Politik og/om fleksjob
Den personlige del: Jeg er sluppet gennem nåleøjet til fleksjobbet, og det er jeg lykkelig for, men jeg har også kæmpet for det. I går var en mærkedag, for der blev ansættelseskontrakten med Folkekirkens Nødhjælp endeligt udformet og underskrevet. Den løber kun til 31. december 2016, og så må jeg se, hvad der dukker op til den tid. Der kan ske så meget. Så det var den ene “blanket”.
Den anden del er de blanketter, Hvidovre Kommune skal have sammen med en kopi af ansættelseskontrakten. Chefen og kommunen har åbenbart haft en dialog om dette, og jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at de har konkluderet, at jeg har en “arbejdsintensitet” på 100 pct. Dette begreb bruges vist mest i forbindelse med arbejdsgivers løndel. Arbejder man fx 15 timer med en arbejdsintensitet på 50 pct., skal arbejdsgiver kun betale for 7½ time. Det forekommer egentlig rimeligt nok, men man kan spørge, hvordan i alverden, de finder frem til procentsatsen?
Vi bliver nødt til at gå disse blanketter igennem igen, for dels er der faktuelle fejl, (fx er min mailadresse og telefonnummer forkert – de tilhører sikkert en anden borger og skyldes nok, at de har anvendt en gammel fil og så rettet den til.) Den slags fejl virker ikke så betryggende for resten af indholdet. Dels synes jeg ikke, arbejdsopgaverne er dækkende beskrevet for det, jeg rent faktisk laver. Det må da være vigtigt? De har bare kopieret det, Psykiatrifonden skrev i praktikaftalen i januar, og det var jo fornuftigt nok dengang, men er det ikke længere.
Når man tilkendes et fleksjob, bliver man automatisk tilmeldt ordningen med “Fleksydelse”, der er en form for efterløn til fleksjobbere, hvorefter Udbetaling Danmark spammer ens e-boks med blanketter. Det koster 500 kr. om måneden at være medlem af ordningen. På borger.dk findes en fin vejledning, og når man først har fundet ud af terminologien, og fundet de relevante undersider på sitet, er det ikke så svært, men jeg brugte da et par timer på det. Gad vide hvad folk, der ikke har så meget overskud, gør? Jeg forsøgte mig eksempelvis torsdag aften, hvor jeg var træt, og der måtte jeg opgive; det var simpelthen for kringlet.
Jeg endte med at fravælge ordningen, da man som hovedregel skal have indbetalt i 30 år, for at få noget ud af det. Der er så undtagelser, der er bestemt af ens alder. For mit vedkommende ville jeg kunne overgå til fleksydelsen tre år før folkepensionsalderen. Det synes jeg ikke rigtig står mål med de 500 kr. pr. måned, men det skal retfærdigvis nævnes, at jeg aldrig har været tilmeldt efterlønsordningen, og det har selvfølgelig betydning.
Jeg ser frem til, at alle formalia er i orden, så jeg bare skal passe mit dejlige og daglige arbejde.
Den politiske del: Fleksjobordningen blev reformeret (et andet ord for besparelser) med virkning fra 1/1 2013. “Reform af førtidspension og fleksjob” blev vedtaget af den tidligere regering, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Det, jeg umiddelbart ved, er, at indtægten er blevet forringet. Før i tiden betalte arbejdsgiver sin del, og kommunen supplerede op til en eller anden fastsat overenskomstmæssig løn kaldet fleksløntilskud. Arbejdsgiver betaler efter reformen fortsat sin del, men kommunens supplement er væsentligt forringet/reformeret. Hvor meget ved jeg ikke endnu. Først med lønnen for august vil jeg vide, hvad det betyder rent økonomisk. Man skal medbringe første lønseddel til kommunen, så “fleksløntilskuddet kan blive beregnet bedst muligt”… øh… bedst muligt…
Jeg fandt denne oplysende artikel om reformerne på DenOffentlige.dk. Artiklen handler ganske vist primært om ressourceforløb, men der er også noget om fleksjob. Et ressourceforløb er et typisk flerårigt forløb (1 – 5 år), der skal udvikle arbejdsevnen, så folk ikke havner på førtidspension. Det var der, jeg var hunderæd for at havne, da ydelsen så svarer til kontanthjælp.
De formål, som politikerne har solgt reformer på, er aldrig indfriet. Tværtimod, har særligt førtidspensions- og fleksjobreformen har effekter helt modsat af formålet, fortæller forsker i dette indlæg.
Formodningerne bag reformen var:
- Man formodede at kunne forbedre borgernes arbejdsevne, for nogle endda i en sådan grad, at de ville kunne (gen)indtræde på det ordinære arbejdsmarked.
- Man formodede, at man ved at give disse borgere en beskæftigelsesrettet indsats kunne forbedre deres sociale liv, så de i højere grad kunne blive en del af fællesskabet, underforstået det arbejdende fællesskab.
Beskæftigelseseffekterne af de hidtidige ressourceforløb, er at kun 79 borgere ud af knap 19.000 etablerede ressourceforløb er kommet i ordinær beskæftigelse, mens knap 350 borgere har fået et fleksjob, hvilket omregnet til fuldtidsstillinger svarer til ca. 54 stillinger
Det er jo forrykt! Beskæftigelseseffekten kan lige så godt sættes til nul. Gennemsnitligt arbejder de, der er tilkendt fleksjob, fem timer om ugen. For så vidt angår begge grupper er der tale om mennesker, der har en livsvarig sygdom, og man bliver som hovedregel ikke rask igen af at arbejde. OK – jeg kan godt modificere dette lidt: For mit eget vedkommende har det en vis helbredende effekt at være på arbejde og føle, at jeg tilfører FKN værditilvækst og indgår i et fællesskab, men rask bliver jeg altså aldrig, så var jeg jo netop ikke blevet tilkendt et fleksjob! Det er en cirkulær og uigennemtænkt argumentation. Og hvis jeg nu var nede på de fem gennemsnitlige timer pr. uge? Jeg fastholder, at det er forrykt.
Folk, der har været i ressourceforløb og ikke har kunnet forbedre deres arbejdsevne for dermed kunnet få enten et ordinært job (i sig selv en vanvittig målsætning) eller et fleksjob, har ingen krav på offentlige ydelser, og er henvist til almisser fra familie og venner. Artiklen konkluderer, at dette er grundlovsstridigt. Hvordan kan et velfærdssamfund have sådanne regler?
Grundlovens § 75: Stk 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

