Når staten bortadopterer

Et personligt og nuanceret blik på tvangsadoption: mellem nødvendighed og tragedie, hvor barnets tarv, tilknytning og systemets begrænsninger kolliderer.

Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere

Jeg ved ikke helt, hvad vi skal på månens bagside, men jeg ved, vi må behandle sagerne om tvangsbortadoption bedre.

De to udsendelser med titlen “Når staten bortadopterer” gjorde stort indtryk på mig, og mit ærinde er ikke at skælde up på hverken den ene eller den anden part – for der altid en årsag.

Disse dybt tragiske sager bunder i ulykkelige omstændigheder i alle led af sagsbehandlingen.

En fjernelse – efterfulgt af en bortadoption – er noget af det mest forfærdelige, jeg kan forestille mig både for barnet, de biologiske forældre og de mennesker, der tager barnet til sig, til der er fundet en varig løsning. Og jeg har endda ikke selv børn.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at være en plejefamilie, der tager barnet til sig vel vidende, at det er midlertidigt, og at en dag skal de sige farvel til det barn, de har – i en måske lang periode – passet og plejet, som var det deres eget. Hvordan indstiller man sig på at, “det er på lørdag, du skal videre lille ven”. Det må ikke være nemt. Det må være som at indstille sig på et snarligt dødsfald, hvor man langsomt siger farvel.

Jeg er selv adopteret (ikke tvang men ganske frivilligt, jeg er bare fra før, aborten blev fri). Jeg spurgte min psykolog, om hun troede, at adoptanterne dengang i urtiden kom på besøg hos mig på børnehjemmet, så vi kunne lære hinanden lidt at kende, efter jeg 13 måneder gammel skulle med til mit nye hjem i Vestjylland fra Nordsjælland. Det troede hun ikke – men hun vidste ikke noget konkret. Der er stor forskel på tro og viden. Det må man aldrig underkende.

Fra min adoptionssag ved jeg, at jeg i den første tid vågnede skrigende om natten. Mine forældre kiggede ind til mig, men de kunne ikke se, at der skulle være noget galt. De overvejede at gå til lægen, men så gik skrigeriet over af sig selv efter noget tid. Jeg tænker over, hvad skrigeriet vidnede om.

Jeg prøvede at spørge min biologiske mor, hvordan det var at gennemføre graviditeten vel vidende, at hun ville aflevere mig til Mødrehjælpen? Hvordan var det at gå ind på Usserød Sygehus med stor mave på og at gå ud derfra uden mave men også uden barn? Det kunne hun ikke svare på. Det eneste, hun fortalte, var, at hun fødte bag et blåt klæde, og at hun aldrig så mig. Der var altså ingen tilknytning.

GLS-pakkerne

Jeg har tit følt mig som en GLS-pakke, der blev afleveret og udleveret. Og det var endda kun et par gange.

Hvordan er det mon at være det barn, der bliver fjernet, kommer i pleje, kommer videre til adoptanterne, men bliver tilbageleveret til plejefamilien på en parkeringsplads efter syv måneder ca. tre år gammelt? Hvad går der gennem hovedet på sådan et lille menneske? Var jeg ikke god nok? Hvorfor kunne de ikke lide mig?

Vi hørte ikke om, hvorfor adoptionen mislykkedes. Her fejler programmerne også.

I udsendelserne medvirker en kvinde ved navn Jytte Mielcke. Hun er klinisk børnepsykolog og børnesagkyndig dommer. Hun fortalte flere gange om, hvor vigtige de første 24 måneder er af hensynet til tilknytningen til forældrene og barnets tillid til verden. Etableres tilknytningen ikke, kan barnet lide skade, og det kan forfølge barnet ind i voksenlivet.

Af de 24 måneder var jeg selv på et børnehjem de 13, og af de 13 måneder var jeg ca. seks måneder på Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling, fordi børnehjemmet troede, jeg var retarderet.

Det er jeg altså ikke. Men børnehjemmet handlede selvfølgelig helt korrekt. Var der noget galt, skulle det undersøges. I adoptionssagen er det formuleret lidt pudsigt: det vil være “blodig synd” for adoptanterne, hvis det viser sig, at der er noget galt med mig – m.a.o. GLS-pakken levede muligvis ikke op til datidens kvalitetsstandarder.

Nåh, det var jo også i urtiden … Men selvfølgelig har jeg overvejet, om nogle af de problemer, jeg har stået med, har haft forbindelse til den manglende tilknytning.

Lidt insiderviden

Jeg har en smule insiderviden:

• Jeg kender et menneske, der er børnesagsbehandler i en kommune. Når der laves en underretning, rykker de ud med det samme. Vedkommende står der med den lille lift, der er pakket, så barnet straks kan komme med sagsbehandlerne. Det er ikke for sjov, når kommunerne rykker ud. Det handler om et menneskes liv. Ikke bare nu – men i al fremtid.
• Jeg kender en pædagog, der er ansat på en af de institutioner, hvor de tvangsfjernede børn anbringes med det samme. Meningen er, at de skal være der nogle uger eller måneder, men af og til kan der gå flere år, før der er fundet en varig løsning for barnet. Jeg har prøvet at spørge, hvordan det påvirker et barn at være i en uafklaret situation i så lang tid. Han kan ikke gå i detaljer, men selvfølgelig påvirker det børnene.

Problemet er i vidt omfang, ar der mangler adoptanter, og det undrer mig, at udsendelserne ikke berører det aspekt. Det er da en særdeles vigtig oplysning at inddrage.

Der altid en grund

Når systemet rykker ud, er det ikke for sjov. Der er altid en grund! Man gør det ikke for at skade det lille menneske –  tværtimod. Men det gør vi af og til.

Når der laves underretninger, kan det skyldes vold, incest, alkohol osv. Der skal det lille barn selvfølgelig ikke være.

Udsendelserne viste et kort klip fra et hjem i kaos. Der sad jeg og tænkte “Her skal et barn ikke vokse op”.

Man så en yngre kvinde, der allerede havde fået tvangsfjernet to børn, og nu var der så sagsbehandling mht. det tredie barn, og det gik bedre – i hvert fald den første måned.

Det blev sagt, at hun var flyttet til en anden kommune. Man insinuerede nærmest, at den uensartede sagsbehandling, og  altså de forskellige afgørelser, skyldtes kommunernes forskellige praksis. Hvad man ikke berørte var, at der var gået otte år siden den seneste tvangsfjernelse. Hun kunne jo have udviklet sig og været blevet bedre i stand til at varetage forældreansvaret?

Efter en måned gik det dog galt, og også det tredje barn blev fjernet.

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at har man allerede har fået fjernet to børn, kunne det jo være, man ikke skulle sætte nummer tre i verden?

Forældrene kan jo være så syge, at de ikke er i stand til at overveje situationen på ansvarlig vis men mest tænker på deres egne behov, og det kan måske føre til: “Bliver det også fjernet, så prøver vi da bare igen”. Her i landet bruger vi gudskelov ikke tvangssterilisation.

Der er for mange ting, vi som seere ikke fik tilstrækkelig information om.

Det er fint, at udsendelserne vækker debat, men der mangler adskillige vigtige brikker i puslespillet …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.