Indlæg

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

De lange varetægtsfængslinger er problematiske

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Lige nu kan man på DR finde dokumentaren “De mistænkte”, som er fremragende fjernsyn for dig i 45 minutter.

Blandt andet træder flere dommere frem (en af dem er formand for dommerforeningen), og siger, at det er problematisk, at man kan sidde fængslet så længe, uden at domstolene har haft lejlighed til at udtale sig om skyldsspørgsmålet. De har typisk kun udtalt sig om forlængelserne.

Varetægtsfængslingerne løber nemt op i 7 eller 8 måneder, og nogle af disse mennesker kan forlade retten som en fri mand eller kvinde.

Når man sidder i varetægt, er man typisk spærret inde alene på 8 m2 i 23 ud af døgnets 24 timer kun med et bord og en seng, hvor madrassen lugter af forgængernes pis. Adskillige mennesker har efterfølgende fået konstateret PTSD.

De varetægtsfængslede sidder under vilkår, der minder om isolationsceller, og de har dårligere forhold end de dømte, der fx skal have adgang til meningsfyldte aktiviteter under afsoningen og som har fællesskab, dvs. de har hinanden at tale med.

Ca. 40 pct. af de danske fængselsceller er optaget af mennesker, der som udgangspunkt er uskyldige og venter på deres dom blandt andet fordi, der er “kø” ved domstolene.

På dr.dk kan man lige nu (januar 2024) finde følgende:

Det samme mener landsdommer ved Østre Landsret Jacob Waage, der har været dommer siden 2010.

– Det er helt klart ikke meningen med systemet, at man bliver varetægtsfængslet så længe, at man har udstået hele sin straf før, at man bliver dømt. Det sker ofte, påpeger han.

Det har ikke været muligt for DR at finde ud af, hvor ofte det sker.

  • Hvor er retssikkerheden for de mennesker, der har udstået straffen, før de bliver dømt?
  • Og hvad med de mennesker, der slet ikke bliver dømt?
    • Ja, de kan søge erstatning for uberettiget varetægtsfængsling, men de kan næppe få erstatning for en ødelag psyke.

Af dr.dk fremgår også

Cirka hver tiende af alle varetægtsfængslinger i 2022 endte med, at den fængslede blev løsladt uden tiltale eller frifundet efter at have siddet varetægtsfængslet i mere end tre måneder.

Både Mikael Sjöberg og Jacob Waage mener, at der er behov for at drøfte, hvordan de nuværende forhold kan ændres.

Altså 10 pct. …

Det er helt utilstedeligt.

Reglerne

Man er uskyldig, indtil man enten selv har indrømmet en forbrydelse, eller anklagemyndigheden har ført bevis for – og en domstol har dømt en tiltalt skyldig i – en forbrydelse.

Det kan udledes af straffeloven:

§ 1. Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Med hensyn til de i kapitel 9 nævnte retsfølger gælder en tilsvarende regel.

Straffeloven skal sammenholdes med bestemmelser i retsplejeloven:

§ 935 Møder tiltalte og vedgår at være skyldig i det ham påsigtede forhold, optages sagen til dom, uden at det i reglen er nødvendigt at tilvejebringe yderligere oplysninger.

Stk 2. Nægter tiltalte sig skyldig, eller indrømmer han kun tildels sigtelsens rigtighed, eller finder dommeren det i øvrigt nødvendigt, føres bevis i sagen.

Stk 3. Bevisførelsen sker for den ret, der behandler sagen, se dog § 174, jf § 209. Såfremt bevisførelsen ikke kan ske straks, udsætter dommeren sagen til et følgende retsmøde idet han underretter parterne om, når dette skal afholdes, og tilkendegiver tiltalte, at han ikke kan vente nogen anden tilsigtelse til samme.

§ 896. Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er fremført under domsforhandlingen. Bedømmelsen af bevisernes vægt er ikke bundet ved lovregler.

I strafferetsplejen er der også fri bevisbedømmelse, men der gælder en grundsætning, der siger, at enhver berettiget tvivl skal komme den tiltalte til gode (In dubio pro reo). Denne grundsætning er ikke nedfældet direkte i en bestemmelse, men der er ingen tvivl om, at den gælder.

Problemet er gammelt!

Problemet med de lange varetægtsfængslinger er på ingen måde nyt. Jeg husker tydeligt, at det var noget, vi talte om i enten kriminologi eller kriminalpolitik (formentlig sidstnævnte), da jeg læste – og det har så været i slutningen af 1980’erne, eftersom jeg blev kandidat i januar 1990.

Internationale menneskeretlige ekspertkomiteer har løbende påtalt den danske praksis for brug af varetægtsfængsling.

Institut for Menneskerettigheder viser med adskillige grafer, hvordan det går den forkerte vej. Antallet af langvarige varetægtsfængslinger var i 2021 på 1.837. Langvarige varetægtsfængslinger, det vil sige varetægtsfængslinger, der overstiger tre måneder, inden der falder dom i 1. instans, var derved det højeste målt over en femårig periode. I 2017 var tallet 1.483.

Kilde: Institut for Menneskerettigheder:

 

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Kilde: dr.dk den 29. januar 2024:

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Vidunderlige Valomand

Vidunderlige Valomand

Hjerne som en computer

Vidunderlige Valomand

Den seneste tid har flere nævnt “Valomanden”, og jeg blev opmærksom på, at jeg aldrig havde set den oprindelige DR-Dokumentar fra september 2001. Den rørende 58 minutter lange udsendelse kan ses kvit og frit på Bonanza.

I programinformationen skriver Danmarks Radio:

Portræt af autisten Martin Gunnarsen. Som treårig var han besat af benzinmærker. Som femårig vidste han alt om broer, og da han var otte, var hans værelse fyldt med Valosæbepakker. I dag er han 46 år gammel og samler stadig. Han har en hjerne som en computer, en enorm omgangskreds og en svaghed for smukke lyshårede piger. Kalendere, togplaner eller telefonbøger bruger han aldrig. Han har det hele i hovedet. Åndssvag lød eksperternes dom dengang i 1960. I dag ved vi, at Martin er autist. DR-Dokumentar fortæller hans forunderlige historie.

Man kan kun holde af ham og af de mennesker, han omgiver sig med. En vigtig brik i spillet er hans omsorgsfulde mor. Hun fortæller fx om, at han som lille er indlagt på Dronning Louises Børnehospital i 17 forfærdelige døgn. Efter en uge får hun allernådigst lov at besøge ham og se ham gennem en glasrude. Hun siger blandt andet: “Der sad han og kiggede på sine hænder og så ud som en, der havde opgivet det hele”. Åh herregud … den slags kan jeg slet ikke tåle, uden at tårerne står i kø. Hospitalet diagnosticerede ham som “åndssvag”.

Forældrene troede ikke på dommen, for de mente, at Martin manglede flere træk, som i hvert fald nogle åndssvage har. De mente, at nogle åndssvage er opsøgende, mens de vidste, at Martin helst gik sine egne veje i sin egen verden og havde sine egne lukkede systemer. 

De tog ham blandt andet til en “klog mand” i Tyskland, der gjorde et eller andet med nogle stemmegafler, som han placerede forskellige steder uden på hovedet. Ingen blev klogere af det.

Hjemvendt finder de endelig Himmelev Børnehjem, hvor forstander Sofie Madsen med det samme ser, at “han er da vist en af vore”, da hun har set Martins fascination af vinduer og vindueshasper. På ingen tid lærer Martin, der da er 10 år, at læse, stave og skrive – og naturligvis geometri. Som moderen siger med en pegende bevægelse mod hjerneskallen: “Han havde jo altså noget herinde; det skulle bare kaldes frem.”

Ud af en tangent: egne erindringer

Af en eller anden årsag kom jeg til at tænke på dengang jeg som barn (før 1973), gik rundt og besvimede. Helt umotiveret faldt jeg bare om midt i leg eller noget andet. Det var, mens min far levede, så mine forældre handlede på det og tog mig til specialister – formentlig neurologer – i både Randers og Viborg. En overgang troede man, jeg havde epilepsi, men det havde heldigvis intet på sig. Da man aldrig fandt en årsag, skulle jeg bare “vokse mig fra det”. Og det virkede da også. Dengang skulle børn vokse sig fra det meste.

Af og til har jeg overvejet om besvimelserne havde med Aspergers syndrom at gøre? Gad vide om det var det, man i dag ville kalde nedsmeltninger? Det er selvfølgelig ligegyldigt nu så mange år efter, men tanken taler om tiden.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Slægt skal følge slægters gang

Slægt skal følge slægters gang

Kærligheden på Havklev og om at budgettere

Slægt skal følge slægters gang

Strofen “Slægt skal følge slægters gang” stammer selvfølgelig fra salmen “Dejlig er jorden”, men den kan også bruges om udsendelsen “Kærligheden på Havklev. De unge overtager slægtsgården”, der kan ses gratis her på DR’s Bonanza. Jeg faldt over udsendelsen, fordi en skrev om den på Facebook. Den er bestemt værd at se.

Udsendelsen, der er fra marts 2020, varer 59 minutter, og på den tid hører man om, hvordan det er at overtage – og bo på – en gård, der har været i slægtens eje gennem syv generationer. Sædvanligvis siger man, at der går tre generationer på 100 år, så det vil sige, at gården har været i slægtens eje i ca. 233 år. Der bygges aftægtsbolig og de gamle går på aftægt helt som i gamle dage. Det troede jeg ikke, man gjorde i 2020.

Man vælger ikke at overtage en slægtsgård; det er en forpligtelse, man har. Det må være specielt, at ens fremtid ligger i faste rammer, og at man ikke kan vælge sin egen karrierevej. På den anden side set må der være en vældig tryghed over det. Tænk ikke at stå med barndommens frygt for fremtiden.

Svigerdatteren på gården læser medicin, og det er af naturlige årsager hendes primære fokus. Hun drømmer selvfølgelig om en karriere som læge. Svigermoderen derimod har været hjemme på gården og tjent sine “lommepenge” ved at åbne hjemmet for turister siden 1963. Tænk at kvinder bare i min levetid (jeg er fra 1963) tid har tjent “lommepenge”. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er ikke at have min egen økonomi. Udgifterne kunne det selvfølgelig være rart nok at slippe for.

Og apropos økonomi

Efter artiklen om at lægge og overholde et budget har jeg fået et par forespørgsler om, hvorvidt jeg ville dele mit budgetark. Det vil jeg naturligvis ikke, idet et ordentligt budget kobler sig til regnskabet, og det kommer ingen ved, hvad jeg bruger penge på. Budget og regnskab er en uhyre privat sag.

Jeg har også fået forespørgsler fra helt fremmede mennesker, om jeg ville lave et budgetark til dem. Svaret til de helt fremmede er, at det kan jeg ikke, netop fordi regnskabet mangler. Jeg ved jo ikke, hvad fremmede bruger penge på.

Det er bare selv at gå i gang med at få overblikket over regnskabet via netbankens (under-)kategorier og så begynde at opbygge et budget. Det er jo ingen videnskab.

Nogle banker tilbyder også et budgetmodul, så det kunne være en løsning. Min bank (Skjern Bank) tilbyder et budgetmodul, men det er utrolig uoverskueligt, og det giver ikke giver mening for mig.

Kun fsva. en enkelt nær veninde har jeg sagt “Ja” til at hjælpe – og det skyldes, at hun er klar over, at hun selv skal finde (under-)kategorierne, som jeg så kan lægge ind i Excel uden større besvær. Hendes tal gider jeg ikke se på, dem må hun selv fylde i. Men jeg kan selvfølgelig sagtens lave et eller andet, hvor budgetarket fx. henter R-tallene fra hele 2023 og dividerer dem med 12. Og det må hun så selv rette i budgettet alle de steder, hvor det ikke giver mening, fordi alle måneder ikke er lige dyre. Der skal nok mange rettelser til …


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Tilliden til justitsvæsenet

Tilliden til justitsvæsenet

Heldigvis har vi Højesteret

Tilliden til justitsvæsenet

Jeg synes, min tillid til justitsvæsenet er dalende. Inden for blot den seneste måned har Danmarks Radio dygtigt afdækket, at der er noget helt galt i både anklagemyndighed og politi!

I går kom så Højesterets afgørelse i anklagemyndighedens stort anlagte sag (for lukkede døre —) mod den tidligere “spionchef” Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Sagerne er nu frafaldet, hvilket er både godt og skidt.

  • Det er godt for de mennesker, der i to år har været tiltalt for landsforræderi efter bestemmelser med en straframme op til 12 år.
  • Det er skidt, fordi vi aldrig får at vide, om der “gik røg, uden der var en brand”.

Når domstolene har talt, ved vi som borgere i dette land, hvad vi har at rette os efter. Når anklagemyndigheden vælger at frafalde sagerne, kommer domstolene aldrig til at tale, og så er retstilstanden uklar. Det er ikke godt for tilliden til justitsvæsenet.

Man må undre sig over, at anklagemyndigheden uden videre frafalder sagerne. Skyldes det, at de har vurderet, at de alligevel aldrig kunne vinde dem?

I en retssag er der altid to parter, der ikke begge kan vinde. Der vil altid være en taber, og den rolle ønsker anklagemyndigheden naturligvis ikke at gå ind i med åbne øjne. De har lidt et kæmpe nederlag!

Dørlukningen

Det har været problematisk, at sagerne har været ført for lukkede døre i både byret og landsret. I Danmark hylder vi som en del af åbenheden i (straffe-)retsplejen, at offentligheden ved, hvad der foregår.

Hvis der virkelig var noget om snakken, altså at Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen lækkede statshemmeligheder, der ikke allerede havde været omtalt i TV og aviser, kunne sagerne selvfølgelig ikke føres for åbne døre. Men lukkethed i retsplejen er aldrig af det gode. Og nu får vi altså aldrig at vide, om der var noget om snakken.

Hvad foregår der i politiet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP)?

Tilliden til justitsvæsenet

Danmarks Radio har vist, hvordan politiet forfølger en familie i underbukser på Vejle-kanten. De trænger ind i familiens hjem uden dommerkendelse. De bruger peberspray uden grund osv.

Familien har i følge DRs oplysninger rene straffeattester. Men selv for mennesker med plettede straffeattester finder retsplejelovens regler altså anvendelse. Det vil sige, at det kræver en dommerkendelse at trænge ind i borgernes hjem, og der må kun bruges peberspray, når det er nødvendigt osv. Faktisk synes jeg, det er forkert, at det gang på gang fremhæves, at familien er ustraffet.

Og endnu en sag:

Seks betjente fra Københavns Politi er anholdt og sigtet for tyveri og narkobesiddelse. “Der er tale om en alvorlig sag”, siger efterforskningschef.

Kilde: dr.dk

Lidt pladder-banalt kan man sige, at politiet er her for at beskytte os som borgere mod det kriminelle uvæsen. Lige nu synes jeg nærmere, det minder mere om, at politiet har udviklet sig til en stat i staten. Men måske har det altid været sådan; vi har bare ikke fået det at vide?

Når og hvis man er utilfreds med politiets arbejde, kan man klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Det er fint og åbenbart nødvendigt, at vi har et uafhængigt organ til at varetage den form for opgaver.

Kritikken fra fremtrædende politiforskere går på, at Politiklagemyndigheden vurderer én sag ad gangen og ikke efterfølgende prøver at se det samlede sagskompleks i et metaperspektiv. Fx har den vejlensiske familie klaget adskillige gange men aldrig fået medhold. Havde man – på samme måde som Danmarks Radio – prøvet at se sagerne under et, ville der måske tegne sig et andet billede?

Jeg er bekymret for retssikkerheden!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.