Indlæg

Patientfeedback

Patientfeedback

Sådan lidt Lean …

Patientfeedback

Psykiatrisk Center Hvidovre holder en gang årligt et “Patientfeedbackmøde“, som led i deres Leanproces og løbende bestræbelser på at gøre det bedre. Og de havde så blandt andet inviteret mig.

Spidserne var tilstede og der var repræsentanter fra direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri, overlægen var der, afdelingssygeplejersken var der og så var min favoritkontaktperson Mona der. Desværre sagde hun ikke noget.

Ordet var patienternes både som det frie ord men også under overskrifterne:

  • ankomst
  • det skriftlige materiale og
  • udskrivelse

Personalet på 808 er fantastisk

Der var masser af ros til personalet på afsnit 808, der altid er tilgængeligt og altid har tid til en snak, også selvom de løber stærkt i hverdagen. Jeg snakkede lidt med Mona, der næsten var overvældet over al den ros – men hun fortjener den.

Først var ordet patienternes, mens personalebordet bare skulle lytte. Herefter skulle personalet sige, hvad de ville tage med sig hjem og arbejde videre med. Så var ordet atter patienternes. Alle patientudsagn blev opsummeret på post its og hængt op. Til sidst fik man tre klistermærker, som man skulle tildele de udsagn, man fandt vigtigst.

Der var store og små ting mellem hinanden: alt fra at der manglede gardiner på toiletterne, at tørrestativerne skulle tilbage til vaskeriet til at udskrivelsesprocessen var vigtig og skulle foregå som en fælles proces mellem medarbejdere og patienter til at man skulle kunne få indflydelse på, hvem der skulle være ens kontaktperson i erkendelse af, at der altså også er noget, der hedder personlig kemi.

Udskrivelsesprocessen og de fysiske rammer på 808

Der var rigtig mange, der havde fat i udskrivelsesprocessen, og den er også enormt vigtig. Jeg følte mig selv helt klar, da jeg skulle hjem denne gang og det på en helt anden måde end de første fire gange. Hvad der præcist var anderledes denne gang, ved jeg ikke, men måske var det bedre forberedt fx ved at jeg havde været hjemme i flere omgange og også havde været hjemme og sove? Nogle nævnte ubehagelige oplevelser med at få at vide, at “du skal hjem i morgen”, og det holder altså ikke. Det kan gøres bedre.

Rigtig mange nævnte de fysiske rammer med 4-sengsstuerne som det store problem. Anne fra direktionen vidste ikke, at det var sådan forholdene var! Der udspandt sig lidt snak om, at hvis man nu ombyggede og gjorde 4-sengsstuerne til 2-sengsstuer, ville det jo så gøre, at der kun var halvt så mange, der kunne få hjælp. Og hvad gør man så? Jeg tænker, at det trods alt er bedre at være på en 4-sengsstue end at tage livet af sig.

Det skriftlige materiale fik også en del ord med på vejen. Der var flere, der sagde, at de ved ankomsten var i en sådan forfatning, at de ikke kunne kapere det. Jeg havde det nemt, for jeg har aldrig nogensinde fået en velkomstmappe! Til gengæld synes jeg, at mange af de pjecer, der er hængt op i holdere på væggene, er rigtig gode at få forstand af. Jeg har fx læst den om ECT og om bipolar affektiv sindslidelse mange gange.

Flere havde fat i, at hvis der undervejs blev opdaget (nye) somatiske lidelser, blev der også gjort noget for at få dem udredt; det kan jeg jo også kun skrive under på. Der var noget snak om behandlingsplaner, og det var vekslende, om folk havde været involveret i udarbejdelsen af dem eller ej. I min e-journal står gentagne gange, at jeg har været involveret, men det er altså ikke rigtigt.

De prioriterede udsagn

Da alle udsagn var samlet sammen og skrevet på post its og prioriteret var det disse, der vandt – mener jeg bestemt:

  • Indflydelse på hvem der skal være kontaktperson
  • Udskrivelsesprocessen skal være en fælles opgave for patient og personale.

Det gode ved dette er, at ingen af disse to forbedringsforslag koster noget. Det er sådan set uden videre til at gå i gang med dem. Det kan være, det kræver omlægning af arbejdsgange mv., men man skal ikke omkring de bevilgende myndigheder! Herudover lovede de, at de ville tage alle post its med videre i processen.

Jeg havde et synspunkt om brugen af forskellige IT-systemer, men jeg kom ikke frem med det. Jeg benyttede i stedet lejligheden til at give centerchef Birgitte Welcher et print af den mail, jeg sendte hende den 30. april, og som jeg aldrig har fået svar på. Hun beklagede meget, at hun ikke havde svaret, men forklarede, at hun p.t. havde kontor både i Glostrup og i Hvidovre. Pyt så med det, alle kan overse en mail, og hun får sikkert mange. Mailen kommer herunder:

“Kære Birgitte Welcher
Jeg er p.t. indlagt på 808 med en svær depression med psykotiske elementer, og lad mig indledningsvist slå fast, at jeg er meget glad for at være her, og synes, at det personale, jeg møder, er meget professionelt og ansvarligt. Jeg synes eksempelvis, at ordningen med de faste kontaktpersoner er særdeles velfungerende.

Modsat mange andre med depression har jeg det bedst om morgenen og værst om aftenen. Det er derfor oftest om aftenen, jeg har brug for en snak med en medarbejder. Jeg oplever i høj grad at blive taget alvorligt, og at medarbejderne tager sig tiden, og det er dejligt.

Der, hvor jeg synes, jeg ser et strukturelt problem, er, at medarbejderne omhyggeligt indfører essensen af samtalerne i KISO, men overlæge/stuegangsgående psykolog anvender ikke dette system, de bruger i stedet Opusnotater. Kort sagt betyder det, at disse – for mig – vigtige samtaler aldrig kommer længere end til plejepersonalet, og at jeg som patient selv skal huske på, hvad vi talte om og skrive mine egne noter om samtalerne for at tage dem med til overlæge/stuegangsgående psykolog. Da jeg har fået et stort antal ECT-behandlinger, er det en udfordring for mig at huske at få det hele skrevet ned.

Vil I eventuelt overveje at gentænke denne ordning?

Sendt fra min iPad

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

ECT hed tidligere elektrochok

ECT hed tidligere elektrochok

Bedøvelse og behandling

ECT hed tidligere elektrochok

“Bedøvelse og behandling” er navnet på den lille folder, der ligger på afdelingen, og den er god at få forstand af. Den er meget udførligt formuleret, så man virkelig får viden om, hvad ECT (elektrochok) er for noget. Jeg har lige siddet og hørt min og Melitas udskrivningssamtale fra i fredags. Hun siger det helt tydeligt: “ECT er den bedste behandling ved depressioner”.

Jeg har mødt mange mennesker, der siger, at det havde de aldrig turdet gå med til. Mange har hørt om, at det kan knibe med hukommelsen bagefter. Det er rigtigt, at man måske slet ikke kan huske noget som helst fra indlæggelsen, men de umiddelbare problemer er helt væk efter tre måneder, ref. Kaj Bjerring Andersen. Jeg husker fx intet fra november 2014, og faktisk heller ikke noget fra den første måned  i denne her omgang, men pyt med det, det tager jeg med “i købet”, det er prisen, jeg må betale.

De siger, at jeg har været meget “chok-dement”. I november var jeg fx så meget fra hægterne og forvirret, at jeg gav Visakort og pinkode til en medpatient, så hun kunne købe cigaretter for mig. Hun var ikke ærlig, og personalet måtte hjælpe med at få spærret kortet mv.

ECT står for Electroconvulsive Therapy

ECT står for Electroconvulsive Therapy, og er effektiv ved fx både svære depressioner, svære psykoser og svære manier. Behandlingen foregår ved, at der påføres en svag elektrisk strøm til hovedbunden. Dette udløser en sammentrækning (krampe) i hjernen. Man er i fuld narkose og oplever derfor ingen smerte eller ubehag under behandlingen.

ECT har endvidere den fordel, at det virker allerede efter et par gange. Dette skal ses i sammenhæng med, at der fx let kan gå otte uger før et evt. antidepressiva har effekt. Nogle gange har man bare ikke otte uger at gi’ af. Herudover er der specielt for bipolar affektiv sindslidelse det faktum, at man ikke kan tåle antidepressiva, for så risikerer man nye manier, så der er en hårfin balancegang at holde.

Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvorfor ECT virker; man ved bare, at det virker.

ECT står aldrig alene, men er et stærkt supplement til den medicinske behandling og samtaleterapi (hvis de ellers kan skaffe en psykolog).

Hvem udfører behandlingen

For selve behandlingen står en særligt uddannet psykiater. Narkoseholdet står for bedøvelsen, og særligt uddannet plejepersonale står for resten. Det foregår mandag, onsdag og fredag morgen fra kl. 8:00, og narkoseholdet kommer ovre fra Hvidovre Hospital.

Det foregår i et meget lille rum, hvor der er stuvende fuldt, når alle de mennesker skal være derinde. Man møder op på fastende hjerte, ja ikke engang en cigaret må man tage der om morgenen. De stiller af sikkerhedsmæssige årsager en masse rutinespørgsmål fx om løse tænder, pacemaker, faste osv. De spørger også om diabetes og hjerteproblemer.Så lægger man sig på lejet, hvor de måler temperatur, puls og blodtryk, og hvor de lægger venflonen i venstre håndryg; det er den, bedøvelsen sprøjtes ind i. Herefter trækker man vejret i en iltmaske et par gange, og så er man væk. Behandlingen varer under to minutter. Man får noget muskelafslappende medicin, så selve kroppen næsten ikke kramper – det er altså ikke som i “Gøgereden”.

Efter behandlingen bliver man kørt ind i et lille lokale ved siden af, og der ligger man så og vågner op i ca. et kvarter. Det er aldrig lykkedes mig at se det lokale, og det er heller aldrig lykkedes mig at finde ud af, hvordan jeg kommer tilbage til afdelingen, og jeg har trods alt taget turen 19 gange.

Der kan være følgende bivirkninger, der dog alle forsvinder på meget kort tid (i løbet af formiddagen)

  • Forvirring – det har jeg vist haft en del
  • Hovedpine – det har jeg aldrig haft
  • Muskelømhed – det har jeg heller aldrig haft.

I november var ECT et mirakelmiddel for mig; det har det så ikke helt været nu her i marts/april, da de “dårlige tanker” fortsat er tilstede. ECT har dog repareret på appetit, søvn og synsforstyrrelser, og det har sørme også stor værdi, for man bliver endnu mere syg af ikke at sove. I de depressive perioder vågner jeg konstant omkring 4 – 4:30, så det er en af de ting, jeg har noteret ned som faresignaler i applikationen “minplan”.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Klar til at blive udskrevet

Klar til at blive udskrevet

Jeg føler mig klar til at blive udskrevet

En søvnløs nat

Jeg kan simpelthen ikke sove. Måske er det spændingen over at skulle udskrives i morgen, at skulle til samtale nr. to med psykologen og at skulle hjem for good? Men pyt jeg kan jo da bare tage en middagslur i morgen!

Jeg føler mig fuldstændig klar til at blive udskrevet, tage hjem og få gang i mit rigtige liv igen. Ingen af de andre gange, jeg har været her, har jeg følt mig så i den grad klar til at blive udskrevet. Jeg talte lige med Mona om det, og hun kunne fortælle, at det i november var mig selv, der pressede på for at komme hjem. Det kan jeg slet ikke genkalde mig, men hun har jo nok ret. I øvrigt husker jeg jo heller ikke noget som helst fra november?

Positivt syn på fremtiden

Jeg ser lyst på den kommende tid, og jeg ser frem til forløbet i Psykiatrifonden. Jeg tror, det bliver spændende, og jeg håber, der kommer noget godt ud af det. Lige i skrivende stund føler jeg mig ikke klar til virksomhedspraktikken, men mon ikke det kommer inden de kommende syv uger er gået? Gad nok vide hvor mange timer jeg kan arbejde pr. uge?

Endnu engang har jeg studeret deres hjemmeside, og faldt over noget, de kalder “det mentale motionsrum”, hvor de har ni undersider om kognitive vanskeligheder som fx kan være hukommelsesproblemer. De fokuserer meget på det med at bruge en kalender mere aktivt. Det kan fx være ved at skrive selv små banale ting ned for at få struktur på dagens opgaver. Ideen er at belaste hjernen mindst muligt. Det lyder interessant og svarer i øvrigt til hvad Kaj Bjerring Andersen siger, så det er sikkert rigtigt. Det skal prøves!

Psykiatrifonden lægger på deres hjemmeside mest vægt på stress, angst og depression i relation til psykoedukationen i afklarings- og udviklingsforløbet. Det ville være dejligt, hvis de også havde noget om manierne.

Mona og jeg har lagt planer for næste uge: opringninger herfra om aftenen fredag, lørdag og søndag, herud til opfølgende samtaler med blandt andet hende tre dage og Gitte i Distriktspsykiatrien en dag. Jeg synes, det er et kongeligt tilbud at kunne komme herud og få en snak, om hvordan det går lige efter udskrivelsen.

Jeg føler tryghed ved denne “mandsopdækning”, og jeg tror og håber, det vil gå godt. Jeg har i hvert fald mod på at prøve, og jeg bliver aldrig mere klar end jeg er nu.

Ready steady go.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Beskyttende faktorer

Beskyttende faktorer

Det skal holde mig i live: de beskyttende faktorer

  • Drive til at være social
  • Sociale kompetencer
  • Behagelig personlighed
  • Struktureret
  • Systematisk
  • Interesser:
    • slægtsforskning,
    • kriminalhistorie,
    • foto og gamle billeder og
    • software
  • Menighedsråd og kirken
  • Godt begavet

Indenfor psykiatrien og psykologien taler man en del om det, der kaldes “beskyttende faktorer”, som kort sagt er det, der skal holde en i live, når der opstår en krise.

Jeg har lige været til stuegang med Ditte Munk Wollesen (psykologen på Psykiatrisk Center Hvidovre), og vi rundede af med at tale om de beskyttende faktorer.

Mit udgangspunkt er, at jeg ikke synes, jeg har nogen, men det synes hun, og hun lavede lige ud af hovedet ovenstående liste. Det er selvfølgelig vældig pænt af hende. Problemet er, at jeg ikke synes, jeg rigtig kan tage ejerskab til den. Det vækker ikke rigtig genklang hos mig.

På hendes opfordring har jeg dog nu skrevet det ned både her på bloggen og i mine noter på iPadden, så jeg altid har dem med mig. Måske de så på en eller anden måde kan gøre gavn?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.