Indlæg

/25 Kommentarer/i , /af ,

Altid velkommen og ikke pinligt

Altid velkommen og ikke pinligt

De ser mig gerne på Psykiatrisk Center Hvidovre

Altid velkommen og ikke pinligt

Det er rart at vide, at man altid er velkommen. Det er jeg, sagde lægen i morges, da jeg selv sad og syntes, at det er pinligt så mange gange, jeg har været der. Hun beskrev det som et tilbud, der altid er der. Et sted jeg altid kan vende mig hen…

Jeg har taget endnu en tur omkring Psykiatrisk Center Hvidovre; det bestod i, at jeg blev der efter ECT-behandlingen i fredags, har været der i weekenden og er kommet hjem her i formiddag. Jeg havde det for dårligt til at være hjemme. De “dårlige tanker” tog over og fyldte det hele, og sådan kan det ikke gå, det dør jeg af i bogstaveligste forstand.

Katalysatoren for depressionen var min kommende ringe økonomi, som Bodil og jeg nu ikke er helt enige om, hvornår indtræder. Jeg mener, det er om ca. 14 dage, mens hun mener, det er som planlagt i april. Vi må spørge den kommunale sagsbehandler ad. Jeg håber, Bodil får ret.

Kan de gøre mere for mig?

Det var psykologen i Psykiatrifonden og hospitalspræsten, der fik mig til at tage derud og blive der. Egentlig var min egen holdning, at de ikke kunne gøre mere for mig, så hvad skulle jeg der?

  • Min medicin er allerede optimeret og justeret
  • Jeg er allerede i et forløb med ECT.
  • Hvad skulle de ellers kunne stille op?

Men de har givet mig noget ro og et helle, som har fået alle de syge tanker til at lægge sig lidt i dvale igen. Lige nu har jeg det faktisk udmærket. Jeg var bange for, at tankerne ville vende tilbage, så snart jeg trådte over mit eget dørtrin, men sådan er det heldigvis ikke. Og så har jeg nu en læges ord for, at jeg altid er velkommen, og at jeg ikke skal gå hjemme og få det så dårligt. Det er jeg glad for, for det andet er ubærligt. Selvfølgelig vil jeg helst klare mig selv hjemme – hvem vil ikke det? – men det er bare ikke altid, det kan lade sig gøre, og så skal man have et sted at vende sig hen.

Hos Pia Glyngdal er man i gode hænder

Det er på fredag, jeg skal ind til den psykiater, der skal skrive speciallægeerklæringen. Pia Glyngdal viser sig at være tidligere læge og klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre, og alle siger, at hos hende er jeg i gode hænder. Det, håber jeg, er sandt. Jeg er nervøs for det, for det hun skriver vil få afgørende betydning for min fremtid. Hvis hun er enig med kommunen i, at jeg er for syg til sygedagpenge, er jeg på den. Dagsformen skal bare være god på fredag. Når jeg har det godt, har jeg det faktisk rigtig godt og omvendt, når jeg har det dårligt. Jeg må nok se i øjnene, at mit liv altid vil bestå i disse svingninger, selvom det er hårdt.

Overblik over økonomien

En af de ting, jeg hidtil har været for handlingslammet til, er at få kigget på mit budget. Det skal bringes up to date, så jeg præcis ved, hvor galt det kan komme til at stå til. Af hospitalets socialrådgiver fik jeg tre numre til “gældsrådgivninger”; jeg har ingen gæld, men det gælder også for folk med små indkomster, så når budgettet er færdigt, vil jeg tage kontakt til et af de steder. Der må være nogle muligheder; jeg skal bare lige ud af handlingslammelsen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/25 Kommentarer/i /af

Lukket afdeling i fem dage

Lukket afdeling i fem dage

Indespærret pga. pladsmangel

Jeg har været på en lukket afdeling i fem dage, fordi der ikke var plads på min “sædvanlige” afdeling 808. I Glostrup, der står for visitationen*, lovede de mig ellers højt og helligt, at den ville være lukket for andre, men åben for mig, og at jeg ville komme til 808 så snart, de havde en plads. I Hvidovre sagde de – forståeligt nok – at de ikke kunne lave særregler for enkeltpersoner, så jeg har altså været låst inde i fem dage, og det er ikke særlig rart – der blev aldrig plads på 808. Det er altså derfor, bloggen har været tavs. De dårlige tanker tog for meget over og fyldte det hele.

Magtesløs

Der bliver passet godt på, at ingen kommer hverken ud eller ind.

De tager alt fra en: 1) oplader, 2) lighter osv. Jeg fik allernådigst lov at beholde mine snørebånd…

Ad 1) Oplader til telefon og iPad kommer ind i et lille rum, hvor der på væggen er ophængt to lange rækker af stikdåser, hvor man så kan sætte sin oplader i og aflevere sit apparat til opladning og få det igen efter nogle timer. Så kan man ikke hænge sig i ledningen.

Ad 2) Der hænger en slags lighter på muren ude i gården: Et eller anden apparat, hvor man stikker cigaretten ind i et lille bitte hul og trykker på en knap, der bevirker, at der kommer en glød langt inde. Så kan man ikke sætte ild til noget.

På en lukket afdeling er der en frygtelig larm, folk der råber, skriger, græder og smækker med dørene. En sniffer rygeheroin ret åbenlyst og tilbyder det også til os andre. Svaret er naturligvis “nej tak”.

Jeg har mest holdt mig for mig selv, da jeg ikke kan udholde larmen og at skulle forholde mig til alle de mennesker, og det er blevet bemærket. De syntes, jeg skulle komme mere ud i “miljøet”.

En venter på at blive tvangsmedicineret

En rigtig sød ung pige på 23, som jeg kender fra tidligere indlæggelser, og som jeg var rigtig glad for var der, for så var der da et fornuftigt menneske at snakke med, vil ikke tage sine medicin, fordi stemmerne siger til hende, at det skal hun ikke. Hun ved i virkeligheden godt, at medicinen vil hjælpe hende, men stemmerne vinder over rationalet. Nu venter hun på at blive tvangsmedicineret, som går ud på at blive holdt fast og så indgives medicinen intravenøst. Inden “de” kan gøre det, har hun ret til at tale med en patientrådgiver. Gad vide hvad sådan en kan stille op mod “systemet”, som han jo selv er en del af? Samme unge pige har prøvet at nå op til et hul i hegnet for at stikke af ad den vej.

De fysiske rammer er bedre

Nu skal det ikke alt sammen være negativt. Fx er de fysiske forhold lang bedre på 802 end 808: Alt er nyistandsat, der er eneværelser (mod 3-4 sengs stuer), alle har eget bad og toilet og alle har tv på værelset. Det er nutidige forhold. Der er også flere medarbejdere, der har bedre tid til at snakke, og det er jo dejligt. Der er meget dialog med patienterne, og der er tid til at svare, hvis man har spørgsmål. Man har en fast kontaktperson, som er den, man skal henvende sig. Hvis man er lidt heldig med hvem det er, fungerer det utrolig godt. Maden er god og der er flere varme retter at vælge imellem.

Om mig selv

Jeg er glad for, at jeg henvendte mig i fredags, og jeg har fået det meget bedre på bare fem dage. Nu synes jeg endda, jeg er i stand til at gå til et møde med biskoppen ovre i kirken i aften. Jeg kan jo altid nøjes med at lytte. Jeg fik en dosis ECT i går, og det har hjulpet markant. Jeg fik i går en af eleverne til at tælle antallet af forudgående ECT-behandlinger – hun kom frem til 43 – jeg tænker på, hvor mange man kan tåle… Det er et mirakelmiddel for mig.

Jeg fik en lang snak med min – gode – kontaktperson i går. Der var mange ord på det med at fylde noget positivt ind i hverdagene. Det kan være bare små ting. Det er jeg nok ikke god nok til, og det må jeg arbejde med, så “de dårlige tanker” ikke tager over. Hun nævnte bl.a. et sted i Hvidovre hvor man kan komme og have aktiviteter med andre psykisk sårbare. Jeg ved ikke, om det er noget for mig, men jeg har da i hvert fald ringet ned og fået tid til et møde; så må vi se.

En ting, der i hvert fald ikke er holdbart, er denne evindelige ind og ud af psykiatriske afdelinger. Enhver arbejdsgiver vil jo tænke, at jeg er for ustabil selv i et fleksjob. Jeg tror, det var Bodil, der tænkte den tanke højt.

* Den centrale visitation, hvor man skal henvende sig i Glostrup og overnatte der én nat, hvorefter man kan komme til Hvidovre, er sikkert resultat af en eller anden spareøvelse alias det nye buzzword “budgetforbedring”. Jeg har svært ved at se besparelsespotentialet i det; det må da koste kassen at redde en seng op for en nat, rekvirere ekstra rengøring, taxa osv. Som patient lærer man jo aldrig medarbejderne at kende.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/13 Kommentarer/i /af

Pendling

Pendling

Bi-polar: To poler

Jeg har det som om, jeg er på en evig pendling mellem de to poler: Mani og depression. Selv de neutrale faser mellem de to poler opleves som en pendling mellem dem. Det er et mareridt konstant at skulle være opmærksom på, hvornår det er almindelig tristesse, hvornår det er depression, hvornår det er almindelig foretagsomhed og energi, og hvornår det er en mani.

Jeg slægtsforsker og har gjort det siden 2003. Der er virkelig meget af min slægtsforskning, der er blevet til i de sene nattetimer – har det så alt sammen været maniske faser eller har det bare været ægte interesse for denne fantasiske hobby?

Det startede i 2003 – for 12 år siden

2003 var året, hvor jeg havde den første depression. I november måned gik jeg en aften hjem nede fra Vanløse station, og pludselig slog tanken ned i mig “er dette en depression?”. Jeg gik til lægen dagen efter, og hun var ikke i tvivl.

Det var en depression, og siden har jeg haft 100 af dem. De centrerer sig alle om det samme: den manglende lyst til livet. Jeg “bliver sort inde i hovedet” som er mit eget udtryk for den proces, der går i gang, når jeg ikke ønsker at leve mere. Alt ses i sorte nuancer, alt er negativt, alle mennesker er imbecile osv.

Et selvmordsforsøg

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig i 2006 – helt præcis den 3. januar – efter en jul alene, hvor jeg var så slidt indvendigt, at jeg ikke kunne holde ud at høre musen klikke. Jeg tog en overdosis af piller, men det virkede ikke. Vores familierådgiver i Udenrigsministeriet, hvor jeg var ansat på det tidspunkt, tog med mig på Psykiatrisk Skadestue i Hvidovre næste dag, men vi blev sendt hjem igen med tre beskeder:

  1. Find en ny psykiater
  2. Find et andet arbejde og
  3. Det kan jeg ikke huske.

Hver gang jeg er taget derud efter det, har jeg været bange for at blive sendt hjem igen, så jeg henvender mig kun, hvis jeg mener, de vil invitere mig indenfor. Jeg tror nu nok, de har ændret praksis siden, for jeg er aldrig blevet sendt hjem igen siden, heller ikke selvom udtrykket var mindre markant.

Jeg kan ikke huske, hvornår manierne kom til, men det var formentlig 2008 eller 2009. I hvert fald begyndte jeg på et tidspunkt at tage Zyprexa, som er et middel mod manier. På det tidspunkt blev diagnosen ændret fra “Tilbagevendende depressioner” til “Bipolar lidelse”.

Sådan er de depressive faser

I de depressive faser har jeg det forfærdeligt, og har kun lyst til at dø. Jeg går hele tiden og spørger mig selv “Er det nu?, Er det nu?”, og skal jeg gøre det i køkkenet eller i badeværelset? Jeg har siden 2006 udtænkt mere og mere effektive metoder til at tage livet af mig selv. Hvis der kommer en næste gang, skal det nok lykkes.

Min tanke er, at jeg har været syg i 12 år, og nu orker jeg det ikke mere. Jeg kan ikke blive ved at finde kræfterne til at kæmpe. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke handler i stedet for bare at snakke. Mit svar er, at jeg er en kryster og en kujon.

Bag dette ligger selvfølgelig det lillebitte håb, jeg klynger mig til, nemlig at det kan blive bedre, at der et eller andet sted er en mulighed for, at der ligger noget omkring hjørnet, som kan gøre mit liv bedre. Som alle andre vil jeg også gerne have et bedre liv!

Apropos at kæmpe og ikke at orke det mere, så har jeg kæmpet siden 1972, hvor min elskede far døde, og nu orker jeg det ikke mere. Jeg ved ikke længere, hvor jeg skal finde kræfterne.

I de maniske faser

I de maniske faser har jeg det i og for sig godt og er fuld af energi og foretagsomhed.

Jeg håber på et fleksjob

Jeg tror, det vil være et skridt i den rigtige retning at få tilkendt et fleksjob. Jeg kan ikke længere arbejde på normale vilkår, men jeg føler, at jeg vil kunne slå til i et fleksjob, og det vil jeg virkelig gerne. Det vil blive en stor omstilling at skulle “nøjes med” et fleksjob, for mit arbejde har altid betydet meget for mig.

Bodil og jeg skal til møde i Hvidovre Kommune på onsdag den 15. Vi skal gennemgå 15 siders Worddokument = “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, der handler om alle mulige sider af mit liv. Skemaet skal forelægges rehabiliteringsteamet på et eller andet tidspunkt i løbet af efteråret. Det bliver et ret vigtigt møde, men jeg føler, at vi er godt forberedt.

Du er blevet din sygdom

En veninde af mig siger, jeg er “blevet min sygdom”. Hun har muligvis ret, jeg kan bare ikke ændre på det. Jeg ville gerne ændre på det, men ved ikke, hvordan jeg skal gøre det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/12 Kommentarer/i , , /af , ,

Jubilæum

Jubilæum

Det er en slags jubilæum

I dag har jeg fået ECT-behandling nummer 25 (10 i november, 9 i marts/april/maj og 6 i denne her omgang). På mig er det en meget virksom behandling. Der er selvfølgelig problemerne med hukommelsen, men de burde jo være helt ovre efter tre måneder, og i hvert tilfælde er de problemer mindre, end når jeg primært har lysten til at tage livet af mig og ser alting sort i sort.

Nu har jeg fået på skrift, at vedligeholdelses-ECT er godkendt, hvor jeg skal komme ambulant hver fjerde uge og få behandlingen. Det er super godt, og det ser jeg frem til. Jeg vil jo gerne bevare mit eget liv derhjemme og så bare komme her ambulant.

Jeg skal have spurgt, om jeg inden disse behandlinger skal tage mindre Lamictal og Lithium af hensyn til krampeanfaldene, sådan som jeg har gjort, mens jeg har været her.

Jeg synes, man får en fantastisk god behandling i det psykiatriske system, selvom det er frygtelig udsultet. Der mangler penge! Området prioriteres ikke politisk, og det er ganske enkelt for ringe, når der er så mange mennesker, der har en psykiatrisk diagnose.

Når jeg ser denne og forrige post på min iPad, vises indledningsvist et kæmpe whitespace og så kommer teksten først langt nede ad skærmbilledet. Ser I det på samme måde?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.