Indlæg

,

Tilbageblik

Retrospektivt

To ting har i dag fået mig til at tænke tilbage; den ene er trist, den anden er sjov. Det er helt sikkert naturligt at tænke tilbage i den fase, jeg lige nu er i, som man nok vil kalde en ‘ny-orienteringsfase’. En del gammelt skal lægges på hylden, og noget nyt, som jeg endnu ikke ved hvad er, men det kommer nok, skal tage sin begyndelse.

Arbejdsmarkedet

Bloggen rummer 25 poster i kategorien ‘Arbejdsmarked’ siden januar 2019, og dem har jeg læst. Meget af det forekommer mig at være nyt, da jeg ikke kan huske det. Årene 2014/15 er helt væk. Posterne bærer præg af kamp, kamp og atter kamp mod noget, jeg ikke selv kunne/ville acceptere var en umulighed. Jeg er startet på noget nyt så mange gange, og hver gang har jeg været tæt på lykkelig (det er i hvert fald det, jeg har skrevet). Hver gang er det gået ad h… til, men jeg har troet på det. Eric skrev på et tidspunkt i en kommentar, at det var som at følge en yoyo: evigt op og ned. Og det havde han ret i.

Birgit skrev følgende i en kommentar den 21. februar 2019 – og det er noget af det klogeste, der er sagt i den sag:

“Hvor er jeg bare ked af det på dine vegne, og jeg håber, du får al den hjælp du har behov for, både på afdelingen og på arbejdet.

Som Eric også skriver, så er Henny en klog kvinde, og hun siger faktisk noget meget vigtigt, nemlig at der jo er en grund til, at du er fleksjobber. Jeg tror nemlig ikke, at du føler dig helt som fleksjobber endnu. Jeg tror faktisk, at du forventer af dig selv, at du kan levere som alle andre (og helst meget mere), men at du så skal levere i færre timer. Men det er jo ikke hele sandheden! Du skal jo ikke bare arbejde på deltid! Hvis du skulle det, ville det være rimeligt, at du leverer som alle andre, i den tid du er til stede. Men du er jo blevet bevilget et fleksjob, netop fordi du ikke kan klare en almindelig arbejdssituation – uanset hvor mange timer det så end drejer sig om – og det er jo en del af betingelserne, at der skal tages hensyn til dig!

Jeg håber altså, at der snart bliver taget hensyn til dig (også af dig selv), i stedet for at forvente, at man har fået en billig arbejdskraft, der kan en hel masse. Og det kan du jo, men du SKAL ikke så meget som du kan, for det er jo det, der får læsset til at vælte for dig!”

Nu bagefter ser jeg tydeligt, at det var usundt at definere ‘lykke’ ud fra et mere eller mindre tilfældigt arbejdsmarkedsperspektiv, men det var sådan, det var. Det svarer til, hvad min læge, som jeg har haft siden 2002, skrev i sin attest til rehabiliteringsteamet: Jeg havde omsider indset, at det ikke gik mere.

Hvor er det dog godt, det er slut. Det er lige før, man kunne kalde dét for lykke!

Computerverdenen – når man nu er lidt nørdet…

Jeg kender efterhånden et par stykker, der er eller har været glade for at være IT-hjælpere i Ældresagen, så tanken kom, at det måske kunne være noget for mig at bruge nogle timer på hver uge. Der er en lokalafdeling her i Hvidovre; jeg har fået et link til deres hjemmeside, som jeg skal have studeret og overvejet nærmere.

Min ven og jeg talte om det forhold, at i 1990 var en computer et særsyn på arbejdsmarkedet. Ufatteligt hvad der er sket på de 30 år!

I sommeren 1990 blev jeg ansat som sagsbehandler i Arbejdsskadestyrelsen, og alle koncepter blev skrevet på skrivemaskine. Der var ikke noget med at bytte om på afsnit mv., så kom argumenterne for eller imod erstatning til skadelidte i den gale rækkefølge, var det forfra.

I februar 1991 fik styrelsen en særbevilling til indkøb af computere til alle 250 medarbejdere og til at iværksætte uddannelse i at betjene computerne. Jeg var med til at undervise mine kolleger i det ligeledes nyetablerede journalsystem Scan*Jour; det var både sjovt og udfordrende, for jeg skulle jo have det lært selv først. Det var en helt ny verden, og der var mange af de ældre ‘skrivedamer’, der måtte melde hus forbi og sige op, for de kunne simpelthen ikke forlige sig med alt det nye.

‘Min skriver’ var et skønt menneske, men hun egnede sig ikke til de nye tiltag, så hun sagde op. Det var synd, men hun var oppe i alderen og kunne snart gå på pension.

Omstillingen var svær, men det var fantastisk at være med til at få det til at rulle ud over stepperne. Nu 30 år efter virker det, som var det stenalderen. Tænk at man pludselig kunne slette, rette og bytte om på afsnittene. Det var næsten lykke.

,

Rehabiliteringsteam

Det er på onsdag den 10. marts

På onsdag kl. 13:20 skal jeg til møde i rehabiliteringsteamet; det foregår som alt andet for øjeblikket virtuelt, så jeg skal bare tage min iPad med ud til psykologen i Høje Taastrup, hun vil agere min bisidder, og logge ind på Teams, og så er vi klar. Sammen med min sagsbehandler har jeg for længst tjekket, at teknikken er i orden. Jeg vil nødig sidde og fumle med teknikken kl. 13:15.

Jeg er nervøs

Jeg er meget nervøs, for teamet har afgørende indflydelse på min fremtid: det syvende fleksjob eller førtidspension?

Det er ikke teamets medlemmer, der har den endelige afgørelse; de skal alene lave en indstilling til det, der vist hedder ‘pensionsnævnet’, som er det kompetente organ. Det sker vist sjældent, at pensionsnævnet ikke følger teamets indstilling men fx kræver yderligere dokumentation, men jeg tør ikke tro hverken det ene eller det andet, før jeg har den endelige afgørelse.

Der er sat 50 minutter af til mødet. Heri er indregnet, at de trækker sig tilbage (de logger vel bare af Teams?) og voterer, vender tilbage og fortæller, hvad de vil indstille.

Der foreligger 47 siders erklæringer og udtalelser fra adskillige af de psykiatere mv., jeg har været i kontakt med siden 2016, hvor jeg første gang havde foretræde for teamet, hvor de godkendte fleksjobansøgningen. Alle erklæringerne peger i samme retning. Mine nærmeste venner er ikke i tvivl og lægen og kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien er heller ikke i tvivl. Faktisk er jeg den eneste, der er bange, bekymret og i tvivl. I Distriktspsykiatrien siger de samstemmende, at det er muligt, jeg kunne begynde i det syvende fleksjob, men at al erfaring viser, at der kun vil gå 3 – 4 uger, før det vil gå ned ad bakke og ende med endnu en lang indlæggelse. Ikke engang det sidste lille job hos Interflora på 8 – 10 timer om ugen, klarede jeg.

Årsagen til tvivlen

Når jeg er i tvivl, skyldes det, at jeg hænger helt godt sammen, når jeg passer ECT-behandlingerne hver tredje uge, kan hvile efter behov og kan sove 10 timer i døgnet, hvis det er nødvendigt. Jeg er bange for, at de synes, jeg har det for godt.

En ven har sagt, at jeg skal tage tape for munden (i overført betydning) og lade psykologen føre ordet, for hun er nok bedst til det. Det råd tror jeg, jeg vil forsøge at følge.

Wish me luck!

 

,

Hos psykologen

psykiatri

Dette er tredje gang

Det er tredje gang, jeg skriver med overskriften: ‘Hos psykologen’, se fx her: i  2016 og i 2017. Hun har en hjemmeside, og den finder du her. Den skal vi have kigget på, for det kan gøres bedre. Det gamle 1-2-3-hjemmeside er ikke for professionelle. brugere.

Jeg kommer ikke længere med ‘store ting’ til hende. Jeg kommer som den, jeg nu engang er, og som jeg ved, hun forstår! Hun må gerne udfordre mig, og det gør hun ved fx at mene, at jeg skal gøre mere ud af kontakten til andre mennesker, og at jeg bør gøre noget mere ud af at få ordentlig mad. Intellektuelt ved jeg, hun har ret, men hverken andre mennesker eller mad interesserer mig ret meget. Jeg trives glimrende med udfordringerne fra min hjemmeside, min computer og en enkelt tur omkring Damhussøen pr. uge sammen med en tidligere medpatient. Min Aspergers Syndrom slår tydeligt igennem!

Hun siger, jeg for ung til bare at sidde foran min 32″ skærm, og det har hun ret i. Hun synes, jeg skal have ‘et spark i røven’ for at komme afsted, og det har hun også ret i.

Search Engine Optimization (SEO)

Åh ja – jeg har skrevet om det flere gange og jeg har besluttet mig både frem og tilbage – altså hvorvidt jeg vil gøre noget ved det eller ej. Jeg er vist endnu engang havnet der, hvor jeg har besluttet, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Den seneste post om det, finder du her. Hjemmesiden er for stor til, at det rigtig kan lade sig gøre at gøre den rigtig godt tilgængelig for søgemaskinerne.

På den anden side set så har jeg en masse godt indhold, der måske kunne gavne flere. Det gælder f.eks. alt materialet om psykiatri og bipolar lidelse.  Jeg talte med psykologen om det i dag. Hun tænker, at mange psykiatribrugere kan bruge materialet og lade sig inspirere af, at der er en psykiatribruger, der kan formulere sig på skrift.

Jeg har skrevet til Knud Kristensen, der er formand for SIND, og sendt ham et link med det, han måske kunne finde interessant, altså dette. Jeg bruger tid og penge på at skrive mine artikler, så selvfølgelig vil jeg også gerne have stoffet ud over rampen. Hvis Knud Kristensen kan hjælpe lidt, er det kun fint.

Plug-ins til SEO

De seneste dage har jeg afprøvet adskillige SEO-plug-ins, men uanset hvad jeg gør/vælger, synes jeg, det er uoverskueligt. Det, jeg især ikke kan lide, er, at det ser ud som om, man skal skrive til Google og ikke til mennesker. Min side er til mennesker, og det kan der ikke laves om på.

På den anden side kunne jeg måske tage mig selv i nakken og sørge for, at siderne om bipolar affektiv sindslidelse blev indekseret korrekt. Her har jeg jo et budskab, som jeg tror, mange vil kunne få glæde af. Her kan jeg noget, som der ikke er så mange psykiatribrugere, der kan. Det lyder måske lidt ‘hovskisnovski’, men det er ikke ment sådan!

Gode mennesker holder mig på sporet

Jeg er så glad for de mennesker, der holder mig på sporet. Det er for det første psykologen og for det andet min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Sidstnævnte er jeg så heldig at have haft al den tid, jeg er kommet der, og det er vist ca. siden 2015.

I distriktspsykiatrien skal der en gang årligt udarbejdes en såkaldt ‘behandlingsplan’. Det gjorde vi i går, og så er det overstået. Jeg opfatter det lidt som en bureaukratisk øvelse, vi skal igennem, inden vi kan tage fat på det, vi egl. mødes for. Min kontaktperson er meget dygtig og jeg er glad for at komme hos hende. Hun er med til at holde mig på sporet! Det ypperste mål i behandlingsplanen er at undgå indlæggelser og det tror jeg på kan undgås vha. vedligeholdelses-ECT hver tredje uge.

Den 10. marts har jeg foretræde for rehabiliteringsteamet og jeg er nervøs, for de skal beslutte min fremtid. Jeg har psykologen med som bisidder, og det går nok alt sammen, men jeg ville ønske, det var overstået.

Diverse

Nyt design

Jeg har skiftet design på bloggen, hvilket næppe har forbigået din opmærksomhed. Den trængte til fornyelse. Det er ikke alt, der er på plads, men det kommer.

  1. Hvad synes du om det?
  2. Er der noget, der – efter din opfattelse – bør være anderledes?
  3. Jeg lover bestemt ikke at følge dine idéer, men friske øjne ser ofte lidt bedre, end når man bare sidder med sig selv og er lidt ”selvfed” af benovelse over, at det er lykkedes de 98 pct ad vejen. to pct. er da til at klare.
Årsdag den 20. april

Tænk at der allerede er gået et år siden erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden og jeg var til møde med rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune.

Først var der selve mødet, hvor jeg var overvældet af alle de mennesker, der sad om bordet. Men de var søde, kun én stillede spørgsmål, og de ville mig det bedste; det kunne jeg let mærke.

Erhvervsrådgiveren var med, for at hun kunne tage over, hvis jeg nu ikke kunne klare det selv. Det gik nu godt nok, men det var trygt at have en fall back-mulighed. Så blev vi sendt uden for døren, mens de voterede, hvilket ikke tog ret lang tid. Ind igen. Deres indstilling lød (som bekendt) på tilkendelse af fleksjob.

Da vi kom ud fra mødelokalet, stod jeg faktisk bare og græd af lettelse. Mødet var helt afgørende for min fremtid, og i 2½ år havde jeg konstant sagt til hele ”systemet”, at jeg ville arbejde i det omfang, jeg overhovedet kunne.  Selv den kommunale (dygtige) sagsbehandler foreslog flere gange førtidspension – men nej tak fra min side.

Min skræk var, at rehabiliteringsteamet ville indstille mig til et ressourceforløb. De forløb er bare parkeringspladser, når rehabiliteringsteamet ikke kan finde på andet. Jeg kender flere tidligere medpatienter, der er i fx femårige ressourceforløb, hvor der absolut intet sker. De venter bare på at blive 40, så de kan blive tilkendt førtidspension. Det er altså sygt!

Skærmen

Den er endelig kommet, og den er fantastisk. Det er virkelig rart at kunne se mange programmer på én gang. Mailklienten ligger bare oppe i højre hjørne, så den er let at holde øje med, samtidig med at jeg laver noget andet.

Skarphed, farver og kontrast er helt som de skal være.

Den gamle skærm fejlede absolut intet, den var bare blevet for bette. Fyren fra Labtech Data Valby fik den med sig retur. De samler brugt udstyr, som de enten bruger selv til test, eller også giver de dem til velgørende formål. Jeg sagde til ham, at de meget gerne måtte give den til ”Samleren” her i Hvidovre, som er et værested for mennesker med en psykiatrisk diagnose. Jeg har været der en enkelt gang og bemærkede, at de var ret dårligt kørende mht. hardware. Så måske er der nogle, der kan blive rigtig glade for den.

”Give away”

Afsnittet kunne også hedde ”Operation morgenluft”.

Jeg er stadig i gang med den store oprydning i min lejlighed og i mit liv – øjenlæge, tandlæge, praktiske ting mv., men jeg har været gået i stå, fordi jeg kom til bogreolerne. Jeg har mange hyldemetre med fine bøger, men eftersom jeg ikke kan læse længere, er de bare til pynt. Og hvordan kommer man egentlig af med bøger?

For at par måneder siden lave jeg et opslag i en Facebookgruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte af brugte bøger. Jeg fik ikke en eneste henvendelse. I tirsdags prøvede jeg så igen, og så kom der en vældig respons. Jeg har tilsagt seks mennesker til i dag. De tre har været her og taget for sig af retterne. Jeg har altid været glad for mine bøger, og nu glæder jeg mig så over, at de kan få et nyt godt hjem.

PS: 2.000 kr. for et kilo tandpasta

Jeg spurgte tandlægen til råds om, hvordan jeg kan sikre, at jeg ikke får ødelagt mine tænder igen, nu hvor de lige er blevet så fine. Hun udskrev en recept på noget specialtandpasta ved navn “Duraphat”, der beskytter mod mundtørhed og har ekstra meget fluor.

Der var fem gange på recepten, og jeg tog dem alle nede på apoteket. Det blev 500 kr… Der er 51 gram i en tube, og det giver så 1.960,78 kr. for et kilo – (1.000/51*100). Det er simpelthen noget svineri. Alt, der har med tænder at gøre, er simpelthen urimeligt dyrt.