Slægt eller data?
Skriv om min slægt?
Indholdsfortegnelse
Slægt eller data?
Jeg vil egentlig gerne skrive om min slægt, så for et års tid siden købte jeg bogen “Skriv om din slægt” af Marie Østergaard Knudsen, men som det tit går for mig, kom den (for) hurtigt op på hylden: Jeg fik den aldrig læst. Nu har jeg taget den frem igen. Jeg kan ikke skrive så stort et værk, som hun fortæller om, for jeg ejer ikke fortællekunsten, men jeg håber at finde lidt inspiration hist og her, for bogen er helt sikkert velskrevet, og hun ved, hvad hun taler om.
Mit ønske er at forbinde fortid og nutid. Det forsøger jeg også på i denne artikel.
Jeg vil forstå mig selv i lyset af mine aner. Hvilke træk har jeg tilfælles med dem? Vi er ganske vist ikke biologisk beslægtede, men jeg er “en STEGEMÜLLER “, og det er jeg stolt af. Det er her, jeg føler, jeg hører til, og det er herfra, jeg har nogle skrøner, og det er herfra, jeg har nogle få arvestykker. De har sat sig spor i mig.
Min tanke er, at man, hvis man vil skrive noget spændende om sin slægt, skal have følelser på spil. Der skal være et “noget”, der forbinder mig med dem. Det er præcis sådan, jeg har det med “Brederne”, som var dem, der satte mig i gang med slægtsforskning i 2003.
Billeder herunder forestiller min farfar Rudolph Reinholdt Felix STEGEMÜLLER (1891-1952), min far Jørgen STEGEMÜLLER(1922-1972) og mig (1963-?) sagde hunden. Jeg synes, vi ligner hinanden, men det kan godt være fordi, jeg gerne vil se det.
Mit problem er, at jeg aldrig kommer i gang med at skrive, fordi jeg hele tiden opdager en ny detalje, jeg ikke har undersøgt. Eller jeg finder en af mine egne gamle fejl, der skal rettes. Jeg stræber efter det sublime, fordi det perfekte ikke er godt nok.
På den måde bliver det valget mellem slægt eller data. Hidtil har data vundet og for 40 år siden, troede jeg da også, jeg skulle være datamatiker. Og der er altid et anepar mere at finde. Man bliver aldrig “færdig”; det stopper aldrig for “Slægtsforskning er ikke en hobby, det er en lidelse”, lærte jeg for længe siden. Og det passer heldigvis.
Nu har jeg malet mig selv op i et hjørne: Jeg har lovet Kathrine Tobiasen, redaktøren på bladet “Slægtsforskeren”, at jeg vil skrive hende en artikel om processen med min tyske slægt og om rejsen til Tyskland i august.
Jeg skal ned at se, hvor jeg kommer fra. Jeg skal på arkivet og finde ud af, hvordan oldefar blev så dygtig en hattemagermester, at direktøren for Brede Klædefabrik, den tyskfødte Daverkosen, inviterede netop ham til at komme til Danmark og være med til at starte hatteafdelingen på Brede Klædefabrik i 1890. Jeg har skrevet lidt mere om Brede Klædefabrik og de tyske mestre i denne artikel.
Det er en vældig proces, jeg har fået sat i gang. Slægtsforskning i udlandet er svært, og slægtsforskning i Tyskland er måske noget af det sværeste på grund af landets historie. Det er som at starte forfra.
Bare den “detalje”, at stat og kirke i Tyskland er adskilt gør, at man skal søge på en helt anden måde. Forkortelserne i kirkebøgerne er anderledes, og man skal være sig det tyske sprog bemægtiget – ligesom oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER i 1918 skulle overbevise Søllerød Sogneraad om, at han var det danske sprog bemægtiget, da han efter 28 år her i landet søgte om dansk indfødsret.
Ved du fx, hvad en indsidder hedder på tysk? Eller var du klar over, at dødsårsagen Brechruhr nok bedst oversættes med kolera? Det døde oldefars to ældre søstre af med en dags mellemrum. Forældrene sørgede for, at begravelsen fandt sted den samme dag. Det må have været frygteligt for forældrene.
Stegemüller, Wilhelm Rudolf, Hattemagermester af Søllerød Sogn under Københavns Amt, født 1862 i Frankfurt an der Oder, kom 1890 her til landet, hvor han derefter stadig har opholdt sig; fra 1913 har han boet i Søllerød Sogn. Andrageren, der er det danske Sprog bemægtiget, er gift med en dansk Kvinde, med hvem han har 8 Børn, der forsaavidt de har naaet skolepligtig Alder nyder eller har nydt dansk Skoleundervisning. Andrageren anbefales af Søllerød Sogneraad”.
Dateret: 7/3-18
Min forbindelse til Brede Klædefabrik
Min far Jørgen og hans søster Kirsten STEGEMÜLLER (1919-1985) var begge født “på Brede”, for sådan siger man, og gennem hele mit liv har jeg følt en stærk tilknytning til det sted, der nu er en del af Nationalmuseet. Min farfar var fabriksmester der, inden de flyttede til Kolding og Randers. Han og alle hans søskende var også født på Brede.
Hvis du af en eller anden årsag er interesseret i Brede Klædefabrik, er der en fremragende TV-udsendelse her, som fortæller om det sted, Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER kom til og store dele af hans efterslægt kommer fra.
Da jeg var 16 år og lidt forpjusket kom til København, opsøgte jeg min fars ungdomskæreste Birthe Hanne Jensen (1925-2023) og den mand, hun vragede min far til fordel for. Jørgen tog det pænt, at han blev vraget, og de tog sig kærligt af mig og satte fx i 1983 studenterhuen på mit hoved, for, som hun sagde, “Der var jo ikke andre”.
Det er et sidespring, men hendes sønner siger “De to familier var vævet ind i hinanden”. Min far blev ved at skrive “Hils på Hovedgaden”, når han skrev nogle af de mange breve, jeg har fra ham til dem. Brevene er fra 1955. Og med “Hovedgaden” mente han hovedgaden i Kongens Lyngby, hvor kvinden, der kunne være blevet hans svigermor, boede. Jeg har også kendt kvinden på Hovedgaden.
Min fars søster og hans ungdomskæreste, var veninder hele livet.
Der gik 40 år for mig – først med karriere og så med sygdom, men jeg fik kontakt til ungdomskæresten igen. Hun fortalte, hvordan hun og Jørgen mødtes på Brede, hvor hun var på kontoret. Hun havde smidt nøglen til spindemesterens kontor væk og var ulykkelig over det. Men Jørgen reddede hende – selvfølgelig – ud af kattepinen. De kendte allerede hinanden lidt fra en aften til et foredrag i Dansk Vandrelaug, hvor Jørgen sad og smed papirkugler i nakken på hende. Sådan opnåede man kontakt dengang. Nu sender man nok en SMS.
Da jeg traf hende igen i foråret 2023, fortalte hun meget om sin tid på Brede, og om hvordan hun kravlede op ad rangstigen og avancerede til at spise frokost med familien Stegemüller. Jeg fortalte hende, at jeg altid havde været stolt af at være en Stegemüller. Hun svarede uden videre: “Det kan du også roligt være”.
Hun døde 98 år gammel i november 2023, og jeg er så glad for, at vi fik kontakt igen, og at jeg fik sagt tak for alt det, de engang gjorde for mig.
Ved hendes hendes begravelse sagde en af hendes sønner i talen i Lyngby Kirke, at hun i sin ungdom mødte “en af de flotte fyre på fabrikken”. Det var min far, han mente. Det gjorde mig på en underlig måde glad og stolt.
Brede Værks 50års jubilæum (1877 – 1927)
Det jeg ikke vil
Min morfar var tilbage i 1970’erne med til at betale en slægtsbog over hans mor slægt. Den var udarbejdet af Dansk Slægtsforskning i Fredericia.
Den er et eksempel på, hvad jeg ikke vil lave, for den er umådeligt kedelig. Der er kun datoer og ingen fortællinger.
Datoerne er i virkeligheden kun interessante for slægtsforskeren selv. De sørger for det, jeg kalder “rammeværket”, som betyder, at vi ikke får morfar placeret midt i Englandskrigene el.lign. Andre mennesker fascineres ikke af en stribe folketællinger eller en endeløs række af faddere. Det er vores “værktøjer”.
Jeg har gennemgået mange slægtsbøger fra Dansk Slægtsforskning i Fredericia, og de har det tilfælles, at de har form som en ambolt:
En lille forslægt, der tager udgangspunkt i et anepar på et tidspunkt efter 1814, hvor der er kommet orden i kirkebøgerne, så det er blevet nemt, og så fokuserer de på efterslægten og søger efter levende efterkommere.
Efterslægten er toppen af ambolten, og det er klart, for der skal jo være nogle – helst mange – til at betale, da slægtsforskning tager tid og derfor er dyrt
Jeg vil heller ikke udgive en trykt anetavle, for den er forældet før blækket, vi ikke bruger mere, er tørt. Jeg har det fint med at publicere på nettet i TNG, hvor jeg kan rette fejl og tilføje detaljer forhåbentlig uden at nogen opdager det.
Min fars frihedskæmperarmbind, manchetknapper og et ungdomsbillede
Rammer mine artikler dine interesser?
Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.
Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Hanne B. Stegemüller 
Kære Hanne
Lige læst dine artikel, så her kommer måske noget du kan bruge.
Jeg arbejder ikke med slægten om sommeren, der er det haven som bruger min tid. Men nu er jeg kommet hjem fra sommerhuset og skal i gang igen, så …
Jeg er midt i en slægtsbog for min mors slægt og det er svært for også jeg har nogle krav til at gøre den læserig og “spændende”-altså det er ikke en kriminalroman!. Jeg kalder det en krønike, fordi for at gøre den spændende må jeg altså “digte” lidt, ikke om de kildebårne sager og forhold, men om forfædrenes og -mødrenes daglige liv. Og jeg kan godt fortælle dig, at når jeg arbejder med en enkelt slægtsfamilie kommer mine følelser i sving, måske endda lidt for meget engang imellem, så her har du ret.
Jeg startede med min farfar i 1996-som jeg aldrig har kendt – fordi min far var så stolt af ham, hans liv og kamp, og jeg må sige den stolthed arvede jeg, så jeg begyndte med ham og fandt mange spændende ting, som jeg kan se har betydet en hel del for mit liv, har været med til at forme mig, bl.a. politisk og også vedrørende flid og med et gammelt ord arbejdsomhed .Jeg har samlet mine fætre og kusiner, inden de døde. Igennem dem fik mine børn og jeg også lært en masse efterslægt at kende. Og som familie og slægt kunen vi genkende hinanden- genkedne både træk i udseendet og træk i personligheden
Ligeledes mine oldeforældre på mødrene side, som min mor havde et gammelt fotografi af fra en øde hedegård i sit fotoalbum – der var ikke et hus, ikke et træ eller en busk på det billede kun mine oldeforældre deres 11 børn og deres 2 heste foran en vogn . Da jeg var barn var det et mærkeligt billede, kunne man bo sådan (jeg er født og opvokset i københavn). det var ligesom noget fra en fjern verden noget eventyrligt. Så også mine oldeforældre fik sig en tur og noget af deres stædighed og rejsen sig op ved modgang – og der var nogle – tror jeg også er indlejret i mig. jeg har i hvert fald følt omsorg, medfølelse og bekymring for min oldefar, når det gik ham ilde. Om jeg har fået det ind i den historie ved jeg ikke, men jeg følte det, da jeg både skrev og fandt sager frem-også beundring -især for min oldemor. Og en tur til den jyske hedeegn med mine børn blev det til- og derefter flere ture, for der boede jo stadigvæk personer fra slægten, som viste rundt og fortalte. Desuden var der et interessant lokalarkiv. Derfor synes jeg at jeg ligesom er blevet en del af den egn eller måske rettere, at den hedegn har indlejret sig i mig. (Og en passent, jeg er måske endda lidt misundelig på, at jeg ikke gennem min mor har oplevet mine oldeforældres egn, for hun fortalte om det, men vi besøgte den aldrig.)
Nu er jeg ved at skrive om mine 3xtipoldeforældre- og jeg tror jeg har levet mig lidt for godt ind i dem -for på trods af manglende billeder og gamle embedsagtige kancellisproglige kildesager, kirkebøger, soldaterpapirer, skøder med køb og salg, matrikelkort osv. er historien blevet lang – længere end jeg troede den kunne blive. Årsagen er, at jeg måtte til at læse noget lokalhistorie, gamle bøger fra lokalfolk mv, Danmarkshistorie, godshistorie. Og jeg tillader mig altså at citere afsnit fra sådanne bøger med forfatteres navn og bogens titel.
Jeg synes de ting du skriver her er gode og interessante, så efter min mening skal du blot blive ved-du skriver godt. Har selv min fars familie i Sønderjylland og Schleswig-Holstein, så her er der meget at forske i endnu.
Mit råd til dig, er at lægge forskningen lidt på hylden nu og begynde at skrive. Jeg er 82 år og har pludselig fundet ud af, jeg har travlt hvis jeg skal blive færdig med krønikerne. Det jeg har fundet må være nok, -faktisk mere end rigeligt – også selvom jeg ved der kan findes mere. Og blot fortælle dig, at jeg har skrevet om og om igen og igen, streget, ført nyt til, og sat det ind som jeg har streget igen osv. Det tror jeg også du kommer til, men blot man er klar over det, så….
God skrivelyst. Jeg glæder mig til at høre mere om din forskning i Tyskland.
venlig hilsen
Grethe Leerbech
@ Grethe
Tak for din søde og fyldige kommentar (endnu en). Jeg holder faktisk både af slægt og data.
Jeg har ikke efterkommere eller anden familie, der ville være interesserede i et lidt litterært værk, så jeg må nok holde mig til data og så en artikel i »Slægtsforskeren« om metode en gang imellem. Og jeg elsker data og at verificere dem.
Jeg skrev en kommentar i morges, men har sikkert glemt at sætte flueben herunder, så det begyndte jeg med.
Jeg tror jeg er nået frem til at flere små historier kan være lige så gode som en lang historie, men det er naturligvis ens eget valg som man nu synes det skal være.
Jeg ser frem til at læse om processen med din slægtsforskning i og tur til Tyskland når du når til at skrive artiklen til Slægtsforskeren.
I øvrigt er det fint at se dine klip fra Legacy. I dag lærte jeg at tænke lidt mere på dato ved begivenheder end jeg vist gør. Og i øvrigt at tage beskæftigelse med som begivenhed på den systematiske måde! Tak for det.
@ Kære Jørgen
Jeg har fint modtaget din kommentar fra i morges, hvor du skrev følgende:
“Det er ret spændende med den tyske slægtsforskning. Jeg glæder mig til at se hvad det fører med sig og til at læse artiklen engang i slægtsforskerbladet.
I øvrigt kan man altid lære et eller andet af din systematiske måde at gribe tingene an på, hvilket jeg netop gjorde i dag ved at se skærmklippene fra Legacy.”
Jeg svarede dig:
“@ Kære Jørgen
Tusind tak for din søde kommentar. Den slags gør mig altid glad. Hvis jeg kan inspirere nogen er jeg også glad.
Ja, det er altså spændende med det tyske og hvad det kan føre med sig. Hver dag fører på nye udfordringer (og her er ordet for en gangs rigtigt anvendt).
Jeg skal lige høre, hvad det var du drog nytte af med skærmklippene fra Legacy. Var det det med at registrere flere beskæftigelser eller …?”
Men jeg tror vitterligt ikke, du har glemt noget som helst! Jeg tror, problemet ligger i min ret hårde cache, som jeg har for at sikre jer en god svartid. Men Eric og Henny har tidligere på peget, at det bevirkede, at han afgav en kommentar men ikke kunne se den – men jeg kunne fint se den og kunne nemt svare. Det er en frygtelig balancegang, og jeg tror ikke, jeg evner linedansen godt nok.
Hvis du nu skulle være interesseret i den lidt metodiske til gang til emnet “Flere beskæftigelser”, så har jeg tidligere skrevet om emnet. Lige nu kan jeg ikke finde artiklen. Jeg leder efter den og sender dig en mail med et link.
Jeg fandt den sørme: https://stegemueller.dk/pres-det-hele-ud-af-kirkebogen/
Et italiensk ordsprog siger: Il meglio è nemico del bene” Det bedste er det godes fjende. Sådan at forstå, at hvis man vil have det bedste produkt, får man ikke det gode. Det synes mig at være det, du foretager dig 😉
Men nøj hvor jeg misunder dig dine mange billeder og ting. Det er jo nok (også) fordi dine forfædre var hattemagermestre osv, hvor mine var indsiddere (som jeg i parentes bemærket ikke aner hvad hedder på tysk).
På en måde har jeg “udgivet” min anetavle, fordi sidste års A-Z i april var en gennemgang af alle min mormors forfædre, så vidt jeg havde fundet dem. Jeg kunne have ledt videre “fremad” gennem tiderne med udgangspunkt i de ældste, men jeg ledte kun “bagud” – efter direkte forfædre – giver det mening? Og jeg kom ikke længere tilbage tilbage end 1719.
Og jeg fortsatte ikke – netop fordi det var kedeligt. Jeg havde ikke andet end de nøgne datoer.
@ Charlotte
Det er et godt italiensk ordsprog, og det passer (vist ofte) på mig.
Uha, på min mors side er der også masser af indsiddere (der i parentes bemærket heddet “Büdner”, sådanbliver man klogere). Det gælder også på min biologiske fars side.
Jeg er utrolig glad for de mange gamle billeder og ting – dem er der dog ikke ret mange af, da jeg aldrig har arbet noget, uagtet der er mange døde. Havde jeg dog bare noteret mig, hvor billederne kommer fra. Jeg har masser af Stegemüller-billeder, men jeg ved ikke, hvem der har foræret mig dem for 15-20 år siden. Det var før, jeg lærte at notere alt. Og havde jeg dog bare en fornemmelse af, hvordan min fars breve fra 1955 til ungdomskæresten er landet hos mig. “Min mor” må vel have gemt dem til mig, men hvordan har hun fået dem fra ungdomskæresten? Det er et mysterium af de bedre.
Efterkommere har aldrig interesseret mig. Så jeg har også kun ledt “bagud”, der bestemt giver mening. Meeen, hvis jeg nu kunne opspore nogle mennesker i Tyskland med mit efternavn, vil jeg ikke være afvisende 🙂
For det første er 1718 flot! For detandet er de nøgne datoer simpelthen så kedeligt, som noget kan være. Det mærker jeg lige p.t., når jeg beskæftiger mig med Brede Klædefabrik. For her findes jo dette “noget”, der forbinder mig med dem.
Det er ret spændende med den tyske slægtsforskning. Jeg glæder mig til at se hvad det fører med sig og til at læse artiklen engang i slægtsforskerbladet.
I øvrigt kan man altid lære et eller andet af din systematiske måde at gribe tingene an på, hvilket jeg netop gjorde i dag ved at se skærmklippene fra Legacy.
@ Kære Jørgen
Tusind tak for din søde kommentar. Den slags gør mig altid glad. Hvis jeg kan inspirere nogen er jeg også glad.
Ja, det er altså spændende med det tyske og hvad det kan føre med sig. hver dag fører på nye udfordringer (og her er ordet for en gangs rigtigt anvendt).
Jeg skal lige høre hvad det var du drog nytte af med skærmklippene fra Legacy. Var det det med at registrere flere beskæftigelser eller …?
Jeg har lige skrevet en kommentar til fordi jeg syntes der stod 0 kommentarer . og deri har jeg nævnt hvad jeg bemærkede ved Legacy.
@ Jørgen
Der er noget galt hos mig, og jeg leder efter en løsning!