Hvordan og hvorfor lære Excel?

Excel, aldringsprocesser og indlæringsevnen

Dagens topbillede stammer fra arket med sundhedsdata, hvor jeg holder øje med alverdens ting om sundhed. Der indgår blandt andet et faneblad om aktivitet, hvor data stammer fra en app kaldet “StepsApp”. De er forklaret herunder:

• De første tre kolonner A – C er en form for stamdata: dato, ugedag og ugenummer. Jeg bruger dem ikke til noget i dette ark, men i hvert fald datoen er nødvendig ovre i rapporten, hvor data om aktivitet indgår. Dag og ugenummer er sådan set overflødige og kunne slettes.
• Kolonne D: antal skridt pr. dag. Hvis der er en grøn cirkel, har jeg nået dagens mål, som er 5.500.
• Kolonne E: Forbrændte kalorier.
• Kolonne F: Distance i kilometer.
• Kolonne G: Forbrugt tid.
• Kolonne I: Hvis cellen er grøn, og der er en smiley, har jeg for det første nået dagens mål for antal skridt (de 5.500) , og for det andet er det vist, hvor meget over dagens mål, jeg er.

Man kan mene, det er lidt “nørdet” – som heldigvis ikke længere er et skældsord – men når man har opsamlet simple data over en længere periode, kan der udtrækkes interessante informationer.

Jeg øver mig, for jeg vil lære det

Indrømmet: Nogle af videoerne fra Proximo må jeg se et par gange og øvelserne, må jeg af og til også lave et par gange, for jeg vil så gerne have, at det “sidder fast”, og at indlæringen er reel. Det går allerede bedre, og det er virkelig sjovt. Læs mere om kurset her.

Jeg er stor fan af læreprocesser, som er nødvendige partnere i min slægtsforskning. Der er hele tiden nye emner, jeg må vide noget om. Det er noget af det, der bevirker, at det er fascinerende på 23. år.

Nu er jeg jo ikke helt ung længere (om et øjeblik 62), så den langsommere indlæring hænger måske sammen med min alder?

Nej – det er faktisk ikke udelukkende rigtigt. Jeg fandt en fin lille pjece fra “ÆldreForum”, marts 1997, hvor der blandt andet står:

Ligesom for kroppens vedkommende er det vigtigt, at hjernen bruges, dvs. at der stilles opgaver til den.

Vi har vel alle hørt sætningen “at gå i stå” eller at være “forkalket” om ældre mennesker, som man nærmest opgiver. Men man behøver ikke at gå i stå, og man behøver ikke at blive forkalket. Det gør man kun, hvis man holder op med at “stille opgaver” til hjernen.

Nu er pjecen jo i sig selv halvgammel, og måske har forskningen bragt ny viden siden 1997, men det ser så banalt ud, at det må være rigtigt. Og krop og hjerne hænger sammen: de skal begge bruges aktivt for at holde længe!

Mere om hjernen

Billedet herunder er tyvstjålet fra Proximo. Det beskriver, at hjernen består af neuroner og synapser. Neuronerne har vi omkring 100 milliarder af. Neuronerne er forbundne via synapser.

Professor Jesper Mogensen har for Hjernesagen skrevet en meget interessant artikel “Den foranderlige hjerne”. Han skriver blandt andet (fremhævningerne er mine):

I forbindelse med indlæring, problemløsning, forsøg på løsning af i realiteten uløselige problemer osv. fandt vi en række ændringer i hjernerne på de individer, der udførte noget sådant.

Vi så vækst af eksisterende synapser (altså forbindelser mellem nervecellerne) og formindskelse eller bortfald af eksisterende synapser – men også dannelse af helt nye forbindelser, som ikke havde eksisteret før den pågældende erfaring.

• Man kan sige, at når man lærer noget, gemmer hjernen det lærte i en synapse.
• Når man bruger det lærte, gemmer hjernen det i nye synapser. Hjernen udnyttes altså bedre.

Noget af det, der er afgørende for, at vi kan blive ved at lære nyt, er hjernens plasticitet.

Plasticitet minder lidt om muskler: muskler, der bruges, er/bliver stærkere end muskler, der ikke bruges. Udfordrer vi ikke hjernen, stiller vi den ikke nye opgaver, reduceres plasticiteten, ergo får vi sværere ved at lære nyt eller fx at huske. De kognitive evner forringes.

Kort sagt: indlæringsevnen skyldes neuroplasticitet, som er hjernens evne til at ændre sig; dette sker ved at styrke eller danne nye synapser.

Har jeg tid til at motionere?

Ofte er jeg så optaget af mine spændende projekter, at jeg bliver siddende ved PC’en; jeg “har ikke tid” til at gå min daglige tur, for jeg er jo lige i gang med noget mega interessant.

Men jeg har bemærket noget: når jeg alligevel kommer afsted, fordi “nogen” sparker mig afsted, så tænker jeg bedre, når jeg er hjemme igen. Det kan være en gotisk tekst, hvor jeg alligevel kan læse ord, der før var helt umulige, det kan være en artikel, jeg alligevel kan få skrevet færdig, fordi jeg så en ny vinkel eller noget, der kunne være spændende at inddrage osv. Det er som om, at et “frikvarter” til hjernen, belønnes flerfoldigt efterfølgende.

Jeg har to spor i hjernen, hvilket er lidt svært at forklare. Men når jeg går, hører jeg typisk en podcast i det ene spor, mens det andet spor planlægger den næste artikel, udfordrer en ny funktion i Excel eller noget helt tredje.

Så jeg klør på med både Excel og gåture. Hvem vil ikke gerne være ejer af en rimelig grad af neuroplasticitet og indlæringsevne – og i nogenlunde fysisk form?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.