Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Hos psykologen

Valgkampen og psykiatrien

Dette er tredje gang

Det er tredje gang, jeg skriver med overskriften: ‘Hos psykologen’, se fx her: i  2016 og i 2017. Hun har en hjemmeside, og den finder du her. Den skal vi have kigget på, for det kan gøres bedre. Det gamle 1-2-3-hjemmeside er ikke for professionelle. brugere.

Jeg kommer ikke længere med ‘store ting’ til hende. Jeg kommer som den, jeg nu engang er, og som jeg ved, hun forstår! Hun må gerne udfordre mig, og det gør hun ved fx at mene, at jeg skal gøre mere ud af kontakten til andre mennesker, og at jeg bør gøre noget mere ud af at få ordentlig mad. Intellektuelt ved jeg, hun har ret, men hverken andre mennesker eller mad interesserer mig ret meget. Jeg trives glimrende med udfordringerne fra min hjemmeside, min computer og en enkelt tur omkring Damhussøen pr. uge sammen med en tidligere medpatient. Min Aspergers Syndrom slår tydeligt igennem!

Hun siger, jeg for ung til bare at sidde foran min 32″ skærm, og det har hun ret i. Hun synes, jeg skal have ‘et spark i røven’ for at komme afsted, og det har hun også ret i.

Search Engine Optimization (SEO)

Hos psykologenÅh ja – jeg har skrevet om det flere gange og jeg har besluttet mig både frem og tilbage – altså hvorvidt jeg vil gøre noget ved det eller ej. Jeg er vist endnu engang havnet der, hvor jeg har besluttet, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Den seneste post om det, finder du her. Hjemmesiden er for stor til, at det rigtig kan lade sig gøre at gøre den rigtig godt tilgængelig for søgemaskinerne.

På den anden side set så har jeg en masse godt indhold, der måske kunne gavne flere. Det gælder f.eks. alt materialet om psykiatri og bipolar affektiv sindslidelse.  Jeg talte med psykologen om det i dag. Hun tænker, at mange psykiatribrugere kan bruge materialet og lade sig inspirere af, at der er en psykiatribruger, der kan formulere sig på skrift.

Jeg har skrevet til Knud Kristensen, der er formand for SIND, og sendt ham et link med det, han måske kunne finde interessant, altså dette. Jeg bruger tid og penge på at skrive mine artikler, så selvfølgelig vil jeg også gerne have stoffet ud over rampen. Hvis Knud Kristensen kan hjælpe lidt, er det kun fint.

Plug-ins til SEO

De seneste dage har jeg afprøvet adskillige SEO-plug-ins, men uanset hvad jeg gør/vælger, synes jeg, det er uoverskueligt. Det, jeg især ikke kan lide, er, at det ser ud som om, man skal skrive til Google og ikke til mennesker. Min side er til mennesker, og det kan der ikke laves om på.

På den anden side kunne jeg måske tage mig selv i nakken og sørge for, at siderne om bipolar affektiv sindslidelse blev indekseret korrekt. Her har jeg jo et budskab, som jeg tror, mange vil kunne få glæde af. Her kan jeg noget, som der ikke er så mange psykiatribrugere, der kan. Det lyder måske lidt ‘hovskisnovski’, men det er ikke ment sådan!

Gode mennesker holder mig på sporet

Jeg er så glad for de mennesker, der holder mig på sporet. Det er for det første psykologen og for det andet min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Sidstnævnte er jeg så heldig at have haft al den tid, jeg er kommet der, og det er vist ca. siden 2015.

I distriktspsykiatrien skal der en gang årligt udarbejdes en såkaldt ‘behandlingsplan’. Det gjorde vi i går, og så er det overstået. Jeg opfatter det lidt som en bureaukratisk øvelse, vi skal igennem, inden vi kan tage fat på det, vi egl. mødes for. Min kontaktperson er meget dygtig og jeg er glad for at komme hos hende. Hun er med til at holde mig på sporet! Det ypperste mål i behandlingsplanen er at undgå indlæggelser og det tror jeg på kan undgås vha. vedligeholdelses-ECT hver tredje uge.

Den 10. marts har jeg foretræde for rehabiliteringsteamet og jeg er nervøs, for de skal beslutte min fremtid. Jeg har psykologen med som bisidder, og det går nok alt sammen, men jeg ville ønske, det var overstået.

/18 Kommentarer/i /af

Diverse

Nyt design

Jeg har skiftet design på bloggen, hvilket næppe har forbigået din opmærksomhed. Den trængte til fornyelse. Det er ikke alt, der er på plads, men det kommer.

  1. Hvad synes du om det?
  2. Er der noget, der – efter din opfattelse – bør være anderledes?
  3. Jeg lover bestemt ikke at følge dine idéer, men friske øjne ser ofte lidt bedre, end når man bare sidder med sig selv og er lidt ”selvfed” af benovelse over, at det er lykkedes de 98 pct ad vejen. to pct. er da til at klare.

Årsdag den 20. april

Tænk at der allerede er gået et år siden erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden og jeg var til møde med rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune.

Først var der selve mødet, hvor jeg var overvældet af alle de mennesker, der sad om bordet. Men de var søde, kun én stillede spørgsmål, og de ville mig det bedste; det kunne jeg let mærke.

Erhvervsrådgiveren var med, for at hun kunne tage over, hvis jeg nu ikke kunne klare det selv. Det gik nu godt nok, men det var trygt at have en fall back-mulighed. Så blev vi sendt uden for døren, mens de voterede, hvilket ikke tog ret lang tid. Ind igen. Deres indstilling lød (som bekendt) på tilkendelse af fleksjob.

Da vi kom ud fra mødelokalet, stod jeg faktisk bare og græd af lettelse. Mødet var helt afgørende for min fremtid, og i 2½ år havde jeg konstant sagt til hele ”systemet”, at jeg ville arbejde i det omfang, jeg overhovedet kunne.  Selv den kommunale (dygtige) sagsbehandler foreslog flere gange førtidspension – men nej tak fra min side.

Min skræk var, at rehabiliteringsteamet ville indstille mig til et ressourceforløb. De forløb er bare parkeringspladser, når rehabiliteringsteamet ikke kan finde på andet. Jeg kender flere tidligere medpatienter, der er i fx femårige ressourceforløb, hvor der absolut intet sker. De venter bare på at blive 40, så de kan blive tilkendt førtidspension. Det er altså sygt!

Skærmen

Den er endelig kommet, og den er fantastisk. Det er virkelig rart at kunne se mange programmer på én gang. Mailklienten ligger bare oppe i højre hjørne, så den er let at holde øje med, samtidig med at jeg laver noget andet.

Skarphed, farver og kontrast er helt som de skal være.

Den gamle skærm fejlede absolut intet, den var bare blevet for bette. Fyren fra Labtech Data Valby fik den med sig retur. De samler brugt udstyr, som de enten bruger selv til test, eller også giver de dem til velgørende formål. Jeg sagde til ham, at de meget gerne måtte give den til ”Samleren” her i Hvidovre, som er et værested for mennesker med en psykiatrisk diagnose. Jeg har været der en enkelt gang og bemærkede, at de var ret dårligt kørende mht. hardware. Så måske er der nogle, der kan blive rigtig glade for den.

”Give away”

Afsnittet kunne også hedde ”Operation morgenluft”.

Jeg er stadig i gang med den store oprydning i min lejlighed og i mit liv – øjenlæge, tandlæge, praktiske ting mv., men jeg har været gået i stå, fordi jeg kom til bogreolerne. Jeg har mange hyldemetre med fine bøger, men eftersom jeg ikke kan læse længere, er de bare til pynt. Og hvordan kommer man egentlig af med bøger?

For at par måneder siden lave jeg et opslag i en Facebookgruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte af brugte bøger. Jeg fik ikke en eneste henvendelse. I tirsdags prøvede jeg så igen, og så kom der en vældig respons. Jeg har tilsagt seks mennesker til i dag. De tre har været her og taget for sig af retterne. Jeg har altid været glad for mine bøger, og nu glæder jeg mig så over, at de kan få et nyt godt hjem.

PS: 2.000 kr. for et kilo tandpasta

Jeg spurgte tandlægen til råds om, hvordan jeg kan sikre, at jeg ikke får ødelagt mine tænder igen, nu hvor de lige er blevet så fine. Hun udskrev en recept på noget specialtandpasta ved navn “Duraphat”, der beskytter mod mundtørhed og har ekstra meget fluor.

Der var fem gange på recepten, og jeg tog dem alle nede på apoteket. Det blev 500 kr… Der er 51 gram i en tube, og det giver så 1.960,78 kr. for et kilo – (1.000/51*100). Det er simpelthen noget svineri. Alt, der har med tænder at gøre, er simpelthen urimeligt dyrt.

/29 Kommentarer/i , /af ,

Overstået

Jeg er så lettet, at I slet ikke kan forestille jer det. Jeg er af Rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune blevet indstillet til et fleksjob. Kommunens endelige afgørelse vil foreligge den 18. maj. Psykiatrifonden har aldrig oplevet at indstillingen ikke er blevet fulgt.

Jeg var hamrende nervøs forud for det – faktisk på grædestadiet, men da mødet gik i gang, lykkedes det alligevel at svare på alle deres spørgsmål. Det er mit indtryk, at de alle havde læst hele materialet, for de spørgsmål de stillede, drejede sig om emner, de ikke kunne have læst sig til.

De sad seks mennesker omkring bordet, og det virkede indledningsvist meget overvældende, og jeg blev endnu mere nervøs. Det var primært lægen, der stillede gode spørgsmål og så en anden som jeg ikke kan huske hvor var fra. Mange afdelinger i kommunen var repræsenterede. De var allesammen søde og flinke.

Jane fra Psykiatrifonden (min erhvervsrådgiver) var med som støtte, og det er jeg vældig glad for, for et par gange kunne jeg simpelthen ikke huske, hvad det var, jeg ville sige, så kunne hun tage over, men bortset fra det, klarede jeg faktisk mig selv. Jeg har holdt 1.000 møder i mit liv, men denne gang følte jeg mig ikke sikker på at kunne klare det selv. Det var trods alt min fremtid, der stod på spil. Nu er 2½ års uvished slut i hvert fald for en periode på 10 måneder i FKN. Jeg prøver at lade være med at tænke på, hvad der derefter skal ske. Men omend ikke andet får jeg noget til CV’et, får foden indenfor i NGO-verdenen og får 10 gode måneder, hvor der kan ske så meget. Jeg håber selvfølgelig på, at de kan finde på noget til mig bagefter; men hvis ikke har kommunen et fleksjobteam, der skal hjælpe. Jeg kunne ikke finde et normalt jo i 2013/14, og så er det nok endnu sværere at finde et fleksjob.

Omend ikke andet er det veloverstået for nu, og jeg kan ånde lettet op.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Møde i kommunen

Møde i kommunen

Et fint møde i kommunen

Bodil og jeg har været til møde med den kommunale sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og det gik godt. Scopet var det 15 sider lange skema i Word, der hedder “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, og som kommer rundt om hele mit liv inkl. min karriere. Skemaet skal til sin tid forelægges for rehabiliteringsteamet, som skal indstille til kommunen.

Teamet har tre muligheder:

  1. Fleksjob,
  2. Ressourceforløb eller
  3. Pension.

Ressourceforløb vil være en økonomisk katastrofe

Sagsbehandleren nævnte, der kunne være en risiko for, at de vil indstille til ressourceforløb. Det vil være en katastrofe, for forsørgelsesgrundlaget er der svarende til kontanthjælp, og det kan jeg ikke leve af. Så ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Lige nu kan jeg ikke gøre andet end at håbe på, at de 13 ugers virksomhedspraktik vil gå godt, og at Psykiatrifonden derfor vil beskrive mig i relation til et fleksjob.

Det er meget belastende med al denne uvished, og det er belastende, at der vil gå så lang tid, inden uvished bliver til vished. Virksomhedspraktikken er nok ikke færdig før slutningen af oktober; så skal Psykiatrifonden skrive en rapport til kommunen med deres oplæg. Herefter skal kommunen samle alt materialet sammen og skippe det afsted til rehabiliteringsteamet, der har ventetid, så vi kan godt nå frem til årsskiftet, før der foreligger en endelig afgørelse.

Sagsbehandleren er både flink og dygtig, men desværre kun vikar

Sagsbehandleren er flink nok, og vi fik da også 1½ time i dag og kom rundt om mange ting. Hun er ikke alene flink, vi fik også indtrykket af, at hun er dygtig nok på sit felt. Derfor er det også trist, at hun kun er vikar og stopper midt i september. Vi er lige ved at lære hende at kende, og så stopper hun.

Hendes efterfølger bliver min 4. sagsbehandler, og det er simpelthen ikke godt nok. Jeg frygter at skulle starte forfra med den næste sagsbehandler. Heldigvis har jeg Bodil. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. Et møde som det i dag har vi forberedt meget grundigt, og inden vi møder op, har vi konfereret alle væsentlige punkter på mail og i telefonen. Bodil husker alt det, jeg glemmer. Vi havde fx drøftet en hel masse emner, da hun var at besøge mig på Psykiatrisk Center Hvidovre, men det huskede jeg intet af, og så er det jo guld at få en mail om alle de punkter, vi havde drøftet.

Jeg har tænkt lidt på, om vedligeholdelses-ECT vil medføre, at jeg vil gå rundt med konstant ECT-hjerne? Det håber jeg virkelig ikke, men det er valget mellem pest eller kolera, og jeg har valgt at løbe risikoen.

Har jeg overhovedet kompetencer i behold?

I morgen skal jeg til møde med Anette Friis, der er min psykolog i Psykiatrifonden. Vi skal tale kompetencer og personlige egenskaber. Det bliver lidt spændende, for det var det skema, der var med til at sende mig til tælling i denne omgang. Afsnittet med de personlige egenskaber gik det fint med at udfylde, men det med kompetencerne gik virkelig dårligt.

Jeg sad foran det blanke papir, og følte pludselig ikke, at jeg kunne noget som helst længere. Af den årsag var jeg konstant grådlabil i to hele uger. Alt det, jeg kunne beskrive, var i datid, hvilket ikke lover godt for fremtiden. Anette må hjælpe mig med at komme videre med det.

Bjarne tog sit eget liv

En anden ting, der var med til at sende mig til tælling, var en nær ven og barndomskammerats selvmord. Det var en kende for “inspirerende”, og satte for mange dårlige tanker i gang hos mig. Jeg har det som om, jeg hver dag tager stilling til livet; det tror jeg ikke er sundt, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan gøre det anderledes.

Det ville være godt, hvis alle tankerne ikke kørte så meget rundt i mit hoved, men jeg må erkende, at jeg er en tænke-type, og at det er mit sind at analysere alting ned i den mindste lillebitte detalje. Noget af det vil formentlig aftage den dag, jeg kommer i arbejde igen. Så kan jeg bruge kræfterne på at løse arbejdsopgaver og ikke på at analysere alting. Et job kan således være min redning.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.