Rigtige kunder til forskningen

Rigtige kunder til forskningen

Ingen webshop – kun videndeling

Rigtige kunder til forskningen

Så vidt jeg ved, har jeg aldrig tidligere haft rigtige kunder til min slægtsforskning. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at mange henter masser af data hos mig, idet jeg både viser kilder, data og inskriptioner, men nu har jeg virkelige, levende, reelt beslægtede mennesker, der interesserer sig for det, jeg laver. Det, jeg har udnævnt til mit “livsprojekt” efter arbejdslivet sluttede for ca. 1½ år siden, får pludselig en anden dimension.

Selvfølgelig har de ikke den samme (næsten sygelige) interesse for projektet, som jeg har. Det kunne jeg heller aldrig finde på at forvente. Der findes et “saying”, der lyder

Slægtsforskning er ikke en hobby, det er en en lidelse

det er en vittighed, men den passer rigtig godt i mit tilfælde. Jeg elsker mine data, kravene til nøjagtighed, detaljer, kildekritik, det at det hele skal passe sammen for at være korrekt osv.

Er vi alle roepolakker?

Når der er slægt på Lolland, har folk det med at antage, at vi er er ud af roepolakkerne. Min tilgang er, at jeg enormt gerne vil tro på det, fordi der så er meget hjælp at hente, masser af transskriberede kilder, søde mennesker i dedikerede Facebookgrupper osv.

Men ofte svarer det til, at folk tror, at de er “tatere”, (en gammel betegnelse for romaer (sigøjnere) på dansk, norsk og svensk, dels (inspireret af den første betydning) som betegnelse for grupper af fattige omstrejfere, der ernærede sig ved dårligt betalt arbejde som natmand. Kilde Wiki), hvis de bliver lidt hurtigere solbrændte end andre, at de er børn af en eller anden konge (vist nok Christian den X) der var mere “foretagsom” end de fleste og så videre.

En anden overlevering kan være, at en pige blev gravid med “Gaardeieren”, hvilket var en en stor skam og at hun derefter måtte forlade gården. Er det sandt, var skammen rigtig – altså set med datidens øjne. Men det skal jo kunne bevises. Indtil videre har jeg ikke kunnet finde nogen med den skam i min biologiske fars slægt; men jeg kan have overset noget! Jeg har intet problem med at tage fejl og at blive gjort klogere.

Nu hvor jeg har “kunder” fra min biologiske slægt (jeg sælger intet og kommer aldrig til det; det har slet ikke min interesse), bliver det selvfølgelig ekstra betydningsfuldt at det, jeg præsenterer/påstår er korrekt. Jeg vil jo nødigt fanges i tåbelige fejltagelser – uagtet det næppe kan undgås.

Det er fantastisk pludselig at sidde med min biologiske fars håndskrevne optegnelser, han interesserede sig også for slægtsforskning, og prøve at få dem til at stemme med det, jeg har fundet frem siden 2009 ff. Det skal ikke forstås som “hvem har ret?” men langt mere som “Hvordan kan vi hjælpe hinanden?” og “Kan vi få det til at stemme?”

Jeg ville have reageret anderledes i dag

Såvidt jeg kan regne mig regne frem til, traf jeg min biologiske far ca. 1983, men det kan også have været et par år senere. Han ønskede at intervenere i nogle af mine beslutninger. Det kunne jeg ikke med, hvorfor jeg forlod restaurant Brønnum efter at have lagt kniv og gaffel. Min tanke var, at skulle han pludselig være så vældig ansvarlig, kom han ca. 20 år for sent. I dag ville jeg selvfølgelig have reageret helt anderledes, have spurgt til osv., men jeg var ca. 20 år og var bare ikke klogere. Jeg skriver ikke dette for at undskylde mig selv, men for at forklare noget, der muligvis ellers kan synes uforklarligt.

Jeg er ked af, at det kun det blev til det ene møde. Tristessen bliver muligvis større af at have mødt at hans yngste datter (som jo altså er min yngste halv-lillesøster).

På den anden side: hun fortæller, at vores far havde et stort ønske om at ville “fikse” hvad som helt. Og det kan jeg virkelig fint forbinde med hans handlinger overfor mig.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *