Tag Archive for: Rehabiliteringsteam

/2 Kommentarer/i , /af ,

Positiv modtagelse af min podcast

Positiv modtagelse af min podcast

Podcast hos “Særklassen”

Positiv modtagelse af min podcast

Når man går live på en ny måde (jeg plejer at skrive – ikke tale) er det selvfølgelig spændende, om folk gider at lytte og bruge 33:21 minutter på en positiv historie om både Aspergers syndrom og psykiatrien.

Jeg har delt linket med mange, jeg kender fra psykiatrien, min kontaktperson, min psykolog, den kommunale sagsbehandler osv. og også spurgt dem, om de ville formidle linket videre. En ledende psykiater har delt på sin LinkedIn-profil, og det har jeg også selv. Jeg har sørget for, at linket ligger i Facebookgruppen “Overlevelsesguidens vidensbank”, hvor jeg sjovt nok har gået i klasse med Anne Skov Jensen på studenterkurset osv.

Når man har brugt lang tid på forberedelse og fejlretning mv., vil man selvfølgelig gerne “ud over rampen” med sin historie. Det seneste tal, jeg har fået, er 135 downloads og det var i torsdags dagen efter publiceringen. Det er helt fint. Jeg har bedt om et friskt tal.

En psykiater skrev “Du er jo både god i skrift og tale”.

Den bedste respons

Den bedste og mest præcise respons har jeg fået kom fra psykologen, der fremhævede disse nøgleord:

  • Faglig
  • Oplysende
  • Humoristisk
  • Meget menneskelig

Åh hvor blev jeg glad og rørt, for ingen mennesker i verden kender mig bedre end hende. Hun ved, hvilke kræfter, det har kostet, at nå ovenstående. Hun kender min forberedelse, selv om vi ikke har talt sammen. Jeg ved det bare. Jeg tænker blandt andet tilbage på dagen, hvor vi var til møde i rehabiliteringsteamet. Det var under pandemien (den 10. marts 2021), så det foregik via Teams. Vi sad på hendes kontor i Høje Taastrup, hun sad på min venstre side. Tæt på.

Det var betryggende at have en bisidder, jeg kendte så godt, og som havde fulgt mig i årevis, og som med egne øjne havde set, hvor meget ned ad bakke, det var gået i de år.

  • Under parkinsonismen talte vi om, at jeg skulle have sengehest og ble på, for jeg faldt ud af sengen adskillige gange, brækkede ryggen. Inden jeg faldt ud, tissede jeg i sengen, for det hormon, der styrer blæren, var ude af drift …
  • Efter de mange indlæggelser fik hun rejst mig op mentalt efter hver eneste.
  • Adskillige gange tilbød hun at køre mig hjem, hvis hun syntes, jeg havde det for dårligt til at tage med den kollektive trafik; det afslog jeg dog hver gang, for jeg kunne ikke lide, at hun skulle bruge al den tid på mig. Jeg kunne godt tage mig sammen og tage toget.
  • Puh ha det var altså slemt.

Jeg var utrolig nervøs før og under mødet med rehabiliteringsteamet, for hvad nu hvis jeg ikke fik pensionen? Hvad skulle jeg så gøre, når jeg ikke en gang kunne passe et lille supportjob hjemmefra 4 – 6 timer om ugen? Hvad skulle der blive af mig? Hvad med økonomien? Hvad med livet?

Trods nervøsiteten var jeg sindssyg velforberedt. Og det er koblingen til podcasten. Jeg kunne alle 50 sider udenad sammen med samtlige speciallægeerklæringer og de andre ekspertudtalelser. Det var et stort pensum.

Blærerøvs-artikel?

Jeg håber ikke, du opfatter denne artikel som kommende fra en blærerøv eller bare en masse selvpromovering, for sådan er det ikke ment. Det er bare forskellige sandheder fra andre mennesker og refleksioner på podcasten.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Lettelse efter rehabiliteringsteamet

Lettelse efter rehabiliteringsteamet

Jeg ved ikke, hvordan jeg har det

Lettelse efter rehabiliteringsteamet.

I dag kl. 13:20 var jeg til møde i Hvidovre Kommunes rehabiliteringsteam. Jeg havde min fantastiske psykolog med som bisidder. Jeg har sovet maks. to timer i nat fra 7 – 9, hvor jeg skulle op. I nat skal jeg sove! Jeg glæder mig allerede.

Det gik som smurt, men jeg var hamrende nervøs. De havde trods alt bestemmende myndighed over resten af mit liv. Jeg var bange for at komme til at virke som om, jeg havde det ‘for godt’ (ihukommende dine ord, @Henny). Og jeg var meget bange for, at de skulle mene, at jeg skulle prøves af i det syvende fleksjob.

Da de kom retur med indstillingen, sad jeg bare og græd op i deres åbne ansigter. De havde forinden spurgt mig, hvad jeg selv mente, og jeg havde svaret, at jeg nok mente, at den rigtige løsning ville være en pension, og at jeg ikke kunne se flere muligheder på arbejdsmarkedet for mig.

De indstiller uden videre til pension. Sagen er velbelyst – der er ikke mere at komme efter. Alt er afprøvet. Samarbejdet mellem mig og kommunen har været rigtig godt.

De præsenterede sig med hver deres rolle, og jeg fik lov at sige lidt. De fortalte, at deres muligheder var at indstille til ressourceforløb, fleksjob og pension. Min søde sagsbehandler, som jeg har haft et rigtig godt samarbejde med, havde på forhånd fortalt mig, at sådan foregik det, og at jeg ikke som en anden borger skulle spørge ‘Sig mig har I ikke læst min sag?’ I sådanne situationer drejer det sig om at svare, men også om at svare høfligt. Det havde jeg ingen problemer med, for jeg er et høfligt menneske.

Sagen gik sin gang. De havde nogle få spørgsmål, men jeg kunne kun sige, at jeg mente, sagen allerede var velbelyst, og at det havde jeg talt med min bisidder om. Jeg havde kun få ting at at tilføje: Jeg kunne fx fortælle, hvordan fysioterapien havde lært mig at komme op fra gulvet, når jeg var faldet (led i Parkinsonismen), at jeg med årene havde lært at optage vigtige samtale med fx psykologen osv.

De var søde og rare, og da de begyndte at fortælle om, hvilke ydelser, jeg ville blive berettiget til som pensionist, tænkte jeg forsigtigt ‘den er hjemme’, men alligevel turde jeg ikke tro det.

Efter deres – korte – votering vendte de tilbage med deres indstilling: førtidspension, for de syntes, at var der nogen, der havde kæmpet, så var det mig. Og så begyndte jeg at græde! Jeg er så glad for, at min fantastiske psykolog Anette var der. Hun havde på forhånd sagt, at hvis det nu gik ad h…. til, ville hun gerne køre mig hjem. Jeg har kendt hende siden 2015, hvor Hvidovre Kommune gav mig et forløb i Psykiatrifonden, og Anette var min erhvervspsykolog. Jeg har holdt ved hende lige siden. Lige nu har jeg ikke så meget at komme med, men det er som en sukkersygepatient, der kommer for at få sin insulin. Jeg skal have mit fix i et trygt og roligt rum engang i mellem, så kan jeg fungere lidt igen.

Efter jeg er kommet hjem har jeg orienteret de nærmeste: Min bedste ven og så også to af de behandlere, jeg har haft på Psykiatrisk Center Glostrup og som har gjort utrolig meget for mig. Jeg skylder så mange mennesker så stor tak, og jeg skal nok komme frem med takketalerne – lige nu er jeg bare mest til at græde af lettelse! Alle har troet på det undtagen mig, der ikke har turdet tro på det. Men det er lykkedes.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv! Bortset fra at jeg i aften skal deltage i et webinar om WordPress – så er tankerne da lidt til en side.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Rehabiliteringsteamet

Rehabiliteringsteamet

Det er på onsdag den 10. marts 2021

På onsdag kl. 13:20 skal jeg til møde i rehabiliteringsteamet; det foregår som alt andet for øjeblikket virtuelt, så jeg skal bare tage min iPad med ud til psykologen i Høje Taastrup, hun vil agere min bisidder, og logge ind på Teams, og så er vi klar. Sammen med min sagsbehandler har jeg for længst tjekket, at teknikken er i orden. Jeg vil nødig sidde og fumle med teknikken kl. 13:15.

Jeg er nervøs

Jeg er meget nervøs, for teamet har afgørende indflydelse på min fremtid: det syvende fleksjob eller førtidspension? Selvom psykologen er hos mig, er jeg meget nervøs.

Det er ikke teamets medlemmer, der har den endelige afgørelse; de skal alene lave en indstilling til det, der vist hedder ‘pensionsnævnet’, som er det kompetente organ. Det sker vist sjældent, at pensionsnævnet ikke følger teamets indstilling men fx kræver yderligere dokumentation, men jeg tør ikke tro hverken det ene eller det andet, før jeg har den endelige afgørelse.

Der er sat 50 minutter af til mødet. Heri er indregnet, at de trækker sig tilbage (de logger vel bare af Teams?) og voterer, vender tilbage og fortæller, hvad de vil indstille.

Der foreligger 47 siders erklæringer og udtalelser fra adskillige af de psykiatere mv., jeg har været i kontakt med siden 2016, hvor jeg første gang havde foretræde for teamet, hvor de godkendte fleksjobansøgningen. Alle erklæringerne peger i samme retning. Mine nærmeste venner er ikke i tvivl og lægen og psykologen og kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien er heller ikke i tvivl. Faktisk er jeg den eneste, der er bange, bekymret og i tvivl. I Distriktspsykiatrien siger de samstemmende, at det er muligt, jeg kunne begynde i det syvende fleksjob, men at al erfaring viser, at der kun vil gå 3 – 4 uger, før det vil gå ned ad bakke og ende med endnu en lang indlæggelse. Ikke engang det sidste lille job hos Interflora på 8 – 10 timer om ugen, klarede jeg.

Årsagen til tvivlen

Når jeg er i tvivl, skyldes det, at jeg hænger helt godt sammen, når jeg passer ECT-behandlingerne hver tredje uge, kan hvile efter behov og kan sove 10 timer i døgnet, hvis det er nødvendigt. Jeg er bange for, at de synes, jeg har det for godt.

En ven har sagt, at jeg skal tage tape for munden (i overført betydning) og lade psykologen føre ordet, for hun er nok bedst til det. Det råd tror jeg, jeg vil forsøge at følge.

Wish me luck!

 

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Hos psykologen

Valgkampen og psykiatrien

Dette er tredje gang

Det er tredje gang, jeg skriver med overskriften: ‘Hos psykologen’, se fx her: i  2016 og i 2017. Hun har en hjemmeside, og den finder du her. Den skal vi have kigget på, for det kan gøres bedre. Det gamle 1-2-3-hjemmeside er ikke for professionelle. brugere.

Jeg kommer ikke længere med ‘store ting’ til hende. Jeg kommer som den, jeg nu engang er, og som jeg ved, hun forstår! Hun må gerne udfordre mig, og det gør hun ved fx at mene, at jeg skal gøre mere ud af kontakten til andre mennesker, og at jeg bør gøre noget mere ud af at få ordentlig mad. Intellektuelt ved jeg, hun har ret, men hverken andre mennesker eller mad interesserer mig ret meget. Jeg trives glimrende med udfordringerne fra min hjemmeside, min computer og en enkelt tur omkring Damhussøen pr. uge sammen med en tidligere medpatient. Min Aspergers Syndrom slår tydeligt igennem!

Hun siger, jeg for ung til bare at sidde foran min 32″ skærm, og det har hun ret i. Hun synes, jeg skal have ‘et spark i røven’ for at komme afsted, og det har hun også ret i.

Search Engine Optimization (SEO)

Hos psykologenÅh ja – jeg har skrevet om det flere gange og jeg har besluttet mig både frem og tilbage – altså hvorvidt jeg vil gøre noget ved det eller ej. Jeg er vist endnu engang havnet der, hvor jeg har besluttet, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Den seneste post om det, finder du her. Hjemmesiden er for stor til, at det rigtig kan lade sig gøre at gøre den rigtig godt tilgængelig for søgemaskinerne.

På den anden side set så har jeg en masse godt indhold, der måske kunne gavne flere. Det gælder f.eks. alt materialet om psykiatri og bipolar affektiv sindslidelse.  Jeg talte med psykologen om det i dag. Hun tænker, at mange psykiatribrugere kan bruge materialet og lade sig inspirere af, at der er en psykiatribruger, der kan formulere sig på skrift.

Jeg har skrevet til Knud Kristensen, der er formand for SIND, og sendt ham et link med det, han måske kunne finde interessant, altså dette. Jeg bruger tid og penge på at skrive mine artikler, så selvfølgelig vil jeg også gerne have stoffet ud over rampen. Hvis Knud Kristensen kan hjælpe lidt, er det kun fint.

Plug-ins til SEO

De seneste dage har jeg afprøvet adskillige SEO-plug-ins, men uanset hvad jeg gør/vælger, synes jeg, det er uoverskueligt. Det, jeg især ikke kan lide, er, at det ser ud som om, man skal skrive til Google og ikke til mennesker. Min side er til mennesker, og det kan der ikke laves om på.

På den anden side kunne jeg måske tage mig selv i nakken og sørge for, at siderne om bipolar affektiv sindslidelse blev indekseret korrekt. Her har jeg jo et budskab, som jeg tror, mange vil kunne få glæde af. Her kan jeg noget, som der ikke er så mange psykiatribrugere, der kan. Det lyder måske lidt ‘hovskisnovski’, men det er ikke ment sådan!

Gode mennesker holder mig på sporet

Jeg er så glad for de mennesker, der holder mig på sporet. Det er for det første psykologen og for det andet min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Sidstnævnte er jeg så heldig at have haft al den tid, jeg er kommet der, og det er vist ca. siden 2015.

I distriktspsykiatrien skal der en gang årligt udarbejdes en såkaldt ‘behandlingsplan’. Det gjorde vi i går, og så er det overstået. Jeg opfatter det lidt som en bureaukratisk øvelse, vi skal igennem, inden vi kan tage fat på det, vi egl. mødes for. Min kontaktperson er meget dygtig og jeg er glad for at komme hos hende. Hun er med til at holde mig på sporet! Det ypperste mål i behandlingsplanen er at undgå indlæggelser og det tror jeg på kan undgås vha. vedligeholdelses-ECT hver tredje uge.

Den 10. marts har jeg foretræde for rehabiliteringsteamet og jeg er nervøs, for de skal beslutte min fremtid. Jeg har psykologen med som bisidder, og det går nok alt sammen, men jeg ville ønske, det var overstået.