, at det går bedst, hvis sæsonen har et gennemgående tema. Lige i øjeblikket har vi et tema, der strækker sig over tre sæsoner: tro, håb og kærlighed. Vi er i gang med håb, så til næste år kommer kærlighed. Vi er altid ude i god tid, da det så selvfølgelig er lettere at få fat på de gode foredragsholdere. Vi overvejer at skære ned på antallet af foredrag – reducere til tre foredrag pr. sæson, blandt andet fordi vi skal spare 25 pct. af en præstestilling. Vi kan ikke spare på gudstjenesterne eller de øvrige kirkelige handlinger, og så er der kun aktiviteterne tilbage.

Når vi vil spare, er det også fordi, der simpelthen kommer for få mennesker til disse foredrag fx 20, og det er bare ikke nok. Jeg synes ellers, vi laver fin reklame for foredragene fx gennem fyldige omtaler på kirkens ret flotte hjemmeside.

Selve rådsmøderne er egentlig ikke så interessante, selvom det er der, beslutningerne bliver truffet, og nogle af disse beslutninger har stor rækkevidde og store økonomiske konsekvenser. Jeg ville gerne tale om kirkens liv – altså indholdet af gudstjenesterne og de øvrige aktiviteter, hvad er status? hvordan går det? hvad har vi succes med og hvorfor?, hvad kan vi optimere? osv, men det taler vi desværre aldrig om. Derimod kan der blive brugt uanede mængder af tid på fx en ny kopimaskine.

Vi har altid et punkt på dagsordenen, der hedder “Kirkens liv og vækst”, men der er aldrig nogen af MR-medlemmerne, der siger noget under dette punkt. Den eneste, der siger noget, er en af tilhørerne. Det, han siger, er vældig godt og indholdsrigt, men jeg synes, det ville klæde MR-medlemmerne at bidrage. Og jeg burde også selv bidrage!

En af grundene, til at de ikke siger noget, er måske, at de ikke kommer i kirken. Meget ofte er jeg den eneste fra MR, der er til højmesse. Jeg synes ærlig talt, det er for ringe. Hvordan kan man sidde og træffe store vidtrækkende beslutninger, når man ikke ved, hvad der foregår i kirken?

Vi er i gang med at skulle ansætte en ny præst, og det er en interessant opgave, hvor resultatet (forhåbentlig) rækker mange år ud i fremtiden. Det er en meget langvarig proces, og der skal nok nå at gå politik i det. Bodil – der har erfaring med den slags – mener, der vil komme mange ansøgere, fordi Hvidovre ligger så tæt på Københavns  centrum, der er tjenestebolig (hvilket ikke er en selvfølge nutildags), og det er et sted med rigtig god kirkegang og god opbakning til de forskellige tiltag.

Nogle mener, at vi bare skal skynde os at ansætte en vikar, vi har og at ansættelsesproceduren skal være en formalitet. Min egen holdning er, at vi skal have den bedste ansøger – vikar eller ej, og at det skal gå ordentligt for sig. Nogle vil skele til køn, fordi vi stort set kun har kvindelige medarbejdere; derfor vil de gerne have en mand. Min holdning er, at det for det første er forbudt at selektere på køn, og for det andet skal vi stadig have den bedste, og er det så tilfældigvis en mand er det OK, men det må ikke være det bærende argument.

/14 Kommentarer/i /af

Løsninger

Det er som om der er nogle ting, der langsomt begynder at løse sig:

  • Spamproblemet er løst ved noget så banalt som at ændre kodeordet. Jeg havde prøvet alt muligt andet, men intet hjalp. Jeg må være blevet hacket, altså nogen må have opsnappet mit kodeord og misbrugt det. Det er dejligt at slippe for de mindst 100 mails pr. dag.
  • Patrick fra skadedyrsfirmaet har været her og sprøjte en ekstra gang, fordi jeg så fire levende dyr i går. Han har givet den nye sengeramme og madras en ordentlig tur også. Han kommer igen om 14 dage, og er fortrøstningsfuld, og så kan jeg vel også være det.
  • Jeg har nu aftalt med ham, at vi skal følges til en gudstjeneste i Pinsekirken på søndag. Det glæder jeg mig til. Han har fortalt en del om det fællesskab, de har. Det lyder meget tiltalende. Det lyder også tiltalende, at de er så dygtige til at tiltrække unge mennesker og mange forskellige etniciteter. Det mangler vi i folkekirken.
  • Det var dejligt at sove i en seng i nat og ikke bare på en madras på gulvet. Ingelise hjalp mig med at samle sengen. Du milde et arbejde; det tog os tre timer og det var hinsides min tålmodighed. Jeg havde aldrig klaret det selv, for jeg er ikke særlig god til at læse tegninger, jeg vil hellere have noget tekst; i hvert fald skal der være tekst, der supplerer tegningerne.