Indlæg

, , ,

Hottentot-pjat

hottentot

Halfdan Rasmussens rim

En del af dagens debat har udspillet sig om genudgivelsen af nogle af Halfdan Rasmussens rim for børn. Miseren er, at Gyldendal har valgt at fjerne otte rim hvor ordet ‘neger’ og/eller ‘hottentot’ indgår. Årsagen er, at de kan virke ‘racistisk nedsættende’.

Come on! Der er sørme langt flere mishagsytringer i Danmark p.t., der er racistisk nedsættende end et ord som ‘hottentot’ i et rim for børn, der er beregnet til at blive læst op ved sengetid. Alle ansvarlige forældre kan vel forklare deres børn, at det ikke er termer, vi går hen og slynger i ansigtet på andre mennesker.

hottentotDet betyder hottentot:

‘Person som tilhører et oprindeligt folkeslag i det sydlige Afrika hvis medlemmer er små af vækst og taler et sprog med karakteristiske kliklyde nyere betegnelse for folkeslaget: khoikhoi. Undertiden nedsættende’. Kilde: Den Danske Ordbog. Man kan således godt bruge ordet, man kan bare lade være at bruge det nedsættende.

Halfdan Rasmussens datter om hottentot

Forfatterens datter er blevet interviewet til Radio 24syv i anledning af sagen, da hun har forsøgt at kæmpe imod fjernelsen af de otte rim.

Jeg synes, at det er en form for censur. Det virker mærkeligt. Hvor ender man så? Hvornår skal man ellers censurere og med tilbagevirkende kraft tage ting ud af film eller digte, hvor man ville bruge et andet sprogbrug i dag. Det er jo et tidsbillede også. Jeg synes personligt, at det er ærgerligt, siger hun til radiostationen.

Morten Østergaard siger

Jeg hørte den radiale leder Morten Østergaard være enig med mig i, at det er noget pjat. Han nævnte, at han aldrig havde hørt en flygtning/indvandrer beklage sig over den slags ord og vendinger men nok over nogle andre!

Inspiration: TV2Nyhederne.

, , ,

Mellem to stole

Chikane

Dementi

Det er gået op for mig, at jeg har svaret Henny Stewart delvist forkert i en kommentar til en tidligere post. Derfor vil jeg gerne rette op på det.

Selvom man har en psykisk sygdom, der ikke er i udbrud, kan man være indlagt på en psykiatrisk afdeling, men det er kommunen, der betaler, mens borgeren fx venter på et bosted. Kommunen skal selvfølgelig betale, da det er dem, der ikke kan stille et bosted til rådighed. Det koster kassen, når borgeren falder mellem to stole. Og man må vel sige, at en sengeplads på et åbent afsnit kunne være brugt bedre – fx til en af dem, der sidder ude i Glostrup og venter på at komme til 808 (altså når man indregner flowet).

Jeg skrev i kommentaren, at det var overlægen, der havde været på spil igen i den konkrete situation. Det var noget vrøvl. Jeg håber, der nu er rettet op på det.

Kom godt hjem!

For at komme godt hjem er der mange ting, der skal være ordentligt på plads, og det kommer de også. Jeg har “truet” med ikke at forlade afsnittet, før alt er i orden:

  1. PSI-kontrakten. Jeg måtte kæmpe en lille smule for at lave den her og ikke i DPC. Herregud lægen i DPC ser jeg to gange om året. Her kender de mig. Når jeg tager kontakt til 808, behøver jeg ikke sige så meget eller forklare døre op og døre ned. Jeg behøver ganske enkelt ikke at argumentere!
  2. Jeg har selv lavet aftale med min kontaktperson i DPC. Hun er god.
  3. Apoteket er kontaktet, så dosispakningerne skulle være i orden, og jeg får kemikalier med til “slippet”.
  4. Jeg har kontaktet Rigshospitalet om det første møde med en overlæge og en professor, der skal lave et forsøg med bipolare gennem seks måneder. Det er dem, der har opsøgt mig, og det noget med en app. Mere herom når jeg har fattet, hvad det går ud på. Mødet skal være inden otte dage efter udskrivelsen. Det værste er, at jeg fik udleveret 1 cm. (i højden) spørgeskemaer. Jeg går altså lidt død i dem. Jeg må tage det i bidder derhjemme.
  5. Jeg har stille og roligt udfyldt spørgeskemaet med de 230 rubrikker fordelt på 39 spørgsmål. Når man har tid og ro, og når det giver mening, og når man er så “rask”, som man kan blive, er det ikke slemt. At udfylde det i en akutmodtagelse hvor man har været to en halv dag giver derimod ingen mening.
  6. Tablettens 11 spørgsmål er besvaret. Man kan udfylde fritekstfeltet anonymt. Jeg har dog skrevet, at de nu har lappet mig sammen for tiende gang; så der er jeg “afsløret”, men jeg vil gerne stå ved alle mine – næsten kærlige -udsagn.
  7. Jeg har kontaktet jobcenteret og aftalt møde på mandag og atter spurgt, om de vil give mig VBA-kurset. Det startede med at koste 5.000 kr., nu koster det 2.000 kr. Billigere fås det ikke. Der er 128 lektioner og det vil tage 20 timer. Det vil tage mig 60 timer, da jeg altid afprøver tingene på egne ark, hvis jeg kan finde nogle, hvor det kan være relevant. Jeg har forklaret ham om mit behov for struktur, og at det bedst opfyldes med et arbejde; det forstod han godt. De fleste borgere oplever, at JC jagter dem. Jeg tror, JC oplever, at jeg jagter dem. Min konsulent er virkelig OK!

Sprogsjov: Syg eller sårbar?

Det er meget forskelligt, om folk siger “psykisk syg” eller “psykisk sårbar”. Selv siger jeg syg, men der kan let argumenteres med, at hvis man er syg, kan man blive rask. Jeg tror ikke på, at jeg kan blive “rask”; jeg kan få det bedre, men det er ikke det samme som rask.

Hvis man har mistet benet er man hverken syg eller rask. Man er handicappet. Selvfølgelig var man syg, da man mistede det, men man kan aldrig blive “rask”. Og dette har jeg fra en, der faktisk har mistet benet, og selv siger, hun er handicappet.

Pskologen sagde altid, at sårbarheden var grundlagt i barndommen, men sygdommen brød ud mange år efter. Jeg tror faktisk, hun sagde “psykisk syg”.

Jeg kastede spørgsmålet ud i rummet en aften, og der kom mange gode meninger. Mange sagde “psykisk syg” om sig selv.

Det bedst “svar” var fra en (bipolar) fyr, der sagde: “Jeg er altid psykisk sårbar, men når sygdommen bryder ud, er jeg psykisk syg”.

 

, ,

Hvor blev “er der” af?

Hvor blev “er der” af?

Sjov med sprog

En buket af usammenhængende sprogblomster:

Ofte skal man bare gætte sig frem, så kan man forstå, hvad der menes.

1. Der er sket noget pudsigt: “Er der” er blevet væk! Når folk skriver noget på fx internettet, skriver de ofte: “Nogen der kender dette problem?” Hvorfor mon det når det retteligt hedder: “Er der nogen, der kender dette problem?”

2. “er kommet til at slette en Plugins”. “Fonte er blevet anderleses end før hvilken Plugins kunne det være?” Kommentarer er vist ikke nødvendige her.

3. Hvorfor er alting pludselig blevet “historisk”? LA ønskede sig i december “historisk store skattelettelser”. Dommen over et medlem af en bande, der forleden fik 20 års fængsel for forsøg på (to) manddrab på åben gade, var også “historisk” ifølge Tv-avisens Christine Cordsen. Det kan dog godt forsvares her, da den normale straf vil være 16 år for den slags ugerninger.

4. “Det ligner at…” Det hører jeg tit og tænker, at det er barnesprog. Det hedder altså fx: “Det ser ud som om”.

5. “Omkring”. Ingen synes længere at kunne kende forskel på “om” og “omkring”, men altså: “omkring” betyder “rundt omkring”. Man kan sidde omkring et mødebord, men man kan ikke holde møde omkring budgettet! Hvis man alligevel holder møde omkring budgettet, skal mødedeltagerne nærmest sidde i rundkreds på gulvet i skrædderstilling med budgettet liggende i midten af kredsen.

6. “dette lukses ønske at få en xxx på barsel for ikke meget udbetalt.” Ingen kommentarer.

7. “vandt over 2 gange kræft i 2017.” Jeg gad nok vide, hvor 2017 befinder sig. Man kan have kræft i brystet men ikke i 2017.

8. “I min optik”. Ingen kommentarer.

9. “Ansøgningen vil afhænge af de midler vi har til rådighed.” Teksten stammer fra min kirkes side om sognets menighedspleje og mere specifikt om julehjælpen. Det er nu nok ikke ansøgningen, der afhænger af midlerne, det må være tildelingen!

10. “Bekræftigelse”. Ordet er ved at glide ind i sproget, men det hedder altså “bekræftelse”.

God solskinssøndag!

, , , , ,

Diverse

Diverse

Jeg samler på ord mv.

  • “Jeg har flere psykiske diagnoser”. Jamen det hedder jo “Jeg har flere psykiatriske diagnoser”, men det skal siges, at rigtig mange fumler rundt i dette.
  • “Må jeg rejse udenlandsk?”
  • “Ander der helle ikke har modtaget udbetale seld for jeg har ikke fået den i nu”. Den kan være svær at gætte. Der burde nok have stået: “Andre der heller ikke har modtaget udbetalingsseddel, for jeg har ikke fået den endnu?”
  • “kommer den inden pengende”. her skulle nok have stået “kommer den ingen pengene?”
  • “I øjeblikket er der massere rod”
  • “Da vi kun var 2 voksen uden børn lagde vi 600kr fra om uge nu er vi 2 voksende og 2 børn og ligger 1000kr til side om ugen.” Det med “ligge” og “lægge” er åbenbart ikke så let, og “ende på ende” er endnu sværere. Men det hedder faktisk bare “nutids tillægsform” eller “præsens participium”, og det skulle vel være til at slå op et eller andet sted.

Et godt køb

Min iPad Air halter. Der er bøvl med batteriet og med Bluetooth.

  • Batteriet aflader temmelig meget i løbet af natten, og ligger iPadden et køligt sted, går det endnu hurtigere.
  • Batteriet er urimeligt længe om at tage næring til sig og selv på en fuld opladning, går der næsten igen tid, før det er under 30 – 40 pct.
  • Bluetooth funktionen er mildest talt ustabil. Den virker/virker ikke, virker/virker ikke, virker/virker ikke osv. Det er ikke muligt at skrive så meget som én sætning på et Bluetoothtastatur.
  • Jeg har lige bekostet en ny skærm til lidt over et tusinde kroner.

Kvitteringen viser, at vidunderet er fra december 2013. Der er et breakeven – hvor længe kan det betale sig at reparere på den? Jeg besluttede, at der ikke var idé i at kaste flere penge i en 4½ år gammel iPad.

Jeg investerer i en ny. Det er vild luksus, men den gør så meget godt for mig:

  • Rummer mange forskellige apps, der hjælper mig med medicinen: den jeg skal tage, den jeg har taget, den jeg skal bestille, og den jeg skal drøfte med Distriktspsykiatrien
  • Udgør det for et TV, da jeg altid ser TV-avisen kl. 18:30 under kugledynen med iPadden på skødet
  • Entrerer med Facebook hvor jeg af og til kan have et relevant ord at have sagt i supportgruppen.

Undskyldningerne er måske ikke de bedste 🙂 men nu har jeg besluttet mig for:

  1. “Apple 12.9-inch iPad Pro Wi-Fi + Cellular – Tablet – 256 GB – 12.9″ IPS (2732 x 2048) – 4G – LTE – space grey”. Den vil kunne tjene mine behov i minimum fem år.
  2. Hertil kommer: “Smart Keyboard for 12.9 iPad Pro -Danish”.

For søren hvor jeg glæder mig. Den kommer først om en uge – jeg vil drømme søde om den uge indtil da.