Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Min artikel til bladet “Slægtsforskeren”

Jeg tænker på min artikel til "Slægtsforskeren"

Fra Frankfurt til Danmark: En slægtsforskers rejse

Min artikel til bladet “Slægtsforskeren”

Jeg har lovet redaktøren for bladet “Slægtsforskeren” en artikel, når jeg er kommet hjem fra Tyskland i august. I forvejen er jeg i gang med at læse “Skriv om din slægt” af Marie Østergaard Knudsen, så jeg er særligt opmærksom på hendes beskrivelse af, hvordan man skriver en god artikel.

Topbilledet har intet med artiklen at gøre, men der var smukt ved Damhussøen søndag.

At skrive en læseværdig artikel

Marie Østergaard Knudsen skriver”:

  • Rubrikken fortæller, hvad nyheden er. Jeg tror, artiklen skal hedde “Fra Frankfurt (Oder) til Danmark: En slægtsforskers rejse”.
  • Underrubrikken udfolder rubrikken, så det der står i rubrikken bliver tydeligere. Jeg tror, underrubrikken skal være “En opdagelsesrejse gennem arkiverne og landskabet i Tyskland for at finde min oldefars historie”.

Læseren får altså – ved bare at læse de to rubrikker – et klart svar på, hvad det her drejer sig om. Derpå kan de tage stilling til, om de gider læse videre.

Fokuser på kernen

Marie Østergaard Knudsen skriver videre:

Du opnår det bedste resultat, hvis du tør tage vinklen* alvorligt – og holde dig til en bestemt sag om din slægtning. Kunsten er her at lade sig nøje.

Du har sikkert fundet mange informationer, men du kan ikke have dem alle med, hvis du vil skrive en læseværdig artikel. Hold dig til sagen.

* En vinkel skal formuleres i to enkle sætninger: En fortællesætning og en begrundelsessætning:

  • Fortællesætning: Jeg vil fortælle, at …
  • Begrundelsessætning: Det vil jeg fortælle, fordi …

 

Min personlige rejse

I tankerne pusler jeg på mine spadsereture med rubrik og underrubrik. Det skal være noget, der fanger læseren, for dybest set er det kun mig, der er enormt interesseret i min familie og at min oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937) kom hertil i marts 1890.

Jeg vil gerne fortælle om det at være i Tyskland, og hvad jeg fik ud af turen både til Frankfurt (Oder) og svipturen til Guben.

Jeg vil også gerne formidle den læreproces, det er, at begynde på slægtsforskning i et fremmed land. Når man er vant til sogn, herred og amt, taler og skriver sproget, har en kæmpe linksamling, har et netværk blandt slægtsforskere, og ved, hvordan man gerne vil have sine kildeangivelser, er det som at begynde forfra med alt.

Læreprocessen og hjælpen

Jeg vil fortælle om, hvad jeg har måttet lære, og om alle dem, der helt uselvisk har hjulpet mig på min rejse. Jeg håber at kunne inspirere andre slægtsforskere til at gå i gang med deres tyske slægt.

Artikler er nok vejen frem for mig, da jeg ikke kan overskue at skrive en bog. Hvis jeg kunne, ville den blive fyldt med for mange detaljer, der er helt uinteressante for andre end mig selv. Derfor må jeg prøve at lære også dette håndværk.

Måske kan jeg senere skrive en artikel om min relation til Brede Klædefabrik og udvide Lyngby-Taarbæk Stadsarkivs viden om en af de tyske mestre.

Kvalitet frem for kvantitet

Jeg bliver heller aldrig typen, der kortlægger min slægt med alle detaljer om ethvert medlem tilbage til Gorm den Gamle og så hans efterkommere. Jeg vil hellere gå i detaljer med få personer og prøve at gøre det godt. Selvom jeg har været i gang i mere end 20 år, rummer min database ikke en gang 5.000 personer, og når jeg engang kommer tilbage til mit projekt “Oprydning”, vil den blive reduceret yderligere. Jeg hylder princippet om “lidt men godt”.

Begyndelsen på min rejse

I 2003, hvor jeg intet vidste om slægtsforskning, købte jeg mig til en “Forschungs Bericht” hos et anerkendt tysk firma. Jeg ville kende til mit efternavn. Det var bare det, jeg ville vide. Rapporten er syv fine sider i Word, men kommer selvfølgelig ikke i den dybde, vi som slægtsforskere håber på. Og jeg fik ikke svaret.

I 20½ år slog jeg mig til tåls med, at “sådan er det”, men i begyndelsen af marts 2024 købte jeg et tremåneders abonnement hos “Archion.de“, hvor de bevarede tyske kirkebøger ligger filmede. Det er den tyske pendant til AO og ao.salldata. Det er kun i Danmark, vi betaler den slags over skatten.

Jeg regnede med, at tre måneder var rigeligt, for jeg ville jo bare validere data fra rapporten, og det måtte være hurtigt gjort. Jeg regnede med, at det var nemt, når jeg bare skulle kontrollere, det jeg vidste. Når jeg skal forny abonnementet, køber jeg 12 måneder, for dette kommer til at tage tid.

At lære af eksperterne

Jeg fandt Birgit Flemming Larsens fremragende artikel “Slægtsforskning i Tyskland” i Personalhistorisk Tidsskrift 2004:2. Jeg har læst den flere gange, for den er informationstung, og der er så meget i den, jeg gerne vil føje til min hjernebark, så det bliver til viden. Jeg bliver berørt over at læse om præster, der under anden verdenskrig flygtede fra øst mod vest så at sige med kirkebøgerne under armen. Og om hvad man gjorde under krigen for at beskytte arkivalierne fx gemme dem i miner.

En erfaren slægtsforsker med enorm viden om slægtsforskning i Tyskland og tysk historie lærte mig med det samme om de tre vigtigste skæringsdatoer:

1871: Kejserriget,
1918: Weimarrepublikken,
1949: DDR og Forbundsrepublikken.

De svære kirkebøger

Min tipoldemor var fra byen Görlsdorf, hvor kirkebøgerne stort set er bevarede fra 1698. De kirkebøger er de vanskeligst tilgængelige, jeg nogensinde har set. Uden Danske Slægtsforskeres forum var jeg aldrig kommet så langt, som jeg er. Jeg er hjælperne dybt taknemmelig. Jeg er indimellem pinligt til mode over at lave endnu et opslag, for andre skal jo også kunne komme til. Men jeg skal forberede min rejse bedst muligt, så jeg får mest muligt ud af den.

Ikke alene er de vanskelige at tyde selv for de skrappe, men familierne er vævet ind i hinanden, og de hedder alle stort set det samme. Jeg er ved at have fornemmelsen af, at der måske er op til flere fætter-/kusine-ægteskaber involveret.

Hattemagermesterens mysterium

Jeg tror, jeg ved alt om Brede Klædefabrik og min slægts færden der. Derfor fik jeg idéen om, at jeg måtte finde ud af, hvordan min oldefar kunne være “hattemagermester” ved sin registrering på Lyngby Politis liste over udlændinge den 17. marts 1890. Hvor havde han fået sin uddannelse? Hvad betød det dengang at være mester i Tyskland? Han var jo kun 28 år …

Jeg dykkede ned i noget af den litteratur, jeg købte for 20 år siden og læste den igen. Pludselig kunne jeg se alle de vigtige detaljer, jeg ikke lagde mærke til dengang. Det er forskellen på at være begynder og at være erfaren.

En af bøgerne er “Søllerødbogen 2005”, der har en lang artikel af Torben Senn ved navn “A/S Dansk Hattefabrik – Skodsborg”. Jeg har interesseret mig for Brede og for hattefabrikationen i 20 år, så jeg var klar over, at min slægt flyttede med til Skodsborg i 1913.

På side 65 står der:

I Tyskland blev byen Guben ved floden Neiße et par hundrede kilometer sydøst for Berlin centrum for den tyske filthatteindustri. Berlin-Gubener Hut Fabrik var grundlagt af Hermann Levin og Apelius Cohn. Fra denne fabrik fik Daverkosen [Den tyske direktør for Brede Klædefabrik, red.] teknisk bistand og hjælp til at anskaffe det nødvendige maskineri og materialer til at starte hattefabrikationen i Brede i slutningen af 1880erne. Den industrielle fabrikation af hatte blev indledt den 19. marts 1890.

Jamen det er jo formentlig svaret på, hvor Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937) tog sin uddannelse. På Brede startede man netop med filthatte, der blev fremstillet af resterne fra klædefabrikationen.

Nye øjne på gamle dokumenter

For 20 år siden læste jeg ikke alle detaljer med lup, for jeg vidste ikke, at det skal man. Jeg har skrevet til museet og arkivet i Guben og venter spændt på deres svar. (Evt. tilbage hvor du kom fra.)

Til sommer tager jeg toget fra Frankfurt (Oder) til Guben. Der er timedrift, og det tager 41 minutter. Jeg må dertil, og jeg glæder mig sådan til at fortælle dem om min oldefar og at vise dem hans bryllupsbillede, hvor han står med høj hat. Billedet er af typen, der er trykt på flere millimeter tykt pap. Jeg tror, de vil blive glade for at se det.

Jeg tænker på min artikel til "Slægtsforskeren"

Jeg tænker på min artikel til “Slægtsforskeren”

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Frygtelige forbrydelser som underholdning

Frygtelige forbrydelser gøres til underholdning

Det er domstolene, der dømmer

Frygtelige forbrydelser gøres til underholdning

Frygtelige forbrydelser som underholdning

I går den 14. maj 2024 begyndte en straffesag ved retten i Næstved. Den drejer sig om tiltalen mod en person, der nu er 33 år, og anklagemyndighedens påstand er, at det er den samme person, der står bag fuldstændig afskyelige forbrydelser mod tre børn eller unge piger. En af pigerne afgik ved døden i 2016. Den tiltalte har på det tidspunkt været ca. 25 år.

Retten i Næstved har 60 tilhørerpladser. På første retsdag var der ingen ledige pladser. Der var selvfølgelig en masse journalister, der var den afdødes og de forurettedes familier, og så var der alle de nysgerrige.

Jeg hørte DRs retskorrespondent Trine Maria Ilsøe fortælle, at de første nysgerrige havde taget opstilling ved indgangsdøren kl. 01 – det vil altså sige midt om natten! De fik valuta for pengene, idet tiltalte allerede i går fortalte, at han brugte mange timer hver dag på at se hård porno. Hvis jeg havde en datter, ville jeg heller ikke være begejstret for, at hun skulle møde ham.

I Danmark er retssager som udgangspunkt offentlige. Og det er et sundt princip, at befolkningen kan holde lidt hånd i hanke med domstolene. Retten kan vælge at lukke dørene, hvis der er en særlig grund til det. Det skete i går, da den tiltalte skulle afgive forklaring om noget specifikt. Jeg forstår ikke, hvad der får mennesker  til at svælge i en så forfærdelig sag, som der her er tale om. Det er i hvert fald ikke mig, der tager toget til Næstved og optager en tilhørerplads. De børn, der ikke ikke afgik ved døden, har gennemgået oplevelser, der må have mærket dem for livet.

Hvis den tiltalte kendes skyldig, og hvis retten følger anklagemyndighedens påstand, vil dommen lyde på livsvarigt fængsel. Det vil også sige, at han findes egnet til straf og ikke var sindssyg i gerningsøjeblikkene, for så han skulle han være idømt forvaring. Men det er rettens opgave at lytte til forvarer og anklagemyndighed, og der er afsat mange retsdage til sagen.

Hvis den tiltalte kendes skyldig i alle tre forfærdelige forhold, vil der være tale om en serieforbryder, og det har vi vist ikke set i Danmark før – eller i hvert fald er det meget, meget længe siden.

Folkedomstolen har allerede talt

Allerede på første retsdag talte folkedomstolen. Det startede sådan:

“Må x’s morder brænde op i helvedet for evigt tid”

Det blev blandt andet efterfulgt af følgende

  1. “Der er typisk ikke røg uden der er brand.. uanset om det er det omtalte svin der har begået alle forbrydelserne.. så har han med garanti gjort nok til at skulle straffes på den værst tænkelige måde.. mine forslag tåler ikke facebooks lys.”
  2. “Han skal klynges op som en pinata”

Jeg er ikke klar over, hvad “en pinata” er, og det står ikke i Den Danske Ordbog, men jeg hæfter mig egl. også mest ved punkt a., der kan omskrives til “Pyt med at det ikke kan bevises, at vedkommende er skyldig i alle forholdene, der går jo sjældent røg, uden der er en brand”.” Den slags krænker min retsbevidsthed.

Man “tier, mens retten sidder”, for skyldsspørgsmål skal afgøres i retten og ikke ved medie- eller folkedomstole.

Mere underholdning om sagen

Jeg bemærkede, at Maria Yde i TV Avisen 18:30 i går sagde “DR vil følge sagen dag for dag” (eller noget der er meget tæt på). Det er altså underholdning.

Jeg har meget fidus til DRs retskorrespondent Trine Maria Ilsøe, så jeg må tilstå, at også jeg i dag lod mig underholde af podcasten “Lyssky”, da jeg gik min tur, for det er fundamentalt spændende.

Hun overholder de presseetiske regler, hun omtaler politiets fejl tilbage i 2016, hun omtaler risikoen ved DNA-spor osv. Men underholdning det er det, og som jeg forstod det, vil der være en ny episode af podcasten efter hver eneste retsdag. Så kan vi alle svælge i, hvad der nu er kommet frem i retten. Der er noget ved det, jeg ikke bryder mig om.

Journalist Gretelise Holm har fundet disse presseetiske regler frem angående straffesager. Dele af pressen kunne trænge til at genopfriske dem. Jeg hentyder ikke til Trine Maria Ilsøe.

Uskyldsformodningen (In dubio pro reo) er det, der populært omtales som “man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist”, som ganske vist ikke står i retsplejeloven, men der er ingen tvivl om, at det er gældende – og sådan skal det naturligvis også være.

Danmark er jo (endnu) ikke en bananrepublik.

Frygtelige forbrydelser gøres til underholdning

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Klog på sprog

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Min ven har åbnet mine ører for de mange fine podcasts, man kan høre på DR Lyd. Jeg er ikke selv typen, der surfer rundt for at finde noget interessant i diverse apps eller på diverse hjemmesider, og derfor er jeg altid glad for tips fra mennesker, jeg deler værdier og interesser med.

Da vi betalte licens, gjorde jeg det med glæde. For der har altid været et udvalg, der tiltalte mig. Der har altid været både “Fjernsyn for mig” og “Radio for mig”. Nu betales det via skatten, men den har jeg også altid betalt med glæde, for jeg kan ikke forestille mig en mere retfærdig fordelingsmekanisme.

Det er minimum 20 år siden, jeg fravalgte konkurrenten TV2, primært fordi jeg ikke kunne leve med de hjernedøde reklamer, for produkter jeg alligevel aldrig nogensinde ville købe, og ting, der hopper og danser på skærmen.

Klog på sprog

Jeg vil gerne lære om det danske sprog, så lige nu finder jeg godnathistorierne i podcasten “Klog på sprog”, der bestyres af Adrian Hughes. Det er i høj grad “Radio for mig”. De har tid, og de tager sig tid til at holde snuden i sporet og grave dybt ned i emnerne. Det er i sandhed en podcast, hvor man kan blive klogere.

Eksempelvis fandt jeg i serien Klog på sprog “Korsfæst ham, korsfæst ham” fra langfredag den 29. marts i år. Jeg er lidt interesseret i teologi, hvilket fik mig til tænde.

Udsendelsen viste sig at ligge i krydsfeltet mellem jura og teologi, og det var utrolig interessant. Blandt de medvirkende var Anne Birgitte Stürup, der er pensioneret senioranklager og foredragsholder. Hun står bag bogen “På ofrenes side”. I udsendelsen fortæller hun blandt andet om miskmasket i Jesus’ rettergang langfredag. Miskmasket består i, at Pontius Pilatus på en gang er forsvarer, anklager og dommer.

Den danske brug af varetægtsfængsling

Også da jeg i forhistorisk tid læste, og interesserede mig inderligt for både kriminalpolitik og kriminologi, var brugen af varetægtsfængslinger et varmt emne. Vi varetægtsfængsler langt mere end vores nabolande, og vi har ikke formået at flytte os en tøddel på de mere end 30 år, der er gået siden da.

Adrian Hughes fortæller blandt andet om den (også) aktuelle diskussion om, hvorvidt vi i Danmark bruger varetægtsfængslingen alt for rundhåndet, fordi ca. ti pct. af de mennesker, der har siddet i varetægt, ender med en frifindelse. Ergo er de uskyldige – eller man har i hvert fald ikke kunnet finde bevis for, at de skulle være skyldige.

Princippet hedder på latin “In dubio pro reo”, som vi også kalder “Uskyldsformodningen” og udtrykker princippet om, at man er “uskyldig indtil det modsatte er bevist”. Det står ikke i retsplejeloven, men det er hævet over al tvivl, at det gælder.

Adrian Hughes fortæller også, at Inger Støjberg fornylig har udtalt, at man jo også sætter folk i varetægt “for at presse dem lidt”. Anne Birgitte Stürup svarer, at hun finder, at det er et rystende udsagn, og at hun sandelig ikke håber, at der er nogen, der finder på det. Det kan man jo kun give hende ret i. Jeg er også temmelig rystet.

Retfærdighed

For mig er retfærdighed, at “De lige tilfælde skal behandles lige”, som stammer direkte fra “Om ret og retfærdighed” af Alf Ross.

Der er en længere omtale af Alf Ross’ bog, som jeg selv læste efter og elskede, fordi den er så abstrakt. Doktor jur. Jonas Christoffersen fortæller noget, jeg aldrig har forstået af bogen, selvom jeg da fik 9 i skriftlig retslære, da jeg blev “candidata juris” dengang i januar 1990.

Alf Ross skrev – ifølge Jonas Christoffersen – “Ret er det, der foregår ude i virkeligheden ved domstolene, i kommunerne, i staten osv. Retfærdighed findes ikke. Det er et luftigt overnaturligt begreb, så vi skal skille tingene ad.” Jeg synes selv, jeg husker ordene “… en apriorisk hest …” men har ikke lige tid at lede efter det.

Det betød – stadig ifølge Jonas Christoffersen – at der opstod en indædt modstand mod at tale om retfærdighed, og at det var det, der fik nogle til at sige, at man ikke skal starte på jura, fordi man interesserer sig for retfærdighed. Det kender jeg ellers flere, der gjorde.

Juristløftet omtales også

Juristløftet er fra 1736 og er gengivet i eksamensbeviset. Jeg har ikke tidligere bemærket det, men lever alligevel ubevidst efter det, fordi jeg finder det rigtigst.

I beviset står

Den juridiske embedseksamen ved Københavns Universitet indførtes ved forordning af 10. februar 1736. Ifølge denne forordnings § 8 må juridiske kandidater aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig råde nogen til ufornødne processer og ejheller ved råd eller på andre måder befordre nogen uretvis sag eller intention.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg er vild med "Forsvundne arvinger"

Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg elsker at se Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh gå på jagt efter ukendte arvinger i programmet “Forsvundne arvinger” på DR1. Det er “Fjernsyn for mig”, der har et meget lille TV-forbrug, fordi jeg hellere vil producere noget selv end sidde passivt foran en skærm.

I mit næste liv vil jeg også være arkivar og køre rundt på en specialbygget gaffeltruck i Rigsarkivet. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job, hvis jeg af uvisse årsager skulle indfinde mig på arbejdsmarkedet igen.

Jeg husker tydeligt det med at løfte låget af de kraftige, brune arkivkasser i pap og næsten holde vejret, til man havde bladret et stykke ned i kassen for at finde de rette arkivalier. Når man endelig finder noget, giver det næsten et lille gib i en. Der udløses endorfiner, fordi hjernen bliver så glad. Dopamincenteret aktiveres. Det var dengang, man var nødt til at gå på arkiv hver lørdag og på alle fridage for at finde noget, man kunne stole på, det vil sige i originale kilder.

Udsendelserne viser tydeligt, hvordan man nærmest “hopper” fra kilde til kilde. Man finder noget i en kilde, og det er ledetråden til den næste kilde. Til sidst har man (måske) opklaret mysteriet og lagt endnu et puslespil.

Det relationelle har stor betydning i mange sammenhænge

Det ser ud som om, de to virkelig kan lide hinanden. Det ser man tydeligt, når de fx står sammen og kigger på et billede af en afdød. De står helt tæt og siger, hvad de hver for sig tænker om billedet. Det kan kun lade sig gøre, når to mennesker kan lide hinanden.

Det er også tydeligt, når hun igen sender ham på yderligere jagt i arkiverne, mens han igen sender hende ud i verden for at opstøve flere arvinger eller evt. bare mennesker, der kan have kendt afdøde.

Hun er så sød og charmerende, når hun opsøger de levende. Hun spørger altid så pænt, om de giver en kop kaffe. Hun er så dygtig til at stille de små uskyldige spørgsmål og ofte få de store komplicerede svar. Folk har simpelt lyst til at tale med hende. Jeg prøver at være lige sådan, når jeg opsøger mennesker, der har kendt mit børnehjem “Dear Home”. Jeg prøver simpelthen at kopiere hende, for jeg kan jo se, at det virker.

Der er mange ting, der afhænger af det relationelle. Jeg har fx fantastiske relationer til både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og min psykolog. Jeg har kendt dem begge i mange år. De er set an og ikke fundet for lette. Jeg er fuldkommen overbevist om, at det relationelle står for mere end halvdelen af min behandling og virker bedre end alverdens medicin – og så er der i øvrigt ingen bivirkninger.

Alle har en historie

Der er en vis charme ved at følge de spændende opdagelser og menneskelige forbindelser i “Forsvundne arvinger.” Programmet giver ikke kun indsigt i de tekniske aspekter af at spore ukendte arvinger, men afslører også de dybere personlige historier, som ofte er skjult i arkiver og gamle dokumenter. Når Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh begiver sig ud på deres rejse, føles det som om vi er med på deres eventyr, og vi får en følelse af spænding ved tanken om, hvad de måske finder.

For mig er det også fascinerende at se, hvordan Mette Frisk formår at skabe forbindelse med de mennesker, hun møder undervejs. Udover at være dygtig til sit arbejde, har hun en varm og imødekommende tilgang, der gør det lettere for folk at dele deres historier. Dette element af medmenneskelighed er noget, der skiller programmet ud fra andre dokumentariske formater. Ved at engagere sig med folk og høre deres historier, formår hun at give en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske og være forbundet til hinanden gennem historie og familie.

Programmet minder mig også om, hvor vigtige vores rødder er, og hvordan de kan forme vores liv. At lære om sine forfædre og deres rejser kan give et nyt perspektiv på vores egen identitet. For mange mennesker kan disse historier være med til at skabe en følelse af tilhørsforhold og give dem en stærkere forankring i deres egen historie.

“Forsvundne arvinger” er ikke kun et program om at finde arvinger; det er en påmindelse om, at vi alle har en historie, der er værd at dele og udforske.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.