Indlæg

/14 Kommentarer/i , /af ,

Vedligeholdelses-ECT

Vedligeholdelses-ECT

Vi taler vedligeholdelses-ECT. Det vil jeg gerne

Jeg har været til stuegang med en sød ung læge (Melita er langtidssyg), der luftede idéen om vedligeholdelses-ECT, og det vil jeg meget gerne, da det ikke er en farbar vej at komme her hver femte uge. Vedligeholdelses-ECT går ud på, at man kommer her ambulant fx hver fjerde uge og får behandlingerne, og når man er vågnet tilstrækkeligt op, kan man gå hjem igen. Det, synes jeg, lyder rigtig godt.

Listen over kompetencer

Listen over kompetencerne: De vil hjælpe mig med listen, skønt jeg ikke kan se, hvordan de skulle kunne gøre det. De kender jo ikke mine kompetencer. Hvordan skulle de kunne gøre det, når jeg ikke engang selv kan? Men selvfølgelig tager jeg imod tilbuddet, alt skal forsøges. Det er meget ubehageligt at havne i en situation, hvor man ikke føler, man kan noget som helst. En ting har jeg dog selv skrevet på listen og det er, at jeg kan skrive; det føles bare ikke som en kompetence, der kan bruges til noget.

Senere: De sendte mig en elev til at gennemgå kompetencerne. Det gik ikke, for han kunne ikke kende forskel på et CV og en liste over kompetencer. Vi prøver igen med Kimmie på fredag; måske det så går bedre…

Jeg synes ikke, jeg har ret meget håb

Jeg synes ikke umiddelbart, jeg har så meget håb eller så meget at have det i, men et mikroskopisk sted må det jo være, ellers ville jeg jo ikke søge hjælp; det er logik for perlehøns.

Jeg har fået lov at tage lidt hjem i eftermiddag, da jeg mangler min elektriske tandbørste, noget mere passende tøj til den kommende hedebølge mv. I morgen tidlig er der en ny runde ECT.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Fremtiden

Fremtiden

Fremtiden men først lidt om ECT

Posten er revideret efter jeg fik erfaring med ECT

Henover weekenden er jeg blevet bevilget ECT, og det er jeg meget glad for. Først troede jeg, at jeg skulle afvente en konference i dag mandag, men det kunne altså falde på plads tidligere. Der kom en ung læge og skulle tage blodprøver, men det var hun ikke særlig god til. Jeg tror, hun forsøgte 10 gange, uden at det lykkedes hende. Mine blodårer ligge åbenbart meget dybt, men det plejer da ikke at være noget problem.

Den første behandling var i morges, og det sidste jeg hører er “baseline” og “impedans”, og så er jeg væk efter fire sug i masken. Efter behandlingen som vist varer ca. et minut eller to, bliver man kørt ind til et lille opvågningsrum, hvor man er i ca. 30 minutter. Det er aldrig lykkedes mig at se det rum. Når man er klar til at komme ned på afdelingen igen, ringer de efter noget personale, der kommer med en kørestol, så man kan blive kørt tilbage. Den køretur har jeg heller aldrig oplevet. Herefter bliver man hjulpet i seng og sover et par timer.

I dag var jeg så forvirret, at jeg ikke kunne finde ud af, hvad klokken var, og det var ret ubehageligt. Herudover kom jeg til at tage bad to gange, fordi jeg ikke kunne huske, at jeg allerede havde taget bad i morges.

Den nuværende situation spænder alvorligt ben for forløbet i Psykiatrifonden, jeg er bange for at blive vurderet som for ustabil og måske også for ustabil til fleksjob, og hvad gør jeg så?

Min bisidder og jeg skal til møde med kommunen

Bodil og jeg skal til møde i Hvidovre Kommune den 15. juli 2015, hvor vi skal gennemgå de 15 siders skema i Word, og der bliver vi nok nødt til at fortælle, at jeg er indlagt igen?

I øvrigt er det ikke helt rimeligt at bede et alvorligt sygt menneske, der måske har lidt ECT-hjerne, om at forholde sig til 15 meget vigtige sider i Word, der kan have afgørende betydning for fremtiden.

Hvad skal jeg gøre?

Det kan ikke blive ved at gå sådan her. Lige nu er jeg her på Psykiatrisk Center Hvidovre (endnu en gang) og jeg tager imod al den omsorg og støtte, jeg kan få, og jeg er glad for at være på 808. Det er trygt. Men jeg skal jo også kunne klare mig selv derhjemme, der er intet, jeg hellere vil, men lige nu kan jeg ikke. Tankerne om ikke at orke mere efter 12 års sygdom fylder for meget.

Jeg har skrevet om det før, men altså: det er svært at skulle finde den evige balance mellem de to poler, og hvornår er man bare almindeligt trist, og hvornår har man en behandlingskrævende depression? Jeg tror, grænsen gå ved selvmordstankerne.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Indlagt med svær depression

Indlagt med svær depression

Jeg er indlagt med svær depression

Det er efterhånden nærmest pinligt at fortælle det, og som skrevet tidligere er det nu, du har chancen for at hoppe til mere muntre sider på Internettet. Men altså: jeg blev indlagt fredag eftermiddag via den nye centraliserede visitation på Psykiatrisk Center Glostrup. Formentlig et eller andet besparelsestiltag…. men det må da være dyrt at køre patienterne rundt i taxa?

Lørdag over frokost kom jeg så til Psykiatrisk Center Hvidovre, og så startede samtalerne med lægerne forfra, men de er jo søde og rare.

Mere ECT

Diagnosen er “svær depression”, og de har bevilget mig en ny serie ECT-behandlinger, som starter allerede i morgen mandag tidligt, og faste fra midnat. Jeg kender turen. Jeg tror ikke, der kan skrues mere på medicinen, så jeg kom for ECT, og det ønske har de lyttet til. Det er jeg meget taknemmelig over. Og de har behandlet sagen, selvom det er weekend.

Listen over kompetencer og Bjarnes selvmord

Det, der væltede mig, var listen over kompetencerne og min vens død; han begik selvmord, og det var en kende for “inspirerende”. Det er i hvert fald det nærmeste, jeg kan komme på noget, der var udover det sædvanlige.

Jeg har kæmpet med min sygdom i 12 år nu, og nu føler jeg ikke, at jeg orker at kæmpe mere. Det går jo den gale vej. Derudover har mit liv været en kolossal udfordring siden 1972, hvor min far døde og idyllen med ham. Det er med til en negativ “slutevaluering”. Jeg er fuldt ud klar over, at i en depression, ser man alting som sort i sort uden lysninger; de andre gange har ECT rettet op på det. Det, håber jeg, kan ske igen.

Det var lige før, at ECT ikke kunne være kommet i gang i morgen, fordi de ikke kunne finde mine blodårer. Den første læge stak og stak det bedste, hun havde lært mange gange, men der kom ikke en dråbe blod. Den næste var bedre. Der skal være styr på blodprøverne, inden de påbegynder ECT, og der må selvfølgelig ikke være kontraindikationer, men det er der heller ikke. Jeg håber, det virker hurtigt, for det aktuelle mindset er uudholdeligt. Behandlingerne sker mandag, onsdag og fredag fra morgenstunden.

Jeg skal have fat i Psykiatrifonden og aflyse mine aftaler der. Dette her kommer meget på tværs af alt det, jeg har gang i, men det er der ikke noget at gøre ved.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Patientfeedback

Patientfeedback

Sådan lidt Lean …

Patientfeedback

Psykiatrisk Center Hvidovre holder en gang årligt et “Patientfeedbackmøde“, som led i deres Leanproces og løbende bestræbelser på at gøre det bedre. Og de havde så blandt andet inviteret mig.

Spidserne var tilstede og der var repræsentanter fra direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri, overlægen var der, afdelingssygeplejersken var der og så var min favoritkontaktperson Mona der. Desværre sagde hun ikke noget.

Ordet var patienternes både som det frie ord men også under overskrifterne:

  • ankomst
  • det skriftlige materiale og
  • udskrivelse

Personalet på 808 er fantastisk

Der var masser af ros til personalet på afsnit 808, der altid er tilgængeligt og altid har tid til en snak, også selvom de løber stærkt i hverdagen. Jeg snakkede lidt med Mona, der næsten var overvældet over al den ros – men hun fortjener den.

Først var ordet patienternes, mens personalebordet bare skulle lytte. Herefter skulle personalet sige, hvad de ville tage med sig hjem og arbejde videre med. Så var ordet atter patienternes. Alle patientudsagn blev opsummeret på post its og hængt op. Til sidst fik man tre klistermærker, som man skulle tildele de udsagn, man fandt vigtigst.

Der var store og små ting mellem hinanden: alt fra at der manglede gardiner på toiletterne, at tørrestativerne skulle tilbage til vaskeriet til at udskrivelsesprocessen var vigtig og skulle foregå som en fælles proces mellem medarbejdere og patienter til at man skulle kunne få indflydelse på, hvem der skulle være ens kontaktperson i erkendelse af, at der altså også er noget, der hedder personlig kemi.

Udskrivelsesprocessen og de fysiske rammer på 808

Der var rigtig mange, der havde fat i udskrivelsesprocessen, og den er også enormt vigtig. Jeg følte mig selv helt klar, da jeg skulle hjem denne gang og det på en helt anden måde end de første fire gange. Hvad der præcist var anderledes denne gang, ved jeg ikke, men måske var det bedre forberedt fx ved at jeg havde været hjemme i flere omgange og også havde været hjemme og sove? Nogle nævnte ubehagelige oplevelser med at få at vide, at “du skal hjem i morgen”, og det holder altså ikke. Det kan gøres bedre.

Rigtig mange nævnte de fysiske rammer med 4-sengsstuerne som det store problem. Anne fra direktionen vidste ikke, at det var sådan forholdene var! Der udspandt sig lidt snak om, at hvis man nu ombyggede og gjorde 4-sengsstuerne til 2-sengsstuer, ville det jo så gøre, at der kun var halvt så mange, der kunne få hjælp. Og hvad gør man så? Jeg tænker, at det trods alt er bedre at være på en 4-sengsstue end at tage livet af sig.

Det skriftlige materiale fik også en del ord med på vejen. Der var flere, der sagde, at de ved ankomsten var i en sådan forfatning, at de ikke kunne kapere det. Jeg havde det nemt, for jeg har aldrig nogensinde fået en velkomstmappe! Til gengæld synes jeg, at mange af de pjecer, der er hængt op i holdere på væggene, er rigtig gode at få forstand af. Jeg har fx læst den om ECT og om bipolar affektiv sindslidelse mange gange.

Flere havde fat i, at hvis der undervejs blev opdaget (nye) somatiske lidelser, blev der også gjort noget for at få dem udredt; det kan jeg jo også kun skrive under på. Der var noget snak om behandlingsplaner, og det var vekslende, om folk havde været involveret i udarbejdelsen af dem eller ej. I min e-journal står gentagne gange, at jeg har været involveret, men det er altså ikke rigtigt.

De prioriterede udsagn

Da alle udsagn var samlet sammen og skrevet på post its og prioriteret var det disse, der vandt – mener jeg bestemt:

  • Indflydelse på hvem der skal være kontaktperson
  • Udskrivelsesprocessen skal være en fælles opgave for patient og personale.

Det gode ved dette er, at ingen af disse to forbedringsforslag koster noget. Det er sådan set uden videre til at gå i gang med dem. Det kan være, det kræver omlægning af arbejdsgange mv., men man skal ikke omkring de bevilgende myndigheder! Herudover lovede de, at de ville tage alle post its med videre i processen.

Jeg havde et synspunkt om brugen af forskellige IT-systemer, men jeg kom ikke frem med det. Jeg benyttede i stedet lejligheden til at give centerchef Birgitte Welcher et print af den mail, jeg sendte hende den 30. april, og som jeg aldrig har fået svar på. Hun beklagede meget, at hun ikke havde svaret, men forklarede, at hun p.t. havde kontor både i Glostrup og i Hvidovre. Pyt så med det, alle kan overse en mail, og hun får sikkert mange. Mailen kommer herunder:

“Kære Birgitte Welcher
Jeg er p.t. indlagt på 808 med en svær depression med psykotiske elementer, og lad mig indledningsvist slå fast, at jeg er meget glad for at være her, og synes, at det personale, jeg møder, er meget professionelt og ansvarligt. Jeg synes eksempelvis, at ordningen med de faste kontaktpersoner er særdeles velfungerende.

Modsat mange andre med depression har jeg det bedst om morgenen og værst om aftenen. Det er derfor oftest om aftenen, jeg har brug for en snak med en medarbejder. Jeg oplever i høj grad at blive taget alvorligt, og at medarbejderne tager sig tiden, og det er dejligt.

Der, hvor jeg synes, jeg ser et strukturelt problem, er, at medarbejderne omhyggeligt indfører essensen af samtalerne i KISO, men overlæge/stuegangsgående psykolog anvender ikke dette system, de bruger i stedet Opusnotater. Kort sagt betyder det, at disse – for mig – vigtige samtaler aldrig kommer længere end til plejepersonalet, og at jeg som patient selv skal huske på, hvad vi talte om og skrive mine egne noter om samtalerne for at tage dem med til overlæge/stuegangsgående psykolog. Da jeg har fået et stort antal ECT-behandlinger, er det en udfordring for mig at huske at få det hele skrevet ned.

Vil I eventuelt overveje at gentænke denne ordning?

Sendt fra min iPad

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.