Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Skiftende erhverv gennem livet

Skiftende erhverv gennem livet

At registrere flere erhverv

Skiftende erhverv gennem livet

For godt og vel et halvt til et helt år siden har jeg indført en ny praksis i Legacy: Jeg registrerer adskillige erhverv, sådan som billedet i toppen viser. Det har en række fordele:

  • Det bliver tydeligt, om der er tale om social op- eller nedstigning livet igennem
  • Det er let at se, hvor et menneske udøvede hvilket erhverv og hvornår
  • Jeg slipper for at vælge, hvilket af flere erhverv, jeg synes er vigtigst, hvis der var flere forskellige. For hvem siger, mit valg er rigtigt?

Topbilledet er muligvis et rigtig dårligt eksempel, idet Hans Hansen for det meste er “Husmand”. Men som 27-årig er han graver, så bliver han husmand, så husejer (det står der altså), så husmand igen, så tjenestemand (som er noget helt andet end i dag), og så husmand. Og hvad man ikke lige kan se på billedet er, at han ender sine dage som “kirkebetjent”. Samlet set: Han har gjort karriere ved Fejø Kirke. Han er steget i graderne fra graver i 1871 til kirkebetjent i 1904 via mange år som husmand.

Et andet og måske bedre eksempel er Jørgen Pedersen Ahm, som kan ses i TNG, og som er daglejer, husmand * 2, husmand og kurvemager og ender som indsidder. Her er det altså tydeligt, at det går både op og ned for ham gennem livet.

Det kan sagtens være, det er forkerte oplysninger, men det var nu engang det, præsten eller degnen skrev, så de fås ikke bedre.

Hverken “husejer” eller “bilejer”, det sidste støder man jo af og til på, er noget, man kan leve af, så egentlig er det forkert, at kalde det for et “erhverv”. Alligevel siger det en del om et menneskes sociale profil, og når der ikke står andet, registrerer jeg derfor det. Hverken huse eller biler var dengang hver mands eje.

Bare jeg dog havde gjort sådan allerede for 20 år siden. Det gjorde jeg imidlertid ikke, og der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Nu gennemfører jeg den nye praksis for nye personer og retter op på dem, jeg støder på i databasen, for jeg synes selv, det fungerer ret godt.

Hvad synes du?

Hvor kommer data fra, og hvor kommer de ikke fra?

Data kommer fra:

  • Kirkebøger vedrørende børnenes fødsler/dåb
  • Kirkebøger vedrørende vielser
  • Kirkebøger vedrørende dødsfald
  • Data kommer ikke fra konfirmationer, idet de oftest bare var præstens/degnens afskrift af oplysningerne ved barnets dåb. Det ville give nogle uinteressante og forkerte dubletter vedrørende ca. 14 år gamle forhold
  • Data kommer ikke fra folketællinger, da det kan være ret tilfældigt, hvad der står i dem. Jeg giver dem kun troværdigheden “1”. Kirkebogsindførsler får derimod troværdigheden “4”.

Særligt om de underrepræsenterede kvinder

Kvinderne fyldte ikke meget i fortiden. De var ofte “Forbemeldte Mands Hustru”, “Hans Nielssöns Moder” eller ved død: “Jordet Peder Danielsens Hustru”. De havde således ofte ikke engang et navn.

Når de ikke engang havde et navn, havde de selvfølgelig heller ikke et erhverv (udover at være “fødemaskiner”, det står der dog ikke).

Når vi kommer op i nyere tid, vel egl. 1900-tallet, er de ved vielsen ofte “Husassistent” og ved død “Husmoder”. Er de enlige, eller har de et erhverv, fremgår det, ofte fx “Fabriksarbejderske”, “Hjælper til ved Malkning” eller lignende. Det med “Husassistent” er vel i nyere tid bare et andet ord for at være “i Huset”. Sådan er min mor fx beskrevet ved vielsen med min far.

Dette blot for at sige, at eftersom kvinderne kun sjældent var udearbejdende, er der selvfølgelig også kun sjældent data at registrere. Og altså virker min selvopfundne (geniale 🙂 ) praksis ikke særlig godt vedrørende kvinder. De bliver kort sagt underrepræsenterede.

Kunne det gøres anderledes?

Kilder

Metoden gøres så slagfast som muligt ved hver evig eneste gang at medtage kilden. Det er såre enkelt, da jeg jo alligevel har fat i den, for at dokumentere en fødsel/dåb, en vielse eller et dødsfald.

/i /af

Hvert fund begejstrer mig stadig

Hvert fund begejstrer mig stadig

Mere slægtsroderi

Hvert fund begejstrer mig stadig

Har I det også fortsat sådan, at hvert fund begejstrer? Altså det lille (evt. blot indvendige) “Yes”, når data passer sammen, når der ikke er tvivl om, at I har fat i den rette, når en vanskelig tydning lykkes, når I finder informationer, andre ikke synes at have, eller I bare kan gøre det bedre?

Jeg elsker logikken, der fører frem til et fund:

  • Når deduktioner åbner for nye led længere bagud,
  • Når man finder hidtil ukendte børn af et ægtepar,
  • Når andre følgeslutninger fører frem til dødsfald, der kan være utrolig svære at finde, når vi nærmer os nyere tid, hvor den geografiske mobilitet øges, og folk kan flytte nærmest hvor som helst hen. Danmark rummer ca. 2.300 sogne, og “Danmark bliver større”, når man slægtsforsker, eller
  • Når man lige rammer det rigtige opslag i en kilde ved første tryk på “enter”.

I snart lang tid har jeg rodet i små landsogne i Thy og nu på Lolland. Hvor er det rart bare at skulle bladre et par sider frem eller tilbage, fordi der kun er fire døde og tre vielser pr. år i modsætning til København, hvor der er 500. Det tager altså noget længere tid og det er let at overse noget.

Selvfølgelig bruger jeg alle de søgemidler, der findes nu, men jeg tjekker alt. Og det er blevet mange, mange gange lettere end for 20 år siden. Der findes ufatteligt mange kilder på nettet. Frivillige har indtastet vist nok (jeg kan ikke lige finde tallet) 14 millioner poster fra folketællingerne til Dansk Demografisk Database. Der pågår fortsat masser af indtastning, selv om det irriterende GDPR har sat en stopper for meget. Så jeg bladrer stadig – og jeg elsker det. For det er det at bladre, der giver det lille gib, når det lykkes.

Frustrerende?

Jeg blev spurgt: “Kan det ikke være frustrerende at slægtsforske?” Næh, det synes jeg ikke. Selvfølgelig er der grene, man må opgive for så at vende tilbage måske årevis senere. Det kan være lidt ærgerligt, hvis man nu ejer genet, hvor mennesker helst skal “gøres færdige”; med det mener jeg, at personer, der er uendeligt lette at få til at opstå ud fra folketællingerne, helst også skal have både en vielses- og en dødsdato. Dem fra 1834 eller 1787 er jo altså døde. Ellers oplever jeg det som “sjusk”, hvilket jeg selv har meget af fra mine tidlige år, hvor jeg gerne ville have så stor en database som muligt, og hvor både tiden på arkivet og søgemidlerne var underlagt begrænsninger. Herregud – Internettet var dårligt opfundet, og det hed vist stadig “EDB”.

På et eller andet tidspunkt vil jeg ajourføre alt det “skrammel”, jeg har fra den tid; det er bare sjovere at finde nyt, og jeg ved heller ikke, hvor jeg skal ende og begynde.

Slægtsforskere er hjælpsomme mennesker

Engang stod vi i kø på Jagtvej eller i Rigsdagsgården i København lørdag kl. 8:45, og der opstod venskaber og udveksledes fund. Der blev udvekslet idéer og metoder: “Har du prøvet at …?”. Det var meget givende. Jeg kan godt savne de personlige fællesskaber, hvor man traf virkelige mennesker i levende live. Fællesskaberne findes stadig, de er bare blevet skriftlige og lettere tilgængelige.

Jeg har fx en ven i Odense, der er lige så (vanvittigt) optaget af slægtsforskning, som jeg er. Han fortæller, at vi har mødtes engang i en eller anden genealogisk sammenhæng, men det husker jeg ikke. Han har været i gang i 40 år … og glæder sig også stadig over hvert fund.

For kort tid siden havde jeg brug for opslag i svenske kirkebøger, som jeg ikke har erfaring med. Han har abonnement på de svenske kirkebøger og folketællinger – det er kun i Danmark, vi betaler den slags via skatten – og selvfølgelig lavede han nogle opslag for mig. Tusind tak!

Kan jeg selv hjælpe, gør jeg det også gerne. Jeg får primært spørgsmål til koblingen mellem slægtsprogrammet Legacy og TNG, som jeg har lavet en FAQ til. Det er fint, da jeg efterhånden har mange års erfaring med det og har indset logikken, da intet er baseret på mystik. Det er alt sammen enkelt, men selvfølgelig skal man lige finde melodien. Det kommer med tiden.

I det hele taget involverer slægtsforskning masser af læreprocesser – og dem er jeg ret vild med.

 

/i /af

Rigtige kunder til forskningen

Rigtige kunder til forskningen

Ingen webshop – kun videndeling

Rigtige kunder til forskningen

Så vidt jeg ved, har jeg aldrig tidligere haft rigtige kunder til min slægtsforskning. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at mange henter masser af data hos mig, idet jeg både viser kilder, data og inskriptioner, men nu har jeg virkelige, levende, reelt beslægtede mennesker, der interesserer sig for det, jeg laver. Det, jeg har udnævnt til mit “livsprojekt” efter arbejdslivet sluttede for ca. 1½ år siden, får pludselig en anden dimension.

Selvfølgelig har de ikke den samme (næsten sygelige) interesse for projektet, som jeg har. Det kunne jeg heller aldrig finde på at forvente. Der findes et “saying”, der lyder

Slægtsforskning er ikke en hobby, det er en en lidelse

det er en vittighed, men den passer rigtig godt i mit tilfælde. Jeg elsker mine data, kravene til nøjagtighed, detaljer, kildekritik, det at det hele skal passe sammen for at være korrekt osv.

Er vi alle roepolakker?

Når der er slægt på Lolland, har folk det med at antage, at vi er er ud af roepolakkerne. Min tilgang er, at jeg enormt gerne vil tro på det, fordi der så er meget hjælp at hente, masser af transskriberede kilder, søde mennesker i dedikerede Facebookgrupper osv.

Men ofte svarer det til, at folk tror, at de er “tatere”, (en gammel betegnelse for romaer (sigøjnere) på dansk, norsk og svensk, dels (inspireret af den første betydning) som betegnelse for grupper af fattige omstrejfere, der ernærede sig ved dårligt betalt arbejde som natmand. Kilde Wiki), hvis de bliver lidt hurtigere solbrændte end andre, at de er børn af en eller anden konge (vist nok Christian den X) der var mere “foretagsom” end de fleste og så videre.

En anden overlevering kan være, at en pige blev gravid med “Gaardeieren”, hvilket var en en stor skam og at hun derefter måtte forlade gården. Er det sandt, var skammen rigtig – altså set med datidens øjne. Men det skal jo kunne bevises. Indtil videre har jeg ikke kunnet finde nogen med den skam i min biologiske fars slægt; men jeg kan have overset noget! Jeg har intet problem med at tage fejl og at blive gjort klogere.

Nu hvor jeg har “kunder” fra min biologiske slægt (jeg sælger intet og kommer aldrig til det; det har slet ikke min interesse), bliver det selvfølgelig ekstra betydningsfuldt at det, jeg præsenterer/påstår er korrekt. Jeg vil jo nødigt fanges i tåbelige fejltagelser – uagtet det næppe kan undgås.

Det er fantastisk pludselig at sidde med min biologiske fars håndskrevne optegnelser, han interesserede sig også for slægtsforskning, og prøve at få dem til at stemme med det, jeg har fundet frem siden 2009 ff. Det skal ikke forstås som “hvem har ret?” men langt mere som “Hvordan kan vi hjælpe hinanden?” og “Kan vi få det til at stemme?”

Jeg ville have reageret anderledes i dag

Såvidt jeg kan regne mig regne frem til, traf jeg min biologiske far ca. 1983, men det kan også have været et par år senere. Han ønskede at intervenere i nogle af mine beslutninger. Det kunne jeg ikke med, hvorfor jeg forlod restaurant Brønnum efter at have lagt kniv og gaffel. Min tanke var, at skulle han pludselig være så vældig ansvarlig, kom han ca. 20 år for sent. I dag ville jeg selvfølgelig have reageret helt anderledes, have spurgt til osv., men jeg var ca. 20 år og var bare ikke klogere. Jeg skriver ikke dette for at undskylde mig selv, men for at forklare noget, der muligvis ellers kan synes uforklarligt.

Jeg er ked af, at det kun det blev til det ene møde. Tristessen bliver muligvis større af at have mødt at hans yngste datter (som jo altså er min yngste halv-lillesøster).

På den anden side: hun fortæller, at vores far havde et stort ønske om at ville “fikse” hvad som helt. Og det kan jeg virkelig fint forbinde med hans handlinger overfor mig.

/2 Kommentarer/i /af

Hvad er slægtsforskning?

Hvad er slægtsforskning?

Ikke kun søgning i databaser

Hvad er slægtsforskning?

Lige p.t. sidder jeg og laver lidt slægtsforskning for en veninde, der gerne vil vide lidt om sin slægt. Hun bor i Thy og er i sandhed “kommet hjem til anerne”. Fx er hun i familie med ca. 20 pct. af dem, der ligger på (den digitaliserede) Vang Kirkegård, Hundborg Herred, Thisted Amt. Når ens eget bliver for svært, er det rart at kunne bistå en anden.

Det er i øvrigt sjovt, at thistedbilleder.dk skriver “OBS! Billeder fra arkivets samling må ikke benyttes eller kopieres uden arkivets tilladelse! Mange af bidragyderne til arkivets store billedsamling – der blandt andet formidles her – bryder sig ikke om, at deres bidrag distribueres på sociale netværk som f.eks. Facebook uden deres vidende.” Hvorfor har de så overhovedet gjort samlingen tilgængelig på nettet? Selvfølgelig bliver billederne da brugt. Det må de da vide, og det er vel også i et eller andet omfang hele idéen? Af egen erfaring ved jeg, at slægtsforskere stjæler med arme og ben – og det gør jeg vel egentlig også selv? Men jeg er irriteret over, at billeder af min nærmeste familie (mis-)bruges igen og igen på fx MyHeritage. Nu er der derfor vandmærker på alle billeder. Men det er for sent.

Det er en lise at arbejde i de små sogne i Thisted og Aarhus amter i modsætning til de store københavnske sogne. Deroppe er der fx fire døde om året; i København er der måske 500. Det gør det jo lidt hurtigere at bladre sig frem til den rette person.

20 års tilbageblik

Man behøver ikke bladre nær så meget mere som for 20 år siden. Usædvanligt søde, dygtige og flittige mennesker har digitaliseret ufattelige mængder af arkivalier. Det største projekt er indtastningen af folketællingerne fra 1787 ff. Jeg har ikke selv deltaget i dette, for jeg er ikke dygtig nok til de gotiske bogstaver, så der ville komme for mange fejl i transskriptionerne. For kort tid siden kontaktede jeg Dansk Demografisk Database og tilbød at indtaste folketællingen 1930 for et af “mine” jyske sogne. De svarede på en sød måde, at reglerne om databeskyttelse (oftest kaldet GDPR) forhindrede indtastning af folketællinger senere end 1916. Det var jeg ikke klar over. De forsøgte at friste med noget ældre, men så ramte jeg ind i noget af det, jeg ikke er helt skarp nok til. Vil man være indtaster, skal man kunne gøre det rigtigt, ellers kan det være lige meget.

Der var en tid før ArkivalierOnline. Det er den vildeste luksus, at man nu kan sidde hjemme 24/7 og læse originale kilder. Jeg husker tydeligt, at for 20 år siden drejede det sig om at være godt forberedt, når lørdage, afspadseringsdage og ferier åbnede for arkivernes Mekka. Det var nærmest stressende, at tiden var så begrænset. Dengang var der undskyldninger for at skrive af fra utroværdige kilder, man fandt på det internet, der knapt var opfundet. Det er der ikke længere. Selv har jeg stadig intentionen om at gennemgå min database fra A til Z og få sat troværdige kilder på det gamle “skrammel”, jeg har. Der kommer en dag…

Det er svært at finde nyere dødsfald, og derfor er de digitaliserede gravsten en god kilde. Der var ikke digitaliseret en eneste gravsten for 20 år siden.

  • Jeg startede sammen med en ven Dansk KirkegårdsIndex (DKI), men det blev aldrig helt den succes, vi regnede med, formentlig fordi konceptet var for svært for mange/de fleste – det forudsatte nemlig, at man etablerede sin egen hjemmeside. Vi tilbød ellers vores bistand til den del, og det er ikke nogen videnskab. Men der ligger tusindvis af gravsten på siden. Selv har jeg fotograferet og indtastet mere end 18.000 gravsten.
  • Herudover opstod konkurrerende sider med et mere enkelt koncept (for de fleste). Ergo blev vi overhalet indenom. Sådan går det, når der ikke er en fælles overordnet styring og koordination.

Der er indtastet enorme mængder af kirkebøger i adskillige konkurrerende projekter. Til formiddag spurgte en bruger, hvorfor man ikke koordinerede projekterne og indtastede til én fælles database? Jo, det ville nok være en god idé, men det har vi diskuteret på mange niveauer i årevis, i hvert fald i al den tid jeg har været med. Enige blev vi aldrig. Som jeg husker det, men det kan være forkert, var akilleshælen kildetro/ikke-kildetro indtastning.

  • Kildetro ville medføre, at søgninger ofte var resultatløse, for hvordan skulle man kunne gætte, hvad degnen eller en anden øvrighedsperson skrev?
  • Ikke-kildetro ville derimod bevirke, at søgeresultaterne var forkerte. Kopierede folk bare resultaterne, ville deres data være forkerte.
  • Herudover: hvem skulle koordinere? Hvem skulle være “dommer” over data? Hvor skulle data placeres og driftes?
  • Der var adskillige andre temaer, som det aldrig lykkedes at finde gode fælles løsninger på.

Herefter gik flere i gang med egne projekter. Sat lidt/meget på spidsen: Det er også meget lettere, hvis man bare skal blive enig med sig selv om, hvad der er korrekt og bedst.

Ikke søgning i databaser

Der er ufatteligt meget, der er gjort søgbart på de 19 år, jeg har været med, og det er så skønt. Men slægtsforskning drejer sig ikke om at kende og søge i de rette databaser.

Databaserne er en enorm hjælp til at finde det rette originale arkivalie, men man skal altid selv prøve at læse “kravetæerne” (som en skrev en dag) for at se, om man er enig med indtasteren. Det medfører for det første højere kvalitet af egne data og for det andet bevirker det, at man (uendeligt) langsomt lærer at læse gotisk. Jeg har jo altså været bidt af en gal genealog i årevis, men må stadig ty til dygtigere folk på Danske Slægtsforskeres Facebookside. Hold da kæft hvor er de dygtige og hjælpsomme. Jeg er dybt imponeret.

Jeg skriver som hovedregel altid, hvad jeg selv læser, hvis jeg altså kan læse noget af det, og beder om korrektur på det. Der er nemlig altid en risiko for, at man læser det, man gerne vil have, der står. Sådan lærer jeg stadig, og der er kun en vej frem, og det er at øve sig og at blive ved at øve sig.

Jeg glæder mig altid, når jeg ser begyndere gå i kødet på originalerne (altså de originale kilder) og beder om hjælp til tydning. De pruster og stønner og synes opgaven er næsten umulig, og det er også næsten uoverkommeligt, men det er sådan, man gør, hvis man vil være en rigtig slægtsforsker. Og det er forudsætningen for med årene at kunne klare mere og mere selv.

Traditionsbundet?

Det er muligt, du synes ovenstående er endog meget traditionsbundet. Det er det også, men jeg står ved hvert et ord.

MyHeritage kan mange ting, problemet er, at 50 pct. af det, man finder der, er noget formørket sludder, fordi folk bevidstløst gentager og gentager fejlene. Ingen tjekker de originale kilder. Jeg ser det meget tydeligt, når jeg søger på nogle af de af mine egne slægtninge, som jeg har styr på. Et tænkt eksempel: Manden dør 4. maj 1945. Der står, han er gift med efterlevende Anna Jensdatter. Jeg noterer i Legacy, at hun er død efter 4. maj 1945 og sender data til TNG. Folk finder min TNG-side og skriver af en eller anden årsag selv, at hun er død 4. maj 1945 uden at undre sig over, at ægtefællerne døde samme dag. Det undrer jeg mig over.

Kilder og ræsonnementer

Herudover undrer jeg mig over, at ingen i MyHeritage, som i INGEN, angiver kilderne til deres fund. Det reducerer kvaliteten med faktor 500. Men selvfølgelig kan det være fine ledetråde – der er jo en grund til, at jeg har investeret i et fuldt abonnement for foreløbigt et år. På MyHeritage kan man, som noget meget værdifuldt, finde indtastede folketællinger fra både 1930 og 1940. Hvordan data er kommet derind, aner jeg ikke.

Det ville også være dejligt, hvis man noterede ikke-fund, dvs. alle de steder man har ledt, men ikke fundet noget. Så behøvede andre ikke lede efter det samme. Jeg gør fx sådan:

Tilsyneladende ikke viede:
Århus amt, Hads, Odder, 1844-1872, KM, Viede (konens fødesogn, jfr. FT 1845)
Århus amt, Hads, Randlev, 1839-1868, KM, Viede (ældste datters fødesogn, jfr. FT 1880)

Og endelig savner jeg, at man anførte det, man kunne kalde “ræsonnementer”. Med det mener jeg fx: “Søgt efter fødslen i Ørting Sogn, Hads Herred, Århus Amt, idet folketællingen 1845 angiver, at hun er født der.”

Sådan kunne vi hjælpe hinanden, stadig bruge de originale kilder og ikke forlade os på de gigantiske databaser, der alligevel aldrig bliver helt færdige.