I Roskilde med min nye familie
Jeg savner vist ord
I Roskilde med min nye familie
I de forskellige slægtsforskningsgrupper læser jeg af og til om:
- Ældre der på deres dødsleje fortæller et barn, at det også har en søster/bror, der aldrig har været talt om,
- Granvoksne halvgamle mennesker (ca. på min alder), der via DNA-test finder ud af, at deres far var en anden, end ham de hele livet har anset for faderen, eller
- At de er bortadopterede.
- DNA-slægtsforskning er p.t. et hit; jeg har også taget en DNA-test, men har intet fået ud af det, så jeg bladrer videre.
De mennesker spørger så, hvordan de kommer videre. Og det forstår jeg til fulde.
En uhyggelig indskudt historie eller skrøne
Måske er der i en af min farfars brødres familier en lignende historie eller skrøne:
En kvinde tilbageholdes tre eller fire dage under besættelsen af tysk politi – derfor regner jeg med, at det var efter september 1943 (så vidt jeg husker, var det der, de tog politiet) og inden 4. maj 1945. Hendes to ikke ret gamle sønner er alene hjemme og må tage sig af en lille nyfødt pige. Drengene spørger naboerne om hjælp, men naboerne vil ikke hjælpe, idet kvinden muligvis var “tyskervenlig”. Kvinden fortæller tyskerne, at hun har en nyfødt derhjemme, men de er ligeglade. Da hun løslades og kommer hjem, er pigen død af sult. Det fortæller kvinden på sit dødsleje til et barnebarn. Jeg har kontakt til et andet barnebarn, der har fortalt historien, og som ikke er bange for facts.
Jeg synes, det lyder helt vanvittigt, og vil selvfølgelig gerne optrevle historien. Det er klart. Jeg har bare ingen spor at gå efter, hverken navn, årstal eller sted bortset fra “i København”, og så er det næsten umuligt med de lidt over 50 forskellige sogne på den tid.
I de år foregik der mange mærkværdige og frygtelige ting, og der kommer mere og mere for en dag. Alligevel vil jeg gerne se dokumentation. Om et par måneder kan jeg muligvis få nogle facts, der gør det muligt at finde ud af, om den lille pige virkelig fandtes. Før jeg ser det i primære kilder, stiller jeg mig altså mere end tvivlende.
Tilbage til dagens egentlige historie
Sådan har det aldrig nogensinde været for mig. Mine adoptivforældre traf meget tidligt den helt rigtige beslutning, at jeg skulle kende hele sandheden: at de havde fået mig fra et børnehjem, og at mine biologiske forældre var for unge til at have børn, og at de ikke var et “rigtigt” par. De brugte ikke udtrykket “One night stand” eller “Du skulle have været en plet på lagenet”, for det kan børn ikke forstå. Men det er sådan set sandheden.
Mine adoptivforældre holdt to fødselsdage for mig: en den dag, jeg er født, og en anden den dag, de syntes, de selv havde noget at fejre: nemlig årsdagen hvor de hentede mig i Hellerup fra “Dear Home” og tog mig med til Skjern. Ergo: der har aldrig været mystik, og da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg adoptionsbevillingen med i tasken. Måske en lidt underlig handling, men sådan var der så meget. I den står mine biologiske forældres navne.
Der er så sket det magiske, at min biologiske fars yngste barn har opsøgt mig, og vi lærer nu hinanden at kende stille og roligt. Det bliver til mange mails, hvor vi kommer vidt omkring, og i dag til en dejlig dag i Roskilde, hvor hun viste mig flere af de steder, han holdt af at komme.
Det er et menneske, jeg vældig godt kan lide, og som jeg gerne vil bruge tid med/på. Vi sætter begge pris på transparens, “ordet på bordet” og på at lægge puslespillet sammen. Jeg kan fx vældig godt lide at høre om, hvilken type menneske, han var. Jeg har gravet masser af data frem fra arkiverne, som jeg til gengæld kan give hende. Det er en fin byttehandel, hvis man kan tillade sig at kalde det sådan. Det lyder ikke så kønt; “gensidighed” er nok et bedre ord.
Det er meget specielt og meget vanskeligt at beskrive. Jeg savner vist ord. Jeg er helt sikkert glad og spændt på, hvordan det vil udvikle sig med tiden. Det er de følelser, der fylder mest – sådan ca. 95 pct.
Der er også nogle andre, men jeg ved ikke, hvad de kaldes. Det kommer nok, og negative er de under ingen omstændigheder.
