Indlæg

, , ,

Noget om lov om ophavsret

Noget om lov om ophavsret

Der stjæles med arme og ben

Noget om lov om ophavsret

Forleden fandt jeg på docplayer.dk 324 A4-sider (i form af et PDF-dokument) min webbaserede “stedliste”. For hvert sted på min liste var angivet de personer, jeg, via min slægtsforskning, kan knytte til stedet. Jeg genkendte uden videre alle steder og alle personer. 324 sider er lige godt mange. Jeg var ikke angivet som kilde, der var ikke en henvisning til min TNG-side og jeg var ikke citeret. Men jeg var sur. Jeg forsøgte at finde frem til personen, der havde uploaded listen, men det lykkedes ikke.

I stedet skrev jeg til tjenesten docplayer.dk, at der var tale om en klar overtrædelse af min ophavsret og krævede, de straks fjernede materialet. I dag har jeg fået en mail om, at de har fjernet det, og man får ganske rigtigt en 404-side (det er sådan en “Siden findes ikke”-side), hvis man prøver at tilgå linket. Det er jo fint nok. Om 6 – 12 måneder kan siden nok heller ikke findes med Google.

Siden har jeg så forsøgt at finde ud af, hvad docplayer.dk er. Det viser sig at være  en russisk-ejet “tjeneste” med base i Moskva, der, under dække af navne på afdøde personer, som de finder på afdøde.dk,

tilbyder dig praktiske og gratis værktøjer til at offentliggøre og dele information. Ved at bruge vores websted kan du nemt finde bøger til at forberede dig til eksamen, færdige referat, studerendes opgaver og vejledninger i forskellige emner. Ressourcens undervisningsbibliotek har tusindvis af lærebøger, artikler og bøger i en række fagområder.

De høster internettet ganske systematisk, og offentliggør andres artikler, som om de var skrevet af den person, de finder på afdøde.dk. Det er en velorganiseret og systematiseret form for krænkelse af lov om ophavsret, og stedet burde uden videre lukkes. Tjenesten tjener styrtende med penge via nogle reklamer. Jeg er ikke helt klar over, hvordan det foregår, og selv ser jeg aldrig reklamer, da jeg har købt et program, der sorterer dem fra. Jeg gider ikke se alt det skrammel.

Dansk Journalistforbund har været efter dem

I sommeren 2016 var Dansk Journalistforbund efter dem, men der kom vist aldrig rigtig noget ud af det. Forbundets holdning var, at dk-hostmaster skulle høje med indholdet af danske domæner. Det kunne dk-hostmaster selvfølgelig ikke gå ind på. Hvordan skulle de dog kunne holde øje med, om en domæneejer bruger sit domæne til lovlige eller kriminelle aktiviteter?

Dansk Journalistforbund kom ind i sagen efter en artikel på journalisten.dk, der havde overskriften “Det her er internettets værste mareridt“. Forbundet svarede blandt andet “Nej det kan blive meget værre”, og det havde de ganske ret i.

Hvis du har en hjemmeside, kan du jo prøve at søge på “tjenesten” og se, om de også har publiceret noget af dit materiale.

Ophavsretten er svær at håndhæve

Lov om ophavsret er svær at læse. Selv artikler, der prøver at forklare loven, er svære at læse. I mit tilfælde, er der nu ikke tvivl om, at jeg har ophavsretten, men den er stort set umulig at håndhæve, med mindre man er velhavende og har god tid, siger mediejurist Peter Lind Nielsen, der blandt andet er specialiseret i det digitale område.

Den bedste artikel om ophavsret, jeg nogensinde har læst, er skrevet af min tidligere kollega Anne Mette Broberg fra Patent- og Varemærkestyrelsen. Den har titlen “Slægtsforskning, ophavsret og Internet” og kan findes her. Hun forklarer på jævnt dansk, hvornår man har ophavsret til sit materiale, og selv om artiklen om et par måneder kan fejre sin 16 års fødselsdag, så er principperne stadig gældende, da de er helt fundamentale.

Mette skriver blandt andet:

Ophavsretten handler på den ene side om at beskytte en kreativ og intellektuel indsats, men handler på den anden side også om, at gøre kultur og viden tilgængelig for alle. Ophavsretten er derfor en balance mellem et behov for at beskytte den indsats, som en enkelt person har gjort, men samtidig ikke at opstille så stramme regler at alle andre personer er hæmmet i deres handlinger på en urimelig måde. Det er vigtigt at gøre sig klart, at ophavsret ikke giver en eneret til viden.

For at få ophavsretten til en artikel, en hjemmeside, en slægtstavle, et billede eller lignende, er der tre grundlæggende krav, der skal være opfyldt. Der skal være:

* en ophavsmand,
* tale om et litterært eller kunstnerisk værk, og
* tale om et værk, det vil sige at produktet skal have værkshøjde

Med udgangspunkt i Mettes artikel er jeg ikke i tvivl om, at jeg har ophavsretten til de 324 A4-siders stedregister og alle de andre 52 af mine artikler, der findes på docplayer.dk.

Alt for meget negativ energi

Jeg er ved at nå dertil, at hvis jeg ikke vil kopieres, må jeg undlade at lægge ting på nettet og så lukke min hjemmeside. Jeg bliver så/alt for rasende, når jeg kan se, mine rettigheder overtrædes, fx når en såkaldt slægtsforsker har kopieret hundredvis af mine personer, som han ikke selv har en relation til, og når man søger efter de pågældende personer med Google, kommer man ofte til hans hjemmeside, før man kommer til min. Han mener, jeg ikke forstår, at vi “hjælper hinanden” – jeg mener, han er en simpel tyveknægt. Han kunne da i det mindste angive mig som kilde. Han kan ikke tilrane sig yderligere informationer, da jeg har fundet en vej til at udelukke ham og en lignende, der også stjæler med arme og ben, via en simpel kode i den fil, der hedder .htaccess. Men det de allerede har hugget, er der jo ikke noget at stille op med.

På den anden side set har jeg stor glæde af at skrive og jeg har meget sjov ud af min TNG-side, hvor slægtsdata befinder sig. Mht. sidstnævnte lever jeg i det lønlige håb, at der en dag er en – gerne flere – der leverer mig nogle valide oplysninger. På den anden side set er det endnu ikke sket, så sandsynligheden er nok lille. Jeg er kommet med i et fællesskab, hvor der sidder mange meget dygtige TNG-folk fra hele verden. Og det er både spændende og lærerigt. Jeg har fået mange input fra dem, fx fra dem der koder udvidelser til TNG (MODs). Som modydelse har jeg oversat forskellige hjælpetekster og forklaringer i MODs til dansk. Når jeg nu ikke kan kode, kan jeg da i hvert fald dansk.

Der er også for meget negativ energi knyttet til SEO-firmaet Morningscore (historien kommer en anden dag) og til Microsoft, som jeg fortsat kæmper med (den historie kommer også). Måske skal jeg bare lade det ligge og lave det, der gør mig glad – det irriterer mig bare grænseløst at have spildt samlet set 9.000 kr. på kun et kalenderår.

Microsoft er nok ligeglad med en dårlig anmeldelse på Trustpilot, men det er Morningscore helt sikkert ikke, eftersom de kun har fire i alt. Det er desværre den eneste reaktionsmulighed, jeg har, efter de ikke har rettet op på de mange fejl, jeg har påpeget i deres system siden den 23. oktober 2021.

,

Kampen med Microsoft

Kampen med Microsoft

Som nævnt giver jeg ikke op

Kampen med Microsoft er sikkert først lige begyndt

I dag sendte Microsoft support denne besked:

Kære Hanne,
Jeg fik beskeder fra min overordnet medarbejder, at vi har ikke konkrete svar på hvad status er, hvad der vil ske og hvordan du kan have en dialog med “dem”.
Alle vores sager og samtaler gennemgås og evalueres og det bliver besluttet, hvad det skal gøres næste.
Hanne, du kan klage ved at bruge HUB feedbeck og holder kontakt med os.

Jeg svarede følgende via deres Feedback HUB (gad vide om mennesker læser den?)

København den 5. oktober 2021

Kære Microsoft

Siden den 3. september 2021, hvor en supporter slettede min bruger, hvorefter maskinen var ubrugelig og jeg havde en udgift på x kr. for at genoprette brugeren, så jeg igen havde en brugbar PC, har jeg forsøgt at få en dialog med jer. Det har været resultatløst.

Jeg har sendt jer i alt 12 mails, uden I har reageret med andet end at lukke disse to sager: Case #:1027761639 og Serviceanmodning nr.: 1029335537.

Hver gang jeg har fået en mail fra jer, også dem med titlen ”Fortæl os om dine seneste Microsoft-supportoplevelse” har jeg svaret prompte, men jeg har intet hørt.

Supporteren, der håndterede 1027761639, har modtaget mine beskeder, men ikke reageret overhovedet udover inden for den seneste uge at oplyse, at sagen var lukket. Det er jeg fuldt ud klar over – det er jo det, der er problemet.

Jeg er også klar over, at den pågældende medarbejder ikke har kompetence til at iværksætte godtgørelsen, men så må hun sætte mig i forbindelse med en medarbejder, der har de nødvendige kompetencer og som jeg kan få en dialog med.

Den supporter, der åbnede Serviceanmodning nr.: 1029335537, beklagede meget, at jeg intet havde hørt, og lovede, at der nu ville ske noget.

Der er herefter ikke sket andet, end at jeg blev henvist til den første supporter, der oplyste, at sagen var lukket, og herefter har jeg tillige fået besked om, at også Serviceanmodning nr.: 1029335537 er lukket. Jeg har skrevet og spurgt om årsagen til lukningen af denne. Jeg har ikke fået svar.

Det forekommer ganske umuligt at komme i kontakt med kompetente medarbejdere hos jer. Det er helt urimeligt. I har dejlige produkter, som jeg er en meget glad bruger af gennem mange år, men det kan ikke være sandt, at man ikke kan få en dialog med jer. Produkterne er jo altså ikke gratis.

Her mere end en måned efter den 3. september er jeg blevet spurgt om maskinens aktuelle status. Status er glimrende, men det skyldes bestemt ikke Microsoft support.

Herudover kan jeg ikke se, hvad hændelser godt en måned efter den 3. september har med sagen at gøre. Hvad havde I forestillet jer, jeg skulle have gjort i en hel måned uden en brugbar maskine? Jeg er afhængig af min PC, som jeg naturligvis ikke kan være foruden i en hel måned.

Nu må der altså ske noget i denne eller disse sager. Jeg har ventet længe nok allerede.

Mine krav er:

  1. at åbne en dialog med en overordnet, kompetent medarbejder og
  2. at få godtgjort mine udgifter til genopretning af maskinen i starten af september

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

Nu er det spændende, om der sker noget

Jeg har ikke de store forhåbninger til en klage, der indsendes via en “Feedback-ting“. For at være på den sikre side sendte jeg også hele Worddokumentet som vedhæftet fil til afsenderen af dagens mail. Min mail og forhåbentlig også Worddokumentet indgår vel på en eller anden måde i deres sagsstyringssystem?

På den anden side set kan det ikke være sandt, at en verdensomspændende mastodont, der stort set har et faktisk monopol, ikke reagerer på kundehenvendelser, nærmest  bare sylter dem, og formentlig håber på, at kunden giver op efter en vis tid.

Den korte tid for nogle år siden, hvor jeg forsøgte mig med det gratis Linux, var supporten væsentligt bedre.


Flere poster om kampen med Microsoft her.

, ,

Jeg kan se en pixel

Jeg kan se en pixel

En udpræget sans for detaljer

Billederne til hjemmesidens forside skal være 665 * 531 pixels; hverken mere eller mindre. De 531 definerer jeg med billedbehandlingsprogrammet “GIMP” (skønt gratis program). For samtidig at ramme præcist de 665 uden at forvrænge noget, bruger jeg et andet program “Icecream Screen Recorder”, der kan lave et meget fint udsnit af det aktuelle billede.

For ikke at havne med en eller anden streg for oven eller for neden, som virkelig generer mig, da jeg kan se en pixel (eller er det mon rettere en dot i en DPI?), som ellers ikke er ret stor, har jeg fundet den lette løsning bare at sætte Screen Recorderen til kun at klippe 665 * 530 pixels ud. Voila. Der er ingen overflødige streger blandt de fire billeder, der udgør forsiden.

Screen Recorderen placerer sig som hovedregel meget præcist, men det sker, at jeg er nødt til selv at trække den en pixel ned eller skubbe den en pixel op for at undgå et stykke med bart for neden eller for oven. Det kræver et godt øjemål og rolige hænder. Det var aldrig gået med Parkinsonismen.

Det er naturligt for en med Aspergers syndrom

Jeg kender ingen med Aspergers syndrom, der ikke er detaljeorienterede. Selv hører jeg vist til i den værste kategori, men jeg generer ikke nogen med det. Det var værre, hvis jeg havde en partner, som jeg hele tiden korrigerede. Stakkels hende.

Resten er blandede bolsjer

1) Ren installation/clean install

Min højt besungne nye PC ville pludselig ikke indlæse Windows. Og så er der jo ikke meget ved en PC, når man altså ikke er til Linux – det har jeg prøvet. Det var ingen succes. Altså måtte jeg ud i en ren installation/clean install. Den del ordnede GladTeknik. Problemet var, at der ikke er lavet en ren installation/clean install siden Windows 7, så nu kunne den ikke mere.

Du milde et arbejde der var til mig selv efterfølgende. Jeg tror, jeg brugte samlet set et døgn, inden alle programmer og tilpasninger var på plads igen, for nu slet ikke at tale om den tid, der gik med at fjerne alt det overflødige pjat, der følger med en standard Windowsinstallation. Jeg skal nok selv bestemme min browser, mit e-mail-program, mit billedbehandlingsprogram, jeg gemmer ikke i OneDrive, jeg handler ikke i Microsofts store, jeg skal ikke have Netflix osv. Det skal Microsoft ikke blande sig i.

Det er min maskine og ikke Microsofts.

2) Kampen med Microsoft

Jeg har nu kæmpet en måned med Microsoft support for at få en dialog om, at de skal godtgøre mig den udgift, jeg havde, da de slettede brugeren, og maskinen nærmest ikke var min længere og i hvert fald var ubrugelig. De lukker bare sagen, og så sker der ikke mere. Jeg har rykket for svar 10 gange (bogstaveligt talt), men har intet hørt. Den gode Zofia har simpelthen bare ikke sendt et svar.

I torsdags ringede jeg til dem for at få et svar. Der blev oprettet en ny sag af en ny medarbejder, der meget beklagede, at jeg ikke havde hørt noget. Jeg har bedt om at tale med en overordnet, der har kompetence til at indgå i en dialog. Han lovede, at jeg ville få et svar. Efter et par timer kom der en mail fra Zofia, som oplyste, at den første sag var lukket. Jeg måtte svare hende, at det var jeg klar over, og at det jo var det, der var problemet. Jeg bad endnu engang om at tale med en overordnet med større beføjelser.

Efter et stykke tid kom der endnu en mail med et link til en eller anden formular. Jeg udfyldte ikke formularen, men svarede, at jeg ville tale med et menneske.

I dag kom der en mail om, at også sag nr. to er lukket. Det svarede jeg følgende på:

Kære Microsoft support

Af hvilken grund har I nu også lukket denne sag?

Jeg har dags dato modtaget denne meddelelse:
Serviceanmodning nr.: 1029335537
itel på serviceanmodning: IVR Ticket
Dato for lukning: 10/1/2021 11:52:36 AM UTC

Sagen skal IKKE lukkes. Jeg ønsker dialog med en overordnet medarbejder, der kan løse det problem, der opstod i Case #:1027761639 den 3. september 2021, og hvor jeg har rykket for svar 10 gange den seneste måned.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

Det er nok en svær kamp, men jeg giver ikke op. De spørger, hvad status er nu? Status er fremragende – men det skyldes jo i hvert fald ikke Microsoft support! At der nu måtte laves en ren installation/clean install har intet at gøre med, at de slettede brugeren for en måned siden.

3) Søgemaskineoptimering (SEO)

Jeg overvejer, om SEO-projektet er det rene vanvid? På den anden side set kan jeg se af diverse værktøjer, at arbejdet faktisk bærer frugt; og jeg har det jo hyggeligt og forsømmer intet. Der er bare så lang vej til målet, også selv om jeg virkelig har skåret projektet ind til benet, at det kan føles fuldkommen uoverskueligt.

Jeg har lavet nogle Excelark, som hjælper med at bevare overblikket over de mere end 1.600 poster og over 110 sider samt at holde fokus. For at lave dem måtte jeg lave nogle SQL-udtræk direkte fra databasen, for WordPress er ikke født med gode udtræksmuligheder. Det forudsatte en del forespørgsler med Google, for det er ikke noget, jeg har på rygmarven; det lykkedes at få trukket det ud af databasen, jeg skulle bruge. Jubi – endnu engang er jeg begejstret for at lære noget (nyt).

Status lige nu er, at jeg har optimeret 70 ud af i alt 136 poster med mærkaten “Bipolar affektiv sindslidelse” plus et ukendt antal af nogle andre sider. Jeg begyndte den 26. september (i år).

4) Min “bund” er forsvundet

Da jeg ikke har tid at rode med hjemmesiden andet end at optimere enkeltsider, begriber jeg ikke, hvor  min “bund” på hjemmesiden er blevet af. Bunden er det hvide felt under “Kontakt mig”, hvor jeg til venstre linker til firmaer, man kan stole på og til højre har en rullemenu med kategorier under overskriften “Jeg skriver om” og allernederst det felt, der kaldes “footeren”, som blandt andet rummer et link til cookie- og privatlivspolitikken, og sådan en skal man jo have, og så en lille kort menu,  ikoner til mail, Facebook og lidt andet

Alle elementerne findes i temaet, som de skal, men de vises ikke. Meget mærkeligt. Jeg har vel fumlet med et eller andet, for de kan vel ikke bare forsvinde af sig selv? Der er trods alt ting, jeg ikke er begejstret for at lære 🙂



Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Lad aldrig Microsoft komme på din PC

Kampen med Microsoft

Det var nærmest ikke min PC

Jeg har i lang tid haft det sære problem, at min maskine havde to konti, hvorfor Windows selvfølgelig ikke selv kunne “gætte”, hvilken der skulle bruges til at logge på med. Derfor fik jeg besked om, at der var fejl i brugernavn eller adgangskode. Jeg kunne klikke OK og vælge den rigtig konto (Microsoftkontoen). Dernæst kunne jeg logge på uden problemer.

Kampen mod overflødige klik

At klikke OK var dumt og overflødigt, og når man har så fremragende en PC som min, skal den jo bare kunne logge på af sig selv uden indblanding. Derfor ville jeg nedlægge den overflødige konto, som vist nok er en “lokalkonto”. Den var usynlig, forstået på den måde at den ikke kunne ses i sektionen “Konti”.

Adskillige søgninger med Google viste, at mange havde haft det samme problem tilbage i 2016, derfor turde jeg ikke forlade mig på svarene. Man kan ikke bruge fem år gamle løsninger til noget.

Min ven på Mors kunne heller ikke se lokalkontoen. Derfor aktiverede han super-administratorkontoen i håb om, at denne konto kunne bruges til at se den usynlige konto. Det kunne den ikke. Nu havde jeg tre konti i stedet for to.

Opringning til Microsoft Support

Hrm… når man selv har forsøgt alt, er der kun opringning til Microsoft Support tilbage. Da det endelig lykkedes at finde ud af, hvordan man ringer til et menneske og ikke en talemaskine med tåbelige standardløsninger, fik jeg fat i en venlig medarbejder.

Hun fik adgang til min PC og rodede rundt de samme steder, vi selv havde været, hvilket naturligvis var resultatløst. Herefter slettede hun lokalkontoen! Det viste sig, at den var “bundet sammen med” min Microsoftkonto. Det medførte, at der kun var super-administratorkontoen tilbage, og at det var som om, det ikke var min PC længere. Ingen af mine ting var tilgængelige, min mail var væk, mine programmer var væk – simpelthen alt.

Zofia tilhørte formentlig first level-support og kunne ikke mere, end vi selv kunne. Jeg skulle have bedt om third level-support.

Microsofts manglende forståelse for brugerens præferencer

Hun anbefalede herefter en ren installation/clean install uden at fatte, at jeg jo så ville stå tilbage på et absolut nulpunkt, uden mine programmer, mine mails, mine alting samlet sammen gennem årevis.

Jeg tager backup med Acronis hver dag. Der er også et backupjob, der rummer hele maskinens c-drev. Hun mente ikke, det kunne bruges. Det forstår jeg ikke. Man tager jo backup for at sikre sig mod lige netop sådanne uheld. Hvorfor kan den ikke bruges?

For at hun kunne vise, hvordan jeg fandt linket til en ren installation, skulle hun bruge en side på deres hjemmeside. Min standardbrowser er Firefox og har været det siden 2006. Men hun kunne kun bruge Edge og sagde, at det er en del af Windows 10. Det forstår jeg heller ikke, for hvorfor kunne jeg så fjerne programmet uden videre?

Hun forstod ikke, at jeg ikke bruger OneDrive og anbefalede det varmt. Men jeg skal ikke have mine ting til at ligge og flyde i en eller anden sky. Jeg kan ikke holde overblik, hvis jeg ikke har dem på mine egne diske.

Hold da op hvor blev jeg træt af at få Microsofts præferencer og produkter trukket ned over hovedet. Og af at hun ødelagde meget mere, end jeg selv kunne have ødelagt på langt kortere tid. Allerede mens hun ævlede løs og talte som om, jeg ikke kunne bruge en PC, besluttede jeg at kontakte GladTeknik for at få hjælp.

GladTeknik afhjalp problemet

GladTeknik har mulighed for at vælge en trippel-haster: “Kommer på teknikerens bord inden for 5 minutter – og du får svar hurtigst muligt i forhold til selve fejlfindingen.” Sådan en valgte jeg. Det er naturligvis ikke gratis. Efter en time ringede Jens – deres supertekniker – og sagde, han mente, han kunne løse problemet. Og han lyttede faktisk til, hvad jeg sagde, og behandlede mig ikke som om, jeg ikke kunne bruge en PC. Det var rigtig rart.

Kl. 11:00 i dag kom Rasmus tilbage med vilddyret, satte kablerne i, alt fungerer igen, det er min PC, og jeg er, hvor jeg var, inden Microsoft Support smadrede det hele. Mit råd er desværre, at du aldrig nogensinde skal lade Microsoft Support få adgang til din PC. Skulle det alligevel være nødvendigt, bør du bede om en medarbejder fra third level-support, der kan mere, end du selv kan.