Indlæg

/3 Kommentarer/i , /af ,

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Juraen er på plads og den ikke svær!

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Sjældent har jeg set så rasende en minister. Sophie Løhde virkede både ægte, rystet og vred på dagens pressemøde om skandalen på Aarhus Universitetshospital (AUH). Og hvor var det rart, at hun ikke en eneste gang skiftede ordet “problemer” ud med “udfordringer”, for AUH står i problemer til halsen.

Min gryende respekt for hende voksede hende over hovedet (hun er ikke så høj). Der bør rulle mindst et hoved i denne sag.

I første artikel om skandalen, “øffede” jeg over, at ingen angav hjemlen til pligten til indberetning af ventetider ud over de maksimale. Men det viser sig, at Sundhedsstyrelsens forside gør opgaven med at finde “Bekendtgørelse om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme” (BEK nr 584 af 28/04/2015) nem.

Bekendtgørelsen har kun 21 bestemmelser; selv for en travl hospitalsdirektør burde det være til at overkomme.

Prøv at læse § 19 herunder. Overvej derefter hvordan nogen nogensinde har kunnet indfortolke, at når patienter accepterer fristoverskridelser, skal der ikke indberettes til Sundhedsstyrelsen?

Der står intet om accepter (heller ikke i de øvrige bestemmelser). Der står højt og larmende: “… skal løbende orientere Sundhedsstyrelsen …” Jeg begriber ikke, hvordan nogen har drømt sig til en anden verden.

Lovgivning skrives nu til dags, så det er læsbart og forståeligt for de mange – og det er positivt.

§ 19. Regionsrådene skal løbende orientere Sundhedsstyrelsen [SST] om behandlingskapaciteten på de sygehusafdelinger, der varetager behandling af kræftsygdomme og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme, jf. § 1.

 

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Hvordan agerer man på et problem, man ikke kender omfanget af?

Sundhedsministeren var klar i spyttet:

  1. Jeg vil have de rigtige tal. Jeg vil kende problemets omfang. Overskridelser skal ikke ligge i det skjulte; de skal frem i lyset.
  2. Når jeg ved, hvad vi taler om, kommer regeringen med en genopretningsplan, der skal genskabe tilliden til kræftbehandlingen her i landet.

Fornuftsmæssigt kan det ikke gøres anderledes. Hvordan skulle man agere på et problem, hvis omfang man ikke kender? Ser det tilsvarende forfærdeligt og/eller fordækt ud i de øvrige regioner, skal der andre håndtag til, end hvis problemet kan isoleres til AUH. Det mener jeg aftvinger respekt.

Derfor bliver jeg træt af en journalist fra TV2, der ca. fire gange spørger om det samme, nemlig om en forstærket indberetning, som SST skal komme med ny model for inden udgangen af april, ikke bare er at iværksætte et udredningsarbejde, der ikke kommer patienterne til gode. Han kunne lige så godt have sagt “Dette er er bare (endnu) en syltekrukke”. Den slags spørgsmål burde være forbudt til pressemøder.

Heldigvis var spørgsmålene fra Danmarks Radios journalist langt mere velovervejede. Og Danmarks Radio skal roses for at have journalister, der kan holde snuden så meget i sporet, at en skandalesag som denne kan blive rullet op på ganske få dage.

Sophie Løhde: “Det handler ikke kun om penge”

Endnu en gang må jeg give hende ret. Det handler også om styring og ledelse. Det koster ikke ekstra at overholde bekendtgørelsens § 19.

Men der er også penge i dette her problem, der begynder med, at man ikke kan skaffe de højtspecialiserede sygeplejersker og anæstesisygeplejersker. Og det kan man blandt andet ikke, fordi aflønningen er langt højere i det private, der tillige tilbyder bedre arbejdsvilkår og rammer.

Derfor er det et problem, at regeringen i deres seneste plan bærer ved til det bål, ved at sige at sundhedsvæsenets problemer skal løses ved at det offentlige system sender patienterne til det private.

Det får vi jo ikke et bedre og mere robust offentligt sundhedsvæsen af.

Indeværende sag viser, at det har vi behov for, for det private tager sig kun af det enkle og det elektive, mens det offentlige står tilbage med det vanskelige og det akutte.

Mave- og tarmkirurgisk afdeling i Aarhus kæmper med mange ting

Jeg fandt dette interessante interview i Ugeskrift for Læger.

Her får man indblik i hverdagen på AUH.

Efterspillet til afsløringerne af 293 overskridelser på kræftventetiden på Mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH er i fuld gang. Ugeskrift for Læger interviewer cheflæge Charlotte Buchard Nørager mellem mange møder og informationsopsamlinger. Hospitalskrisen har også ramt kræftpatienter, siger hun.

 

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Det haver så nyligen regnet

Det haver så nyligen regnet

“Hvidstengruppen” og “Hvidstengruppen 2 – de efterladte”

Det haver så nyligen regnet

I aftes fik jeg tudet helt igennem til de to nævnte film, som jeg havde lejet hos Blockbuster. Tårekanalerne har vel også kun godt af storvask en gang imellem.

Alt i de to film er bygget på virkelige hændelser, således som man har kunnet rekonstruere dem ud fra fortællinger, breve, dagbøger osv. Det er to meget stærke film, og man bør se dem, hvis man vil have sat virkelige, menneskelige mennesker på tiden fra samarbejdspolitikken ophører i august/september 1943 og frem til nogle måneder efter befrielsen, hvor de to søstre er kommet tilbage til Hvidsten med de hvide busser.

Den første film – “Hvidstengruppen” – er fra 2012 og handler om Marius Fiils indtræden i modstandskampen i 1943 og organiseringen af gruppen, modtagelsen af våben, ammunition og sprængstoffer, der blev kastet ned fra engelske fly. Otte mænd fra gruppen bliver skudt af tyskerne en junimorgen i 1944. På vejen til pelotonen bumper de afsted på ladet af en lastvogn og en begynder stille at synge “Det haver så nyligen regnet”. Sekunder efter synger de alle. Det var forfærdelig rørerende; det var der, jeg vaskede øjnene mest.

Jeg kender ganske udmærket sangen, der står i Højskolesangbogen, og de fleste af os bare lidt oppe i alderen kan i hvert fald ordene “Frø af ugræs er føget over hegnet …” og “For de gamle, som faldt, er der ny overalt …”.

Sangen blev en protestsang under besættelsen. Jeg har et eller andet sted læst eller fået fortalt, at man gladeligt sang den til Alsangsstævner, fordi tyskerne ikke kunne afkode, hvad sangen egentlig handlede om. Det burde da ikke være så svært, men det var måske heller ikke de kvikkeste, man havde sendt herop til “Flødeskumsfronten”. Der er ikke meget flødeskum over de to film.

Hvidstengruppen 2 – de efterladte

2. del handler, som titlen siger, om de efterladte – og det er kvinder og børn. Den havde premiere i september 2022.

Bodil Jørgensen er simpelthen fremragende i rollen som Gudrun (Marius Fiils enke). Hun kører Hvidsten Kro videre, hun passer egne børn og et barnebarn (moderen er i KZ-lejr) og skriver resultatløse benådningsskrivelser til den rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best.

Mens Marius stadig lever, er der en scene, hvor han skal indsættes i Vestre Fængsel. Han bliver ført op ad en trappe men holder Gudruns hånd i sin, til han umuligt kan nå den mere, men de kan kommunikere med blikke. Den scene kaldte også på mine papirlommetørklæder.

Det er svært at forstå, at beretningen om søstrenes ophold i KZ-lejren og i de forskellige tyske fængsler ikke har fået tilført ekstra filmisk drama, for forholdene er rædselsfulde, men alt skulle efter sigende være sandt.

Den ældste søster – Tulle – sidder på et tidspunkt i en celle, der har et vindue, og når hun står på tæer og kigger ud, kan hun se et skafot. Hun kan uden videre høre lyden af kæden, der trækker kniven op, så den er klar til at skille endnu et hoved fra endnu en krop. På et tidspunkt kan hun høre, at næste offer er en 17-årig dansk kvinde. Hun tror, det er hendes lillesøster. Det er det gudskelov ikke, men der skal ikke meget empati til at forestille sig, det mareridt hun gennemgår, til hun ser søsteren igen.

Der var noget med en Mauser

Min far var i modstandsbevægelsen, men havde selvfølgelig slet ikke så fremtrædende en plads som mænd og kvinder i Hvidstengruppen, og var garanteret ikke nær så heltemodig. “Helt” er slet ikke et ord, jeg forbinder ham med. Men han var på den anden side heller ikke blandt “De sidste dages hellige”. Det vidner hans møgbeskidte armbind om, og det har jeg liggende.

Hvad han lavede under krigen, ved jeg ikke noget om. Han talte – så vidt jeg husker, men det er 50 år siden og jeg var under ni år – aldrig om det. Efter krigen blev han dømt for selvtægt, fordi han sammen med andre unge rendte rundt og udgav sig for at have myndighed til at samle våben ind hos folk, de mente var kommunister. Det må man naturligvis ikke! Han fik tre måneders betinget fængsel, og derfor kom han ikke til USA som led i Marshallhjælpen, for amerikanerne ville (forståeligt nok) ikke have straffede ind i landet. Kilde: Breve fra ham selv, som jeg er i besiddelse af og min adoptionssag.

Fra min ret tidlige barndom kan jeg huske, at der var noget med en Mauser. “Min mor” var ikke tilfreds med, at han ikke havde afleveret den ved en af frit lejde aktionerne efter befrielsen. Hvorfor hun ikke brød sig om, at han havde våbnet, ved jeg ikke. Et eller andet sted tror jeg, jeg husker, hun mente, han havde truet med at skyde sig selv med den. Sådan noget digter man da ikke; så fantasifuld er hjernen slet ikke. Hvorfor han evt. skulle have truet med det, ved jeg heller ikke.

Jeg har aldrig set våbnet og har kun hørt det omtalt. Om det så ud som billedet nederst, ved jeg selvsagt ikke. Søger man på “Mauser” med Google, får man adskillige modeller frem.

Der var mange tidligere modstandsfolk, der havde våben derhjemme og det var netop grunden til, at man holdt frit lejde aktionerne. Og på en måde forstår man jo godt modstandsfolkene. De ville have noget at forsvare sig selv og deres familie med, hvis der kom en ny besættelsesmagt. På den anden side set skal privatpersoner ikke have våben derhjemme. Det er en usund kultur, og et kig på USA viser, hvor galt det kan gå.

Det haver så nyligen regnet

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Links til materiale bag betalingsmure

Links til materiale bag betalingsmure

Jeg er træt af betalingsmure

Om links til materiale bag betalingsmure

Links er et effektivt signal til Google om, at her er læseværdigt indhold og er en reklame for en hjemmeside. Det gør jeg selvfølgelig også selv. Realiteten er bare, at mange linker til indhold, der er gemt bag betalingsmure. Det har aldrig nogensinde været idéen bag internettet – som ikke er det samme som World Wide Web – at vi skulle betale for at se, hvad der gemmer sig bag et link. Links skal være til alle.

Da Sir Tim Berners-Lee opfandt internettet i starten af 90’erne, var det for at sikre, at store datamængder ikke skulle befinde sig i et hjem på harddisk, der har en begrænset og ukendt levetid. Data skulle fordeles på store servere mange steder, og de skulle kunne tilgås af alle, der ejede en computer.

Dengang var der ikke noget, der hed hverken tablet eller smartphone. Man skulle bruge en computer. Det er svært at forestille sig i dag, hvor antallet af brugere nærmer sig de fem milliarder og hvor alt inkl. kattelemmen, vaskemaskinen og lyset i badet styres af noget netværksbaseret.

Hvem husker ikke tiden, hvor der skulle ringes op med et modem, der stod og sagde “ring, ring”, indtil man kom igennem. Jeg kan huske, at omkring 2004, hvor jeg begyndte at slægtsforske, kunne man godt droppe at bruge nettet fra kl. 20 og frem, for der ledte alle de andre nørder også efter deres aner, og det var billigere efter kl. 20.

Det er længe siden, jeg holdt op med at klikke på links til Politiken, Berlingske m.fl. De fører nemlig altid til ca. 100 ord, og vil jeg læse resten, må jeg til lommerne. Og det vil jeg ikke, for jeg vil aldrig nogensinde få læst alt det, jeg betaler for i dyre domme. Jeg har prøvet.

Min pointe: Journalister skal ikke arbejde gratis

Selvfølgelig skal journalister ikke arbejde gratis, og selvfølgelig skal aviserne overleve, selvom papir-aviserne måske vil uddø. Duften af tryksværte til morgenægget om søndagen vil måske være en saga blot om få år.

Da jeg for kort tid siden skrev noget på Facebook om det tilgængelighedsproblem, som betalingsmurene udgør, fik jeg en journalist på nakken, fordi han troede, jeg mente, han skulle arbejde gratis. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Hans påstand var, at et link til en artikel bag en betalingsmur er erstatningen for den fysiske avis på dørmåtten, og det kan der være noget om.

Min pointe er bare, at fx privatpersoners klummer, gratis kronikker (nogle aviser betaler for kronikker), læserbreve og hvad det ellers hedder, som ikke har kostet avisen en krone, ikke burde ligge bag betalingsmure. Privatpersonerne har arbejdet gratis og kunne opnå en større udbredelse af deres budskaber, hvis de ikke lå bag betalingsmure. Hvorfor skal aviserne tjene på andres gratis arbejde?

Det kræver ikke meget teknisk snilde at lave en åben og en lukket del af Politiken, Berlingske, Zetland og alle de andre steder, hvor privatpersoner kan komme til orde. Aviserne m.fl. har selvfølgelig udgifterne til serverplads, webhotel, tidsforbruget for den, der skal lægge materialet på nettet osv., men mon ikke de klarer det, og serverpladsen og webhotellet har de jo alligevel til det journalistiske indhold, som udgør langt størstedelen af avisen.

Flere tager en omvej på informationsmotorvejen

Adskillige flittige skribenter, der leverer indhold til aviserne, har taget konsekvensen og gør eget indhold tilgængeligt på egne hjemmesider, samtidig med at en avis publicerer det. Jeg kan ikke lige komme i tanke om eksempler, men de er utallige.

Det kan undre, at aviserne accepterer det, da antallet af klik på deres sider uvilkårligt må falde. På den anden side set har skribenten ophavsretten til eget materiale og kan gøre med det, hvad han/hun vil, så længe avisen har fået det gratis. Har de betalt for indholdet, foreligger en kontrakt, og i den kan de selvfølgelig opstille vilkår om, hvor og hvornår indholdet må publiceres.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Åbent brev til Danmarks Radios ledelse

Interview med Maria Rørbye Rønn m.v.

Åbent brev til Danmarks Radios ledelse

Sic transit gloria mundi betyder “Således forgår verdens herlighed”, og det er netop, hvad vi er vidne til på mediefronten lige nu.

Brevet kommer her: “Kære Danmarks Radio

Det kan I simpelthen ikke være bekendt. Jeg opsiger snart mit abonnement efter at have været en trofast støtte i næsten 50 år. Jeg har forsvaret jer, når I havde det svært. Jeg har betalt licensen med glæde og aldrig gidet at se med hos konkurrenterne; primært på grund af deres populisme og ringe kvalitet men også på grund af reklamer for produkter, jeg alligevel aldrig kunne finde på at købe.

Hvor er det trist, at I nu sænker både slagskibene og fyrtårnene. Jeg er mangeårig lytter af “Orientering” og “P1 Morgen”. Jeg elsker at gå i seng med “Deadline” og det analytiske “Detektor”. Alle er programmer, der hæver sig op og gør Danmarks Radio til noget, de øvrige ikke kan.

Public service burde dreje sig om at hæve overliggeren og gøre mig klogere. Nu bliver jeg i stedet dummere.

Bortset fra TV Avisen ser jeg ikke andet end de nævnte programmer, for jeg orker ikke “dans en dans”, “bag en kage”, “gå i tur – evt. i vildmarken – og fortær det, du måtte finde”, “brug færre penge”, “find en overvægtig kæreste, du evt. vil gifte dig med”, realityshows, sport og alt det andet pladderballe, som fylder mere og mere i sendefladen.

Vi har behov for, at I udfolder det, der gør jer bedre end de andre. Det er sådan, I bevarer jeres markedsandel. Det er nok ikke så væsentligt, om I sender nogle til Australien for at se og lytte, når de fleste danskere alligevel sover, for de nattevågne seere og lyttere kan få behovene dækket dels på udenlandske kanaler, dels på det væld af kanaler, de betaler ekstra for.

A propos betaling: Jeg betaler gerne til DR, også selv om der efterhånden ikke er mange “smalle” programmer tilbage. Hvis det er fordi, I mangler penge, betaler jeg også gerne mere.”

Jeg tilstår, at jeg (gennemsnitligt) er fire år for ung til “Deadline”

Endelig er jeg for ung til noget … Det sker ikke så ofte mere. Jeg synes, dropdownlisterne på diverse hjemmesider, hvor man skal vælge fødselsår, bliver længere og længere.

Af Berlingskes interview med generaldirektør Maria Rørbye Rønn fremgår blandt andet følgende:

Spørgsmål: Hvorfor er det nødvendigt at ændre på to programmer som “Orientering” og “Deadline”?

Svar: Det er begge formater, hvor der er tid og kræfter til at gå i dybden. Det skal Danmarks Radio kunne i journalistiske formater, der både er kritiske og perspektiverende. Men jeg må konstatere, at gennemsnitsalderen er 63 hos “Deadline”. Og seerne bliver ældre og ældre. Deadline egner sig ikke særlig godt til digitalt brug, så derfor er dette et udtryk for en ambition om at gøre det endnu bedre.

Spørgsmål: Der har været kritik af, at Danmarks Radio svigter de ældre borgere. Blandt andet fra Berlingskes Jakob Steen Olsen, der mener, at de ældre endnu en gang er på vej til at betale prisen. Er Danmarks Radio i gang med at glemme de ældre seere?

Svar: Vi kommer ikke til at svigte dem, der benytter vores flow-tilbud. Selvom Danmark er et af de mest gennemdigitaliserede lande i verden, er jeg helt med på, at der er nogen, som aldrig rigtig kommer til at være glad for den digitale udvikling.

Spørgsmål: Det skal de bare leve med?

Svar: Det er vigtigt, vi har et stærkt tilbud på flow. Det har vi i dag, og det kommer vi også til at have i fremtiden. Men det ville være manglende rettidig omhu, hvis Danmarks Radio ikke orienterer sig efter det digitale.

Gror der peber i Australien?

Hvad er egl. problemet i, at gennemsnitsalderen er 63 år hos “Deadline”? Når seerne bliver ældre og ældre, må det vel betyde, at kundegrundlaget vokser støt? Det er virksomheder da normalt ikke kede af.

Den 1. i 2. kvartal 2022 var 22,7 pct. af befolkningen 63 år eller mere. For de, der knapt tror mig, har jeg indsat dugfriske tal fra Danmarks Statistiks Statistikbank i bunden af denne artikel.

Det kan være, generaldirektør Maria Rørbye Rønn nu ønsker mig hen, hvor peberet gror, eftersom jeg har tændt for Deadline ca. fire år for tidligt, men jeg er ikke klar over, om der gror peber i Australien. Det må jeg så leve med. Men det kunne være sjovt med et svar!

Også andre har skrevet åbne breve

Åbent brev fra medarbejderne på P1 Orientering til DR’s ledelse

Det er med fortvivlelse og forundring, at vi som medarbejdere på P1 Orientering har modtaget meddelelsen om, at Orientering bliver nedlagt som live-udsendelse på P1, og antallet af medarbejdere på redaktionen bliver halveret.

DR’s ledelse har ved flere lejligheder omtalt P1 Orientering som et journalistisk flagskib og et vigtig public service tilbud for lytterne. Dette kan vi som medarbejdere kun være enige i. I en tid, hvor aviserne har tabt oplag, og danskernes forbrug af nyheder på TV er dalet, har Orientering med sine nyheder og analyser tiltrukket stadig flere lyttere. I dag lytter op mod 200.000 danskere til Orientering hver dag mellem kl. 16 og 18. Også i weekenden har lyttertallet været stigende.

Det betyder, at Orientering i dag er det næstmest lyttede taleradio-program i Danmark – kun overgået af søsterprogrammet P1 Morgen. Vi vinder priser for vores dybdeborende journalistik og kritiske interview, og må både hvad angår indhold og lyttertal siges at være en taleradio-succes – hvilket ledelsen også ved festlige lejligheder gerne fremhæver.

Derfor er det uforståeligt, at ledelsen har besluttet, at P1 Orientering ikke længere skal eksistere som det radio-tilbud, det har været for danskerne, siden det genopstod i 1991 – for over 30 år siden. Fra 1. januar må Orientering vinke farvel til halvdelen af de faste fagmedarbejdere, værter og freelancere, som har været med til at sikre den tyngde og kvalitet i journalistikken, som har gjort programmet til et stærkt DR-brand.

Samtidig vil P1 ikke længere have et aktuelt livetilbud, som kan give perspektiv på dagens nyheder, når de tænder for radioen i eftermiddagens primetime mellem kl. 16 og 18, fordi Orientering vil udkomme som en podcast i forkortet udgave og vil først senere blive sendt i radioen.

Som medarbejdere frygter vi dermed, at den succes, Orientering møjsommelig har skabt gennem mange års udvikling, vil blive ødelagt. Vi får at vide, at programmet fortsat skal ”fastholde sit DNA” og fortsat være et ”journalistisk fyrtårn”, men vi mangler svar på, hvordan det skal kunne lade sig gøre, når budgettet halveres og en stor del af de kolleger, som har skabt programmets DNA bliver fjernet.

Vi får også at vide, at omlægningen fra live til podcast er en ”proaktiv” beslutning, der skal sikre, at vi er klar, når lytterne en dag forsvinder fra P1 som flowkanal. Men den forklaring klinger hult, når P1 aldrig har stået stærkere, Orienterings lyttertal er stigende – og programmet allerede i dag er et af de mest streamede og downloadede programmer on demand.

Med andre ord har DR’s ledelse besluttet at lav en drastisk beskæring og omlægning af Orientering uden at tage hensyn til de mange lyttere, programmet har i dag – og uden at ane om det rent faktisk vil kunne sikre nogle nye eller flere lyttere i den digitale verden. Det er at spille hasard med et stærkt radiobrand og den kerne-public service programmet leverer.

Torsdag 8/9 – 2022 – Orienterings samlede medarbejdere

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Folketal den 1. i kvartalet efter alder

Enhed: Antal Alder 2022 2. kvartal
Hele landet 63 år                68.747
64 år                68.165
65 år                67.041
66 år                65.922
67 år                64.065
68 år                63.440
69 år                62.605
70 år                59.572
71 år                60.437
72 år                59.874
73 år                60.632
74 år                63.173
75 år                64.211
76 år                61.408
77 år                56.241
78 år                50.843
79 år                45.609
80 år                39.193
81 år                34.805
82 år                32.497
83 år                29.234
84 år                26.834
85 år                22.978
86 år                19.545
87 år                16.914
88 år                14.473
89 år                11.978
90 år                10.059
91 år                  8.377
92 år                  6.622
93 år                  5.501
94 år                  4.140
95 år                  3.163
96 år                  2.388
97 år                  1.744
98 år                  1.203
99 år                      766
100 år                      491
101 år                      321
102 år                      189
103 år                        93
104 år                        51
105 år                        23
106 år                        12
107 år                           6
108 år                           2
109 år                         –
110 år                         –
111 år                           1
Sum          1.335.588
Samlet befolkning          5.883.562
Andelen der er 63 år eller ældre:  22,7%

 

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.