Indlæg

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Fordele og ulemper ved en autismespektrumforstyrrelse

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Det “sociale” driller mig mere og mere, og det havde jeg en længere samtale med psykologen om i den forgangne uge. Hun har heldigvis stor erfaring fra sine mange klienter med en autismespektrumforstyrrelse.

Så længe jeg passer ECT-behandlingerne, passer den bipolare lidelse sig selv, hvilket jeg er mere end lykkelig for. Jeg hader behandlingerne, da den hermed forbundne dødsangst er stigende, men det må vi (psykologen og jeg) jo finde ud af.

Til gengæld fylder autismen mere og mere, uden jeg kender årsagen, men det gør egentlig ikke noget. Jeg har det jo sådan, at der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af. Jeg elsker diagnosen, for den har ført til, at jeg endelig kunne blive den, jeg altid har været.

Jeg har længe vidst, at jeg ikke har noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke af og til har behov for at dele tanker og følelser; også jeg har behov for et vindue mod verden. Det har alle mennesker vel – men i varierende grad. De skal måske lukke vinduet op, men jeg kan nøjes med at kigge ud af det. Andre har måske behov for at gå ud at spise og småsnakke om hverdagshændelser siden sidst. Jeg foretrækker fællesskaber – virtuelle eller IRL – om en fælles (sær-)interesse.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskabEt eksempel på et sådant fagligt fællesskab er arbejdet med sagskomplekset om Bodil Sørensdatter, der i dølgsmål i 1854 føder sit og svogerens døde barn.

Da jeg ikke selv er dygtig nok til hverken at finde de originale kilder i en retssag eller at tyde dem, har jeg aktiveret mit virtuelle netværk, og det har ført til sagens opklaring og en lang række artikler på hjemmesiden. Nederst på denne side findes en liste med de foreløbige links.

Det har kombineret mine særinteresser (slægtsforskning og historie) med det faglige fællesskab. Slægtsforskning er meget mere end datoer.

Hvis jeg skal have en eller flere venner

Hvis jeg atter skal indgå i en venskabelig relation, er det en helt afgørende forudsætning, at den bygger på gensidig respekt. Mit liv har budt på tilstrækkeligt mange ydmygelser, så dem behøver jeg ikke gentage. Jeg vil ikke længere “gøres forkert”, og jeg vil ikke længere skulle forsvare mig selv, mine holdninger og mine gerninger. I overført betydning og relaterende til billedet i toppen: man skal trække hinanden op ad bjerget – ikke skubbe ned ad det. Jeg synes sådan set, at jeg er okay, som jeg er, trods iboende fejl og mangler. Prisen i et venskab kan blive for høj.

Jeg er god til at være alene – jeg kan rigtig godt lide det, men det er ikke rart at føle sig ensom, og især jul, nytår og dagene derimellem er en svær tid. Der er lidt “Den lille pige med svovlstikkerne” over det. Man ved, at flertallet er sammen med deres nærmeste, og selv er man alene. Jeg føler mig marginaliseret, hvilket selvfølgelig ikke er rart. Nu er det overstået for denne gang, og jeg ånder lettet op ved tanken om, at der er 10½ måned til hele cirkusset begynder forfra.

Sikke meget slægtsforskning og historiefortælling, der kan nås inden da.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Links tilhørende historien om Bodil Sørensdatter

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Genstart om “Drømmen om diagnosen”

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Danmarks Radio har i denne uge fokus på diagnosen ADHD, og det er godt, men vi har altså ikke alle lidt ADHD, på samme måde som vi ikke alle har brækket benet lidt.

Jeg hørte i går podcastepisoden i Genstart fra den 6. december med titlen “Drømmen om diagnosen”. Du finder “Genstart” i DR Lyd.

Genstart skriver om episoden:

På internettet kan man finde selvtests, tjeklister og spejle sig i andres fortællinger om krøllede hjerner og koncentrationsbesvær. Ofte lyder konklusionen: Det er ADHD. Engang var det en mørk diagnose, men sådan er det ikke længere. Særligt fortællingen om ADHD som en superkraft, står for antropolog Alexandra Jønsson som en del af forklaringen på, at vi de seneste fire år har set en fordobling i antallet af mennesker, der tager ADHD-medicin. Derfor spørger vi hende i dagens Genstart om, hvordan synet på diagnosen har ændret sig fra at være en psykiatrisk lidelse til en superheltekappe, som mange gerne vil have på.

Jeg mener, at diagnoser bør stilles af læger, ikke ved selvtests på internettet. Jeg medgiver, at jeg, da jeg selv ventede ca. et år på udredning for Aspergers syndrom, et par gange besøgte Psykologisk Ressource Center ved Kirsten Callesen, så måske er jeg ikke selv et hak bedre?

Men Psykologisk Ressource Center er en fagligt funderet virksomhed bestående af specialister, så jeg synes, min kilde var valid. Der er mere end langt til en tilfældig test på nettet.

Herudover “undskylder” jeg mig med, at jeg i 16 år havde undersøgt og læst alt, hvad jeg kunne finde om emnet. Flere overlæger på Psykiatrisk Center Glostrup havde gennem årene talt med mig om Aspergers syndrom, uden at jeg ville vide af det. En af dem overfusede jeg, for han nævnte det på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne rumme flere diagnoser – jeg havde nok i min bipolare affektive sindslidelse. Jeg indså ikke, at han bare var dygtigere end sine forgængere.

En anden – Kasper Reff – er nu ledende overlæge på Psykiatrisk Center Nordsjælland, og pr. 1. januar 2025 er han cheflæge samme sted.

Herudover havde min psykolog i årevis forsigtigt talt om “Asperger-træk”, og mere måtte hun ikke sige, da hun ikke har tillægsuddannelsen som specialpsykolog.

I den anden retning peger, at en overlæge i den ambulante psykiatri sagde “Hvad vil du med det?”, da jeg præsenterede mit ønske om udredning. Jeg havde kun ét svar: “Jeg vil bare gerne vide det”. Og det er vel også i orden?

Selvdiagnosticeringen som problem

Alexandra Jønsson har mange centrale budskaber, og umiddelbart husker jeg disse:

  • Når så mange diagnosticerer sig selv og efterfølgende vil udredes i psykiatrien, stiger den gennemsnitlige ventetid.
  • Hvis færre drømte om diagnosen, ville der hurtigere være plads og hjælp til dem, der reelt hører til i psykiatrien.
  • Når et menneske måske i flere år har henført sig selv til gruppen med den psykiatriske udviklingsforstyrrelse og fundet ind i fællesskaber med andre med samme udviklingsforstyrrelse, kan det være utrolig svært hos en psykiater at få at vide, at vedkommende ikke mener, at de diagnostiske kriterier er opfyldt.

Antallet, der tager medicin, eksploderer

Frem til 2009 fik flere børn end voksne ADHD-medicin, men det er ændret. Særligt flere voksne bliver diagnosticeret med ADHD og tager medicin. Fra 2018 til 2023 er tallet fordoblet, og det er fortsat med at stige i år. Grafen viser kun personer, der tager ADHD-medicin. Mange derudover er diagnosticeret, men er stoppet eller holder pause fra medicin.

Jeg fandt denne illustration på dr.dk den 4. december 2024.

Den mørkeblå farve viser børn, mens den lyseblå farve viser voksne. Kilden er “Medstat”.

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Stress er 1. step mod mani

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Du plejer at få svar med det samme, men det ændrer jeg nu på. Det skyldes ikke, at du pludselig er blevet uinteressant.

Jeg indfører en form for kontortid som et værn mod digitale afbrydelser, fordi det er indpodet i mig, at når jeg får en mail fx en kommentar fra hjemmesiden, skal jeg svare med det samme. Det er et levn fra mit arbejdsliv: Når chefen sendte en mail, forventede han svar med det samme. Men jeg er jo ikke på arbejdsmarkedet længere.

Jeg kommunikerer med mange, og det holder jeg af, men det medfører utrolig mange digitale afbrydelser på blot en dag. Der var en dag i sidste uge, hvor jeg talte op, at jeg havde besvaret 25 e-mails, ergo var jeg blevet afbrudt i noget andet 25 gange. Det går ikke. Jeg vil gerne besvare 25 henvendelser, men jeg vil prøve at gør det en bloc, så nu er e-mailen og facebook som hovedregel lukket, bortset fra følgende “kontortider” (jeg er sikkert på kontoret, men jeg er i gang med noget andet):

  • Til morgenkaffen – som kan være op ad formiddagen
  • Kl. 13:00
  • Kl. 18:00
  • Før sengetid

Kan jeg hjælpe med noget, der haster, er du altid velkommen til at ringe på 22 81 17 31.

Kontortiderne har været gældende siden i går, og det går allerede bedre. Jeg var ved at stress, og det er jo helt absurd at være tilkendt en varig offentlig ydelse og så sidde på hjemmekontoret og føle sig stresset. Stress er første step på vejen mod mani, og jeg har set psykiatrisk afdeling indefra tilstrækkeligt mange gange.

Af og til tænker jeg på, om jeg måske har snydt hele systemet og i virkeligheden kunne arbejde igen. Oplevelser som disse bekræfter mig i, at det ikke var snyd, og at det er godt, jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet.

Jeg “slår mig på rammerne”

Jeg havde en længere samtale med psykologen om, at jeg engagerer mig i for mange ting, fordi de ser så spændende ud, og fordi jeg så gerne vil bidrage. Og det er jo på en måde både godt og fint, men hun udstedte et påbud: Kun ét projekt ad gangen. Det vil jeg rette mig efter, og nøgleordet er “prioritering”. Ellers når jeg jo heller aldrig hen til at skrive om oldefar, der kom til Danmark, hvilket jeg virkelig gerne vil. Indtil videre har jeg bare ikke haft tid …

Når jeg engagerer mig i noget, prøver jeg at gøre det godt og at komme rundt om alle detaljer i første forsøg. Jeg prøver at gennemtænke samtlige problemstillinger og at have svar på dem i første omgang. Jeg har en indbygget modvilje mod at skulle involveres i det samme flere gange. Den slags tager selvfølgelig sin tid.

Jeg har aldrig været hurtig, men jeg har altid været grundig. Eksempelvis tager et blogindlæg et par timer: er det langt nok (600 ord er Googles grænse aht. søgemaskineoptimering (SEO))? finde en fængende illustration og tilpasse den i størrelsen, finde en dækkende overskrift og underoverskrift. Dette er fx underoverskriften her: “Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser”. Google er mest interesseret i overskriften, som fx her er “Stress er 1. step mod mani”. Læse korrektur i to omgange, finde på en teaser til opslaget på facebook osv.

Men jeg elsker at lege med ordene, jeg hygger mig med det og bloggen er mit vindue mod verden. Så det er ikke problemet, og det skal ikke nedprioriteres.

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelserHvis jeg ikke bliver anerkendt for min indsats eller måske ligefrem bliver dårligt behandlet, bliver jeg rasende. Det er det, psykologen kalder at “slå sig på rammerne”, for raseriet drejer sig ikke om indholdet, det handler om det, vi nu til dags kalder setuppet.

Her kommer et eksempel, hvor jeg “slog mig på rammerne”:

Jeg faldt over et sted, hvor man kunne deltage i en podcast om slægtsforskning. Det var lige noget for mig. Værten sendte et spørgeskema, som man skulle udfylde i fritekst. Der var mange gode spørgsmål, og selvfølgelig synes jeg, at jeg havde mange gode svar.

Jeg indsendte min besvarelse, og værten vendte retur med supplerende spørgsmål. Dem besvarede jeg også, og samlet havde jeg vel brugt 3-4 timer. Og det var helt i orden, indtil jeg fik at vide, at jeg ikke ville blive castet i mere end 40 minutter, da vedkommende ellers skulle bruge for lang tid på efterredigering. Så blev jeg altså sur og svarede vedkommende, at så ville jeg trække mig, da vores indsatser ikke harmonerede.Så det var den podcast, og jeg havde spildt en masse tid.

Værten fik så i øvrigt fortalt mig, at det ikke burde tage så lang tid at forberede det. Jeg spørger mig selv (og dig): hvor i alverden hun kan vide det fra? Men det efterlod mig selvfølgelig med tvivlen om, hvorvidt jeg i virkeligheden er enormt langsom. Jeg erkender, at jeg aldrig har været hurtig, men i mine 23 år i statsadministrationen har jeg aldrig fået at vide, at jeg var langsom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Om at stå glad op hver søndag

Om at stå glad op hver søndag

Ugens leverance fra Aarstiderne

Om at stå glad op hver søndag

Jeg abonnerer på Aarstidernes “Vegetar 20 minutter – 2 pers – 4 dage”, så i næste uge skal jeg have:

  • Sprøde falafler og friskt grønt med hvidløgsdressing i lune pitabrød
  • Cremet perlebyg med svampe og tomat toppet med stegt grønkål
  • Fyldte fladbrød med søde kartofler og krydrede kikærter
  • Sprød tarte flambée med løg, rosmarin og grønkål.

Især dag to med den cremede perlebyg bliver god. Den har jeg prøvet før. Jeg er derimod ikke så begejstret for falaflerne, men sådan er det. Der kan ikke være noget for enhver smag. Det med vegetar er såmænd ikke, fordi jeg pludselig ikke vil spise kød (jeg levede engang ti år som vegetar – det var skønt), det er derimod den eneste måde at undgå fisk hos Aarstiderne, når man samtidig vil have leveret til to personer i fire eller fem dage. Jeg mangler altid et eller andet på 7. dagen, men så ser jeg, hvad de har i føtex.

Det med de 20 minutter passer mig godt. Jeg vil gerne have sund, økologisk og lækker mad, men jeg gider ikke bruge for meget tid i køkkenet (der skal også vaskes op bagefter), for der er så meget andet, jeg hellere vil.

Jeg bliver til gengæld glad over at stå op hver søndag op til noget á la dette. Ser det ikke bare lækkert ud?

Om at stå glad op hver søndag

Autistisk atypisk spisemønster

Min psykolog siger, jeg har et “atypisk spisemønster”. Sidst ville jeg orientere hende om, hvad det kan betyde i praksis. Det viste sig, at hun vidste det hele på forhånd fra andre autister i sin praksis.

  • Jeg smager på alle råvarerne dvs. også fx løg og porrer, før de bliver varmebehandlede, fordi jeg gerne vil vide, hvordan varerne oprindeligt var. Se fx på grønkålen herover. Den smager fantastisk, inden man gør noget ved den. Eller tænk på en rød peber, som i rå tilstand er dejligt knasende, men som efter varmehandling nærmest er lidt kønsløs og uinteressant.
    • Psykologen mener, det er udtryk for en kontroladfærd, og det i hvert fald skyldes et udtalt ønske om at kende og forstå alle mulige sammenhænge, uanset hvad det drejer sig om. Det kan jeg godt se logikken i, så jeg giver hende ret.
  • Når maden er lavet, skal den selvfølgelig øses op. Jeg gør meget ud af, at de forskellige madvarer/retter ligger hver for sig og ikke rører hinanden. Der skal helst være mellemrum mellem dem. Jeg føler mig lidt tåbelig, men jeg generer jo ikke nogen og har bare købt et par ekstra store tallerkner.
    • Psykologen siger, at det er sådan noget, man ofte ser hos børn, hvor det typisk skyldes, at de vil teste, om der er nogen af retterne, de ikke kan lide. I givet fald kan disse retter fjernes fra tallerkenen, og man ved med sikkerhed, at de ikke har inficeret det resterende.
    • Jeg er ikke begejstret for sammenligningen, men lad det nu være. Jeg synes bare, det er næsten blasfemisk at rode alt det sammen, man omhyggeligt har tilberedt hver for sig.
  • Jeg laver mad og spiser, når jeg er sulten og ikke til den af de fleste definerede spisetid. Skulle det evt. være kl. 03:15, er tidspunktet ingen hindring. Heller ikke her generer jeg nogen. Det er en af pensionistlivets usigeligt mange glæder.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.