Indlæg

,

Illustrationer

Alice Sachse, der er medlem af projektgruppen, har lavet påklædningsdukker til vores nye website om de kriminelle, der går i luften ca. den 1. februar i år. Det var ikke noget, vi bad hende om, hun havde fået idéen af sig selv. Vi ville slet ikke have fået idéen selv. Dukkerne skal bruges som illustrationer af de dømte, fra en tid, hvor der selvfølgelig ikke var billeder. Vi vil så gerne have billeder på hele sitet, da webben også er et billedmedie, og vi skal bruge illustrationer på alle siderne. Det kan være svært at finde noget, der er ikke er beskyttet af reglerne om ophavsret, som vi gør meget ud af ikke at krænke. Mette Broberg har skrevet en meget fin artikel om ophavsret beregnet for slægtsforskere.

Dukkerne er lavet sådan: Alice købte et ark påklædningsdukker, der hedder “Danske Folkedragter”, lavet af Dorte Meiling Nielsen. Hun fandt dem på nettet. De sælges vist på Næstved Museum og andre steder. Arket er til dels er en tro kopi af billeder i bogen “Folkedragter, Landboliv i fællesskabets tid” af Minna Kragelund. Så har hun kopieret arket i sort/hvid. Derefter har hun klippet og klistret og indrettet dem, så de passede på det tøj, hun havde brug for, og desuden har hun tegnet lidt nyt tøj. Derefter lagde hun farve på med tuscher. Illustrationen er en perfekt beskrivelse af de dømte den dag, de oversendes fra arresten i Hjørring til Viborg Tugthus. Vi kender deres påklædning fra et bilag til en af dommene. Resultatet er dette:

Alice har tillige sendt hver af personerne enkeltvis, så der er illustrationer på hver af personernes sider. I dag har jeg brugt tid på at lægge et kanvas uden om hvert billede, for at få en billedkasse fyldt ud med en baggrundsfarve. Oprindeligt havde jeg lagt dem ind med hvid baggrund, men det var for grimt og det lykkedes at skabe et bedre resultat. Vores site skal være 100 pct. gennemarbejdet, og der skal være tænkt på hver en detalje så godt, som det overhovedet kan lade sig gøre.

For at få illustrationer til offeret, der havde mange fine hvergarnskjoler (hvergarn er spundet af hør og bomuld) kontaktede vi Nationalmuseet for at få lov til at bruge et billede fra deres site. Tilladelsen kom på kun to dage, og jeg tror faktisk, de blev overraskede over overhovedet at blive spurgt. Men nu har vi tilladelsen og kan bruge billedet med god samvittighed. Det er det tætteste vi kan komme en illustration til offeret Ane Marie Pedersdatter, for billedet forestiller en landbokone omkring 1840. Vores Ane Marie var landbokone i Nordjylland indtil 1850, hvor hun blev kvalt.

,

Når tiden får lov at stå stille

Jeg er i gang med at læse en fantastisk bog: “Fordelen ved at være indadvendt” og den er fantastisk, for den handler om mig 8) Der er en lille test i bogen, hvor man kan vurdere sig selv på en skala fra 1-30. Jeg fik 29 sande udsagn af 30 mulige, og altså er jeg 96 2/3% introvert/indadvendt og 3 1/3% ekstrovert/udadvendt.

Set i det lys er der ikke noget af sige til, at (endnu) en dag med dårligt sommervejr foran pc’en er en lise for sjælen. Jeg arbejder meget med slægtsforskning og er medejer og -stifter af initiativet Dansk KirkegårdsIndex, som er en portal for danske kirkegårde med gravstenene på internettet. Så jeg sidder og taster gravsten fra Sønder Omme kirkegård, og de kommer om kort tid på nettet. Opdatering: Så er Sønder Omme Kirkegård klar.

Danmarks Radios P1 kører tit i baggrunden. I formiddags sendte de en dejlig udsendelse med med Bente Klarlund: “Som barn var hun frelserpige i Frelsens Hær. I dag er det danskernes sundhedstilstand, der står øverst på dagsordenen, når hun stiller sig frem i den offentlige debat.” Det er en af den type udsendelser, hvor der er tid til at fortælle historien, tid til at lære mennesket at kende. Du kan høre den her – afsæt 1½ time… Hør hende bla. fortælle om, hvordan det var at gå stuegang til tonerne af Freddy Mercury i 80’erne, mens bøsserne døde af AIDS. Stærke sager formidlet af et spændende menneske.

Jeg savner tit, at medierne giver sig tid, jeg savner fraværet af fancy klipninger og fraværet at staccato stemmeføring, og jeg får et hjerteanfald ved at komme forbi P3. Jeg elsker, når tiden får lov at stå stille, når jeg træffer et interessant menneske – om det så bare er i radioen.

, , ,

P4 Købehavn

Lidt guf fra morgenradioen på P4 København i går morges:

“Det vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved”. Det hedder “Det vil jeg gerne stille spørgsmål ved”. Ellers skulle jeg også sige til andre “Må jeg stille dig et spørgsmålstegn”, og det kan vi alle se og høre er noget sludder. Et spørgsmåsltegn er altså sådan et: ?

“Der er mange forsinkede toge på Linie H og H+ på grund af den voldsomme regn”. Det hedder “Der er mange forsinkede tog på Linie H og H+ på grund af den voldsomme regn”. Et tog, to tog, flere tog, mange tog. Der er ved dette ord ikke forskel på singularis og pluralis – og det er børnelærdom.

“Det var da en dyr pris at betale” Det hedder enten “Det var da dyrt” eller “Det var da en høj pris at betale”. En pris er høj eller lav, den kan simpelthen ikke være dyr eller billig. Det refererer nærmest til, at man betaler for selve prismærket (som jo er blevet til en stregkode).