Tag Archive for: Medier

,

Anders Agger altså

Anders Agger altså

Hvem kan? Anders Agger kan

Anders Agger altså

I denne uge motionerede jeg tårekanalerne to gange til Anders Aggers tremåneders ophold på “Strandbakkehuset” i Rønde, som er et af de to børne- og ungehospices, der findes i Danmark. Afsnit et var ikke så slemt, men både afsnit to og tre var rørende. Første afsnit blev vist på DR1 onsdag den 24. maj klokken 21:25; de næste afsnit vises de kommende to onsdage samme tid. I et anfald af selvvalgt masochisme streamede jeg dem.

Grænsen mellem liv og død er udflydende. Forældre regner på, hvor længe de mon kan få lov at beholde deres barn, inden dødens favntag ligger på lur. Storesøster slår stolt vejrmøller, så Anders kan se, hvor dygtig, hun er. De taler om, hvorfor flaget af og til er på halv stang; hun ved, de er på “Strandbakkehuset”, fordi lillesøster “har lidt ondt i hovedet nogle gange”. Det er en børnevenlig omtale af en aggressiv hjernetumor.

En far sidder ude på gangen og græder over at høre alt det, han ved, de skal miste lige om lidt. En mor ringer i god tid til bedemanden, så hun er sikker på, at alt er på plads, når … Til den tid vil hun ikke magte at stå for sit barns begravelse.

Det er ubegribeligt, hvordan man som forældre kommer over det, der for de fleste er unævneligt. Min mormor sagde altid “De gamle skal dø; de unge kan dø”. Jeg bryder mig ikke om talemåden, der, selvom det selvfølgelig er sandt, er for følelseskold til mig.

Anders Agger har tid

Jeg kender ingen som Anders Agger, der har så god tid til at stille de svære spørgsmål og selvfølgelig også har tid til at høre svaret. Også når det gør ondt på seeren. DR har mange fine udsendelser, hvis man kan finde dem for bar “Bag en kage, Dans en dans eller Tab 30 kilo” osv., og Anders’ rangerer højt på min liste sammen med Mette Frisk fra “Forsvundne arvinger”. Mette Frisk forstår også at stille de små spørgsmål men at få de store svar.

Jeg har set mange udsendelser fra serien, der hedder “Indefra“, og det er kvalitet hver gang. Den høje, langlemmede fyr, der kunne trænge til at blive klippet, forstår at lave TV. Jeg kender mange – også yngre – der vældig godt kan lide “Indefra”.

I sidste uge så jeg Anders Agger i “Tvangsfjernet”. Han var i tre dage helt tæt på Jørgen og Belinda Nielsen, der ifølge de sociale myndigheder ikke var i stand til at tage sig af deres kommende barn. Derfor skulle barnet tvangsfjernes ved fødslen. De to mennesker udstillede til fulde deres manglende forældrekompetencer. Jeg sad og blev mere og mere enig med de sociale myndigheder.

“Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”

I eftermiddag vil jeg sætte mig og se “Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”, der også var en seersucces, da den blev sendt første gang i 2011. Den vil ligge på DR til 2025.

Anders Agger var i seks uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande og fortalte om den 53-årige sømand, Per Flindt, der havde levet et hårdt liv, og om den 65-årige jurist, Søren Brøndsted, der insisterede på fortsat at arbejde, selv om han var hospicepatient. Det var hans måde at holde døden på afstand på.

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Ser du månen, Daniel

Ser du månen, Daniel

Puk Damsgårds bog ligger til grund

Ser du månen, Daniel

Jeg lader bare tankerne løbe …

Jeg har tegnet et billigt abonnement på “Nordisk Film+”, hvor man kan se “Det største udvalg af danske film inkl. alle klassikerne fra Dansk Filmskat samlet i én streamingtjeneste.”. Det koster kun 49 kr. om måneden og rammer langt mere min smag end fx det amerikanske Netflix. Amerikanske serier siger mig ikke meget, og der er alt for mange afsnit. Der er ingen binding hos Nordisk Film. Man kan sige op, når man vil.

Ser du månen, Daniel

I aftes så jeg “Ser du månen, Daniel” om en ung dansk fotografs 13 måneder lange ophold hos Islamisk Stat/ISIS. Titlen hentyder til, at Daniels mor regner med, at den tilfangetagne Daniel ser den samme måne som hende. Det er ikke svært at forestille sig den smerte, hun har været i, al den tid de pårørende i Danmark ingen vished havde.

Jeg var ikke fri for at tørre øjnene i slutningen, hvor Daniel kommer tilbage til Danmark og scenerne, hvor han “læser op” af det afskedsbrev, han har memoreret fra cellekammeraten James Foley, der får halsen skåret over af undermenneskerne.

Daniel kommer tilbage til Danmark til trods for, at den danske regering ikke forhandler med terrorister. Det lykkes hans familie at samle de ca. 15 millioner kr., der køber ham fri.

15 millioner kr. lukt ned i Islamisk Stats modbydelige lommer. Selvfølgelig vidste jeg på forhånd, at ISIS er folk, man skal holde sig fra – men at se filmen gjorde et stort indtryk.

Jeg kan godt lide Puk Damsgård – hun er af Danmarks Radios dygtigste journalister. Til samme kategori henregner jeg Matilde Kimer, som jeg glæder mig til at se retur i Ukraine.

Jeg kendte ikke på forhånd bogen, men havde hørt om titlen. Puk Damsgård skuffer på ingen måde. Det gør en af hovedrolleindehaverne, Anders W. Berthelsen, heller ikke. Ham kan jeg også godt lide. Min smag er nok “old school”, men sådan må det være. Jeg holder meget af, når der er tid til at fortælle historien.

I aften skal jeg formentlig se

Der ligger mange skønne (gamle) film på “Nordisk Film+”. Jeg tror, jeg vil se “Drengene fra Sankt Petri”, der ganske vist er 31 år gammel, og som jeg engang så i biografen; men pyt med det – jeg kan alligevel ikke huske den.

En anden mulighed er “Under sandet”, som jeg har set tidligere i nyere historisk tid, og virkelig kunne lide. Filmen er et dansk-tysk krigsdrama fra 2015, der er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet. Filmen er inspireret af autentiske hændelser og fortæller historien om unge, tyske krigsfanger, der blev beordret til at rydde to millioner miner på den jyske vestkyst med deres bare hænder.

Hvem har taget de unge til fange? Danskerne? Vores rolle har muligvis ikke udelukkende været den smukkeste båret af ren altruisme. Vi bryster os af at have sejlet 6.000 jøder til Sverige, og det er selvfølgelig både smukt, fint og fantastisk. Nogle satte deres eget liv på spil for at redde jødiske medborgere, men det var ikke kun for deres blå øjnes skyld. Det kostede kassen.

Det kognitive bøvl

I årevis har jeg haft bøvl med de kognitive processer. “Kognition” betyder tænkning. Det har drejet sig om koncentration, overblik og hukommelse. Det skal dog siges, at hovedproblemet, der var hukommelsen, er blevet ca. 500 gange bedre siden 2014/15. Jeg har lyttet til nogle af lydfilerne med psykologen og mig. Det var slemt dengang. Jeg kunne ikke huske fra næse til mund. Det er heldigvis en saga blot, og skal – meget a propos – bare glemmes og skylles ud med badevandet.

I aftes fandt jeg ud af noget positivt: Når jeg slog de danske undertekster fra og bare lyttede til de engelske replikker, gik det meget bedre, end hvis jeg både skulle se billederne og læse underteksterne. Så det er vejen frem. Det glædede mig meget.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

IT-boblen – ekstase og kollaps

IT-boblen - ekstase og kollaps

Internettets første dage

IT-boblen – ekstase og kollaps

DR1 er lige begyndt på en serie ved navn “IT-boblen – ekstase og kollaps”, der handler om internettets første dage fra 1995 og lidt frem. Afsnit 1 er tilgængeligt, og det er fascinerende at blive bragt 27-28 år tilbage.

Klaus Riskær og Martin Thorborg fortæller om, hvordan deres verden så ud dengang. Hidtil er vi kun nået til “ekstase”. “Kollaps” følger. I næste afsnit ser vi Jacob Risgaard, der var blevet smidt ud af skolen, fordi han lavede for meget ballade.

Det er ikke til at forstå, at vi dengang klarede os med opkaldsmodems. Hvis telefonen ringede, mens vi var på nettet, blev vi smidt af, eftersom det var den samme forbindelse. Det var dengang, modemmet sagde “telefon-lyde”, når vi ringede op til World Wide Wait.

Der var ikke meget ved at have en e-mailadresse, for der var næsten ingen at skrive til. Der var heller ikke så meget ved at være på nettet, for der var næsten ingen hjemmesider at besøge.

Eksperimenternes tid

I starten af 90’erne havde jeg en kæreste, der var bidt af teknik, så hun havde investeret en formue i en Apple-enhed, fordi hun eksperimenterede med Desktop Publishing (DTP), som det hed dengang. Enheden skulle startes ved hjælp af disketter. Alt var bygget sammen i et kabinet, der var ca. 45 cm højt og 25 cm bredt. Skærmen var af samme årsag mikroskopisk. Vi havde meget fornøjelse af at eksperimentere.

Det var en ny tid, og den var fascinerende. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg selv købte min første private computer. Det har formentlig været ca. år 2000.

Jeg registrerede mit domæne den 2. december 2004. Det var dengang, det tog en hel dag at lave en knap, for der var ikke noget, der hed WordPress, drag and drop eller temaer. I februar 2007 så siden sådan ud. Det havde taget lang tid bare at nå hertil. Jeg købte de små hæfter af Britt Malka til 27 kr. stykket og lærte mig den mest nødvendige html, så jeg i det mindste kunne skrue lidt indhold sammen om min hobby. Stor kunst var det ikke.

Jeg var med til at købe 300 computere

I foråret 1992 var jeg lige flyttet til Arbejdsskadestyrelsens sekretariat efter at have behandlet sager om kirurgiske skader i 1½ år. Vi havde fået et aktstykke (en særbevilling) igennem i Finansministeriet. Formålet var at købe computere til alle medarbejdere. De skrev på skrivemaskine …

Det vil sige, at som sagsbehandler skrev man i hånden på gule konceptark. Når man var klar, gav man arkene til “sin skrivedame”, der skrev dem af på skrivemaskine.

En af mine første opgaver var at udvikle og afholde kurser for medarbejderne, der af gode grunde aldrig havde set en computer før. “Min skrivedame” hed K.R, og var oppe i årene. Omstillingen var for stor for hende, så hun sagde op; så vidt jeg husker, var hun ikke den eneste.

Det er mærkeligt at tænke på ca. 31 år efter, hvor mange har op til flere computere, en smartphone og en tablet – og musikken i badeværelset (hvis man bruger den slags) kommer fra en streamingtjeneste.

Hvad bliver det næste?

Det næste er også, at jeg nu sender linket til nogle unge mennesker – så kan de sidde og undre sig over “gamle dage”.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Juraen er på plads og den ikke svær!

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Sjældent har jeg set så rasende en minister. Sophie Løhde virkede både ægte, rystet og vred på dagens pressemøde om skandalen på Aarhus Universitetshospital (AUH). Og hvor var det rart, at hun ikke en eneste gang skiftede ordet “problemer” ud med “udfordringer”, for AUH står i problemer til halsen.

Min gryende respekt for hende voksede hende over hovedet (hun er ikke så høj). Der bør rulle mindst et hoved i denne sag.

I første artikel om skandalen, “øffede” jeg over, at ingen angav hjemlen til pligten til indberetning af ventetider ud over de maksimale. Men det viser sig, at Sundhedsstyrelsens forside gør opgaven med at finde “Bekendtgørelse om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme” (BEK nr 584 af 28/04/2015) nem.

Bekendtgørelsen har kun 21 bestemmelser; selv for en travl hospitalsdirektør burde det være til at overkomme.

Prøv at læse § 19 herunder. Overvej derefter hvordan nogen nogensinde har kunnet indfortolke, at når patienter accepterer fristoverskridelser, skal der ikke indberettes til Sundhedsstyrelsen?

Der står intet om accepter (heller ikke i de øvrige bestemmelser). Der står højt og larmende: “… skal løbende orientere Sundhedsstyrelsen …” Jeg begriber ikke, hvordan nogen har drømt sig til en anden verden.

Lovgivning skrives nu til dags, så det er læsbart og forståeligt for de mange – og det er positivt.

§ 19. Regionsrådene skal løbende orientere Sundhedsstyrelsen [SST] om behandlingskapaciteten på de sygehusafdelinger, der varetager behandling af kræftsygdomme og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme, jf. § 1.

 

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Hvordan agerer man på et problem, man ikke kender omfanget af?

Sundhedsministeren var klar i spyttet:

  1. Jeg vil have de rigtige tal. Jeg vil kende problemets omfang. Overskridelser skal ikke ligge i det skjulte; de skal frem i lyset.
  2. Når jeg ved, hvad vi taler om, kommer regeringen med en genopretningsplan, der skal genskabe tilliden til kræftbehandlingen her i landet.

Fornuftsmæssigt kan det ikke gøres anderledes. Hvordan skulle man agere på et problem, hvis omfang man ikke kender? Ser det tilsvarende forfærdeligt og/eller fordækt ud i de øvrige regioner, skal der andre håndtag til, end hvis problemet kan isoleres til AUH. Det mener jeg aftvinger respekt.

Derfor bliver jeg træt af en journalist fra TV2, der ca. fire gange spørger om det samme, nemlig om en forstærket indberetning, som SST skal komme med ny model for inden udgangen af april, ikke bare er at iværksætte et udredningsarbejde, der ikke kommer patienterne til gode. Han kunne lige så godt have sagt “Dette er er bare (endnu) en syltekrukke”. Den slags spørgsmål burde være forbudt til pressemøder.

Heldigvis var spørgsmålene fra Danmarks Radios journalist langt mere velovervejede. Og Danmarks Radio skal roses for at have journalister, der kan holde snuden så meget i sporet, at en skandalesag som denne kan blive rullet op på ganske få dage.

Sophie Løhde: “Det handler ikke kun om penge”

Endnu en gang må jeg give hende ret. Det handler også om styring og ledelse. Det koster ikke ekstra at overholde bekendtgørelsens § 19.

Men der er også penge i dette her problem, der begynder med, at man ikke kan skaffe de højtspecialiserede sygeplejersker og anæstesisygeplejersker. Og det kan man blandt andet ikke, fordi aflønningen er langt højere i det private, der tillige tilbyder bedre arbejdsvilkår og rammer.

Derfor er det et problem, at regeringen i deres seneste plan bærer ved til det bål, ved at sige at sundhedsvæsenets problemer skal løses ved at det offentlige system sender patienterne til det private.

Det får vi jo ikke et bedre og mere robust offentligt sundhedsvæsen af.

Indeværende sag viser, at det har vi behov for, for det private tager sig kun af det enkle og det elektive, mens det offentlige står tilbage med det vanskelige og det akutte.

Mave- og tarmkirurgisk afdeling i Aarhus kæmper med mange ting

Jeg fandt dette interessante interview i Ugeskrift for Læger.

Her får man indblik i hverdagen på AUH.

Efterspillet til afsløringerne af 293 overskridelser på kræftventetiden på Mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH er i fuld gang. Ugeskrift for Læger interviewer cheflæge Charlotte Buchard Nørager mellem mange møder og informationsopsamlinger. Hospitalskrisen har også ramt kræftpatienter, siger hun.

 

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.