Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Tidligt op og med "mor" på morgenrengøring

Ensomhed

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Jeg har været hos psykologen, og det var – som altid – godt. Jeg synes, jeg knokler og rydder op i min elendige fortid, og det “virker” (sgu), for min angst for ECT er for nedadgående.

Da jeg senest var til behandling, var der ingen tårer, og det er et kæmpe fremskridt for mig. Angst for ECT er stadig vores overordnede fokus og grunden til, at jeg har fået en henvisning fra lægen, men alligevel havde jeg i dag skiftet “mellem-fokus” ud med ensomhed. Ikke en ensomhed i mit aktuelle liv, hvor jeg nok er alene men ikke ensom, og der er stor forskel på de to, men en ensomhed i min barndom og ungdom.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at rydde op, men jeg håber.

Jeg medbringer altid en form for dagsorden, men den holder sjældent, fordi vores samtale og arbejdet bærer et andet sted hen. Og det er fint med mig, for det er her, hendes erfaring bringes i spil.

I dag havde jeg egentlig planlagt, at “Indre barn” skulle handle om en cykeltur mellem Aakirkeby og Vestermarie i 1978, hvor jeg som 14-årig for første gang tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”, hvilket jeg så forsøger i 2006. Men lidt af magien med “Indre barn-arbejde” er, at man ikke hverken kan planlægge eller kontrollere det.

Så pludselig var vi i stedet på Sydfyn. Min “mor” havde i en periode, (og jeg tror, det er før 30. marts 1976, for min halvbror er vist ikke født endnu), morgenrengøring på lægehuset i Assens. Psykopaten og jeg kæmpede på en eller anden måde om at komme med for at hjælpe hende. Jeg kan ikke huske, hvordan kampen udspillede sig, men der er ingen tvivl om, at der var en kamp. Der var på en måde noget fantastisk over, at jeg kunne vinde over ham.

Hun og jeg havde en lille flig af samhørighed de morgner, hvor jeg vandt. Der var en god stemning i bilen på vejen til Assens og tilbage til Nellemose. Der var 20 km. Jeg kan ikke huske, om vi talte sammen, men det må vi vel have gjort, idet alt andet havde været unaturligt. Når vi ankom til lægehuset, havde jeg mine opgaver og hun sine, og så blev vi vist hurtigt færdige. Den gode stemning var væk, så snart vi trådte inden for derhjemme. Så havde hun sit fokus på psykopaten, og jeg var betydningsløs.

Det er et nøjsomt barn, der står op kl. 4 eller 5 om morgenen for at have rare stunder med sin “mor”. Og det har været tidligt, for vi skulle jo nå tilbage, så jeg kunne nå at cykle til skole og møde kl. 8:00.

Årene på Bornholm var de værste

Der er nok en grund til, at årene på Bornholm var de værste. Jeg boede der fra juli 1978 til juli 1980. På det tidspunkt var jeg 14 – 16 år og derfor i stand til at vide, at hjemme hos mig, var det ikke bare absurd; der var armod på alle planer: menneskeligt, relationelt, økonomisk mv.

Jeg må på en eller anden måde have vidst, at de andre børn/unge havde det anderledes. Jeg havde ingen kammerater, for det var der ikke tid til. Jeg passede mit eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby, som virkelig tog sig godt af mig, men når jeg var hos dem, havde jeg altid dårlig samvittighed over ikke at være derhjemme, hvor jeg skulle “lære at bestille noget”. Jo tak …

Så viden om at de andre havde det anderledes må være kommet fra skolen. Den kan måske også være kommet fra Tine Brylds radioprogram med titlen “Tværs”, som de dog ikke brød sig om, at jeg hørte søndag aften alene på værelset i Svaneke. Når man stemmer på Glistrup, er Tine Bryld jo frygtelig venstreorienteret.

På Sydfyn: I Hårby havde jeg en ven ved navn Bjarne

Under dække af at besøge min mormor besøgte jeg Bjarne. Han havde et ganske normalt liv med en sød hund, en sød storesøster og søde forældre. Alting var så forskelligt fra det, jeg selv kendte til.

Jeg husker mest, at vi fordybede os i at tegne sammen. Vi tegnede i timevis i hans kælderværelse på Solvej 17. Han var dygtig til det, og blev da også arkitekt, men det var ikke lige min spidskompetence. Men pyt med det. Jeg tror, vi lignede hinanden meget:

  • Vi var flittige
  • Vi var dygtige i skolen
  • Og jeg tror, vi var klar over, at vi var anderledes (Bjarne levede mange år som bøsse)
  • Der kan have været noget autistisk også over ham.

Bjarne tog sit eget liv i 2015; det år hvor jeg overvejede det samme. Jeg var til hans begravelse og tanken om den gør stadig indtryk på mig. Måske mærkede han også en ensomhed? Det kan man ikke vide, og selvfølgelig skal man ikke digte, men man har da lov at tænke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Vi søgte det “hyggelige” men mødte psykopaten

Vi søgte det "hyggelige" men mødte psykopaten

Har jeg rystet psykologen?

Vi søgte det “hyggelige” men mødte psykopaten

Da jeg senest – den 28. januar – var hos psykologen fortalte jeg hende lidt om min erindring om en periode med min “mor”, hvor hun og jeg havde det “hyggeligt” bare os to, da vi var flyttet til Vollsmose efter de otte måneder hos revisoren. Dengang sagde jeg til psykologen, at jeg ikke kunne finde frem til noget om det. Alligevel har jeg på ægte slægtsforsker – og autistisk – vis prøvet at finde nogle “data” om det:

  1. Vi flytter til Vollsmose 31/1-1974. Kilde: CPR.
  2. Min ”mor” gifter sig med psykopaten den 26. april 1975 i Rønne Kirke. Kilde til vielsen: vist nok hende selv. Da de gifter sig, har han vist (noget af) sit sande ansigt, og hun ved, hvad der foregår. Alligevel gifter hun sig med ham …
  3. Lad os gætte på, at de har kendt hinanden siden ca. oktober 1974 (dvs. ½ år inden vielsen). Oktober 1974 bliver jeg 11 år.
  4. Den ”hyggelige” periode kan have varet maks. ca. otte måneder. Det er noget længere, end min fornemmelse tilsiger mig.

For at prøve at forklare psykologen mere om min undren over min “mor”, som jeg virkelig finder “mærkelig”, og den ændring hun måske gennemgår, havde jeg ganske enkelt slæbt adoptionssagen med, fordi der heri er nogle sætninger, jeg slet ikke kan få til at passe med min erindring (og så dårligt husker jeg altså heller ikke). 

Mødrehjælpen i Holstebro skriver den 3. juli 1962, hvor mine forældre har søgt om at adoptere, og hvor der foregår en del sagsbehandling, inden de godkendes som adoptanter, hvilket jo er uendeligt positivt:

“Andragerinden virker umiddelbart som en ganske anden type end andrageren, hun er høj, lys slank med blå øjne, hun er meget åben, og man får straks kontakt med hende, hun virker meget reel og gør indtryk af at være meget varmhjertet og levende. Egentlig er hun symbolet på en harmonisk glad ung dansk moder“. Det kursiverede er min markering af det mest underlige.

Det passer ingen steder – men selvfølgelig har Mødrehjælpen masser af erfaring osv. Det siger mig bare, at der er sket et eller andet med hende.

Da jeg har været hos min familie ca. tre måneder, aflægger Mødrehjælpen igen uanmeldt besøg den 18/2-1965 ved 17-tiden for at se, om det går godt. Min far er selvfølgelig ikke hjemme. Mødrehjælpen skriver: “Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne, er meget stolt af hende, på fabrikken har man sagt at han er blevet som et andet menneske, det bedste han ved er at fortælle om Hanne”.

Psykologen bemærker, at det er interessant, at min “mor” beskriver min fars følelser ikke sine egne. Det er jo faktisk enormt interessant, og det havde jeg ikke tænkt på.

Far er her ikke mere

Sidst sagde psykologen er sætning jeg har læst og hørt virkelig mange gange siden sidst, og den har berørt mig dybt hver gang: “Far er her ikke mere”. Jeg kan næsten ikke holde ud hverken at læse eller høre den. Jamen for pokker da det er 52 år siden … Men hvorom alting er, så berører den mig altså stadig. Og sådan er det så! Det lever jeg med.

Men det siger mig, at min “mor” overhovedet ikke var i stand til at rumme mig og min sorg. Jeg havde mistet det menneske til hvem, jeg havde knyttet et særligt bånd, og det forstod hun intet af.

Jeg vil tættere på det “hyggelige”

Denne gang vil jeg prøve at komme tættere på den “hyggelige” periode og også prøve at finde ud af, hvad det “hyggelige” egentlig gik ud på? Hvad var det, der var så “hyggeligt”?

Ergo lukker jeg øjnene, stiller kaffekoppen, og vi går på opdagelse. Jeg er sammen med min psykolog, der ikke laver sin stemme om, hvilket er et billede på, at jeg ikke bliver efterladt på perronen med en fremmed. Jeg er sammen med et menneske, jeg har mere end 100 pct. tillid til. Det er enormt vigtigt for mig, og jeg havde ikke kunnet gøre det for bare 5-8 år siden sammen. Andre kan opleve det anderledes. Jeg er ligeglad.

Vi ved fra sidst, at jeg faktisk kan danne billeder på min nethinde, og vi ved, at disse billeder er en anden måde at inddrage hende (altså psykologen) end “bare” at fortælle. Mange af tingene har jeg tidligere fortalt hende om, men når vi ser tingene sammen, ser hun dem sammen med mig; så er hun inviteret med ind på en anden måde (det er svært at forklare. Er du i tvivl så spørg).

Nåh, men altså vi går efter det “hyggelige”, men vi møder i stedet psykopaten, der sidder ved sofabordet på Vollsmose Alle 672, 3. tv og lægger kabaler i åbentstående morgenkåbe, når jeg kommer hjem fra skole. Der var slet ikke sådan noget “Hej med dig. Hvad har du lært i skolen i dag?”. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg går ind på mit værelse, men selvom jeg går derind, har jeg ingen privatsfære der. Jeg er smerteligt bevidst om, at selvom jeg lukker min dør, er jeg ikke i sikkerhed.

Der er to skibsbrikse, fordi det ene af hans fire børn fra første ægteskab skal kunne overnatte der, når de af og til er på weekend. Ergo er mit værelse ikke en gang mit eget. Jeg husker det ikke som et hyggeligt, trygt sted, jeg havde som mit eget.

Psykologen spørger: “Hvordan har hun det? Hvad kunne hun tænke sig?” Det første, der kommer til mig, er “Tilbage til revisoren eller til den lykkelige tid med min far.” Men ingen af tingene er mulige.

Jeg kæmper lidt med det ulogiske: Nemlig så gerne at ville have en ny far. Men den slags “rejser” er ulogiske. Sådan er det. Når jeg så gerne ville have en ny far, skyldes det, at der ikke var blevet taget hånd om barnets sorg over at have mistet den første far. Sorgen har på dette tidspunkt varet i flere år – siden november 1972. Når psykopaten kærtegnede/kildede mig inde i håndfladen, når vi gik over pladsen til bilen og jeg holdt ham i hånden, var jeg klar over, at det var noget sært noget at gøre. Jeg vidste, at det ville min far aldrig nogensinde have gjort, men her var det som om, at jeg måtte leve med det. Som om det var prisen. Så måtte jeg leve med det underlige.

Det er voksen-logikken, der er klar over, at det er en ekstremt seksuel handling. Det er så klamt og så ulækkert.

Jeg sad i aftes og så Anders Aggers seneste “Indefra” på “Sikringen” om de mennesker, der er dømt til anbringelse på ubestemt tid, fordi de en eller flere gange har været “utilregnelige i gerningsøjeblikket”. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at psykopaten gang på gang har været “utilregnelig i gerningsøjeblikkene”. Psykologen bekræfter mig i, at eftersom jeg aldrig nogensinde gik med på nogen af alle hans mærkelige idéer, blev jeg også mere “interessant”. Sådan er  en ægte psykopat.

Min “mor” arbejdede i den læderhandel, der hedder/hed Bilenstein, og vi gik derind for at hente hende. Jeg kan klart genkalde mig duften af læder.

Da vi kommer “hjem” må voksne-Hanne flere gange forsøge at få kontakt til “mor”, men det lykkes ikke. Hun er optaget af sin nye mand. At hendes barn forsøger at fortælle om savnet af sin far betyder ikke noget. Det er virkelig mærkeligt. Alt hvad jeg har læst/lært om en “løvemor” gælder slet ikke. Men jeg ville ønske det gjorde.

Konklusionen

Konklusionen er, at jeg har oplevet noget, der næsten ikke er til at forstå. Jeg prøver alligevel! Det er lige før, jeg tror, jeg ryster psykologen, der ellers har mange års erfaring.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet – jeg er ca. 4 måneder …

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet - jeg er ca. 4 måneder ...

Mit indre barn #1

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet – jeg er ca. 4 måneder …

Jeg er nødt til at dele denne oplevelse, for jeg er så glad, for jeg har Danmarks dygtigste psykolog. Jeg har oplevet noget, jeg simpelthen ikke troede, jeg kunne: Jeg har for første gang arbejdet med mit indre barn. Jeg var spændt og lidt nervøs på “den gode måde”, for kunne jeg nu finde ud af det? Ville jeg skuffe hende, hvis jeg overhovedet ikke dannede nogen billeder af noget som helst barn inde i mit hoved? Jeg er jo ikke et føle-menneske. Jeg trives bedst med tal og tabeller i regneark. Det ved jeg, hvad er.

Det hele handler dybest set om at forstå, hvorfor dødsangsten i forbindelse ECT er så voldsom og øges gang på gang. Vi har i lang tid talt om alle rationalerne og logikkerne, om alt det jeg kan bevise og verificere, og alligevel er jeg hver gang bange for at dø, selvom der aldrig nogensinde i hele verden, er nogen, der ikke er vågnet op efter ECT. Altså må vi se, om vi kan gøre noget andet i det. Snak, rationaler og logik er ikke nok.

På forhånd havde hun fortalt lidt om, hvordan sådan en session forløber og at en forudsætning, for at det kan lykkes, er, at man tør slippe lidt af kontrollen. Ergo var jeg lidt forberedt på, hvad vi skulle, men kunne jeg nu finde ud af det?

Nogle terapeuter har det med at lave deres stemme om, når de faciliterer den slags. Det er jeg fuldkommen allergisk over for, og det sagde jeg til hende. Men hun kunne aldrig finde på at ændre sin stemme. Hun er den livline, jeg kender så godt og har 120 pct. (eller mere) tillid til.

Vi går i gang: Rigshospitalet ca. februar 1964.

Jeg sidder godt, kaffekoppen er tilbage på bordet. Vi godtager det, der kommer. Det er vigtigt ikke at blive suget ind i det, det er historik. Men det er (sgu) okay at blive lidt berørt over følgende stærke billeder:

Det er ikke noget, jeg digter, finder på eller har tænkt mig til. Psykologen og jeg har aldrig nogensinde i de ti år, jeg er kommet hos hende, talt om dette! Jeg har har heller aldrig talt med nogen anden om det. Jeg har aldrig tænkt på det. Altså er det ikke noget, jeg hiver frem eller genfortæller.

Vi er på Rigshospitalet ca. februar 1964, for jeg er ca. 4 mdr. og de ca. 50 cm. lang. Jeg ligger i en kuvøse eller plastikseng. Lokalet er tomt bortset fra mig og en simpel stol henne ved vinduet. Hvordan har et barn, der oplever sådan noget, det? Jeg kunne kun et “voksenord” for det, og jeg bøvlede lidt med at “være tre personer” men pyt med det. Ordet er traumatisk. Jeg sover og har lukkede øjne; en følelse af at være frygtsom og ensom.

Nu kommer det, der er lidt sværere: Den voksne jeg kommer ind i lokalet og placerer sig/mig til højre for sengen/kuvøsen, eller hvad det nu er. Barnet vil på den ene side gerne tages op men er samtidig fyldt med skepsis. Er det en voksen, man kan have tillid til og stole på? Barnet bliver trist – ikke mig på 61 år. Den voksne tager barnet op, og holder det ikke bare i hænderne men tæt ind til kroppen. Den voksne holder det tættere og tættere ind til sig, til modstanden forsvinder/går væk. Hun prøver at formidle en oplevelse af: “Jeg går ingen steder. Jeg passer på dig. Jeg svigter ikke.”

Allerede her er jeg – som den der skriver dette – enormt stolt af mig selv. Jeg oplever noget, jeg ikke troede, jeg kunne. Det er enormt spændende. Og vi holder en kort pause, så jeg lige kan tage en halv kop kaffe mere og trække vejret. Mine sessioner er altid to timer. Jeg elsker at have tid nok. Vil jeg gerne videre? Ja for pokker. Let’s go/let’s run.

Psykologen taler meget om “stemninger”, men egl. er jeg i tvivl om, hvad en stemning helt konkret er for noget. Og nu er det jo ikke fordi, jeg ikke kender ordet eller er specielt dum, men jeg har ikke kunnet danne et troværdigt billede inde i hovedet af, hvad en “stemning” egentlig er, så jeg spørger og får følgende eksempel: “Hvis et barn oplever, at far og mor skændes, er det ikke ordene, der er vigtige, det er stemningen med usikkerhed og utryghed. Hører det en anden gang folk tale lidt højrystet sammen, tror det, at de skændes, for der er den samme stemning i lokalet”. Fint. Tak for forklaringen. Det er skønt at kunne stille dumme spørgsmål!

Det er ikke noget, jeg digter. Ingen mennesker ser da sig selv 3-4 måneder gamle. Men barnet oplever en stemning. Det føler, at det er alene. Derfor er det enormt svært for mig, når nogen vil yde omsorg. Jeg ved ikke, hvordan “man gør”. Hvordan eller hvor skulle jeg have lært det?

Nu må jeg give mig selv den omsorg, jeg aldrig har fået. Der er ikke rigtigt/forkert. Jeg har intuitionen, men jeg tvivler bare på, om jeg har den. Men sessionen viser, at jeg godt kan inkl. kunsten at balancere mellem “de tre”. Hvis du er lidt forvirret over denne tekst, er det fuldt forståeligt, men så må du læse den en gang mere.

Fantastisk spændende. Så fedt. Vi går videre. Pausen er forbi.

Efter pausen

Barnet vil ikke lægges tilbage i sengen. Men jeg kan jo ikke blive stående med hende, så jeg sætter mig/os på den simple stol ved vinduet. Det er ca. februar, der er “vinterlys” med frost udenfor.

Virkeligheden er jo faktisk, at jeg er på Rigshospitalet, fordi børnehjemmet tror, jeg er retarderet eller måske åndssvag og derfor indlægger mig til udredning. Det er hårdt at blive sygeliggjort og betvivlet, når man er så lille, men selvfølgelig handler børnehjemmet Dear Home, som de skal og bør.

Den voksne jeg holder barnet op i lyset fra vinduet. Jeg mærker mit første sollys og varmen fra solen. (Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kan sætte ord på det). Det hele passer sammen, for jeg er født i slutningen af oktober, så på dette tidspunkt er jeg altså ca. 4 mdr. En anden skør tanke fra mig, der skriver dette: Min biologiske mor fortalte, da jeg for mange år siden traf hende, at hun “fødte bag et blåt klæde og aldrig så det/mig”. Der var sådan set heller ikke noget lys, og lys er liv! Det barn har med et psykolog-ord “lukket ned”.

Den voksne kan kun en ting: holde det til det sover. Måske kan det/jeg for første gang falde godt i søvn i tryghed. Fredfyldt og roligt. Den voksne lægger hende tilbage, men hun vågner. Vi går tilbage til stolen i solen. Hun vil have mere, mere, mere …

Har jeg, som den jeg er, nogensinde siddet i lyset og varmen fra en solstråle? Tjah, jeg ved det ikke.

Psykologen og jeg selv går tilbage til virkeligheden. Og jeg er sindssygt glad. Det lykkedes for mig. Jeg har oplevet noget, der kan bringe mig videre. Jeg kan andet end tal i tabeller. Hvad skal vi næste gang? Jeg ved det ikke. Vi må se. Jeg plejer at tænke en del i mellemtiden, og jeg lytter til vores samtaler adskillige gange, for de gør mig klogere og mere robust!

Om omsorg og mangel på samme. Og hvordan håndterer man omsorg?

Har “min mor” nogensinde puttet mig ind til sig? Har hun pakket en madkurv, taget mig i hånden og gået et eller andet sted hen? Jeg tror det ikke. Hvis det var, ville jeg da kunne huske det – bare lidt af det! Men det kan jeg ikke. Jeg tror altså ikke, der nogensinde har været fysisk kontakt mellem hende og mig. Hvis der har været det, har det i hvert fald været meget lidt.

Da min far, Jørgen Stegemüller, dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned, kommer hun ud fra hospitalsstuen, hvor jeg har siddet ude på gangen og ventet. Jeg har en intuitiv fornemmelse af, at det er meget alvorligt. Hun siger bare “Han er død”, hvorpå vi kører fra Kolding til Brande. Der manglede en masse af et eller andet, som jeg ikke har ord for. Selvfølgelig er hun selv i chok, men hun skulle have sat sig ned, kigget på mig og sagt “Kom her skat. Nu er der kun os to. Far er her ikke mere”. Jeg husker det meget tydeligt! Et barn husker det så tydeligt, for her er en stemning. Hun rummede mig ikke med min sorg. Var hun stadig i live, ville jeg aldrig tilgive hende. Men hun er død for mange år siden, så det behøver jeg ikke tænke på.

Hendes første kontaktannonce resulterede i, at vi flyttede til Odense til revisoren, som jeg faktisk godt kunne lide. Det var seks måneder og to dage efter min fars død. Vi skulle jo være ude af fabrikkens funktionærbolig efter seks mdr.

Revisoren havde en søster, der hed Ruth, som jeg elskede at være hos, for hun var en frodig kvinde med store bløde bryster. Det var så skønt at sidde på skødet op ad hende ude i deres køkken og læne mig op ad hendes blødhed. Her kunne jeg være lille og få omsorg. Her kunne jeg få en stor del af det, jeg manglede. Der var en periode tale om, at jeg skulle bo hos Ruth og hendes mand Jimmy i Svendborg. Det ville jeg meget gerne; så hvorfor det ikke blev til noget, ved jeg ikke. Måske fordi vi ikke længere skulle bo hos revisoren, og så ville det vel være lidt sært, hvis jeg blev hos hans søster og svoger?

Og et andet billede stiller sig op blandt de billeder, der kommer i stakkevis (og det er fantastisk): Min fars ungdomskæreste kom altid og sagde “Godnat” når jeg sov hos dem i Kgs. Lyngby de første par år, jeg boede i København, og hvor de tog sig meget af mig. Jeg var simpelthen ikke klar over, hvordan jeg skulle håndtere det der godnat-noget. Jeg ville vældig gerne, men jeg vidste ikke, hvordan “man gør”, når man er 16 år. Med min nuværende bevidsthed tænker jeg, at jeg da skulle have slået armene om hende og gengældt hendes omsorg. Jeg tror nærmest, jeg lå stiv som et bræt – men jeg ved det ikke.

Jeg er glad for, at jeg fik sagt tak til hende nogle gange, inden hun døde en naturlig død 98 år gammel. Hun og hendes mand var der virkelig for mig. Det var et ret ukendt fænomen i mit liv.

Vi har været “på en rejse”

I virkeligheden synes jeg, det er et tåbeligt og misbrugt udtryk, men her passer det godt: Psykologen og jeg har været på en rejse sammen. Gad nok vide hvor den kan føre hen? Jeg er så spændt.

For at skrive denne artikel, har jeg lyttet til vores samtale og taget noter fra den, så jeg ved, at det, du har læst her – hvis du altså kunne finde ud af, hvem der var hvem hvornår – er den rene og skinbarlige session med masser af kød på.

Sov godt – måske er du blevet enten klogere eller rystet. Kommentarer på hjemmesiden er mere end velkomne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet - jeg er ca. 4 måneder ...

/1 Kommentar/i , /af ,

Om at gå på listesko

Om at gå på listesko

Har jeg PTSD?

Om at gå på listesko

Nogle siger til mig, at jeg er meget direkte. Psykologen siger, at jeg har en helt speciel måde at være i livet på. Begge dele er sikkert sandt.

Det at være direkte hænger helt sikkert sammen med Aspergers syndrom. Selv synes jeg, at det gør livet nemmere at sige tingene, som de er, og jeg synes selv, jeg gør det på en respektfuld måde. Jeg er faktisk et både pænt og ordentligt menneske, jeg orker bare ikke at skulle passe på, hvad jeg siger og gør – endsige at indrette mig efter andres idéer.

Jeg har lige været i en situation, hvor en anden person ville bestemme over mine processer, der blandt andet går ud på at gøre en ting færdig ad gangen og dernæst at skippe den af, så den er væk fra mit bord. Det vil jeg ikke finde mig i. Jeg blander mig jo ikke i andres processer og deres måde at arbejde på.

Har jeg PTSD?

Psykologen har ofte sagt, at jeg havde “PTSD-lignende symptomer”, så da jeg så hende primo januar, spurgte jeg ligeud, om hun troede, jeg havde PTSD, men at hun bare ikke måtte sige det, da hun ikke har tillægsuddannelsen i psykiatri? Derfor fik vi en længere samtale om det.

Indledningsvist sagde hun “Det er et meget svært spørgsmål at svare på. Havde du ikke haft din autismespektrumforstyrrelse, ville jeg ubetinget svare ja”. Men da jeg, på grund af min Aspergers, ikke er et føle-menneske har alle de nedslag, der har været, ikke taget bolig i mig. Man kan på mange måder sige, at min autismespektrumforstyrrelse har været en beskyttelsesfaktor. Jeg har haft (og har) en enorm modstandskraft mod alskens mærkværdigheder, så jeg nærmest har udviklet en resistens mod dem.

Mit liv har kun i korte perioder været så “normalt”, som det er nu. Det har for det meste været præget af kaos, men jeg har håndteret kaos ved hjælp af en enorm modstandskraft. Jeg er en ekstrem overlever og har fundet en helt speciel måde at være i livet på. Ting jeg oplever, går ikke rent ind hos mig, men ville gøre det hos andre, fordi jeg ikke er et føle-menneske. Min drivkraft er evnen til at undersøge, sætte i system og derved bevare kontrollen. 

Havde jeg haft PTSD, ville det have været det, der kaldes en “kompleks PTSD” på grund af de mange og forskelligartede nedslag. En almindelig PTSD går ud på, at et menneske har været udsat for en enkelt forfærdelig oplevelse, som bliver ved at forfølge det. Man ved ikke, hvorfor nogle udvikler PTSD, mens andre ikke gør. Det er eksempelvis ikke alle soldater, der vender hjem med PTSD, uagtet de har oplevet grusomme ting under en udsendelse. Det er noget ved det enkelte menneske, der bevirker, at de udvikler PTSD, men som nævnt ved man ikke fra forskningen, hvad dette “noget” er.

For at stille diagnosen PTSD (enten almindelig eller kompleks) skal man også se en varig personlighedsændring, og det har jeg gudskelov ikke.

Den sidste beskyttelsesfaktor er en stolthed over den, jeg er. Jeg synes faktisk, jeg er okay, som jeg er. Selvfølgelig med alle mulige fejl og mangler men sådan er det jo at være menneske.

Jeg er glad for ikke også at have PTSD, men det var vigtigt for mig at få snakken med hende. Jeg går ikke rundt med drømmen om flere diagnoser. Jeg synes, jeg har tilstrækkeligt, selvom det er sådan, at passer jeg mine ECT-behandlinger, passer den bipolare lidelse sig selv. Det er jeg vældig godt tilfreds med.

Det, der driller, er autismen

Samtidig med at autismen er – og har været – en enorm beskyttelsesfaktor, er der noget ved den, der driller.

Hun sagde det så pænt “det, der driller dig, er autismespektrumforstyrrelsen. Du er god til at fordybe dig, men man kan sige, at du ikke er så god til at lave relationer”. Jeg rettede hende og sagde: “Nej jeg kan sgu ikke finde ud af det”, for det er jo sandheden. Jeg trives godt alene, men selv jeg har jo behov for nogen/noget en gang imellem.

Skal jeg være i verden – hvilket jeg både gerne vil og skal – skal der være et fagligt fællesskab mellem mig og andre, og der skal være en form for respektfuld ligefremhed. At gå på listesko orker jeg i hvert fald ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.