Det haver så nyligen regnet

Det haver så nyligen regnet

“Hvidstengruppen” og “Hvidstengruppen 2 – de efterladte”

Det haver så nyligen regnet

I aftes fik jeg tudet helt igennem til de to nævnte film, som jeg havde lejet hos Blockbuster. Tårekanalerne har vel også kun godt af storvask en gang imellem.

Alt i de to film er bygget på virkelige hændelser, således som man har kunnet rekonstruere dem ud fra fortællinger, breve, dagbøger osv. Det er to meget stærke film, og man bør se dem, hvis man vil have sat virkelige, menneskelige mennesker på tiden fra samarbejdspolitikken ophører i august/september 1943 og frem til nogle måneder efter befrielsen, hvor de to søstre er kommet tilbage til Hvidsten med de hvide busser.

Den første film – “Hvidstengruppen” – er fra 2012 og handler om Marius Fiils indtræden i modstandskampen i 1943 og organiseringen af gruppen, modtagelsen af våben, ammunition og sprængstoffer, der blev kastet ned fra engelske fly. Otte mænd fra gruppen bliver skudt af tyskerne en junimorgen i 1944. På vejen til pelotonen bumper de afsted på ladet af en lastvogn og en begynder stille at synge “Det haver så nyligen regnet”. Sekunder efter synger de alle. Det var forfærdelig rørerende; det var der, jeg vaskede øjnene mest.

Jeg kender ganske udmærket sangen, der står i Højskolesangbogen, og de fleste af os bare lidt oppe i alderen kan i hvert fald ordene “Frø af ugræs er føget over hegnet …” og “For de gamle, som faldt, er der ny overalt …”.

Sangen blev en protestsang under besættelsen. Jeg har et eller andet sted læst eller fået fortalt, at man gladeligt sang den til Alsangsstævner, fordi tyskerne ikke kunne afkode, hvad sangen egentlig handlede om. Det burde da ikke være så svært, men det var måske heller ikke de kvikkeste, man havde sendt herop til “Flødeskumsfronten”. Der er ikke meget flødeskum over de to film.

Hvidstengruppen 2 – de efterladte

2. del handler, som titlen siger, om de efterladte – og det er kvinder og børn. Den havde premiere i september 2022.

Bodil Jørgensen er simpelthen fremragende i rollen som Gudrun (Marius Fiils enke). Hun kører Hvidsten Kro videre, hun passer egne børn og et barnebarn (moderen er i KZ-lejr) og skriver resultatløse benådningsskrivelser til den rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best.

Mens Marius stadig lever, er der en scene, hvor han skal indsættes i Vestre Fængsel. Han bliver ført op ad en trappe men holder Gudruns hånd i sin, til han umuligt kan nå den mere, men de kan kommunikere med blikke. Den scene kaldte også på mine papirlommetørklæder.

Det er svært at forstå, at beretningen om søstrenes ophold i KZ-lejren og i de forskellige tyske fængsler ikke har fået tilført ekstra filmisk drama, for forholdene er rædselsfulde, men alt skulle efter sigende være sandt.

Den ældste søster – Tulle – sidder på et tidspunkt i en celle, der har et vindue, og når hun står på tæer og kigger ud, kan hun se et skafot. Hun kan uden videre høre lyden af kæden, der trækker kniven op, så den er klar til at skille endnu et hoved fra endnu en krop. På et tidspunkt kan hun høre, at næste offer er en 17-årig dansk kvinde. Hun tror, det er hendes lillesøster. Det er det gudskelov ikke, men der skal ikke meget empati til at forestille sig, det mareridt hun gennemgår, til hun ser søsteren igen.

Der var noget med en Mauser

Min far var i modstandsbevægelsen, men havde selvfølgelig slet ikke så fremtrædende en plads som mænd og kvinder i Hvidstengruppen, og var garanteret ikke nær så heltemodig. “Helt” er slet ikke et ord, jeg forbinder ham med. Men han var på den anden side heller ikke blandt “De sidste dages hellige”. Det vidner hans møgbeskidte armbind om, og det har jeg liggende.

Hvad han lavede under krigen, ved jeg ikke noget om. Han talte – så vidt jeg husker, men det er 50 år siden og jeg var under ni år – aldrig om det. Efter krigen blev han dømt for selvtægt, fordi han sammen med andre unge rendte rundt og udgav sig for at have myndighed til at samle våben ind hos folk, de mente var kommunister. Det må man naturligvis ikke! Han fik tre måneders betinget fængsel, og derfor kom han ikke til USA som led i Marshallhjælpen, for amerikanerne ville (forståeligt nok) ikke have straffede ind i landet. Kilde: Breve fra ham selv, som jeg er i besiddelse af og min adoptionssag.

Fra min ret tidlige barndom kan jeg huske, at der var noget med en Mauser. “Min mor” var ikke tilfreds med, at han ikke havde afleveret den ved en af frit lejde aktionerne efter befrielsen. Hvorfor hun ikke brød sig om, at han havde våbnet, ved jeg ikke. Et eller andet sted tror jeg, jeg husker, hun mente, han havde truet med at skyde sig selv med den. Sådan noget digter man da ikke; så fantasifuld er hjernen slet ikke. Hvorfor han evt. skulle have truet med det, ved jeg heller ikke.

Jeg har aldrig set våbnet og har kun hørt det omtalt. Om det så ud som billedet nederst, ved jeg selvsagt ikke. Søger man på “Mauser” med Google, får man adskillige modeller frem.

Der var mange tidligere modstandsfolk, der havde våben derhjemme og det var netop grunden til, at man holdt frit lejde aktionerne. Og på en måde forstår man jo godt modstandsfolkene. De ville have noget at forsvare sig selv og deres familie med, hvis der kom en ny besættelsesmagt. På den anden side set skal privatpersoner ikke have våben derhjemme. Det er en usund kultur, og et kig på USA viser, hvor galt det kan gå.

Det haver så nyligen regnet


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.